EFK, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 243: Spm. om to nye domme fra EU-Domstolen, der har direkte indflydelse på gyldigheden af den danske vindmøllebekendtgørelse og tilladelser, til miljø- og fødevareministeren

Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget 2016-17
EFK Alm.del
Offentligt

J.1

471

Artikel

Tvivl om gyldigheden af stojbekendtgo

relsen

og tilladelser til vindmølleparker

—

om rækkevidden og retsvirkningen af SMV-direk

tivet efter to nye EU-domme

af pro fesso, Utjur Peter Pagh

EU-Domstolen har i to nye domme fortolk

rækkevidden og retsvirkningen af dire

ktiv

2001/42 om miljøvurdering af planer og

pro

grammer (SMV-direktivet) på en måde,

der

nok må komme som noget af en overras

kelse

for statslige og kommunale myndigheder

. I sag

C-290/15 blev det fastslået, at Wallonien

s vind

mollebekendtgørelse, der minder om den dan

ske

vindmollebekendtgarelse, udgør en pla

n eller et

program efter SMV-direktivet. Vedtagelse

n af

bekendtgørelsen er derfor omfattet af

kravet

om forudgående miljovurdering og offentlig

hø-

ring, selv om bekendtgørelsen har karakter

en generel regulering afarealanvendelsen

. I sag

C-379/15 tog Eli-Domstolen i en sag fra Fra

rig mere uddybende stilling til retsvirknin

gerne

af, at en national retsakt er vedtaget uden

over

holdelse af SMV-direktïvet. Dommen fast

slår,

at retsvirkningen af en sådan overtrædel

er,

at ikke alene retsakten er ugyldig, men

at alle

de efterfølgende planer og afgørelser, der

er be

sluttet på grundlag af den pågældende rets

akt,

ligeledes er ugyldige. Dette kan kun frav

iges,

når fire betingelser er opfyldt, hvilket må

afgø

res i forbindelse med hver enkelt afgørelse,

som

er truffet på grundlag af den ugyldige rets

akt.

Endvidere fastslår dommen, at hvis det

ikke er

muligt at anke den nationale domstols

prøvelse

af den manglende overholdelse af SMV-d

irekti

vet, kræver en sådan undtagelsesvis fravige

lse af

ugyldighedsvirkning forelæggelse for EU

-Dom

stolen, medmindre den nationale dom

stol på

detaljeret

vis

redegør for, at betingelserne

for

ikke at annullere retsaktea er opfyldt. Art

iklen

Tidsskr/ft

for Miljø, December 2016

belyser de to domme og drøfter de vidtgå

ende

konsekvenser, som dommene må antage

s at få

for verserende klage- og straffesager ved

rørende

vindmølleparker og husdyrbrug. Artikle

n indle

des med en kort omtale af SMV-direktive

t og

Eli-Domstolens tidligere retspraksis ved

rørende

direktivet.

1. SMV-direktivet

Efter mere end 10 års erfaring med direktiv

85/337

om vurdering af visse offentlige og private pro

jek

tets indvirkning på miljøet (VVM-direktiv

et) ved

tog EU i juni 2001 direktiv

2001/42

om vurder

ing

af bestemte planers og prograrnmers indvirknin

g på

miljøet (SMV-direktivet).’ Hvor VVM-dire

ktivet

havde indført krav om forudgående miljøv

urdeting

og offentlig høring af en række

projekter

(lis

tet i

direktivets bilag I) samt krav om VVM-scre

ening

af en række andre projekter (listet i direktivets bila

11), blev disse processuelle principper med SM

V-di

rektivet udstrakt til også at omfattet ‘planer

og pro

grammer’

Når Eli indførte regler om miljøvurdering og

offentlig høring af planer og programmer,

var det

begrundet med ønsket om at inddrage miljøh

ensyn

i den tidligst mulige fase af beslutningsproce

ssen.

Erfaringerne med VVM-direktivet havde

således

vist, at arealanvendelsespianer og andre planer

for

fx udbygning afforskellige sektorer i en del tilfæ

lde

fastsatte rammer for projekter, som begræn

sede

mulighederne for alternativ placering og udf

orm

ning afprojekter, ligesom planer i nogle tilfælde

SMV

forkortelse

for

Strategisk Miljø

Vurd

ering.

TfM 2076

EFK, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 243: Spm. om to nye domme fra EU-Domstolen, der har direkte indflydelse på gyldigheden af den danske vindmøllebekendtgørelse og tilladelser, til miljø- og fødevareministeren

472

grænsede offentlighedens mulighed for at påvirke

beslutningsprocessen.

På linje med VVM-direktivet indeholder SMV

direktivet intet krav om en bestemt beskyttelse af

miljøet og naturen. Reglerne har alene

processuet

karakter

og forhindrer på ingen måde, at der ved

tages planer eller tillades projekter, som ødelægger

sårbare miljøer eller skader sundheden,2 da denne

beskyttelse beror på materielle regler, som fx natur

beskyttelsesloven og miljøbeskyttelsesloven.

