Folketingets Finansudvalg
Christiansborg
12. september 2017
Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 509 (Alm. del) af 16.
august 2017
Spørgsmål
Kan ministeren oplyse, hvad provenueffekten vil være såfremt der sker en fuld
omlægning af statens fonde til 30-årige realkreditobligationer?
Svar
De statslige fonde består af Den Sociale Pensionsfond, Innovationsfonden og
Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse. Fondene er begrænsede til at investere i
danske statsobligationer, pånær Den Sociale Pensionsfond, der kan investere i
børsnoterede danske obligationer. Fonden har dog en 84 pct. koncentration i
danske statsobligationer, mens resten er placeret i realkredit.
Fondene er oprettede med forskellige politiske formål, som midlerne løbende
udbetales til. En beholdning ovevejende af statsobligationer giver forudsigelige
renteindtægter, hvilket sikrer en stabil udmøntning af midlerne med den lavest
mulige risiko. En omlægning indebærer, at fondenes beholdninger sælges og rein-
vesteres i 30-årige realkreditobligationer. Dette vil have en række konsekvenser.
Da den 30-årige realkreditrente er højere end renten på de nuværende obligatio-
ner, vil omlægningen øge fondenes forventede afkast og risikoprofil tilsvarende.
30-årige realkreditobligationer har en højere renterisiko (risiko for ændringer i
renteniveauet) og en kreditrisiko (risiko for betalingsstandsning på lånet). Dette
øger uforudsigeligheden i afkastet, og fondene vil kunne blive udsat for perioder
med tab. Tages der højde for dette, vil det risikojusterede afkast forblive uændret,
men udmøntningen af fondenes midler kan blive mere svingende.
Forskellen mellem renten på 30-årige realkreditobligationer og renten på den nu-
værende beholdning af obligationer i de statslige fonde kan skønsmæssigt opgøres
til 1,5-2 procentpoint.
Omvendt vil forøgelsen af risikoen på statens aktiver afspejle sig i statens passiver.
Da investorer i danske statsobligationer indirekte bliver eksponeret for den øgede
risiko, vil de forlange en højere risikopræmie. Dette vil øge statens låneomkost-
ninger.
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk