FIU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 152: Spm. om at beregne effekten efter tilbageløb og adfærd af Enhedslistens forslag om en 30 timers arbejdsuge i 2025 og efter fuld indfasning i 2038, til finansministeren

Finansudvalget 2016-17
FIU Alm.del
Offentligt

Folketingets Finansudvalg

Christiansborg

24. maj 2017

Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 152 (Alm. del) af 16.

december 2016

Spørgsmål

Vil ministeren beregne effekten efter tilbageløb og adfærd af Enhedslistens

forslag om en 30 timers arbejdsuge i 2025 og efter fuld indfasning i 2038 som

foreslået i ”Tid til mere –

job til flere. Økonomisk baggrundsnotat om 30 timers

arbejdsuge” med baggrund i de antagelser, Enhedslisten

lægger til grund i notatet?

Ministeren bedes ligeledes vurdere validiteten af hver antagelse enkeltvis.

Effekten bedes vist på følgende variable:

- BNP i mia. kr.

- Beskæftigelsen i 1.000 personer

- Årlig vækst i BNP

- Strukturel ledighed

- Lønkonkurrenceevne

- Offentlige finanser

Yderligere bedes ministeren vurdere, om forslaget kan gennemføres inden for

budgetlovens rammer.

Svar

I Danmark er det som udgangspunkt arbejdsmarkedets parter, der aftaler de al-

mindelige arbejdstidsregler, herunder længden af en normal arbejdsuge. Den aftal-

te arbejdstid indebærer overordnet en afvejning mellem velstand og fritid. Denne

afvejning tager blandt andet udgangspunkt i lønmodtagere og virksomheders øn-

sker og incitamenter, herunder med hensyn til beskatning og virksomhedernes

muligheder for at tilrettelægge produktionen effektivt.

Det er således som udgangspunkt arbejdsmarkedets parter, der i givet fald skal

beslutte en nedsættelse af normalarbejdsugens længde fra 37 timer til 30 timer.

Der er usikkerhed om, hvordan en sådan aftale eller eventuel lovgivning fra cen-

tral hånd om normalarbejdsugens længde vil virke i praksis. Det skal blandt andet

ses i lyset af, at flere kan vælge at arbejde over eller tage bijob. Desuden har nogen

i forvejen job uden fast arbejdstid eller er deltidsbeskæftigede og påvirkes derfor

ikke nødvendigvis af en lavere normal ugentlig arbejdstid,

jf. også Tid til mere

–

job til

flere. Økonomisk baggrundsnotat om 30 timers arbejdsuge.

Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk

FIU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 152: Spm. om at beregne effekten efter tilbageløb og adfærd af Enhedslistens forslag om en 30 timers arbejdsuge i 2025 og efter fuld indfasning i 2038, til finansministeren

Side 2 af 17

En reduktion i normalarbejdsugens længde vil dog helt overordnet betyde færre

arbejdstimer, lavere månedsløn og lavere BNP i forhold til, hvis normalarbejdsti-

den ikke sættes ned. Størrelsesordenen af disse effekter vil afhænge af, hvor meget

mindre der rent faktisk vil blive arbejdet, det vil sige hvor stort et gennemslag en

lavere ugentlig normalarbejdstid vil have på den gennemsnitlige arbejdstid.

Kortere arbejdstid skaber som udgangspunkt ikke flere arbejdspladser. Der er ikke

et fast antal arbejdstimer i samfundet, som kan fordeles mellem flere eller færre

jobs. Lavere arbejdstid betyder isoleret set lavere velstand og dermed også lavere

efterspørgsel på varer og tjenester

–

og i sidste ende også på arbejdstimer.

Den strukturelle ledighed og beskæftigelse (dvs. antallet af beskæftigede på nogle

års sigt) vil som udgangspunkt være upåvirkede af en reduktion af normalarbejds-

ugens længde. Der vil dermed hverken blive flere eller færre beskæftigede på sigt.

Reduktionen i den gennemsnitlige arbejdstid vil således bestemme faldet i det

samlede antal arbejdstimer.

I Danmark finansieres de offentlige velfærdsydelser overordnet af skatter på dan-

skernes indkomst relateret til arbejde samt afgifter på det privatforbrug, som ind-

komsterne muliggør. Finansieringen af velfærdssamfundet afhænger dermed af,

hvor meget befolkningen arbejder. Hver arbejdstime har altså ikke kun betydning

for den enkeltes muligheder for privatforbrug, men også for skattegrundlaget og

derigennem for hvilke ydelser og service, den offentlige sektor kan tilbyde. Ar-

bejdsudbuddet er desuden vigtigt for, om der er tilstrækkelig arbejdskraft til rådig-

hed for den offentlige sektor.

Hvis den offentlige service i et givet år skal fastholdes samtidig med, at normalar-

bejdstiden sættes ned, som Enhedslisten forudsætter, vil dette som udgangspunkt

svare til et uændret antal arbejdstimer i den offentlige sektor. Det vil fx sige et

uændret antal lærertimer, sygeplejetimer, hjemmehjælpstimer osv. Med en kortere

arbejdstid vil dette kræve, at antallet af offentligt ansatte øges. Det vil også kræve

en omlægning af uddannelsesindsatsen, så flere uddannes i de relevante fag over

en længere periode.

Da den strukturelle beskæftigelse er uændret, vil et øget antal

offentligt ansatte resultere i en tilsvarende reduktion af den private beskæftigelse.

Det arbejdsudbud, der står til rådighed for den private sektor, vil således både

være reduceret i antal personer og endnu mere i antal præsterede arbejdstimer.

Reduktionen i antallet af arbejdstimer vil isoleret set medføre lavere skatteindtæg-

ter. Finansiering af udgifterne til et uændret offentligt serviceniveau vil derfor

kræve, at privat og offentligt ansatte i sidste ende skal betale en større del af deres

Såfremt kompensationsgraden ved fx ledighed ændrer sig, vil det samlede antal beskæftigede kunne ændre sig som følge af

en ændring i arbejdsudbuddet. I dette svar forudsættes dog, at der ikke er deltagelseseffekter forbundet med eventuelle

ændringer i kompensationsgraderne forbundet med den

umiddelbare

ændring i arbejdstiden,

jf. også nedenfor.

Der ses i dette svar bort fra, at en omlægning af uddannelsesindsatsen kan have betydning for erhvervsdeltagelsen og

produktiviteten for de pågældende personer

–

svarende til en antagelse om, at en sådan omlægning sker mellem grupper af

uddannelser, hvor der i gennemsnit ikke er forskelle i erhvervsdeltagelse eller produktivitetsniveau.

Side 3 af 17

lavere indkomst i skat. Således vil husholdningernes disponible indkomster falde

forholdsvis mere end reduktionen i arbejdstiden.

