Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 21. november 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 64 (EFK alm. del) stillet 3.november efter
ønske fra Mette Abildgaard (KF).
Spørgsmål nr. 64
”Vil ministeren redegøre for fordelene og ulemperne ved, at HFO-kølemidlet i varmepumper er
omfattet af begrænsningen på 10 kg for syntetiske kølemidler, herunder med inddragelse af de
sikkerhedsmæssige, miljømæssige og økonomiske aspekter ved brugen af HFO i forhold til andre såvel
naturlige som syntetiske kølemiddeltyper?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser, at:
”HFO-kølemidler er en gruppe af ny-udviklede stoffer, som man endnu ikke har mange erfaringer med
– det være sig som kølemidler eller med hensyn til deres miljømæssige egenskaber.
Set i forhold til de gammelkendte HFC-gasser er deres påvirkning af klimaet minimal og på linje med
de naturlige kølemidlers. Det skyldes, at HFO nedbrydes meget hurtigt i atmosfæren, og derfor kun
minimalt bidrager til drivhuseffekten. Det vigtigste nedbrydningsprodukt er trifluor-eddikesyre (TFA),
og effekten af TFA i miljøet er meget dårligt undersøgt. Det vides dog, at TFA er ekstremt svært
nedbrydeligt, at det opkoncentreres i visse miljøer, og at det kan være svagt giftigt for nogle
organismer. Aktuelt vurderes der dog ikke at være grund til bekymring for skadelige effekter af TFA.
Visse af de ”gamle” HFC-gasser kan også nedbrydes til TFA, men dog i langt mindre grad end HFO.
Naturlige kølemidler giver ikke anledning til dannelse af TFA.
En HFO (HFO-1234yf) er selvklassificeret under REACH som ”yderst brandfarlig”. Også visse af de
naturlige kølemidler som f. eks propan eller andre hydrocarboner (HC) er brandfarlige. De
gammelkendte HFC-gasser regnes derimod generelt ikke for at være brandfarlige. Under
ufuldstændig forbrænding eller ved udsættelse for høje temperaturer kan HFO’er give anledning til
dannelse af flussyre (HF) og carbonyl fluorid, som begge er meget giftige stoffer.
Generelt anses HFO og andre HFC baserede kølemidler for at være relativt ugiftige. Dette står i
modsætning til det naturlige kølemiddel ammoniak og til en hvis grad CO2, som også kan være giftigt
hvis det indåndes i store koncentrationer.
HFO-gasserne er generelt meget dyre (listepris på over 5000 kr. pr kg), men de er i modsætning til de
øvrige HFC ikke belagt med høje afgifter. Samlet set er HFO-gasserne 3-10 gange dyrere i anskaffelse
end de traditionelle HFC-gasser, der igen er meget dyrere end de naturlige kølemidler.
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk