FIU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 440: Spm. om, hvad arbejdsudbudseffekten ville være, såfremt man nedsætter egenbetalingen i daginstitutioner eller nedsatte egenbetalingen for at få behandlinger hos tandlægen, til finansministeren

Finansudvalget 2016-17
FIU Alm.del
Offentligt

Folketingets Finansudvalg

Christiansborg

22. februar 2018

Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 440 (Alm. del) af 6. juli

2017 stillet efter ønske fra Pelle Dragsted (EL)

Spørgsmål

Vil ministeren i forlængelse af besvarelsen af FIU alm. del

–

spørgsmål 379

redegøre for, hvad arbejdsudbudseffekten ville være, såfremt man nedsætter

egenbetalingen i daginstitutioner eller nedsatte egenbetalingen for at få behandlin-

ger hos tandlægen, og vil ministeren, såfremt det er muligt, opgive arbejdsudbud-

selasticiteter?

Svar

Når Finansministeriet beregner arbejdsudbudseffekter af ændret egenbetaling til

offentligt udbudte eller støttede serviceydelser, sker det som udgangspunkt efter

samme principper som ved ændringer på skatteområdet. Dette skyldes, at sådanne

ændringer i egenbetalingen under visse forudsætninger (jf. nedenfor) påvirker for-

brugernes budget (til øvrige varer) på samme måde som en ændring i beskatnin-

gen. I det omfang der er indkomstafhængighed i en egenbetaling fx som følge af

fritagelse for betaling op til en vis indkomstgrænse, kan egenbetalingen også inde-

bære et element som svarer til en progressiv skat.

Således beregnes for det første en effekt på timearbejdsudbuddet, som kan henfø-

res dels til eventuelle ændringer i indkomsten (efter skat og egenbetaling), dels til

ændringer i den sammensatte marginalskat, som kan opstå som følge af ændringer

i en eventuel indkomstafhængighed i egenbetalingen. De elasticiteter, som anven-

des til beregning af effekten på timearbejdsudbuddet, er beskrevet i besvarelsen af

Finansudvalgets spørgsmål nr. 471 af 1. september 2016 og i notatet Regneprin-

cipper og modelanvendelse i Finansministeriet.

For det andet beregnes en deltagelseseffekt som følge af ændringer i den gennem-

snitlige nettokompensationsgrad (forholdet mellem den disponible indkomst som

overførselsmodtager og beskæftiget). Den anvendte elasticitet til beregning af del-

tagelseseffekter er beskrevet i notatet Regneprincipper og modelanvendelse i Fi-

nansministeriet. Store stigninger i egenbetalingen (fx en afskaffelse af tilskuddet til

daginstitutioner) kan have virkning på den samlede brug af fx daginstitutioner.

Notatet kan findes her https://www.fm.dk/oekonomi-og-tal/finansministeriets-regnemetoder

Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk

FIU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 440: Spm. om, hvad arbejdsudbudseffekten ville være, såfremt man nedsætter egenbetalingen i daginstitutioner eller nedsatte egenbetalingen for at få behandlinger hos tandlægen, til finansministeren

Side 2 af 5

Finansministeriets regnemetoder er ikke designet til at vurdere sådanne ændringer.

Der tages derfor udgangspunkt i den aktuelle dækningsgrad af fx daginstitutioner.

En ændring i egenbetalingen til en given offentligt udbudt eller støttet serviceydel-

se kan udformes på forskellige måder. Alt efter karakteren af ændringen i egenbe-

talingen kan effekterne på indkomst, sammensat marginalskat og nettokompensa-

tionsgrad

–

og dermed effekterne på arbejdsudbuddet

–

variere. Det er derfor ikke

muligt at opgive én arbejdsudbudselasticitet, som sammenfatter effekterne på ar-

bejdsudbuddet af ændringer i egenbetalingen på et givet område. Dette fremgår

også af nedenstående eksempler på effekter af at nedsætte egenbetalingen i dagin-

stitutionerne.