VVM- og SMV-regleme supplerer det forvalt

ningsretlige officialprincip, hvorefter sagen skal

oplyses tilstrækkeligt, med særlige undersøgelses

krav af direkte og indirekte miljøvirkninger, lige

som reglerne supplerer de almindelige krav om

partshøring med en pligt til at oplyse og høre en

bredere kreds (den berørte offentlighed) om mil

jøvirkningerne af forslag til planer og ansøgninger

om tilladelser, så den berørte offentlighed kan ud

tale sig, inden afgørelsen træffes eller planen be

sluttes. Grundlæggende skal VVM- og SMV-reg

lerne således øge kvaliteten afbeslutningsgrundla

get i forhold til de almindelige forvaltningsretlige

regler. Samtidig betyder reglerne i de to direktiver,

at de forskellige interessenter i planer og projekter

skal have mulighed for at søge at påvirke beslutnin

ger om projekter og planer, selv om de pågældende

interessenter ikke er parter,

når

blot de pågældende

kan anses for omfattet af’den berørte offentlighed’.

efter har sagerne ved EU-Domstolen

fulgt

nogen

lunde samme forløb, som har kendetegnet sagerne

om VVM-direktivet, hvor spørgsmålene primært

har

drejet sig om, i hvilke tilfælde SMV-direktivets

skal anvendes, og hvilken retsvirkning det har, at

SMV-direktivets regler er overtrådt.4

I sag C-41 8/04

Kommissionen

mod Irland,

der

drejede sig om mangelfuld gennemførelse af ha

bitatdirektivets beskyttelse af Natura 2000-områ

der, fastslog EU-Domstolen, at en miljøvurdering

af en plan efter SMV-direktivet ikke kan erstatte

en konsekvensvurdering af Natura 2000 områder

efter

habitatdirektivets art. 6(3), ligesom en kon

sekvensvurdering ikke

kan

erstatte en miljøvurde

ring efter SMV-direktivet.5 Det fremgår dog af sag

C- 177/11 Syllogos Ellinon Poleodomon

kai

Cho

rotakton, at hvis en plan kræver konsekvensvur

dering efter habitatdirektivets art. 6(3), vil dette i

sig selv tillige udløse krav om miljøvurdering efter

SMV-direktivet.

I sag

C-295110

Vatciukienë

mfl.

blev det endvi

dere fastslået, at en miljøvurdering efter VVM-di

rektivet ikke kan erstatte en miljavurdering efter

SMV-direktivet,

ligesom

miljøvurdering

efter

2. EU-Domstolens fortoikning af SMV

direktivet

På linje med mange andre miljødirektiver gav

SMV-direktivet i begyndelsen anledning til flere

sager ved EU-Domstolen om manglende gennem

førelse af direktivet i medlemsstaterne.3 Men her-

SMV-direktivet ikke kan erstatte en miljøvurdering

af et konkret projekt efter VVM-direktivet, da de to

direktiver indeholder forskellige krav til miljøvur

deringen. Dommen fastslog endvidere, at en lokal-

plan for en svinefarm er omfattet afSMV-direktivet,

uanset at lokalplanen kun angår en enkelt aktivitet,

der tillige som i dette tilfælde var omfattet af kravet

om VVM. Dette blev begrundet med definitionen af

begrebet ‘planer og programmer’ i SMV-direktivets

Med henvisning VVM-direktivets

rent processuelle

karakter afviste EU-Domstolen

sag C-420/1

I Jutta

Leth, at tilladelse til tufthavnsudvidelse uden VVM gav

naboer krav på erstatning efter EU-retten, medmindre

sådan

væmet interesse

kan

begrundes med, at tilsva

rende overtrædelser

national ret gav krav på erstatning

(ækvivalensprincippet).

Se sag

C-54/06

Kommissionen mod Belgien,

sag

C-77/06 Kommissionen modLuxvmbourg,

sag C-l59/06

Kommissionen mod Finland, sag

C- 376/06

Kommissi

onen mod Portugal og sag C-40/07 Kommissionen mod

Italien.

En enkelt sag har dog drejet sig om den i SMV-direkti

vets art. 6(3) fastsatte pligt til at bore andre

myndigheder

forud

for vedtagelsen af planer og programmer, nemlig

sag

C-474110 Seaport,

hvor EU-Domstolen fastslog, at

medlemsstaterne

forpligtet til at sikre, at horingsmyn

digheden er forskellig

fra

den myndighed som

har

udar

bejdet ptanforslaget.

Se uddybende om dommen

i sag C-4 18/04, Pagh: TtM

2008.1.

TfM 2016

Tidsskrift

for

Miljø,

December 2016

;‘-

413

programmer, der er udarbejdet samtidigt for flere

af disse

sektorer.»

art. 2(a)6 og den saglige afgrænsning afSMV-direk

tivets anvendelse i art. 3, hvor det i art. 3(2) anføres,

at reglerne omfatter planer og programmer

a) som udarbejdes inden for landbrug, skovbrug,

fiskeri, energi, industri, transport, affaidsbånd

tering, vandforvalming, telekommunikation, tu

risme, fysisk planlægning og arealanvendelse,

og som fastlægger rammerne for fremtidige an

lægstilladelser til de projekter, der er omhandlet

i bilag I og II til [VVM-direktivet], eller

b) for hvilke det på grund af den sandsynlige ind-

virkning på lokaliteter er besluttet, at der kræves

en vurdering i medfør af artikel 6 eller 7 i [habi

tatdirektivet]. (min fremhævelse))

Med henvisning til disse bestemmelser udtalte EV-

Domstolen i sag C-29511

Valciukienë mfl.

i præ

mis 40-41:

»Ordlyden af artikel 3(2)(a), sammenholdt med tiend

e be

tragtning til direktiv 2001/42, giver ikke grundlag tbr

at kon

statere, at bestemmelsens anvendelsesområde skal

begræn

sestil planer og programmer, som fastlægger ramm

erne for

projekter, der omfatter flere genstande i en eller flere

af de

sektorer, som nævnte bestemmelse henviser til.

Ordene »alle planer og programmer, som udarb

ejdes

for en række sektorerø i nævnte betragtning bekræ

fter des

uden, at direktivets artikel 3(2)(a), omhandler alle

planer og

programmer, der er udarbejdet for hver af de sekto

rer, som

den nævner, herunder sektoren for fysisk planlægni

ng for

landbrugsområder isoleret betragtet, og ikke kun plane

r og

I art. 2(a) er

‘planer ogprogrammer’

defineret som »pla

ner og programmer

[..J

samt ændringer deri

som udarbejdes og/eller vedtages af en national,

regional eller lokal myndighed, eller som udarbejdes

af en myndighed med henblik på vedtagelse af par

lament eller regering via en lovgivningsprocedure

, og

sum kræves ifølge love og administrative beste

melser».

7. Herudover »afgør medtemsstateme« efter SMV

-direk

tivets art. 3(4), »om planer og programmer, som

ikke

falder ind under art. 3(2), men som fastlægger ramm

erne

for fremtidige anlægstilladelser til projekter, kan forve

tes at få væsentlig indvirkning på miljøet». Reglen

skal

forstås således, at hvis en plan eller program (som defi

neret i art. 2(a)) har væsentlig miljøvirkning, skal

med

lemsstateme sikre, at også disse planer og programm

omfattet af SMV-direktiveis procedureregler, selv

planen eller programmet ikke er omfattet afSMV-di

rek

tivets art. 3(2).

—

Wallonne I fastslog EU-Domstolen, at SMV

-direk

tivets regler også omfatter medlemsstatemes

vedta

Se uddybende om dommen i

sag

C-43/lO,

Pagh

TIM

2012.165.

Se uddybende om dommen i sag 473/14,

Pagh

TIM

2016.3.

Denne udvidende fortoikning af SMV-direktivets

anvendelsesområde blev gentaget i sag C-567/10

Inter Environnement Bruxelles.

hvor det blev fast

slået, at SMV-direktivet også finder anvendelse ved

ophævelse aflokalpianer. I sag C-463/1 I L mod M,

der var foranlediget af en præjudiciel forelæggelse

fra en tysk domstol, fastslog EV-Domstolen end

videre, at det er i modstrid med SMV-direktivet at

fritage en bebyggelsespian eller ændringer af denn

for miljøvurdering, fordi planen kun angår mind

end 20.000 m2 og ikke krænker miljøhensyn.

Selv om SMV-direktivet efter dommen i sag

C-295/f 0 kan finde anvendelse på planer, der alene

omfatter et enkelt projekt, er det dog en betingelse

at der er tale om en

plan

eller et

program,

jf. sag

C-43/1 0 Nomarchiaki Aftodioikisi Aitoloakarna

nias

mfl.,

hvor EV-Domstolen i en sag om et projekt

til omlægning af græsk flod afviste, at beslutningen

om omlægningen kunne anses for en plan omfattet

af SMV-direktivet med den begrundelse, at vedta

gelsen af det pågældende projekt ikke udgjorde »en

retsakt, der fastlægger kriterier og fremgangsmåder

for arealanvendetse eller fastsætter regler og kon

trolprocedurer, som gennemførelsen af en eller flere

projektet er underlagt.

Det fremgår videre af EV-Domstolens praksis,

at den omstændighed, at planen eller programmet

vedtages for at forbedre beskyttelsen af miljøet el

ler naturen, ikke betyder, at planen er undtaget fra

SMV-direktivets krav om forudgående miljøvurde

ring og offentlig høring. Således fastslog EV-Dom

stolen i sag C-473/l 4

Dimod Kropias Attikis

mindre ændringer af en fredningskendelse for et

beskyttet bjergområde omkring Athen, at ændrin

gen var omfattet afSMV-direktivets krav om forud

gående miljøvurdering og offentlig høring, selv

ændringerne betød en bedre beskyttelse af naturen.9

I de forenede sager C-105/09 og

110109 Terre

TfM 2016

•.

...--

414

gelse af det handlingsprogram for nedbringelse af

landbrugets kvælstofforurening, som medlemssta

teme efter nitratdirektivets art.

er forpligtet til at

vedtage, og at dette også gælder, selv om handlings

programmet vedtages som bekendtgørelse. Den

omstændighed, at nitrathandlingsprogrammeme

tjener til at forbedre miljøbeskyttelsen, fritager så

ledes heller ikke mere generelle retsakter fra at være

omfattet afSMV-direktivet, hvis retsakten må anses

for en plan eller et program i SMV-direktivets for

stand.

Det fremgår allerede af ovenstående gennem

gang af praksis ftem til 2016, at SMV-direktivet

omfatter ganske mange retsakter og at anvendelses

området er langt mere omfattende end de arealan

vendelsesplaner, der vedtages efter plantoven.

EV-Domstolen har endvidere før 2016 i to

domme taget stilling til, hvilke retsvirkninger det

har, at en retsakt omfattet af SMV-direktivets reg

ler er vedtaget uden iagttagelse af SMV-direktivets

regler om forudgående miljøvurdering og offent

lig høring. I den præjudicielle sag fra Tyskland i

C-463/l

1 L mod M afviste EV-Domstolen, at

ugyldighedsvirkning af manglende overholdelse af

SMV-direktivet kunne begrænses til åbenbare over

trædelser, der har været konkret væsentlige for pIa

nens endelige udformning. Mere uddybende fast

slog EV-Domstolens store afdeling i sag

C-41/1 I

Terre Wallonne 11,

at en wallonsk handlingsplan

til gennemførelse af nitratdirektivet vedtaget uden

overholdelse af SMV-direktivet som udgangspunkt

er ugyldig og skal ophæves med det samme, så

ophævelsen ikke kan udsættes til en efterfølgende

retlig lovliggørelse. Dette kan dog efter dommen

fraviges, hvis følgende fire betingelser er opfyldt:

(i) en øjeblikkelig ophævelse af planen vil have

skadelig virkning på miljøet, (2) disse skadelige

virkninger ikke kan begrænses på anden måde, (3)

den omhandlede plan (retsakt) er i overensstem

melse med nitratdirektivet, og (4) overtrædelsen af

SMV-direktivets procedure sker ikke for en længere

periode end strengt nødvendigt)5

Foreløbigt sammenfattende viser EV-Domsto

lens praksis, at SMV-direktivet har et meget vidt

tO. Se uddybende om dommen i sag 41/ti,

Pagh: TfM

201262.

anvendelsesområde, fordi begrebet ‘planer og pro

grammer’ skal fortolkes udvidende. Dette bevirker,

at SMV-direktivet ikke er begrænset til beslutnin

ger, der betegnes plan eller program. Reglerne om

fatter alle retsakter, der fastlægger kriterier og frem

gangsmåder for arealanvendelse eller fastsætter

regler og kontrolprocedurer, som gennemførelsen

af en eller flere projekter er underlagt, som anført

i sag C-43/t0. Det fremgår videre af sag

C-473114

Dimod Kropias Attikis, at også mindre ændringer

af planer er omfattet af SMV-direktivet, og at dette

gælder med særlig vægt, hvis den oprindelige plan

er vedtaget uden forudgående SMV-procedure.

Med EU-Domstolens store afdelings dom i sag

C-41/1 I

Terre Wallonne II

må det endvidere anses

for fastslået, at SMV-direktivets regler har direkte

effekt, og at overtrædelse medfører, at den vedtagne

plan er ugyldig og uden retsvirkning, medmindre

der undtagelsesvis er grundlag for at tillægge pla

nen midlertidig gyldighed på

grundlag af de fire

betingelser, der blev fastlagt i dommen.

Derimod havde EV-Domstolen ikke i oven

nævnte sager taget stilling til, om SMV-direkti

vet omfatter generelle retsakter, der ikke er en

gennemførelse af en direktivfastsat forpligtelse

til at vedtage handlingsplaner eller programmer,

ligesom EV-Domstolen ikke havde taget stilling

til, om ugyldighedsvirkningen af overtrædelse af

SMV-direktivet også omfatter de enkelte tilladel

ser og andre afgørelser, som træffes på grundlag

af den ugyldige plan, eller i hvilken udstrækning

fravigelse af ugyldighedsvirkning kræver forelæg

gelse for EV-Domstolen. Disse tre forhold er der

imidlertid nu taget stilling til med EV-Domstolens

dom af28.juli 2016 i sag C-379/15 og dom af 27.

oktober 2016 i sag C-290/l5, hvor jeg indleder med

den sidste dom.

2. i

Dommen i C-290115 Patrice D’Oultre

mont m.fI.

Baggrunden for sag C-290/l 5

Patrice D ‘Oultre

mont mfl. var en tvist om gyldigheden af den wal

lonske regerings anordning eller bekendtgørelse

af 13. februar 2014 om vindmølleparker med en

samlet effekt over 0,5 MW. Bekendtgørelsen inde

holder nærmere regler for vindmøller mht. skyg

gegener, grænseværdier for støj, afstandskrav til

Tidsskrift

fat Miljø, December 2016

TfM 2076

1’

475

magnetfelt, lysmarkering mv. (i det følgende den

wallonske vindmøllebekendtgørelse). En række

borgere havde anlagt sag ved Conseil d’ Etat (den

belgiske forfatningsdomstol) med påstand om, at

bekendtgørelsen var ugyldig, fordi den var vedta

get, uden at SMV-direktivets regler om miljøvurde

ring og høring af den berørte offentlighed var iagt

taget, hvilket førte til en præjudiciel forelæggelse

for BU-Domstolen.

