Udenrigsministeriet
Folketingets Europaudvalg
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K
Telefon +45 33 92 00 00
Telefax +45 32 54 05 33
http://www.um.dk
Bilag
Sag/ID Nr.
Enhed
Dato
2017-8715
MENA
3. marts 2017
EUU alm. del – endeligt svar på spørgsmål 73 fra Rasmus
Nordqvist stillet den 7. februar 2017 til udenrigsministeren
Spørgsmål
Ministeren bedes redegøre for den danske regerings holdning til en
eventuel EU-aftale med Libyen om flygtninge og migranter og for
regeringens syn på menneskerettighedssituationen for flygtninge og
migranter i Libyen, samt for, hvordan regeringen konkret vil arbejde for
at forbedre forholdene for flygtninge og migranter i Libyen.
Svar
Regeringen finder, at EU bør styrke migrationssamarbejdet med de
nordafrikanske lande, herunder Libyen, med henblik på at redde
menneskeliv, dæmme op for de irregulære migrationsstrømme over det
centrale Middelhav, ødelægge menneskesmuglernes forretningsmodel og
forbedre forholdene for migranter i Libyen. Regeringen lægger derfor
vægt på en hurtig og effektiv gennemførelse af elementerne i erklæringen
fra det uformelle møde i Det Europæiske Råd på Malta den 3. februar
2017, der bl.a. lægger op til at yde bistand til den libyske kystvagt og
styrke samarbejdet med Libyens nabolande. Desuden lægges der op til, at
man i samarbejde med UNHCR og IOM vil arbejde for at sikre passende
modtagelseskapaciteter og forhold for migranter i Libyen. Det fremgår
klart af Malta-erklæringen, at EU vil handle i fuld overensstemmelse med
menneskerettighederne og folkeretten. Regeringen støtter ligeledes
arbejdet i EU
med etablering og implementering af
migrationspartnerskaber med relevante oprindelses- og transitlande,
herunder Niger, der bl.a. har til hensigt at bekæmpe irregulær migration.