FIU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 122: Spm. om ministeren vil redegøre for selvfinansieringsgraden i beregningerne af provenuvirkning af de foreslåede topskattesænkninger i 2025-planen, til finansministeren

Finansudvalget 2016-17
FIU Alm.del
Offentligt

Folketingets Finansudvalg

Christiansborg

20. december 2016

Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 122 (Alm. del) af 23.

november 2016 stillet efter ønske fra Pelle Dragsted (EL)

Spørgsmål

Vil ministeren redegøre for selvfinansieringsgraden i beregningerne af provenu-

virkning af de foreslåede topskattesænkninger i 2025-planen? Ministeren bedes i

forlængelse heraf redegøre for hvilke elasticiteter, der er anvendt. Hvis selvfinan-

sieringsgraden afviger fra det typiske niveau på 0,45, der fremgår af ”Fordeling og

Incitamenter 2002”, bedes ministeren eksplicitere baggrunden for det.

Svar

Et stærkere Danmark – Jobreform

foreslog den tidligere regering at sænke topskat-

ten med 5 pct.-point for indkomst op til 1 mio. kr. (før AM-bidrag). Det blev vur-

deret, at forslaget vil indebære et mindreprovenu på 3,4 mia. kr. før tilbageløb og

adfærd, knap 2,6 mia. kr. efter tilbageløb og 1,6 mia. kr. efter tilbageløb og adfærd

Der er således indregnet et merprovenu som følge af øget arbejdsudbud på knap 1

mia. kr., hvilket svarer til en selvfinansieringsgrad på ca. 38 pct.,

jf. tabel 1

Tabel 1

Provenu og selvfinansieringsgrad ved lempelse af af topskattesats med 5 pct.-point op til 1 mio. kr.

(før AM-bidrag), 2025-regler i 2017-niveau.

Provenu (mia. kr.)

Umiddel-

bart

Lavere topskattesats

som foreslået i Jobre-

form fase II

-3,4

Efter

tilbageløb

-2,6

Ad-

færd

1,0

Efter tilba-

geløb og

adfærd

-1,6

2,0

Lump-sum

skat (mia. kr.)

SFG (pct.)

Nuværende

definition

Definition

som F&I

2002

Kilde: Egne beregninger på lovmodellen.

Arbejdsudbudseffekterne beregnes på baggrund af arbejdsudbudsligninger for

hhv. mænd og kvinder, der skalleres, så den lønvægtede substitutionselasticitet er

0,1

jf. besvarelsen af Finansudvalgets spørgsmål nr. 471 af 1. september 2016.

Der spørges endvidere til, hvorvidt selvfinansieringsgraden af den tidligere rege-

rings forslag svarer til den selvfinansieringsgrad, som er angivet i

Fordeling og inci-

Selvfinansieringsgraden opgøres i dag som det dynamiske provenu i pct. af mindreprovenuet efter tilbageløb.

Den lønvægtede indkomstelasticitet udgør -0,02.

FIU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 122: Spm. om ministeren vil redegøre for selvfinansieringsgraden i beregningerne af provenuvirkning af de foreslåede topskattesænkninger i 2025-planen, til finansministeren

Side 2 af 3

tamenter 2002.

Det bemærkes, at Finansministeriet har ændret beregningen (defini-

tionen) af selvfinansieringsgrader i forhold til den metode, der blev benyttet i

For-

deling og Incitamenter 2002.

Selvfinansieringsgraden på 38 pct. er således beregnet

som det dynamiske provenu i pct. af mindreprovenuet efter tilbageløb eller alter-

nativt som 1-mindreprovenu

efter tilbageløb og adfærd

mindreprovenu efter tilbageløb

Fordeling og incitamenter 2002

er selvfinansieringsgraden derimod defineret som 1-

lump-sum skat

umiddelbart mindreprovenu,

hvor ”lump-sum

skat”

er den skat, som skal

indkræves for at neutralisere virkningen efter tilbageløb og adfærd fra topskatte-

lempelsen. Med den tidligere regerings forslag til en lempelse af topskattesatsen,

vil der således skulle opkræves ca. 2,0 mia. kr. i lump-sum skat, for at forbedre de

offentlige finanser med 1,6 mia. kr.,

jf. tabel 1

Det skyldes, at en lump-sum skat medfører et lavere privatforbrug hvilket påvirker

de offentlige finanser gennem et lavere tilbageløb fra moms og afgifter. Det min-

dre tilbageløb forværrer isoleret set de offentlige finanser med ca. 0,5 mia. kr.

Samtidig øger lump-sum skatten arbejdsudbuddet på grund af en positiv ind-

komsteffekt. Det forbedrer de offentlige finanser med ca. 0,1 mia. kr. Dermed

forbedrer en lump-sum skat på 2 mia. kr. de offentlige finanser med 2 mia. kr. –

0,5 mia. kr. + 0,1 mia. kr. = 1,6 mia. kr.

Med denne definition er selvfinansieringsgraden 42 pct.,

jf. tabel 1

Det er omkring

10 pct.-point lavere end den selvfinansieringsgrad, som er opgjort i

Fordeling og

incitamenter 2002,

hvor selvfinansieringsgraden ved en topskattelettelse blev vurde-

ret til 52 pct.,

jf. Fordeling og Incitamenter 2002 (tabel 7.11, s. 318)

I det følgende diskuterer årsagerne til, at selvfinansieringsgraden ved en topskat-

tenedsættelse er lavere end i

Fordeling og Incitamenter 2002.