Den wallonske regering afviste med støtte fra

den franske regering og foreningen til fremme af

vedvarende energi (ASBL), at bekendtgørelsen

kunne anses for en plan eller program omfattet af

SMV-direktivet, og henviste til, at der var tale om

en generel sektorspecifik regulering, der ikke fast

lægger anvendelsen af eller beskyttelsesordninger

for en eller flere bestemte lokaliteter, men omfatter

alle vindmølleparker, uanset hvor vindmølleparken

placeres.

EV-Domstolen tog udgangspunkt i, at afgræns

ningen af begrebet ‘planer og programmer’ i SMV

direktivet må tage udgangspunkt i direktivets for

mål, og at det af SMV-direktivets art. 2(a) fremgår,

at planer og programmer også omfatter retsakter

vedtaget ved en lovgivningsprocedure. Efter at have

understreget, at begrebet ‘planer og programmer’

skal fortolkes bredt, og at reglerne ikke er begræn

set til planlægning af et bestemt geografisk område

(præmis 45), lagde BU-Domstolen til grund, at den

wallonske vindmøtlebekendtgørelse bidrager til at

definere rammerne for gennemførelsen af vindmøl

leparker, der er blandt de projekter, der er anført i

VVM-direktivets bilag lt. Herefter udtalte dommen

i præmis 49-50:

»at begrebet ‘planer og programmer’ vedrører enhver retsakt,

der, idet den definerer de regler og kontrolprocedurer, der

skal finde anvendelse på den pågældende sektor, fastlægger

en betydningsfuld helhed af kriterier og fremgangsmåder for

tilladelse og iværksættelse af et eller flere projcktcr, der kan

have væsentlige indvirkninger på miljøet

[.1.

Idet foreliggen

de tilfælde skal det bemærkes, at anordningen af 13/2 2014

navnlig vedrører tekniske regler, nærmere bestemmelser for

driften (herunder de stroboskopiske skygger), forebyggelse

mod ulykker og brand (herunder standsning afvindmollen),

regler for stojniveanet, reetablering og sikkerhedsstillelse for

vindmolleme. Sådanne regler har en betydning og række

vidde, der er tilstrækkeligt væsentligforfastlæggelsen af de

betingelser, der skel gælde for den pågældende sektor; og de

valg,

navnlig af miljømæssig art, der kan træffes i henhold

til de nævnte regler; skal afgøre de betingelser; hvorunder de

konkrete projekter vedrørende opførelse og drift al vinclznot

lelokaliteter kan tillades ifremtiden.«

(min fremhævelse).

På denne baggrund konkluderede EV-Domstolen,

at SMV-direktivets regler omfatter »en anordning

som den i hovedsagen omhandlede, der indeholder

forskellige bestemmelser vedrørende opstilling af

vindmøller, som skal overholdes i forbindelse med

udstedelse af administrative godkendelser til op

førelse og drift af sådanne anlæg, henhører under

begrebet ‘planer og programmer’ i dette direktivs

forstando.

Det følger således af dommen i sag C-290/15,

at SMV-direktivet ikke er begrænset til retsakter

der regulerer et begrænset geografisk område i en

medlemsstat. SMV-direktivets regler gælder såle

des også for sektorspecifik planlægning af områder

eller zoner generelt, når den pågældende generelle

retsakt fastlægger en betydningsfuld helhed af kri

terier og fremgangsmåder for tilladelse og iværk

sættelse af et eller flere projekter, der kan have væ

sentlig indvirkning på miljøet.

Som jeg vender tilbage nedenfor, må dommen

betyde, at den danske bekendtgørelse nr. 1736 af

21. december 2015 om støj fra vindmøller er om

fattet af SMV-direktivets regler, hvilket ligeledes

gælder de foregående bekendtgørelser nr. 1284 af

15. december 2011 og nr. 1518 af 14. december

2006, hvilket kan sammenholdes med, at de nævnte

bekendtgørelser er vedtaget uden iagttagelse af reg

lerne i SMV-direktivet.

2.2

Dommen

i C-379/15 Association France

Nature Environnement

Baggrunden for sag C-379/1 5 var, at

Association

France Nalure Environnement

(AFNE) havde an

lagt sag ved Conseil d’Etat om annullation af den

franske gennemførelseslovgivning af SMV-direkti

vet, hvilket i første omgang førte til, at AFNE fik

medhold i, at dele af den franske gennemførelses

lovgivning var i modstrid med SMV-direktivet.

Men den franske domstol blev herefter i tvivl om

retsvirkningen af, at dekretet blev delvist ophævet,

fordi det som udgangspunkt vil betyde, at planer,

der var vedtaget på grundlag af det annullerede de-

TfM 2016

Miljø,

December 2016

416

kret, var ugyldige, og at de afgørelser, der var truffet

på grundlag af de ugyldige planer, ligeledes blev

ugyldige. Den franske domstol ønskede på denne

baggrund at udsætte en ophævelse af det franske

dekret, så det blev muligt at vedtage gyldige pla

ner og afgørelser for at undgå, at det ville opstå et

retligt tomrum. Dette gav anledning til en præju

diciel forelæggelse for EU-Domstolen (EUD) om,

hvorvidt en udsættelse af annullationen af debetet

kræver en præjudiciel forelæggelse for EUD, hen

holdsvis om en udsættelse kan begrundes med tvin

gende miljøhensyn.