Det bemærkes i den forbindelse, at der som nævnt ovenfor ikke indregnes afledte

virkninger på arbejdsudbuddet som følge af, at ændringer i egenbetalingen til fx

daginstitutioner eller tandlægebehandlinger vil kunne ændre omfanget, hvormed

disse serviceydelser benyttes. Når dette er tilfældet, skyldes det, at der ikke er til-

strækkeligt grundlag for at skønne over en effekt ad denne kanal. Det betyder

derfor også, at Finansministeriets regneprincipper på dette område kun kan bru-

ges til at vurdere effekterne af mindre tiltag.

Tandlægebehandlinger

Ligesom det gør sig gældende generelt, vil den konkrete udformning af nedsættel-

sen af egenbetalingen til behandlinger hos tandlægen have betydning for, hvordan

arbejdsudbuddet påvirkes.

Under de nuværende regler varierer det offentlige tilskud på tværs af behandlinger.

For nogle tandlægeydelser er der fastsat en andel af omkostningerne som det of-

fentlige betaler, mens der for andre tandlægeydelser er der aftalt et fast tilskud.

Derudover forhandles grundhonorarer for visse tandbehandlinger af Tandlæge-

foreningen og Regionernes Lønnings- og Takstnævn, og disse fastsættes i Tandlæ-

geoverenskomsten.

Effekten af en reduktion af egenbetalingen vil afhænge af, hvordan man fordeler

reduktionen udover de støttede behandlinger. I boks 1 beskrives som et regneek-

sempel virkningerne på arbejdsudbuddet af at fordele en forhøjelse af offentlig

støtte proportionalt ud over alle de støttede behandlinger. Alternativt kunne man

fx forestille sig, at den yderligere støtte fordeles ud som et fast beløb, som fra-

trækkes alle støttede behandlinger, eller at man specifikt fokuserer støtten på en-

kelte prioriterede behandlinger.

Der er ikke egenbetaling ved forbyggende og behandlende tandpleje for børn og unge under 18 år. For behandling hos

tandlæge for personer over 18 år gælder det at: Der ydes et tilskud på 40 pct. af tandlægens honorar. Unge (18-25 år) får et

tilskud på 65 pct. til regelmæssig diagnostisk undersøgelse. Der gives 30 pct. i tilskud til røntgen, der optages i forbindelse

med regelmæssig diagnostisk undersøgelse. Ved operative indgreb og fyldninger ydes tilskuddet med et fast beløb. Modta-

gere af folkepension kan få et helbredstillæg, der dækker op til 85 pct. af udgiften til tandbehandling. Kommunalbestyrelsen

kan undtagelsesvis yde yderligere hjælp til supplering.

Side 3 af 5

Til forskel fra egenbetalingen til daginstitutioner er der som udgangspunkt ikke

direkte indkomstafhængighed i egenbetalingen ved tandlægebehandlinger.

Det

betyder, at ændringer i egenbetalingen som udgangspunkt ikke vil påvirke timear-

bejdsudbuddet gennem en substitutionseffekt.

Timearbejdsudbuddet vil således

udelukkende blive påvirket via en indkomsteffekt. Denne opstår, da lavere egen-

betaling hos tandlægen reelt giver en indkomstfremgang, som både anvendes til at

øge det private forbrug og til mere fritid (lavere arbejdstid).

Tandlægeudgifter

–

og dermed også den modtagne støtte til tandlæge

–

varierer

over indkomstfordelingen. Personerne med den største støtte til tandlægebehand-

linger har i gennemsnit en relativt høj lønindkomst, blandt andet relateret til alder.

Personerne med den største lønindkomst er dog samtidig dem, hvor indkomstef-

fekten er mindst betydningsfuld,

jf. Fordeling og incitamenter 2002.

Fordelingen af

tandlægeudgifterne trækker dermed i retning af mindre adfærdsvirkninger.

Boks 1

Eksempel med 10 pct. forhøjelse af den offentlige støtte til tandlægebehandlinger proportionalt fordelt ud

over alle behandlingstyper

I 2014 blev der igennem sygesikringen betalt knap 1,38 mia. kr. (2017-priser) i støtte til tandlægebehandlinger. En

proportional forhøjelse af støtten til behandlinger hos tandlægen på 10 pct. vil således umiddelbart øge de offentlige

sygesikringsudgifter med 138 mio. kr. Efter tilbageløb fra moms og afgifter svarer det til 104 mio. kr.

Idet en sådan forhøjelse af støtten til tandlægebehandlinger gennem sygesikringen ikke er indkomstafhægig, vil en

sådan ændring i egenbetalingen ikke påvirke den sammensatte marginalskat, og timearbejdsudbuddet vil derfor kun

påvirkes igennem en indkomsteffekt, som beskrevet i hovedteksten. Det forudsættes i beregningen af

deltagelseseffekten, at ændringen i egenbetalingen er uafhængig af beskæftigelsesstatus.

Den forudsatte forhøjelse af den offentlige støtte til tandlægebehandlinger vil

–

som følge af ændringer i den

gennemsnitlige nettokompensationsgrad og igennem en indkomsteffekt på timearbejdsudbuddet

–

sænke

arbejdsudbuddet med godt 30 fuldtidspersoner, hvilket giver anledning til et dynamisk provenu på godt -5 mio kr

(2017-priser).

Arbejdsmarkedsdeltagelsen vil i princippet ligeledes blive påvirket af ændringer i

egenbetalingen til tandlæger. I de tilfælde, hvor ændringen i egenbetalingen ikke

afhænger af beskæftigelsesstatus (forudsat i beregningen i boks 1), vil det såkaldte

forskelsbeløb, som repræsenterer den økonomiske gevinst ved beskæftigelse for

den enkelte, ikke påvirkes.

Ændringer i egenbetalingen vil imidlertid påvirke

kompensationsgraden, som angiver forholdet mellem den disponible indkomst

som overførselsmodtager og den disponible indkomst som beskæftiget. Idet del-

tagelsesbeslutningen ifølge Finansministeriets regneprincipper afhænger af kom-

For daginstitutioner medfører indkomstaftrapningen af det tilskud, som den økonomiske fripladsordning repræsenterer,

reelt en øget marginalskat på indkomst i aftrapningsintervallet. Mens egenbetalingen til tandlæger ikke direkte afhænger af

indkomsten, ydes der under de gældende regler ekstra tilskud til enkelte lavindkomstgrupper,

jf. nedenfor.

Hvis en nedsættelse af egenbetalingen målrettes personer med lave indkomster ved at lade nedsættelsen aftage med

indkomsten over et nærmere specificeret indkomstinterval, vil arbejdsudbudsvirkningerne kunne adskille sig betydeligt fra

beregningerne i boks 1. Dette skyldes, at der ud over indkomsteffekter på timearbejdsudbuddet også ville være substituti-

onseffekter som følge af højere sammensat marginalskat i det relevante indkomstinterval.

Forskelsbeløbet angiver forskellen i disponibel indkomst som beskæftiget og som overførselsmodtager.

Side 4 af 5

pensationsgraden, opnås en negativ deltagelseseffekt på arbejdsudbuddet. Intuiti-

onen bag denne effekt er, at når indkomsten stiger i overførselsalternativet, skal

der en større gevinst ved beskæftigelse til for at kompensere for det tab af fritid,

der er forbundet med beskæftigelse.

Der eksisterer en række særregler for udsatte borgere, som betyder, at en ændring

af egenbetalingen ved tandlægebehandlinger kan påvirke forskelsbeløbet for visse

grupper. Kommunen yder således i henhold til lov om aktiv social politik § 82 a

tilskud til behandlingsforløb på op til 10.000 kr. for tandpleje til personer, som

modtager ydelser efter loven svarende til integrationsydelses-, uddannelseshjælps-,

eller kontanthjælpsniveau.

Kommunen skal forhåndsgodkende at yde tilskud, hvis

udgiften til et samlet behandlingsforløb overstiger 10.000 kr. Dette tilskud påvir-

ker således i realiteten gevinsten ved at tage et arbejde for disse ydelsesmodtagere,

da dette tilskud ikke kan opnås, hvis de var i beskæftigelse. Værdien af dette til-

skud afhænger i princippet af, hvor meget tandbehandling man kan få inden for

tilskuddets rammer, og dermed afhænger det som udgangspunkt også af egenbeta-

lingen.

