Finansudvalget 2016-17
FIU Alm.del
Offentligt
1795601_0001.png
Folketingets Finansudvalg
Christiansborg
Den 2. oktober 2017
Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 578 (Alm. del) af 18.
september 2017 stillet efter ønske fra Benny Engelbrecht (S)
Spørgsmål
Vil ministeren oplyse, om den del af justeringerne af overførselsområdet på 5,25
mia. kr., som jf. publikationen ”2025-forløb og reformudspil” kommer fra det
offentlige forbrug, øger arbejdsudbuddet og hvor meget denne forøgelse af ar-
bejdsudbuddet i så fald er på?
Svar
I regeringens reformudspil bidrager justeringer af overførselsområdet mv. med
5¼ mia. kr. i 2025 til finansiering af Jobreform fase II ”Sådan forlænger vi op-
svinget” samt udspil om erhvervs- og iværksætterinitiativer ”Sammen om
fremti-
dens virksomheder”.
Det er i reformforløbet forudsat, at ca. 2 mia. kr. af
finansieringsbidraget i 2025 vedrører udgifter, der i nationalregnskabet er
kategoriseret som offentligt forbrug.
Justeringerne af overførselsområdet mv. kan blandt andet indebære indførsel af et
gradueret loft over børne- og ungeydelsen, deltagerbetaling for danskuddannelse
for udenlandske arbejdstagere, EU-borgere og studerende m.fl. samt opholdskrav
for ret til en række ydelser.
Regeringens udspil til Jobreformens fase II inkl. justeringer af overførselsområdet
mv. forudsættes samlet at løfte den strukturelle beskæftigelse med ca. 14.800 fuld-
tidspersoner i 2025.
Det indregnede finansieringsbidrag fra justeringer af overførselsområdet mv.
udmøntes konkret i forbindelse med politiske forhandlinger. De konkrete ar-
bejdsudbudseffekter vil således også afhænge af den konkrete udmøntning. Det
skal i den forbindelse bemærkes, at vurderingen af arbejdsudbudseffekter ved et
givent initiativ ikke afhænger af den nationalregnskabsmæssige kategorisering,
men af en helhedsvurdering af de adfærdseffekter, der følger af initiativet.
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk
FIU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 578: Spm. om justeringerne af overførselsområdet på 5,25 mia. kr., som jf. publikationen 2025-forløb og reformudspil kommer fra det offentlige forbrug, til finansministeren
Side 2 af 2
Med venlig hilsen
Kristian Jensen
Finansminister