Nedenfor foretages en beregning af virkningerne af en 30 timers arbejdsuge med

udgangspunkt i Enhedslistens forudsætninger. Disse forudsætninger må dog juste-

res på visse punkter

–

herunder som minimum således, at faldet i det samlede

antal arbejdstimer for lønmodtagerne bliver 12,5 pct. (inden afledt adfærd) frem

for de knap 6 pct.,

som Enhedslisten omtaler som ”det realistiske scenarie”,

jf.

nedenfor.

Det skal dog understreges, at forudsætningerne for beregningerne fortsat

er behæftet med så stor usikkerhed, at de beregnede virkninger snarere skal ses

som et muligt udfald end som Finansministeriets bud på det mest sandsynlige

resultat af at nedsætte normalarbejdsugens længde til 30 timer. Udvalgte resultater

fra vurderingen, efter effekten er fuldt indfaset, fremgår af tabel 1.

Tabel 1

Udvalgte elementer i vurderingen af den isolerede virkning af 30 timers arbejdsuge (uden modgående

styrkelse af de offentlige finanser), fuldt indfaset 2038.

Virkning af lavere arbejdstid

Strukturelt BNP i 2038

Strukturelt BNP i 2038 (2017-niveau)

Årlig real BNP-vækst 2017-2038

Strukturel beskæftigelse i 2038 (personer)

Lønkonkurrenceevne

Finanspolitisk holdbarhed

Indkomstforskelle målt ved Gini-koefficient ved fuld

indfasning af lavere arbejdstid (inden afledte adfærds-

virkninger)

-12,7 pct.

-269 mia. kr.

-0,7 pct.-point

Uændret

-2,5 pct. af BNP

1 pct.-point

Ændring i disponibel indkomst før boligudgifter i

2040 ved reduktion af arbejdstid fra 37 til 30 timer,

2017-priser

Enlig LO-arbejder uden børn i lejebolig

Enlig pensionist i lejebolig

-52.400 kr.

-38.000 kr.

Anm.: Forudsætningerne for beregningen er nærmere beskrevet nedenfor.

Kilde: Egne beregninger

Idet det forudsættes, at den 30 timers arbejdsuge gradvist indfases over 21 år, vil

den fulde virkning ikke være slået igennem i 2025. Således vil det strukturelle BNP

i 2025 være reduceret med 100 mia. kr. (i 2017-niveau) i forhold til et forløb med

uændret arbejdstid, hvilket svarer til en reduktion på 4,7 pct. Den årlige reale

BNP-vækst fra 2017 til 2025 bliver reduceret med 0,6 pct.-point. Strukturel be-

skæftigelse (personer) vil ikke blive påvirket af en reduktion af den aftalte arbejds-

tid og på sigt vil lønkonkurrenceevnen være uændret,

jf. ovenfor.

De offentlige fi-

nanser svækkes i et omfang, så de ikke længere er holdbare, hvilket også betyder,

Side 4 af 17

at underskuddet på den strukturelle offentlige saldo i stort set hele forløbet vil

overskride budgetlovens underskudsgrænse.

Enhedslistens forudsætninger om gennemslag på fuldtidsbeskæftigelsen

Et centralt spørgsmål er, i hvilket omfang en reduktion af normalarbejdsugens

længde slår igennem på den gennemsnitlige arbejdstid og det samlede antal ar-

bejdstimer i økonomien. Med fuldt gennemslag af den reducerede normalarbejds-

tid menes der i det følgende en situation, hvor alle beskæftigede reducerer deres

arbejdstid med ca. 19 pct. svarende til 7 ud af 37 timer.

Tid til mere

–

job til flere, Økonomisk baggrundsnotat om 30 timers arbejdsuge

skriver En-

hedslisten, at gennemslaget på det samlede antal arbejdstimer i ”det realistiske

scenarie” er begrænset, således at det samlede antal arbejdstimer reduceres med

knap 6 pct. svarende til under en tredjedel af fuldt gennemslag. Dette afspejler

blandt andet, at beskæftigede uden for det overenskomstdækkede arbejdsmarked,

selvstændige, specialister og ledere samt deltidsansatte antages ikke at gå ned i tid i

Enhedslistens beregning.

Enhedslistens beregning bør imidlertid efter Finansmi-

nisteriets vurdering justeres på mindst to områder.

For det

første

antager Enhedslisten i beregningen, at antallet af privat beskæftigede

er uændret samtidig med, at den offentlige beskæftigelse øges for at opretholde

uændret antal arbejdstimer i det offentlige. Enhedslisten antager således reelt, at

lavere arbejdstid øger det samlede antal beskæftigede. Som beskrevet, vil en reduk-

tion af arbejdstiden imidlertid ikke øge den strukturelle beskæftigelse.

For det

andet

antager Enhedslisten, at en stor gruppe deltidsbeskæftigede vil øge

deres arbejdstid i et omfang, så den samlede arbejdstid for deltidsansatte stiger

med 25 pct. Ufrivillig deltidsbeskæftigelse må dog som udgangspunkt betragtes

som enten et midlertidigt fænomen for den enkelte eller et fænomen, som er knyt-

tet til en lavkonjunktur. I 2015 angav 88 pct. af samtlige beskæftigede ifølge ar-

bejdskraftundersøgelsen, at de var tilfredse med deres arbejdstid, mens 7�½ pct.

gerne ville arbejde mindre og 4�½ pct. gerne mere.

Af de deltidsansatte angav en

begrænset gruppe på ca. 19 pct., at årsagen til deres deltidsarbejde er, at de ikke

kan få andet arbejde.

Dette kan afspejle almindelige søgefriktioner på arbejds-

markedet

–

det kan være tids- og ressourcekrævende at finde et job med den øn-

skede arbejdstid, og da folks ønsker skifter over tid, vil der altid være nogle, der

ønsker højere eller lavere arbejdstid end i deres nuværende job. Mens selv hvis

disse personer fik mulighed for at justere deres arbejdstid, ville de som gruppe

skulle mere end fordoble deres arbejdstid, hvis den samlede arbejdstid for deltids-

beskæftigede skulle øges med 25 pct. Det vurderes ikke realistisk.

I et tidligere svar på spørgsmål fra Finansudvalget, har Finansministeriet foretaget en beregning under forudsætning om

fuldt gennemslag,

jf. svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 235 af 13. april 2016 (alm. del).

Enhedslisten omtaler ikke eksplicit selvstændige, men det lægges til grund, at forudsætningen også gælder selvstændige.

www.statistikbanken.dk/AKU501

Egen beregning på baggrund af Arbejdskraftundersøgelserne fra 2015.

Side 5 af 17

Disse to forhold må nødvendigvis korrigeres, hvis der skal foretages et skøn over

effekterne af en nedsættelse af normalarbejdsugens længde. Til forskel fra Enheds-

listens beregning medregnes derfor i dette svar et bidrag til den samlede reduktion

af arbejdstimer i økonomien fra en reduktion af arbejdstiden blandt både privat og

offentligt ansatte. Endvidere indregnes ikke en arbejdstidsstigning blandt de del-

tidsansatte.

Derudover anvendes Enhedslistens forudsætninger for beregningen af ændringen

i det samlede antal arbejdstimer i økonomien. Dette er ikke et udtryk for, at disse

forudsætninger nødvendigvis vil være retvisende. For eksempel antager Enhedsli-

sten, at reduktionen i arbejdstiden kun vedrører de overenskomstdækkede løn-

modtagere. Det forudsættes således, at reduktionen af normalarbejdsugens længde

ingen afsmittende eller normdannende effekt har på arbejdstiden for øvrige be-

skæftigede, herunder beskæftigede uden for det overenskomstdækkede arbejds-

marked, selvstændige samt ledere og specialister uden højeste arbejdstid. Det fo-

rekommer dog sandsynligt, at lavere arbejdstid på det overenskomstdækkede ar-

bejdsmarked kan have en vis afsmittende effekt, blandt andet fordi nogle bevæger

sig mellem beskæftigelse på forskellige områder i løbet af arbejdslivet. Når En-

hedslistens forudsætninger ikke korrigeres på dette punkt, er det blandt andet et

udtryk for usikkerheden forbundet med skøn for den afsmittende virkning på

arbejdstiden for de øvrige beskæftigede.

Nedenstående beregninger af de økonomiske konsekvenser skal således ses som

regneeksempler givet de anvendte forudsætninger snarere end egentlige skøn fra

Finansministeriets side over effekterne. Dette skyldes primært, at der som nævnt

er betydelig usikkerhed om gennemslaget på den samlede præsterede arbejdstid.

Gentages Enhedslistens beregning af ændringen i det samlede antal arbejdstimer i

økonomien med de to ovennævnte justeringer, bliver resultatet et fald i antal ar-

bejdstimer for lønmodtagere på ca. 12,5 pct.

Forudsætningerne for denne bereg-

ning er som nævnt

–

selv efter justeringen

–

forbundet med betydelig usikkerhed.

Det bemærkes, at den procentvise ændring i antal arbejdstimer for lønmodtagere

ikke uden videre kan overføres til antallet af arbejdstimer i hele økonomien, hvis

selvstændiges arbejdstid er uændret. I modsætning til Enhedslistens beregninger,

er den procentvise reduktion af arbejdstiden for lønmodtagere derfor ikke over-

ført til det samlede antal arbejdstimer i økonomien i beregningerne nedenfor.

Til denne beregning er benyttet de datakilder og øvrige forudsætninger, som er beskrevet i Bilag 1, side 15 i

Tid til mere

–

job til flere, Økonomisk baggrundsnotat om 30 timers arbejdsuge.

Den totale reduktion af arbejdstiden for lønmodtagere vil derfor

være summen af den nedsatte arbejdstid blandt offentligt ansatte og privat ansatte. Konkret opgøres nedsættelsen af den

samlede arbejdstid ved at antage, at 80 pct. af de offentligt fuldtidsansatte og 75 pct. af de privat fuldtidsansatte reducerer

arbejdstiden med 19 pct. Ved anvendelse af de datakilder, som Enhedslisten anvender, giver det en reduktion i den samlede

arbejdstid for lønmodtagere på 12,5 pct.

Side 6 af 17

Effekter af en 30 timers arbejdsuge med delvist gennemslag på gennemsnitlig arbejdstid

I dette og næste afsnit illustreres de strukturelle virkninger

af en reduktion af den

gennemsnitlige arbejdstid med en forudsætning om, at de samlede præsterede

arbejdstimer for lønmodtagerne reduceres med 12,5 pct. I dette afsnit diskuteres

virkningerne af en fuldt indfaset arbejdstidsreduktion på blandt andet overførsels-

indkomster, personskatter og indkomstfordeling. Dette er grundlaget for, at der i

næste afsnit kan foretages en beregning af virkningerne i en situation med en ind-

fasningsperiode på 21 år, som forudsat i Enhedslistens hovedscenarie.

Hovedparten af de offentlige overførselsindkomster reguleres med satsregule-

ringsprocenten, der beregnes med afsæt i udviklingen i årslønnen (to år forud) på

det private arbejdsmarked. Årslønnen opgøres med udgangspunkt i timelønninger

(baseret på DA’s StrukturStatistik) og en årlig standardarbejdstid, som er bestemt

af den aftalte arbejdstid på det overenskomstdækkede arbejdsmarked. Denne

standardarbejdstid er aktuelt opgjort til 1.675 timer givet en ugentlig arbejdstid på

37 timer.

En reduktion af den aftalte ugentlige arbejdstid fra 37 til 30 timer

–

svarende til ca.

19 pct.

–

vil isoleret set slå direkte igennem på satsreguleringsprocenten og der-

med overførselsindkomsterne. Reduktionen vil ligeledes slå igennem på de be-

løbsgrænser, der reguleres efter skattelovens §20, herunder blandt andet person-

fradraget og topskattegrænsen. En reduktion af normalarbejdsugens længde med

ca. 19 pct. vil altså

–

når den er fuldt indfaset

–

reducere overførselsindkomster og

beløbsgrænser i skattesystemet med ca. 19 pct., også selvom den gennemsnitlige

faktiske arbejdstid for lønmodtagere kun reduceres med 12,5 pct.

Da nogle beskæftigede ændrer deres arbejdstid med mindre end 19 pct. eller slet

ikke, vil indkomstfordelingen ændre sig, og nogle vil opleve, at deres indkomst

ændrer sig i forhold til beløbsgrænserne i skattesystemet. Da fx topskattegrænsen

reduceres med ca. 19 pct., vil nogle, der tidligere ikke betalte topskat komme til at

betale topskat, såfremt de ikke sænker deres arbejdstid tilsvarende.

Ændringerne i arbejdstider, overførselssatser og beløbsgrænser vil have betydning

for både virkningen på de offentlige finanser og indkomstfordelingen i samfundet.

Endvidere vil adfærdseffekter af, at nogle oplever ændrede marginalskatter, have

betydning for virkningen på det samlede antal timer, der arbejdes.

Enhedslisten ser i deres beregninger bort fra disse komplikationer. For at kunne

foretage en vurdering af effekterne, hvor der tages højde for de nævnte forhold, er

der lagt en række beregningstekniske antagelser til grund, herunder hvordan re-

duktionen i arbejdstiden fordeler sig,

jf. bilag 1.

Der ses således bort fra, at der fx kan være midlertidige efterspørgselsdrevne virkninger på bl.a. beskæftigelsen. I den

nuværende konjunktursituation, hvor presset på arbejdsmarkedet er tiltagende, vil kortere arbejdstid kunne føre til tiltagen-

de mangel på arbejdskraft, medmindre forslaget fører til bratte fald i investeringer og forbrug og dermed et økonomisk

tilbageslag på kort sigt.

Side 7 af 17

Den umiddelbare nedsættelse af arbejdstiden skønnes at reducere lønindkomster-

ne med ca. 12 pct.,

jf. tabel 2.

Når reduktionen i lønindkomst er mindre end reduk-

tionen i den samlede arbejdstid for lønmodtagere skyldes det, at de beskæftigede,

som antages ikke

–

eller kun i begrænset omfang

–

at nedsætte arbejdstiden, har

en højere gennemsnitlig timeløn end gruppen med fuldt gennemslag.

Den samlede fordelingsvirkning af den nedsatte arbejdstid og de afledte virk-

ninger på satsregulering og beløbsgrænser er en stigning i indkomstforskellene

svarende til godt 1 pct.-point målt ved Gini-koefficienten. Det vil sige, at Gini-

koefficienten øges fra 26,6 til 27,6 pct. Den samlede fordelingsvirkning vil i sidste

ende afhænge af, hvordan der findes finansiering til at modgå svækkelsen af de

offentlige finanser,

jf. også nedenfor.

Tabel 2

Samlet virkning på lønsum, overførselsindkomster, gennemsnitsskatten og marginalskatten af en

nedsættelse af den aftalte arbejdstid til 30 timer med fuldt gennemslag på beløbsgrænser og satsregulering

Gennemsnitsskat (berørte) Gennemsnitlig

Satsreguleret

overførsels- Indkomstskat

marginalskat

Overførsels-

Lønindkomst

indkomst

(beskæftigede)

indkomst

Pct.

-19

Pct.

-9,6

Pct.

35,9



36,4

Pct.

30,7



31,0

Pct.-point

41,1



42,1

Lønsum

Pct.

Umiddelbar inkl.

adfærd

-12

Anm.: Overførselsindkomst omfatter skattepligtige satsregulerede overførsler samt boligstøtte og fripladstilskud

til daginstitutionspasning. Gennemsnitlig marginal skat er opgjort på tværs af alle beskæftigede.

Gennemsnitsskatten på overførselsindkomster inkluderer overførsler til personer med lønindkomst i

samme år, som i visse tilfælde rammes af den øgede progression i skattesystemet.

Kilde: Egne beregninger på basis af en stikprøve på 3,3 pct. af befolkningen.

Gennemsnitsskatten på både løn- og overførselsindkomster stiger, idet

årslønningerne falder med 12 pct. i gennemsnit mens beløbsgrænserne reduceres

med 19 pct., hvilket alt andet lige øger progressionen i skattesystemet. Således

skønnes den gennemsnitlige marginalskat på tværs af de beskæftigede øget fra

41,1 pct. til 42,1 pct., hvilket efter normale regneprincipper kan bidrage til en

yderligere reduktion i arbejdsudbuddet. Arbejdsudbudsvirkningen af stigningen i

marginalskatten skønnes at svare til ca. 13.000 fuldtidspersoner via en timeffekt,

hvorved den samlede arbejdstidsreduktion for lønmodtagerne øges til 13 pct. og

lønsummen samlet set reduceres med 12,5 pct. Den reducerede arbejdstid slår

ikke fuldt igennem på lønsummen pga. sammensætningseffekter.

Indkomstskatteprovenuet reduceres samlet set med knap 10 pct.

Der ses bort fra eventuelle deltagelseseffekter i denne beregning. Dette skyldes, at Finansministeriet almindeligvis bereg-

ner deltagelseseffekter ved ændret kompensationsgrad for fuldtidsbeskæftigede med forholdsvis lave lønninger, og at denne

gruppe ifølge Enhedslistens forudsætninger skulle reducere arbejdstiden med ca. 19 pct., hvorved deres kompensationsgrad

vil være omtrent uændret når sats- og §20-reguleringen ligeledes reduceres med 19 pct.

Side 8 af 17

Indfasning af 30 timers arbejdsuge og virkninger på de offentlige finanser

Den samlede reduktion i lønmodtagernes arbejdstid, lønindkomst og indkomst-

skat indfases lineært over 21 år, svarende til Enhedslistens hovedscenarie,

jf. figur

Det betyder konkret, at den gennemsnitlige arbejdstid for lønmodtagerne sæn-

kes med 0,62 pct. hvert år fra og med år 2018 til og med år 2038. Dermed reduce-

res den samlede fremgang i den gennemsnitlige realløn for lønmodtagere over

perioden fra 24 pct. til 9 pct.,

jf. figur 2.

Figur 1

Gennemsnitlig årlig arbejdstid for lønmodtagere

Figur 2

Fremgang i gns. real årsløn for lønmodtagere fra

2017 til 2038

Pct.

Teknisk grundforløb august

2016

30 timers arbejdsuge

Anm.: Årslønnen er deflatateret med prisindekset for privat forbrug.

Kilde: Teknisk grundforløb, august 2016, Danmarks Statistik og egne beregninger.

Konsekvenserne på ledigheden, beskæftigelsen og BNP i 2038, hvor reduktionen

af arbejdstiden er fuldt indfaset, fremgår af tabel 3. Reduktionen af lønmodtager-

nes gennemsnitlige arbejdstid med 13 pct. svarer til en reduktion i det samlede

antal arbejdstimer i økonomien på 12 pct., idet selvstændige forudsættes at fast-

holde arbejdstiden.

Der sker en væsentlig forskydning af beskæftigelsen fra den private sektor til den

offentlige sektor, da det offentlige serviceniveau og dermed også antallet af ar-

bejdstimer i den offentlig sektor som udgangspunkt holdes uændret,

jf. tabel 3.

Reduktionen i det samlede antal arbejdstimer med 12 pct. medfører, at den samle-

de aktivitet i økonomien reduceres omtrent tilsvarende. BNP i 2038 er ca. 12,7

pct. lavere end det ellers ville have været, svarende til ca. 269 mia. kr. i 2017-

niveau. Det svarer til, at den gennemsnitlige årlige realvækst i strukturelt BNP fra

2017 til 2038 mere end halveres fra 1,2 pct. til 0,5 pct.

Beregningerne i dette afsnit bygger på det tekniske grundforløb fra august 2016. Finansministeriet har imidlertid for

nyligt offentliggjort analyser på et nyere grundforløb fra april 2017 i forbindelse med offentliggørelsen af Danmarks Kon-

vergensprogram 2017. Det vurderes dog ikke have betydning for effekterne i nærværende svar, at de er baseret på det

tekniske grundforløb fra 2016.

Side 9 af 17

Tabel 3

Virkninger af 30 timers arbejdsuge indfaset fra 2018 til 2038 med delvist gennemslag på gennemsnitlig

arbejdstid

2017

Strukturel ledighed (pct.)

Strukturel beskæftigelse

(1.000 personer)

Heraf privat

Heraf offentlig

Samlet antal arbejdstimer

(mia. timer)

Heraf privat

Heraf offentlig

Strukturelt BNP (mia. kr.,

2017-prisniveauer)

3,4

2.792

2.016

776

4,2

3,0

1,1

2.124

2038

(uændret arbejdstid)

3,6

2.960

2.102

858

4,4

3,2

1,3

2.711

2038

(lavere arbejdstid)

3,6

2.960

1.970

990

3,9

2,7

1,3

2.367

Virkning af lavere

arbejdstid i 2038

-6 pct.

15 pct.

-12 pct.

-17 pct.

0 pct.

-12,7 pct.

Anm.: Beskæftigelsen er opgjort i personer. Afrunding kan betyde at tallene ikke summer til totalen.

Kilde: Teknisk grundforløb, august 2016, Danmarks Statistik og egne beregninger.

Allerede i 2025 vil reduktionen af arbejdstiden have stor indvirkning på strukturelt

BNP, på trods af den reducerede arbejdstid ikke er fuldt indfaset. Således vil BNP

i 2025 være reduceret med 4,7 pct. eller 100 mia. kr. (2017-niveau), hvilket svarer

til en reduktion af den årlige reale BNP-vækst fra 2017 til 2025 på 0,6 pct.-point.

Reduktionen af arbejdstiden påvirker hverken enhedslønomkostningerne eller

lønkvoten

–

og dermed er også lønkonkurrenceevnen uændret uanset om denne

måles ved hjælp af førstnævnte eller sidstnævnte.

De offentlige skatteindtægter falder som følge af den lavere timebeskæftigelse og

aktivitet i den private sektor i forhold til, hvis arbejdstiden ikke sættes ned. I be-

regningerne er der taget højde for, at beløbsgrænserne i skattelovgivningen ned-

sættes via § 20-reguleringen,

jf. ovenfor.

Indkomstoverførslerne reduceres i kraft af

satsreguleringen med ca. 19 pct. Det samlede antal offentlige arbejdstimer er fast-

holdt med henblik på at yde et uændret offentligt serviceniveau. Dette betyder, at

udgifterne til det offentlige forbrug ikke falder svarende til skatteindtægterne.

Samlet set bliver resultatet en markant svækkelse af de offentlige finanser, hvor

den offentlige gæld på langt sigt udvikler sig uholdbart, med et stadigt stigende

strukturelt underskud til følge,

jf. figur 3.

Den strukturelle saldo vil allerede i 2025

være svækket med 1,2 pct. af BNP. Holdbarheden af de offentlige finanser

–

målt

ved den finanspolitiske holdbarhedsindikator

–

svækkes med i størrelsesordenen

2,5 pct. af BNP svarende til ca. 53 mia. kr. (2017-niveau).

Lønkvoten er ikke fuldstændig uændret. Dette afspejler dog blot et omfang af sektorforskydninger, da lønkvoterne i de

enkelte sektorer er uændrede.

Side 10 af 17

Den resulterende udvikling i den strukturelle saldo vil ikke kunne realiseres i prak-

sis. Den offentlige gæld ville vokse sig så stor, at det ville blive umuligt at optage

offentlig gæld på de finansielle markeder, og forløbet ville føre til rentestigninger,

som yderligere ville svække økonomien og forværre de offentlige finanser. Der

ville således før eller siden skulle gennemføres tiltag, som enten via udgifts- eller

indtægtssiden (eller en kombination) styrker og genopretter holdbarheden af de

offentlige finanser. Forløbet vil også være i strid med budgetloven og EU's Stabili-

tets- og Vækstpagt.

Figur 3

Strukturel saldo

Anm.: Den strukturelle saldo vises som andel af strukturel BNP i det pågældende forløb. Strukturel BNP er

reduceret i forløbet med 30 timers arbejdsuge.

Kilde: Teknisk grundforløb, august 2016, Danmarks Statistik og egne beregninger.

Skal der tilvejebringes øgede skatteindtægter, som svarer til ca. 2,5 pct. af BNP, vil

det som udgangspunkt være nødvendigt at benytte skatter med brede baser.

Bundskatten rammer en forholdsvis bred base og giver anledning til forholdsvis

beskedne forvridningseffekter på produktivitet eller arbejdsudbud sammenlignet

med fx selskabsbeskatning eller progressiv beskatning af indkomst. Hvis en for-

øgelse af bundskatten skulle tilvejebringe et provenu på ca. 2,5 pct. af BNP efter

tilbageløb og adfærd i en situation, hvor reduktionen af arbejdstiden er fuldt ind-

faset, skønnes det at kræve en forøgelse af bundskatten på 6,95 pct.-point (fra 12,2

pct. til 19,15 pct., regnet med 2025-regler i 2017-niveau).

En marginalskattestigning i denne størrelsesorden vil efter Finansministeriets

sædvanlige regneprincipper reducere arbejdsudbuddet svarende til yderligere ca.

25.500 fuldtidspersoner.

Det bemærkes, at denne beregning er forbundet med

større usikkerhed end der normalt gør sig gældende for beregninger af provenu-

og adfærdsvirkninger af skatteændringer, idet der er tale om en meget betydelig

ændring af marginalskatten, samt at denne sker med udgangspunkt i en hypotetisk

Fuldtidspersoner er opgjort på baggrund af arbejdstiden i udgangspunktet.

Side 11 af 17

situation, hvor der i forvejen er sket betydelige ændringer i arbejdsudbuddet i kraft

af reduktionen af normalarbejdstiden.

Alternativt kunne den nødvendige styrkelse af de offentlige finanser opnås ved at

reducere det offentlige forbrug. Det ville til illustration kræve, at det offentlige

forbrug blev reduceret med knap en tiendedel. Enhedslistens forslag indebærer

imidlertid, at det offentlige forbrug holdes uændret.

Konsekvenser af nedsat arbejdstid for udvalgte familietyper

Konsekvenserne af reduktionen af normalarbejdstiden for den enkeltes disponible

indkomst kan illustreres ved at betragte typeeksempler. I tabel 4 fremgår den di-

sponible indkomst før boligudgifter for en række familietyper i 2040 korrigeret for

prisudviklingen, således at de er et udtryk for købekraften i 2017-prisniveau. Ind-

komsterne vises for 2040, dvs. to år efter at arbejdstidsreduktionen er endeligt

indfaset, da effekten på satsregulering først er fuldt indfaset på dette tidspunkt

(satsreguleringsprocenten er baseret på lønudviklingen to år tidligere,

jf. ovenfor).