EV-Domstolen tog udgangspunkt i, at det i sag

C-4 1/11

7erre Watlonne II

var fastslået, at når en

national retsakt er vedtaget i modstrid med SMV-di

rektivet, er det kun undtagelsesvis muligt at opret

holde visse virkninger af den nationale retsakt, og at

dette som anført ovenfor krævet at fire betingelser

alle er opfyldt.

I forhold til den franske domstols tvivl om mu

ligheden for ikke at annullere en nationale retsakt

pga. de skadelige virkninger for miljøet, en sådan

annullation vil kunne medføre, bemærkede dom

men (præmis 33),

sat det

kun er Domstolen, der undtagelsesvis og

aftvingende

retssikkerhedsmæssige hensyn

kan træffe

bestemmelse om

Spørgsmålet var herefter, om det alene

var

den

generelle retsakt, der som udgangspunkt skal annul

leres, eller om dette også skal have konsekvenser

for de planer, tilladelser og andre afgørelser, der er

truffet på grundlag af den ugyldige retsakt. Hertil

svarede BU-Domstolen, at den mulighed, der er

indrømmet de nationale domstole for midlertidig

at undlade at annullere den nationale retsakt, »har

karakter af en undtagelse, [der] kun [kan] anvendes

i hvert enkelt tilfælde og ikke på abstrakt eller ge

nerel måde< (præmis 40).

Herefter sammenfattede EU-Domstolen de ma

terielle betingelser for, at tvingende miljøhensyn

trods overtrædelse af SMV-direktivet undtagelses

vis kan føre til, at der ikke skal ske annullation af

nationale retsakter således (præmis 43):

»at en national ret, når dette er muligt i henhold til de nationa

le retsregler, undtagelsesvis og i hvert enkelt tilfælde ratione

temporis kan begrænse visse virkninger af en afgørelse om,

at en bestemmelse i national ret, der blevet vedtaget under

tilsidesættelse af de forpligtelser, der er fastsat

direktiv

200 1/42, navnlig de forpligtelser, der følger af artikel 6, stk.

3, heri, er ulovlig, på betingelse

af, at en sådan begrænsning

er nødvendig, idet der foreligger et tvingende hensyn til mil

jøbeskyttelsen, og henset til de særlige omstændigheder i den

sag, der er indbragt for den. Denne mulighed, der

har

karak

en midlertidig suspension af den fortrængende virkning, som

en direkte anvendelig EU-bestemmelse har i forhold til na

tional ret, der et i strid hermed. Hvis nationale retsinstanser

havde beføjelse til at give nationale bestemmelser forrang for

EU-retten, der er til hinder for sådanne bestemmelser, også

selv om det blot er midlertidigt, ville nemlig det være til ska

de for den ensartede anvendelse af EU-retten.e

ter af en undtagelse, kan imidlertid kun benyttes, hvis alle de

betingelser, der fremgår af C-4l/1 I er opfyldt, dvs.:

at den anfægtede nationale bestemmelse udgør en

Ibran

staltning til korrekt gennemførelse af EU-retten på miljø

beskyttelsesområdet

vedtagelsen og ikraflurædelsen af en ny national bestem

melse ikke gør det muligt at undgå de skadelige virkninger

på miljøet, som følger af annullationen af den anfægtede

nationale bestemmelse

annullationen al’ denne sidstnævnte medfører, at der ska

bes et retligt tomrum for så vidt angår gennemførelsen af

FU-retten på miljøområdet, som ville være mere skadelig

for miljøet

den forstand, at annullationen ville

betyde rin

gere beskyttelse og således ville modvirke selve FU-ret

tens væsentligste formål, og

en undtagelsesvis opretholdelse af virkningerne af en

sådan bestemmelse omfatter alene en tidsperiode. som

er begrænset til det strengt nødvendige til vedtagelse af

foranstaltninger,

der kan afhjælpe den konstaterede ure

gelmæssighed.e

—

Herefter tog EV-Domstolen udgangspunkt i, at det

med sag

C-41/1 I Terre Wallonne 11

var fastslået, at

når en national retsakt er vedtaget i modstrid med

SMV-direktivet, er det kun undtagelsesvis muligt at

opretholde visse virkninger af den nationale retsakt,

og at dette (som anført ovenfor) kræver, at fire be

tingelser alle er opfyldt. Dommen i C-41/1l måtte

derfor tages som udtryk for svaret på den vanske

lige afvejning mellem legalitetsprincippet og prin

cippet om EV-rettens forrang på den ene side med

kravet om miljøbeskyttelse på den anden side (præ

mis 36-38).