Hvis en person på kontanthjælp står overfor et behandlingsforløb, der i egenbeta-

ling koster 6.000 kr., vil han fra kommunen kunne få et tilskud på 35 pct. af den

del af beløbet, som overstiger 600 kr. Det vil sige, at kontanthjælpsmodtageren vil

kunne få et tilskud fra kommunen på 1.890 kr. Denne form for støtte vil dog ikke

kunne opnås, hvis personen var i arbejde. Det reducerer gevinsten ved beskæfti-

gelse. Hvis der ændres i egenbetalingsreglerne, så behandlingen i udgangspunktet

kun har en egenbetaling på 5.500 kr., vil kontanthjælpsmodtageren få tilskud fra

kommunen på 1.715 kr. i stedet. På den måde kan ændringer i egenbetalingen for

behandlinger ved tandlægen altså have en betydning på den økonomiske gevinst

ved at komme i arbejde for en række ydelsesmodtagere (opgjort ved forskelsbelø-

bet).

En sådan effekt indgår ikke i regneeksemplet i boks 1, hvor det er antaget, at den

betragtede ændring i egenbetalingen ikke afhænger af beskæftigelsesstatus. Dette

har dog kun en begrænset virkning på de samlede effekter i regneeksemplet i boks

Personer på revalideringsydelse, ressourceforløbsydelse og ledighedsydelse kan således få tilskud til tandpleje, såfremt

deres ydelser er svarende til integrationsydelses-, uddannelseshjælps- eller kontanthjælpsniveau. Ydelsesmodtagere til og

med 24 år kan få dækning af 100 pct. af modtagerens egne udgifter til tandpleje, som årligt overstiger en egenbetaling på

600 kr. Ydelsesmodtagere fra 25-29 år som modtager integrationsydelse uden dansktillæg eller uddannelseshjælp uden

aktivitetstillæg eller barselstillæg, kan ligeledes få dækket 100 pct. af modtagerens egne udgifter til tandlæge, som årligt

overstiger en egenbetaling på 600 kr. Andre ydelsesmodtagere over 25 år kan få dækning af 65 pct. af modtagerens egne

udgifter til tandpleje, som årligt overstiger en egenbetaling på 600 kr.

For at vurdere størrelsesordenen af den omtalte effekt er der foretaget et regneeksempel, hvor det er antaget, at alle

kontanthjælpsmodtagere får fuld støtte til deres egenbetaling i forbindelse med tandpleje. Det vil betyde, at kontanthjælps-

modtageres disponible indkomst ikke påvirkes, mens deres disponible indkomst i beskæftigelsesalternativet øges. Dette

eksperiment vil således overvurdere virkningerne af særreglerne for udsatte borgere, og dermed give en øvre grænse for de

mulige virkninger. Beregningerne viser dog, at dette ikke vil påvirke resultaterne ud over, hvad der ligger inden for den

normale usikkerhed.

Side 5 af 5

Daginstitutioner

Betydningen af forskellige konkrete ændringer af egenbetaling i daginstitutionerne

er som nævnt illustreret i besvarelsen af Finansudvalgets spørgsmål nr. 263 (Alm.

del) af 10. marts 2017. Konkret er der set på virkningerne af to tiltag. Det første er

en omkostningsreduktion på 5 pct. på daginstitutionsområdet, hvilket under de

gældende regler vil lede til en umiddelbar reduktion i egenbetalingen på knap 370

mio. kr. Dette tiltag vil være neutralt for arbejdsudbuddet

–

konkret indebærer

regnereglerne en minimal reduktion i arbejdsudbuddet på 5 fuldtidspersoner. Det

andet er en øget forældrebetalingsandel, hvor det lovpligtige tilskud sættes ned

med 10 pct.-point., hvilket leder til en umiddelbar forøgelse af egenbetalingen

med 2 mia. kr. Dette er ligeledes neutralt for arbejdsudbuddet

–

som i den kon-

krete beregning øges med 15 fuldtidspersoner. Disse beregnede effekter på ar-

bejdsudbuddet er forklaret nærmere i det ovennævnte svar.

Med venlig hilsen

Kristian Jensen

Finansminister