Fremskrivningen af de disponible indkomster til 2040 bygger på en række bereg-

ningstekniske forudsætninger baseret på forudsætningerne i de mellemfristede

fremskrivninger. Beregningerne er forbundet med betydelig usikkerhed.

Som det fremgår af tabel 4, betyder en reduktion af normalarbejdsugens længde

med ca. 19 pct. en reduktion af den købekraftskorrigerede disponible indkomst

før boligudgifter i 2040 på ca. 19 pct. for almindelige fuldtidsansatte og personer

på overførselsindkomster. Her er der ikke taget højde for, at skatteindtægterne

skal hæves strukturelt med ca. 53 mia. kr. (2017-niveau) for at modgå svækkelsen

af de offentlige finanser. For en enlig LO-arbejder uden børn i lejebolig svarer

faldet i den disponible indkomst før boligudgifter til godt 52.000 kr., mens det for

en enlig pensionist i lejebolig svarer til 38.000 kr.

–

i forhold til en situation, hvor

arbejdstiden ikke sættes ned.

Direktøren og den

deltidsansatte LO’er

reducerer ikke arbejdstiden i beregningen,

hvorved disses bruttolønindkomster er omtrent uændrede. De ændrede beløbs-

grænser og satser i skattesystemet øger den gennemsnitlige indkomstskat, og på

grund af dette reduceres den disponible indkomst før boligudgifter for direktøren

og den deltidsansatte med henholdsvis 22.300 kr. og 2.200 kr.,

jf. tabel 4.

Såfremt bundskatten hæves med 6,95 pct.-point for at opretholde holdbarheden

af de offentlige finanser ved et uændret offentligt serviceniveau, reduceres de di-

sponible indkomster yderligere,

jf. tabel 4.

For de beregnede typeeksempler reduce-

res de disponible indkomster før boligudgifter i dette tilfælde med op til 26 pct.

set i forhold til, hvad de havde været i udgangspunktet i 2040 med uændret ar-

bejdstid og bundskat. For den enlige LO-arbejder uden børn i lejebolig er det

samlede tab i disponibel indkomst før boligudgifter på ca. 72.200 kr., mens det for

den enlige pensionist i lejebolig er på knap 48.000 kr.

Side 12 af 17

Tabel 4

Virkning på den disponible indkomst før boligudgifter for forskellige typepersoner i 2040, i 2017-priser

Udgangspunkt (inden Med reduktion af normalar-

reduktion i arbejdstid)

bejdsugens længde

Nyt

niveau

(2040)

kr.

Ændring ift.

udgangspunkt

(2040)

kr.

pct.

Med reduktion af normal-

arbejdsugens længde

og bundskat øget til 19,15 pct.*

Nyt

niveau

(2040)

kr.

Ændring ift. udgangs-

punkt (2040)

kr.

pct.

2017

kr.

Typer, som ikke redu-

cerer arbejdstid

Deltidsansat LO'er i

lejebolig

Enlig direktør i lejebolig

186.200

532.800

2040

226.000

676.700

223.800

654.400

-2.200

-22.300

-1

-3

204.000

575.100

-22.000

-101.600

-10

-15

Typer, som reducerer

arbejdstid m. 19 pct.

Enlig HK'er på mindste-

løn uden børn i lejebolig

Lavtlønnet

Enlig LO-arbejder uden

børn i lejebolig

Privatansatte funktionæ-

rer med 2 børn i børne-

have og SFO i lejebolig

143.700

184.700

218.300

180.900

227.100

276.000

146.700

184.000

223.600

-34.200

-43.100

-52.400

-19

135.900

168.700

203.800

-45.000

-58.400

-72.200

-25

-26

646.500

813.000

658.500 -154.500

-19

598.200

-214.800

-26

Overførselsmodtagere

Enlig kontanthjælpsmod-

tager uden forsørgerpligt,

over 30 år i lejebolig

Enlig dagpengemodtager

uden børn i lejebolig

Par på førtidspension i

lejebolig

Enlig pensionist i lejebo-

lig

105.700

126.900

102.900

-24.000

-19

97.100

-29.800

-23

151.400

269.700

160.700

180.200

323.000

200.600

146.000

261.900

162.600

-34.200

-61.100

-38.000

-19

134.700

243.000

152.700

-45.500

-80.000

-47.900

-25

-24

Anm.: * Det skrå skatteloft er øget tilsvarende med stigningen i bundskatten.

Den enlige dagpengemodtager,

HK’er,

lavtlønnede og LO-arbejder bor alle i lejebolig på 70 m

til 4.406

kr. pr måned . Funktionærfamilien med 2 børn bor i lejebolig på 130 m

til 8.071 kr. pr. måned. Den

enlige folkepensionist bor i lejebolig på 70 m

til 4.161 kr. pr måned, mens den enlige

kontanthjælpsmodtager bor på 45 m

til 2.833 kr. pr. måned. Førtidspensionistparret bor på 85 m

til

5.053 kr. pr. måned. Den lavtlønnede har en årlig lønindkomst på ca. 282.000 kr, hvilket svarer til den 7.

indkomstpercentil for alle fuldtidsbeskæftigede (hvor fuldtidsbeskæftigede er alle, der arbejder mindst 32

timer). Alle tal er afrundet til nærmest 100 kr. Fremskrivningen af de disponible indkomster til 2040

foregår ved at lade hovedparten af beløbene i familietypemodellen følge udviklingen i årslønningerne,

herunder lønindkomsterne, overførselsindkomsterne, udgifter til husleje mv. Det samme gælder med

enkelte undtagelser for satser og beløbsgrænser i skattesystemet

–

undtagelserne omfatter grøn check og

50.000 kr. grænsen for rentefradraget, der fastholdes nominelt, samt indkomstgrænser for

børnefamilieydelsen og boligstøtten, der følger prisudviklingen. Disse undtagelser er af begrænset

betydning for de viste familietyper. Satser og beløbsgrænser i 2040 er dernæst reduceret med 19 pct. som

følge af lavere satsregulering Det antages, at de enkelte typers udgifter til bolig følger udviklingen i

indkomsten før skat, hvilket har betydning for de familietyper som modtager boligstøtte.

Kilde: Lovmodellens Familietypemodel.

Side 13 af 17

Familietyperne, som reducerer deres arbejdstid fra 37 til 30 timer, og overførsels-

modtagerne vil altså have en lavere disponibel indkomst før boligudgifter i 2040

end de har i dag, når reduktionen i arbejdstid finansieres med en bundskattestig-

ning, og deres forbrugsmuligheder bliver dermed forringet.

Den resterende del af dette svar gennemgår udvalgte punkter, hvor forudsætnin-

gerne for ovenstående beregninger afviger fra forudsætningerne i Enhedslistens

egen vurdering af forslaget om en 30 timers arbejdsuge. Desuden diskuteres de

finansieringsmuligheder, som Enhedslisten angiver.

Enhedslistens forudsætninger om finansiering

Tid til mere

–

job til flere, Økonomisk baggrundsnotat om 30 timers arbejdsuge

anfører

Enhedslisten, at skatteindtægterne vil være uændrede på den korte bane. Indtæg-

terne er imidlertid ikke uændrede i forhold til udgifterne. Den langsomme indfas-

ning betyder ganske rigtigt, at årslønningerne og skatteindtægterne ikke falder fra

år til år når reduktionen af arbejdstiden påbegyndes. I grundforløbet stiger både

de offentlige udgifter og indtægter imidlertid løbende (både realt og nominelt)

–

og stigningen i skatteindtægter er en forudsætning for at kunne finansiere det for-

udsatte fremtidige offentlige serviceniveau. Når skatteindtægterne i en lang årræk-

ke ikke stiger med samme takt som i grundforløbet på grund af arbejdstidsreduk-

tionen, vil de ikke længere være tilstrækkelige til at finansiere det samme offentlige

serviceniveau.

Enhedslisten anfører da også, at det vil blive nødvendigt at gennemføre tiltag, som

styrker de offentlige finanser i forbindelse med en reduktion af normalarbejds-

ugens længde. Under overskriften

Øget beskatning af de rigeste husholdninger,

peger

Enhedslisten på fire konkrete områder for øget beskatning, som skal tilvejebringe

et øget provenu:

Indkomster over 1 million kr.

Store formuer og gaver

Boliggevinster som i dag er skattefrie

Overnormal profit i erhvervslivet

Ad 1. og 2.:

Øgede skatter på indkomster over 1 mio. kr. samt store formuer og

gaver vurderes kun i begrænset omfang at kunne bidrage til at tilvejebringe et pro-

venu set i forhold til kravet på 2,5 pct. af BNP (svarende til ca. 53 mia. kr. i 2017-

niveau), som er nødvendigt for at modvirke svækkelsen af holdbarheden af de

offentlige finanser,

jf. ovenfor.

Dette gælder selv hvis der bliver tale om meget høj

(marginal)beskatning af høje indkomster, formuer og gaver. Omlægges beskatnin-

gen af positiv nettokapitalindkomst og aktieindkomst, så de beskattes som person-

lig indkomst, og indføres herefter en millionærskat på 10 pct. af personlig ind-

komst over 1 mio. kr., vil beskatningen af både høje arbejdsindkomster og store

Betragtninger om forbrugsmulighederne for familietyperne ser bort fra, at det generelt lavere velstandsniveau kan medfø-

re lavere grundpriser, hvilket vil dæmpe den negative effekt på familietypernes reale forbrugsmuligheder.

Side 14 af 17

formuer øges betydeligt (sidstnævnte sker via øget afkastbeskatning). Marginalbe-

skatningen af arbejdsindkomst for personer, der rammes af en sådan millionær-

skat, vil nå op på ca. 66 pct.

Dette skønnes at give et provenu på 6,7 mia. kr. på

sigt (2017-niveau) efter tilbageløb og adfærd, hvoraf 3,8 mia. kr. kan tilskrives

selve omlægningen af beskatning af positiv nettokapitalindkomst og aktieind-

komst,

jf. svar på Skatteudvalgets spørgsmål nr. 532 af 24. juni 2016 (alm. del).

Med de nuværende regler forventes provenuet i 2017 fra afgift på arv og gaver

(bo- og gaveafgiften) at være godt 4 mia. kr. En øget beskatning af gaver, særligt

hvis den skal målrettes ”store gaver”, vurderes ikke at kunne tilvejebringe en

sær-

lig stor del af finansieringsbehovet på ca. 53 mia. kr. (2017-niveau) som følge af

den reducerede normalarbejdstid. Dette peger på, at en betydelig del af finansie-

ringen vil skulle komme fra punkt 3 og 4.

Ad 3.:

Beskatning af boliggevinster svarer i et strukturelt forløb med jævnt stigen-

de boligpriser omtrent til at øge den løbende boligbeskatning.

En markant for-

højelse af ejendomsskatten (grundskyld mv.) og ejendomsværdiskatten, som i ud-

gangspunktet forventes at give et provenu på henholdsvis godt 28 mia. kr. og

knap 14 mia. kr. i 2017, vil kunne levere et betydeligt finansieringsbidrag. Dette vil

dog som udgangspunkt ramme alle boligejere og ikke kun

”de

rigeste husholdnin-

ger”.

Øget beskatning af dyre boliger alene vurderes ikke at kunne tilvejebringe

betydelige finansieringsbidrag set i forhold til behovet på ca. 53 mia. kr. (2017-

niveau).

Ad 4.:

Overnormal profit i erhvervslivet kan fx beskattes hårdere ved at øge sel-

skabsskatten, som i 2017 forventes at indbringe et provenu på godt 53 mia. kr.

Selskabsskatten er imidlertid en skat, som er forbundet med forholdsvis store

forvridningstab. En forøgelse af selskabsskatten vil blandt andet forvride virk-

somhedernes beslutning om at investere i Danmark i forhold til andre lande og

(givet de investerer i Danmark) hvor meget der investeres.

Forvridningen af in-

vesteringsbeslutningen vil betyde, at lønmodtagerne i praksis vil bære størstedelen

af byrden ved selskabsskatten, og det vil som udgangspunkt være mere hensigts-

mæssigt

–

også for lønmodtagerne

–

at beskatte lønindkomsten direkte (fx via

højere bundskat). Udover forvridningen af investeringsomfanget vil en forøgelse

af selskabsskatten igennem overskudsflytning via transfer-pricing og tynd kapitali-

sering endvidere kunne reducere basen for selskabsskatten og dermed provenuet.

Ses der bort fra det skrå skatteloft er marginalskatten på arbejdsindkomst for en person, der betaler topskat, i en gennem-

snitskommune på (8 pct. + 0,92 * (12,2 pct. + 25,6 pct. + 15 pct.)) = 56,6 pct. Hvis personen derudover tjener nok til at

blive omfattet af en millionærskat på 10 pct., bliver marginalskatten på arbejdsindkomst (8 pct. + 0,92 * (12,2 pct. + 25,6

pct. + 15 pct. + 10 pct.)) = 65,8 pct.

Der kan dog være administrative vanskeligheder eller indlåsningseffekter af at beskatte avancer, som undgås ved løbende

boligbeskatning.

