FIU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 381: Spm. om at redegøre for, om regeringen regner med dynamiske effekter på arbejdsudbuddet af offentligt forbrug indenfor sundhedsvæsnet f. eks., til finansministeren

Finansudvalget 2016-17
FIU Alm.del
Offentligt

Folketingets Finansudvalg

Christiansborg

Den 27. juni 2017

Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 381 (Alm. del) af 31. maj

2017 stillet efter ønske fra Pelle Dragsted (EL)

Spørgsmål

Vil ministerens redegøre for, om regeringen regner med dynamiske effekter på

arbejdsudbuddet af offentligt forbrug indenfor sundhedsvæsnet f.eks. og om man

beregner, at der vil følge et voksende arbejdsudbud hvis ventelisterne nedbringes?

Svar

I henhold til Finansministeriets regneprincipper tager indregning af konkrete ad-

færdsvirkninger som altovervejende hovedregel afsæt i faktiske, observerede erfa-

ringer med virkningerne af tidligere politikændringer. Når der fx indregnes ad-

færdsvirkninger af ændringer i skattesystemet, er det fordi, det foreliggende empi-

riske grundlag vurderes at være tilstrækkeligt til at skønne med rimelig sikkerhed

over effekterne.

Finansministeriet indregner i praksis sjældent adfærdsvirkninger af offentligt for-

brug, hvilket også gør sig gældende for sundhedsområdet. Det skyldes ikke et

grundlæggende princip, men derimod at der sjældent har været anledning til at

skønne over konkrete tiltag, eller at der ikke har været tilstrækkeligt empirisk

grundlag til at skønne over mulige virkninger.

Udfordringerne i forhold til at indregne dynamiske effekter af offentlige udgifter

–

herunder til sundhedsområdet

–

hænger blandt andet sammen med, at de potenti-

elle effekter kan være både positive og negative, samt at de i høj grad kan afhænge

af den konkrete udmøntning. Således kan fx sundhedsudgifter til terminalpatienter

potentielt have andre virkninger på arbejdsudbuddet end udgifter til fødeafdelin-

ger eller udgifter til traumecentre. Dette medfører et meget stort informationsbe-

hov, og Finansministeriet er ikke bekendt med, at der skulle tilstrækkeligt empirisk

grundlag til at etablere generelle regneprincipper på området. Det skal også ses i

lyset af, at virkningerne af mindre ændringer i det offentlige forbrug kan adskille

sig væsentligt fra virkningerne af større, mere substantielle ændringer i de offentli-

ge velfærdsydelser, der udbydes. I det omfang effekterne afhænger af størrelsen af

ændringerne i det offentlige forbrug, vanskeliggøres kvantificeringen af disse ef-

fekter yderligere.

Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk

FIU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 381: Spm. om at redegøre for, om regeringen regner med dynamiske effekter på arbejdsudbuddet af offentligt forbrug indenfor sundhedsvæsnet f. eks., til finansministeren

Side 2 af 3

Samtidig medfører de potentielt forskellige effekter af forskellige typer af sund-

hedsudgifter endvidere et behov for at kende den præcise udmøntning af udgif-

terne på meget detaljeret niveau

–

og denne udmøntning kendes sjældent på for-

hånd fra centralt hold.

Virkningerne af offentlige sundhedsudgifter på fx arbejdsudbud, kan som nævnt i

princippet både være positive og negative.

Det gælder for offentlige udgifter til sundhed, som det også gør for visse andre

typer af offentligt forbrug, at det ikke kun har en værdi for dem, som ret faktisk

modtager ydelsen (behandlingen), men at det også har en værdi for raske borgere,

at de ved, at velfærdsstaten stiller ydelsen til rådighed, hvis der bliver behov for

den. Udgifterne til fx sundhed virker altså som en forsikring. Værdien af denne

forsikring forringes, hvis de offentlige serviceydelser forringes. I det omfang bor-

geren kompenserer for sådanne forringelser med køb af private sundhedsforsik-

ringer eller -ydelser, vil forringelser af de offentlige sundhedsydelser primært have

en indkomsteffekt. Dette betyder isoleret set, at borgeren skal øge sit arbejdsud-

bud for at fastholde sine forbrugsmuligheder når de offentlige sundhedsydelser

forringes. Eller omvendt: Når det offentlige stiller gratis sundhedsydelser og -

forsikring til rådighed, kan det reducere arbejdsudbuddet for den enkelte, som

ikke selv skal finansiere sundhedsydelser eller -forsikring. I situationen, hvor den

enkelte kompenserer via private sundhedsforsikringer og -ydelser, vil offentligt

finansierede ydelser primært fortrænge et privat marked. Derfor er det ikke oplagt,

at øget kapacitet i det offentlige sundhedsvæsen vil øge det samlede forbrug af

sundhedsydelser tilsvarende.

Hvis borgerne ikke fuldt kompenserer for serviceforringelser i det offentlige

sundhedsvæsen med private forsikringer, kan det have indflydelse på længden af

sygdomsforløb, og muligheden for overhovedet at kunne vende tilbage til ar-

bejdsmarkedet. Det vil dog primært være relevant for den del af sundhedsudgif-

terne, som går til de patienter, der rent faktisk kan forventes at vende tilbage til

arbejdsmarkedet. Fx skønner Finansministeriet, at knap halvdelen af de individua-

liserede offentlige sundhedsudgifter til sygesikring, medicin og hospitalsbehand-

ling i 2014 gik til behandling af pensionister, efterlønnere og førtidspensionister

mv.

Hertil kommer, at større forbrug af sundhedsydelser ikke nødvendigvis vil øge

arbejdsudbuddet. Således kan nogle af de sundhedsydelser, som det offentlige

tilbyder, bidrage til at øge værdien af fritid i forhold til arbejde. Det kan fx dreje

sig om behandling af visse typer af skader, som for personer, der ikke har fysisk

krævende jobs, i lige så høj grad kan øge værdien af fritid som arbejdsevnen.

Selvom man tænker på konkrete tiltag som fx at afkorte ventelister kan der altså

være effekter, der trækker i begge retninger i forhold til fx arbejdsudbudsvirknin-

Herudover går en betydelig del af sundhedsudgifterne til fx fødsler og børn.

Side 3 af 3

ger. Det vil endvidere ikke være retvisende udelukkende at vurdere effekten af

afkortede ventelister på personer, der har fået forkortet deres behandlingsforløb.

Det er også nødvendigt at se på, hvordan arbejdsudbuddet ændrer sig blandt alle

andre borgere, hvor en afkortet behandlingstid betyder en højere værdi af deres

offentlige sygeforsikring

–

og dermed potentielt en indkomsteffekt, som kan re-

ducere arbejdsudbuddet.

En yderligere grundlæggende udfordring ved at indregne dynamiske effekter af

øgede offentlige udgifter til blandt andet sundhed er, at det ikke er givet, hvordan

borgerne værdisætter den offentlige service. Der vil ikke altid kunne tages ud-

gangspunkt i, at den værdi, som borgeren tillægger en given serviceydelse, svarer

til den omkostning, som det offentlige har ved at tilbyde denne service.

Det bemærkes, at Finansministeriet ikke vurderer, at der er belæg for at konklude-

re, at de potentielle dynamiske effekter af offentligt forbrug samlet set skulle være

positive eller negative. Derfor er der heller ikke belæg for at konkludere, at mini-

steriets regneprincipper for så vidt angår dynamiske effekter af generelle udgifter

til offentligt forbrug ikke skulle være retvisende.

Med venlig hilsen

Kristian Jensen

Finansminister