Grundlæggende skyldes forskellen på selvfinansieringsgraderne, på hhv. 42 pct. (i

ovenstående beregning) og 52 pct. (Fordeling

og Incitamenter 2002),

at de to skatte-

ændringer ikke er ens. Dels er eksperimenterne direkte forskellige, dels er der fo-

retaget ændringer i skattesystemet siden 2002. Forskellen på selvfinansieringsgra-

derne skal tilskrives sidstnævnte,

jf. nedenstående.

DK2025 – Et stærkere Danmark

foreslog den tidligere regering, at topskattesatsen

blev lempet med 5 pct.-point – op til en grænse på 1 mio. kr. (før AM-bidrag),

hvorimod regneeksemplet i

Fordeling og Incitamenter 2002

sænker topskattesatsen

med 5 pct.-point for alle i topskatteydere. Når lempelsen gælder for alle topskatte-

ydere, bidrager det isoleret set til at mindske selvfinansieringsgraden, fordi substi-

(1-1,6 mia. kr. / 2,6 mia. kr.) * 100 pct. = 38 pct.

Som lump-sum skat er anvendt en sænkning af personfradraget, der i vid udstrækning har samme virkning som en lump-

sum skat.

(1-2,0 mia. kr. / 3,4 mia. kr. )* 100 pct. = 42 pct. Formlen giver ikke præcist 42 pct., hvilket skyldes afrunding.

De 45 pct., som spørgeren angiver, henviser formentlig til en simplere beregning i samme kapitel, som hverken indregner

en deltagelseseffekt eller en indkomsteffekt fra lump-sum skatten.

Side 3 af 3

tutionselasticiteten aftager med indkomsten

. Dermed bidrager denne forskel kun

til at øge afstanden mellem de to selvfinansieringsgrader.

Den lavere selvfinansieringsgrad skyldes imidlertid de ændringer i skattesystemet,

som er blevet gennemført i perioden fra 2002 til 2022, når skattereformen fra

2012 er fuldt indfaset.

I 2002 var topskattegrænsen (omregnet til 2017-niveau) 412.700 kr., hvorimod

topskattegrænsen i 2022 bliver 499.700 kr. (opgjort i 2017-niveau). Da substituti-

onselasticiteten er aftagende med indkomsten, indebærer det isoleret set, at selvfi-

nansieringsgraden ved en reduktion af topskattesatsen er mindre end i 2002, fordi

nedsættelsen ikke berører personer med et topskatteindkomstgrundlag mellem

412.700 kr. og 499.700 kr., der som gruppe betragtet har højere substitutionsela-

sticiteter end personer med indkomster over 499.700 kr.

Hertil kommer, at marginalskatten for topskatteydere er reduceret fra ca. 63,3 pct.

2002 til ca. 56,5 i 2022 (med fuldt indfasede regler)

. Den ekstra indkomst, som

det øgede arbejdsudbud genererer, beskattes altså mindre med de nye regler

Samtidig indebærer en højere marginalskat i udgangspunktet, at en lempelse af

marginalskatten på 4,6 pct.-point (0,92*5 pct.-point) øger marginallønnen efter

skat relativt mere set i forhold til udgangspunktet. I 2002-regler forøges marginal-

lønnen efter skat med 13 pct.

(= (

100−63,6

− 1) ∗ 100 pct. ),

hvorimod margi-

nallønnen efter skat ”blot” forøges med 11 pct.

(= (

100−56,5

− 1) ∗ 100 pct. ),

med 2022-regler. En stigning i marginallønnen efter skat indebærer, alt andet lige,

at det bliver mere attraktivt at arbejde en ekstra time, frem for at holde fri. For en

given marginalskattelempelse (i pct.-point) medfører den højere marginalskat i

2002 derfor en større substitution fra fritid til arbejde – og dermed en større ar-

bejdsudbudseffekt, end når udgangspunktet er den lavere marginalskat i 2022.

Når selvfinansieringsgraden, ved en sænkning af topskattesatsen, er aftaget over

tid, skyldes det således fortrinsvis skattereformerne siden 2002 og ikke ændrede

beregningsmæssige antagelser vedr. adfærdsreaktionerne.

Med venlig hilsen

Kristian Jensen

Finansminister

Det at substitutionselasticiteten er aftagende med indkomsten skyldes fortrinsvis, at mænd har lavere substitutionselastici-

tet end kvinder, og at andelen af mænd stiger med indkomsten.

De 56,5 pct. tager udgangspunkt i en gennemsnitlig kommune- og kirkeskatteprocent på 25,6 pct.

Med 2002-regler ville en reduktion af topskattesatsen med 5 pct.point reducere marginalskatten for topskatteydere til 59

pct. (=63,3 pct. – 0,92*5 pct.). Med 2022-regler vil den tilsvarende reduktion i marginalskatten på 51,9 pct. (=56,5 pct. –

0,92*5 pct.).

100−59

100−51,9