Selskabsskatten pålægges ikke kun overnormal profit, men også normalafkastet på den egenkapitalfinansierede del af

kapitalapparatet. Sidstnævnte

–

og dermed forvridningen af virksomhedernes investeringsomfang, givet de investerer i

Danmark

–

kan i princippet undgås ved at indføre et fradrag for normalafkastet af egenkapitalen (ACE) i kombination med

en forøgelse af selskabsskatten. I dette tilfælde vil der dog stadig kunne være betydelige forvridninger forbundet med en

markant forøgelse af selskabsbeskatningen

–

blandt andet forvridning af virksomhedernes beslutning om i hvilket land, der

investeres.

Side 15 af 17

Enhedslistens forudsætninger om gennemslaget på BNP

Til beregning af, hvilken effekt en given reduktion i det samlede antal arbejdstimer

har på BNP, benytter Enhedslisten en ADAM-multiplikator på 0,8. Således forud-

sættes, at en reduktion i det samlede antal arbejdstimer på 1 pct. reducerer BNP

med 0,8 pct. på langt sigt.

I beregningerne ovenfor er det i overensstemmelse med de beregningstekniske

principper for de mellemfristede fremskrivninger forudsat, at en reduktion i det

samlede antal arbejdstimer på 1 pct. alt andet lige reducerer BNP med 1 pct.

Når

der ikke bruges en multiplikator på 0,8, hænger det blandt andet sammen med, at

denne ADAM-multiplikator bygger på forholdsvis beskedne priselasticiteter i

udenrigshandlen og ikke tager højde for alle potentielle mekanismer, hvorigennem

eksporten kan påvirkes.

Danmarks Statistik anerkender da også, at priselasticiteterne i ADAM ikke har

været estimeret med henblik på permanente ændringer i arbejdsudbuddet, og at de

estimerede elasticiteter i denne sammenhæng kan undervurdere eksportens reakti-

on. I den seneste version af ADAM-modellen har Danmarks Statistik derfor æn-

dret eksportrelationen, således at eksportmarkedet er en voksende funktion af

størrelsen på dansk produktion. Dette peger i retning af, at den ovennævnte mul-

tiplikator hidtil har været for lille i ADAM.

Enhedslistens øvrige finansieringskilder

Enhedslistens antager, at en kortere arbejdsuge vil reducere sygefraværet for of-

fentlige ansatte med 50 pct. Finansministeriet vurderer, at der ikke er tilstrækkeligt

empirisk belæg for at indregne en sådan reduktion af sygefraværet som følge af

reduceret arbejdstid med udgangspunkt i en normalarbejdsuge på 37 timer. En-

hedslistens baggrundsnotat peger på enkeltstående eksperimenter fra Sverige, men

det kan efter Finansministeriets vurdering ikke lægges til grund, at resultaterne af

sådanne eksperimenter kan overføres til hele den danske offentlige sektor eller

økonomien generelt.

Enhedslisten fremfører endvidere, at en reform af unødige dokumentationskrav

kan frigøre arbejdstimer svarende til 30.000 stillinger af 30 timers ugentlig arbejds-

tid. I den forbindelse skal det blot bemærkes, at et sådan uudnyttet potentiale

–

såfremt det findes

–

i givet fald skulle realiseres uanset om arbejdstiden reduceres

eller ej. Dermed ændrer det ikke på den konklusion, at en reduktion af arbejdsti-

den vil kræve lavere offentligt serviceniveau eller højere skatter i det beskrevne

omfang set i forhold til en situation med uændret arbejdstid.

Afslutningsvis bemærkes det, at danskernes arbejdsindsats er afgørende for finan-

sieringen af det danske velfærdssamfund. Fordi den offentlige sektor er stor og de

I ovenstående beregning betyder sammensætningseffekter, at timeproduktiviteten for økonomien som helhed falder en

anelse, således at den procentvise ændring i BNP afviger lidt fra den procentvise ændring i det samlede antal arbejdstimer.

Side 16 af 17

offentlige udgifter høje sammenlignet med de fleste andre lande, er det vigtigt for

finansieringen af den offentlige økonomi, at danskernes samlede arbejdsindsats

ikke reduceres, men tværtimod øges ved at styrke det samlede arbejdsudbud.

Med venlig hilsen

Kristian Jensen

Finansminister

Side 17 af 17

Bilag 1. Antagelser om delvist gennemslag på gennemsnitlig

arbejdstid af 30 timers arbejdsuge

For at kunne foretage en vurdering af effekterne af en normalarbejdsuge på 30

timer, hvor der tages højde for, at deltidsansatte samt specialister og lønmodtagere

uden øvre arbejdstid ikke eller kun i mindre omfang sænker arbejdstiden, er der

gjort antagelser om fordelingen af den samlede ændring i antallet af arbejdstimer i

økonomien på individniveau. Dette gøres ved at tage udgangspunkt i arbejdstids-

fordelingen fra Arbejdskraftundersøgelsen (for 2015). Baseret på denne arbejds-

tidsfordeling reduceres arbejdstiden for lønmodtagere med arbejdstid, som ligger i

et interval omkring 37 timer, således, at reduktionen i det samlede antal arbejdsti-

mer for lønmodtagere er ca. 12,5 pct., når reduktionen af arbejdstiden er fuldt

indfaset (hvortil kommer afledte adfærdseffekter fra ændrede marginalskatter).

Med de gjorte forudsætninger er Enhedslistens (justerede) forudsætninger søgt

afspejlet, herunder at personer på deltid, specialister og lønmodtagere uden høje-

ste arbejdstid ikke eller kun i mindre omfang sænker arbejdstiden. For personer,

der arbejder 37 timer i udgangspunktet reduceres arbejdstiden med 7 timer til 30

timer. Lønmodtagere med en ugentlig arbejdstid under 26 timer eller over 48 ti-

mer nedsætter ikke arbejdstiden. For personer, der arbejder 26 timer til 48 timer

antages reduktionen af arbejdstiden at være større, jo tættere arbejdstiden er på 37

timer i udgangspunktet.

Arbejdskraftundersøgelsen omfatter et begrænset udsnit af de beskæftigede

lønmodtagere. Med henblik på at vurdere de provenu- og fordelingsmæssige kon-

sekvenser af en arbejdsuge på 30 timer, er disse forudsatte ændringer i den ugent-

lige arbejdstid overført på de personer, hvis årsindkomstoplysninger ligger til

grund for Finansministeriets sædvanlige provenu- og indkomstfordelingsbereg-

ninger.

Dette gøres ved at opgøre fordelingen af de beregnede arbejdstidsreduktioner for givne indkomstintervaller på baggrund

af Arbejdskraftundersøgelsen og lægge denne fordeling ned over datagrundlaget for Finansministeriets sædvanlige ind-

komstfordelings- og provenuberegninger.