Finansudvalget 2016-17
FIU Alm.del
Offentligt
1690072_0001.png
Folketingets Finansudvalg
Christiansborg
Den 21. november 2016
Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 52 (Alm. del) af 25.
oktober 2016 stillet efter ønske fra Joachim B. Olsen
Spørgsmål
Vil ministeren beregne effekten på arbejdsudbuddet og de offentlige finanser
af en generel nedsættelse af det offentlige forbrug med 5 mia. kr., proportionalt
fordelt på alle udgiftsområder? Beregningerne skal baseres på Finansministeriets
sædvanlige regnemetoder. Dog skal beregningerne også indregne værdien af of-
fentligt forbrug. Dvs. beregningerne skal medregne effekten af det lavere offentli-
ge forbrug på kompensationsgraden i forhold til deltagelse på arbejdsmarkedet
samt indkomsteffekter på timeeffekten. Det offentlige forbrug skal beregnes på
familieniveau og fordeles ligeligt ud på de voksne i familien. I beregningen af del-
tagelseseffekt og timeeffekt skal det lægges til grund, at det offentlige forbrug ikke
afhænger af arbejdsomfanget.
Svar
Niveauet og sammensætningen af det offentlige forbrug kan påvirke produktivitet
og arbejdsudbud og derigennem blandt andet BNP. Dette betyder, at der også kan
være afledte (eller dynamiske) effekter af offentligt forbrug på de offentlige finan-
ser, som ligger ud over de umiddelbare udgifter. Sådanne afledte effekter indreg-
nes i de mellemfristede fremskrivninger såfremt der er belæg herfor. Fx indregnes
effekter af udgifter til uddannelse, som afspejler en øget uddannelsestilbøjelighed.
Udover udgifter til uddannelse har der i praksis sjældent været indregnet adfærds-
virkninger af offentligt forbrug og investeringer. Dette skyldes ikke et grundlæg-
gende princip, men derimod at der kun sjældent har været anledning til at skønne
over konkrete tiltag, eller at der ikke har været tilstrækkeligt empirisk grundlag til
at skønne over mulige virkninger.
Der spørges til effekten af at nedsætte det offentlige forbrug med 5 mia. kr. pro-
portionalt fordelt over alle udgiftsområder. Reduktion af forskellige typer af of-
fentligt forbrug kan potentielt have forskellige og modsat rettede effekter på ar-
bejdsudbuddet og dermed også på de offentlige finanser. Effekterne på arbejds-
udbuddet afhænger ikke alene af hvilke dele af det offentlige forbrug der påvirkes,
men også hvordan den konkrete ændring gennemføres på de enkelte områder. En
egentlig opgørelse af de samlede effekter kræver derfor i princippet konkrete skøn
for effekten på arbejdsudbuddet og de offentlige finanser af alle underkomponen-
ter af det offentlige forbrug på et detaljeret niveau. Således er det sandsynligt, at
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk
FIU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 52: MFU spm., om ministeren vil beregne effekten på arbejdsudbuddet af de offentlige finanser, til finansministeren
Side 2 af 4
udgifter til fx daginstitutioner kan påvirke arbejdsudbuddet forskelligt, alt efter om
de går til at reducere egenbetalingen, længere åbningstider, mere personale, bedre
mad mv.
Finansministeriet råder med få undtagelser ikke over konkrete skøn på arbejdsud-
budsvirkningerne af underkomponenterne af det offentlige forbrug. Selv på ud-
dannelsesområdet, hvor der beregnes arbejdsudbudsvirkninger af udgifter til ud-
dannelse, som afspejler en øget uddannelsestilbøjelighed, beregnes der ikke ar-
bejdsudbudsvirkninger af bl.a. udgifter til flere undervisningstimer, idet der ikke er
tilstrækkeligt grundlag herfor.
Det skal understreges, at der ud over den eventuelle størrelse af effekterne også er
utilstrækkeligt grundlag for at afgøre, om arbejdsudbudseffekterne af en lang ræk-
ke komponenter af det offentlige forbrug er positive eller negative. Hertil kom-
mer, at det vil være meget svært at forudsige, hvordan en generel reduktion af det
offentlige forbrug helt præcist vil udmøntes i praksis, idet den konkrete udmønt-
ning ofte besluttes på meget decentralt niveau.
I spørgsmålet er det præciseret, at beregningerne af arbejdsudbudsvirkningerne
skal indeholde værdien af det offentlige forbrug, således at der tages højde for en
indkomsteffekt i forbindelse med beregningen af den såkaldte timeeffekt og æn-
dring af kompensationsgraden i forbindelse med beregningen af den såkaldte del-
tagelseseffekt. Efter Finansministeriets normale regneprincipper indgår offentligt
forbrug ikke i beregninger af time- og deltagelseseffekter på arbejdsudbuddet, da
disse tager udgangspunkt i og er estimeret på baggrund af den disponible ind-
komst. Finansministeriet mener ikke, at der er belæg for, at den efterspurgte be-
regning skulle være en retvisende måde at opgøre de afledte effekter af offentligt
forbrug på. For det første vil en indkomsteffekt blot være én af flere mulige effek-
ter på timeudbuddet, og det er heller ikke åbenlyst, at ændringer i det offentlige
forbrug vil påvirke deltagelsesbeslutningen alene gennem kompensationsgraden,
jf.
nedenfor.
For det andet råder Finansministeriet som nævnt ovenfor ikke over de
nødvendige skøn på effekterne (hverken indkomsteffekter eller øvrige) på alle
komponenter af det offentlige forbrug.