—

Det følger således uden videre

af denne del af

dommen i sag

C-379115,

at hvis den nationale rets

akt ud over manglet i forhold til SMV-direktivets

TfM 2076

Tidsskr(ft

for

Miljø,

December 2016

417

regler er i modstrid med andre EU-regler på mii

jøområdet, er det på forhånd udelukket at tillægge

den nationale retsakt begrænset gyldighed. Det

følger videre, at SMV-direktivets ugyldighedsvirk

ning ikke begrænser sig til den mere eller mindre

overordnede plan, men gælder alle afgørelser, der

træffes på grundlag af den SMV-stridige nationale

retsakt, og at denne ugyldighedsvirkning ikke kan

afgøres generelt, men må afgøres i hvert enkelt til

fælde. Denne sidste del svarer faktisk tit Natur- og

Miljøklagenævnets afgørelse i MAD 2014.54Nmk,

hvor Københavns Kommunes rammeafgørelse for

støjkrav mv. på de enkelte byggepladser i Metro-Ci

tyringen blev anset ugyldig pga. manglende SMV,

og hvor Natur- og Miljøklagenævnet i konsekvens

heraf ophævede alle de påbud, som var meddelt på

grundlag af den ugyldige rammeafgørelse.

Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt det kræ

ver forelæggelse for EUD, hvis de nationale dom

stoles undtagelsesvis i hvert enkelt tilfælde skal

udnytte beføjelsen til ikke at ophæve gyldigheden

af en national retsakt, tog EU-Domstolen udgangs

punkt i CILFIT-dommen (sag 283/81), hvorefter

der er forelæggelsespligt, at når en dom ikke kan

appelleres, hvis der er den mindste tvivl om den

korrekte fortolkn ing af EU-retten. Men herefter gik

EU-Domstolen noget videre i præmis

52,

hvor det

anføres:

»at eftersom udøvelsen af denne mulighed, der

har karakter

af en

undtagelse,

kan

påvirke overholdelsen af EV-rettens

forrang, kan

den nationale ret kun undtages fra pligten til at

forelægge Domstolen en præjudiciel afgørelse, for så vidt

som retten er overbevist om, at udøvelsen af denne mulighed,

der

har

karakter af en undtagelse, ikke giver anledning til no

gen rimelig tvivl. Der skal desuden redegøres for fraværet af

sådan

tvivl på detaljeret vis.<

rektivet er vedtaget, uden at SMV-direktivet er

overholdt, vil både retsakten og alle afgørelser, der

er truffet på grundlag af retsakten normalt være

ugyldige. Dette kan fraviges, når betingelserne i

C-41/1 I er opfyldt, men dette skal i så fald tydeligt

fremgå af begrundelsen for et sådant udfald. Dette

må ikke alene gælde appeldomstole, men må også

gælde for byretteme og for Natur- og Miljøklage

nævnet, hvor denne udvidede begrundelsespligt

dog ikke er en betingelse for, at præjudiciel fore

læggelse for EV-Domstolen kan undlades.

3. Den danske gennemførelse af SMV

direktivet

Mens den danske gennemførelse af VVM-direkti

vet gik helt galt fra begyndelsen, bl.a. fordi Mii

jøministeriet oprindeligt fejlagtigt troede, at VVM

helt kunne undlades for bilag 11-projekter, at reg

lerne ikke gjaldt for anlægsiove, og at en VVM-til

ladelse svarede til et regionpiantillæg (og senere

et kommuneplantillæg),” er den formelle danske

gennemførelse af SMV-direktivet forløbet nogen

lunde gnidningsftit med miljøvurderingsloven,’2 så

det »kunc< var nødvendigt med én ændring af loven

pga. åbningsskrivelse fra Kommissionen)3

Med virkning fra i. maj 2017

samles den danske

gennemførelse af VVM-direktivet og SMV-direk

tivet

i en fælles lov, lov nr.

425

af 18. maj 2016

Denne del af dommen i C-379/15 betyder med lidt

andre ord, at hvis den nationale domstols afgørelse

ikke kan appelleres, kan den nationale domstol ikke

selv bestemme, at en SMV-stridig

retsakt

kan opret

holdes midlertidigt uden

spørge EV-Domstolen,

medmindre der ikke er nogen rimelig tvivl om, at de

fire betingelser i sag

C-41/1

i er opfyldt, og forudsat

derpå detaljeret vis er redegjort herfor

dommen.

Foreløbigt sammenfattende betyder dommen i

sag

C-379/15,

at hvis en retsakt omfattet afSMV-di

ii. De danske problemer med VVM-direktivet og de mange

misforståelser af direktivets regler i Naturklagenævnet

og Natur- og Miljøklagenævnet er uddybende belyst i

bl.a.

Anker:

Planlovskommentaren, 2013, s. 256 if;

Pagh: Fast ejendom regulering og køb (2. udg.) 2013,

s. 31611’.; Pagh:

VfR

2000B.256; Pagh:

Tifvi

2004.369,

Pagh:

‘ffM

2006.373, Pagh:

T1’tvl

2008.76; Pagh:

TfM

2008.326; Pagh:

MAD

2009.158; Pagh: TtM 2010.282;

Pagh:

TfM

2011.189; Pagh:

TfM

2013.32.

12. Om den første miljøvurderingslov. se Østergaard:

TflvI

2004.320.

