Europaudvalget 2016-17
EUU Alm.del
Offentligt
1720446_0001.png
UDENRIGSMINISTERIET
. februar 2017
Spørgsmål fra Europaudvalget til
Udenrigsministeren af 16. januar 2017.
EUU alm. del – spørgsmål 58.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra
Søren Søndergaard (EL).
EUU alm. del spørgsmål 58:
Af samlenotatet til brug for rådsmøde (udenrigsanliggender) den 16. januar 2017 vedrørende
Syrien fremgår det, at
”…FN anslår, at 13,5 mio. i Syrien har behov for nødhjælp, inklusive næsten 6
mio. børn. Heraf opholder 4,9 mio. sig i områder, som er svært tilgængelige for nødhjælp.”
Ministeren bedes
fremsende en oversigt over hvilke områder af Syrien, de 4,9 mio. befinder sig i.
Svar:
Der vedlægges et kort fra FN, som giver en oversigt per den 26. januar 2017 over de områder i
Syrien, som er vanskeligt tilgængelige for levering af nødhjælp. Som det fremgår findes disse
områder over det meste af Syrien, men er i særlig grad koncentreret i provinserne Al-Hasakeh,
Ar-Raqqa, Deir-Ez-Zor, Aleppo og Damaskus, samt i provinserne Hama og Homs.
De svært tilgengælige områder er steder, hvor humanitære organisationer ikke har sikker,
uhindret og regelmæssig adgang for levering af nødhjælp, og hvor levering sker på ad hoc basis,
når muligt. FN vurderede ved udgangen af 2016, at 4,9 mio. mennesker i Syrien opholdt sig i
sådanne områder. I dette tal indgik 16 områder med ca. 974.000 mennesker, som af FN
betegnes som værende ’under belejring’. Det vil sige, at det i en sammenhængende periode over
3 måneder ikke har været muligt at få bragt nødhjælp ind eller at få sårede eller syge ud. Disse
områder holdes under belejring af det syriske regime såvel som af væbnede grupper bl.a., ISIL.
Konfliktens omskiftelige dynamik betyder imidlertid, at omfanget af svært tilgængelige områder
løbende ændres, hvilket også påvirker antallet af berørte mennesker. FN’s nødhjælpschef,
Stephen O’Brien, har for nyligt i en tale til FN’s Sikkerhedsråd nedjusteret antallet af områder
under belejring til 13 steder med ca. 644.000 mennesker. Det skyldes især udviklingen omkring
byen Aleppo, hvor den østlige bydel ikke længere er under belejring. Dermed reduceres antallet
af mennesker i svært tilgængelige områder til ca. 4,7 mio. mennesker i januar 2017.