For så vidt angår timeeffekten på arbejdsudbuddet af en ændring i det offentlige
forbrug, vil denne blandt andet kunne bestå af en indkomsteffekt. En sådan ind-
komsteffekt kan opstå, når det lavere offentlige forbrug helt eller delvist kan
kompenseres gennem privat forbrug. I det tilfælde vil en reduktion i offentligt
forbrug nedsætte borgernes samlede forbrugsmuligheder tilsvarende en reduktion
i indkomst. Den enkelte er derfor nød til at arbejde mere, såfremt der skal opret-
holdes uændret forbrugsniveau. Det er dog ikke alle komponenter af det offentlige
forbrug, som kan forventes at afføde en indkomsteffekt. Hvis det offentlige for-
brug reduceres for ydelser som ikke direkte kan kompenseres gennem privat for-
brug, vil der ikke opstå en indkomsteffekt, da besparelsen ikke kan kompenseres
igennem øget arbejdsmarkedsindkomst. Det kan fx være svært at kompensere
besparelser på Forsvaret gennem øget privat forbrug. Der foreligger ikke opgørel-
FIU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 52: MFU spm., om ministeren vil beregne effekten på arbejdsudbuddet af de offentlige finanser, til finansministeren
Side 3 af 4
ser over hvor stor en del af det offentlige forbrug, der med rimelighed kan antages
at have indkomsteffekter. En sådan opgørelse vil imidlertid heller ikke være til-
strækkelig til at skønne over de samlede afledte virkninger af offentligt forbrug.
Dette skyldes, at timeffekten på arbejdsudbuddet udover en indkomsteffekt også
vil kunne bestå af en effekt som følge af, at det offentlige forbrug også kan påvir-
ke bytteforholdet mellem arbejde og fritid – analogt til substitutionseffekten ved
ændringer i skattesystemet. Det kan ske hvis der er tale om offentligt forbrug, der
øger værdien af fritid, fx fordi der bygges bedre parker og biblioteker, eller om
offentligt forbrug, der gør arbejde mindre omkostningsfyldt, fx fordi der bygges
og vedligeholdes infrastruktur, som mindsker transporttid til og fra arbejde. Of-
fentlige udgifter, som øger værdien af fritid, vil trække i retningen af at folk vil
arbejde mindre, hvorimod udgifter, som trækker i retningen af at arbejde bliver
mindre omkostningsfyldt, vil trække i retningen af at folk vil arbejde mere. Der
foreligger generelt ikke opgørelser af disse potentielle ”substitutionseffekter” af
offentligt forbrug.
Det bemærkes, at en generel reduktion af det offentlige forbrug vil give mulighed
for fx lavere skatter for uændret strukturel saldo. Afhængigt af hvilke skatter, der
lempes, vil dette kunne give anledning til indkomsteffekter på timeudbuddet, som
helt eller delvis modvirker en eventuel positiv indkomsteffekt fra reduktionen i det
offentlige forbrug. Herudover vil skattelempelsen eventuelt have substitutionsef-
fekter på timeudbuddet.
Den såkaldte kompensationsgrad opgøres normalt som forholdet mellem den
disponible indkomst som ledig og den (potentielle) disponible indkomst, der kan
opnås ved beskæftigelse. Kompensationsgraden er således et udtryk for de relative
private forbrugsmuligheder som henholdsvis ledig og som beskæftiget, og en lav
kompensationsgrad giver alt andet lige en større tilskyndelse til at være i beskæfti-
gelse. En reduktion af det offentlige forbrug kan påvirke forholdet mellem de
såkaldte udvidede forbrugsmuligheder – bestående af disponibel indkomst og
individualiserbart offentligt forbrug – som henholdsvis ledig og beskæftiget, hvil-
ket potentielt kan give anledning til en deltagelseseffekt på arbejdsudbuddet. Fi-
nansministeriet opgør individualiseret offentligt forbrug i forbindelse med visse
fordelingsberegninger, men der er generelt ikke belæg for at forudsætte, at dette
skulle påvirke arbejdsudbuddet på samme måde som disponibel indkomst. Lige-
som det gør sig gældende for timeeffekten vil forskellige komponenter af det of-
fentlige forbrug kunne have forskellige og modsat rettede deltagelseseffekter på
arbejdsudbuddet.
En reduktion af personfradraget vil i vid udstrækning påvirke arbejdsudbuddet
igennem en timeeffekt, som alene skyldes en indkomsteffekt, samt en deltagelses-
effekt via kompensationsgraden, som skyldes samme ændring i rådighedsbeløb
som ledig og beskæftiget. Arbejdsudbudseffekten af denne skatteændring svarer
således omtrent til det, der i spørgsmålet ønskes antaget for det offentlige forbrug.
En reduktion i personfradraget, som giver et umiddelbart skatteprovenu på ca. 5
mia. kr. (2017-niveau, regnet i forlængelse af vedtagne skatteregler i 2025), øger
FIU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 52: MFU spm., om ministeren vil beregne effekten på arbejdsudbuddet af de offentlige finanser, til finansministeren
1690072_0004.png
Side 4 af 4
arbejdsudbuddet med 1.125 fuldtidspersoner, og dette øgede arbejdsudbud vil
forbedre de offentlige finanser med yderligere ca. 0,25 mia. kr.
1
Det er imidlertid
ikke
Finansministeriets opfattelse, at et sådan eksperiment på skatteområdet kan
bruges som udtryk for effekterne af en reduktion i det offentlige forbrug,
jf. de
ovennævnte forbehold.
Med venlig hilsen
Claus Hjort Frederiksen
Finansminister
Et umiddelbart provenu på 5 mia. svarer til 3,75 mia. efter tilbageløb, merprovenuet ved en reduktion af personfradraget
vil derfor være ca. 4 mia. efter tilbageløb og adfærd. Der vil ikke være et tilbageløb fra skatter og afgifter ved en reduktion
af det offentlige forbrug.
1