13. Se lov nr. 250

af2

marts

2009, hvor det bla, blev præ

ciseret, at miljøvurderingsloven også omfatter planer og

programmer, der udarbejdes på grundlag af administra

tive bestemmelser eller som grundlag for myndighedens

administration, og hvor klageadgang til Natur- og Mil

jøklagenævnet efter miljøvurderingslovens

16 blev

udvidet, ligesom det i miljøvurderingslovens

11 a blev

præciseret, at en miljøvurdering efter miljøvurderings

loven ikke erstatter eller kan erstattes af en VVM-proce

dure.

—

TfM 2076

.--

[i;;.

tt4

418

om mitjøvurdering af planet og programmer og af anvendelsesområde, er det

nærliggende at antage,

konkrete projekter

(VVM).

Med loven etableres en

at problemerne er endnu større i de mange statslige

fælles ramme for i bedre grad at koordinere pro

styrelser, der normalt ikke har med mitjoområdet

cesserne efter SMV-direktivet og VVM-direktivet,

at gøre og som følge heraf ikke er opmærksom på,

hvilket forekommer velbegrundet især i relation til

at miljøvurderingsloven (og SMV-direktivet) også

planloven. I forhold til de danske myndigheders

gælder for retsakter vedrørende bl.a. energi, trans

vanskeligheder med at anvende SMV-direktivet port og landbrug.

Og tilsvarende problemer melder

uden for planlovens område i overensstemmelse

sig for kommunerne.

med EU-Domstolens fortolkning gør den nye fæl

Den hidtidige praksis fra Natur- og Miljøkla

les lov dog ikke en forskel, da den formelt korrekte

genævnet og danske domstole tyder imidlertid på,

implementering afSMV-direktivet med miljømåts

at de formentlig ganske mange tilsidesæffelser af

loven i forvejen må anses for på plads.

SMV-direktivets regler ved vedtagelse af retsakter,

Selv om den formelle danske gennemførelse i

der er omfattet afSMV-direktivet, hidtil normalt er

miljøvurderingsloven siden 2009 må anses for kor

sket uden påtale og retlige konsekvenser, fordi både

rekt, har det imidlertid voldt store problemer for de

myndigheder og parter

—

herunder også danske mii

statslige og kommunale myndigheder at overholde

jøforeninger synes uden

nævneværdigt kendskab

reglerne. Dette skyldes først og fremmest, at mil

til SM V-reglernes vidtgående anvendelsesområde

jøvurderingslovens regler om miljøvurdering af og deres retsvirkni

ng.

planer primært er blevet opfattet som relevant for

Problemet illustreres i Natur- og Mitjøkla

kommune- og lokalplaner.’4

genævnets afgørelse af 1. juli 2016, hvor nævnet

Det er således i udtalt grad overset af både kom

afgjorde klage over Naturstyrelsens dispensation

muner og statslige styrelser og departementer, at

efter naturbeskyttelseslovens

65 a fra strandbe

SMV-reglerne også gælder for ganske mange andre

skyttelsesiinjen til etablering af et feriecenter

på

retsakter, som må anses for en plan eller et program

Nordals med et forventet besøgstal på 560.000

i SMV-direktivets forstand, fordi retsakterne på for

turister (Nmk-500-00672). Erhvervs- og Vækstmi

skellig vis fastlægger rammer for arealanvendelsen

nisteren havde med hjemmel i planlovens

eller for, om der skal gives tilladelse til projekter

forsøgsprojekter i kystområder meddelt tilladelse til

omfattet af VVM-direktivets bilag I eller bilag 11,

projektet, og ifølge lovbemærkningeme til planlo

som fx spildevandsplaner og affaldsplaner.’5

vens

skal disse forsøgstilladelser »ikke miljø-

Tilsvarende har Naturstyrelsen overset, at miljø

vurderes efter lov om miljøvurdering af planer og

vurderingslovens regler også gælder ved vedtagelse

programmer, da der ikke er tale om en plan eller

af fredningsbekendtgørelser for bestemte geografi

et programx. Efter EU-domstolens praksis er dette

ske områder efter jagt- og vildtforvaltningsloven,

næppe korrekt, men da antagelsen ikke var anfæg

hvor Natur- og Miljøklagenævnet dog i MAD

tet i klagesagen, tog nævnet ikke stilling til dette.

2015.100 Nmk og MAD

2015.404

Nmk afviste

Derimod ophævede klagenævnet på grundlag af

klage med henvisning til, at klagen var indgivet for

den direkte effekt afhabitatdirektivets art. 6(3) Na

sent, selv om der hverken i jagt- og vildtforvalt

turstyrelsens

dispensation, fordi der ikke var gen

ningsloven eller miljøvurderingsloven er en klage-

nemført konsekvensvurdering af dispensationens

frist. Når selv den statslige myndighed, der har haft

kumulative virkninger på et nærliggende marint

ansvaret for at gennemføre SMV-direktivet,

ikke

har Natura 2000 områ

de for bt.a. marsvin. Det sidste

været opmærksom på SMV-direktivets vidtgående

må tiltrædes, men sagen illustrerer i

øvrigt,

at mi

nisterens tilladelse efter planlovens

formentlig

både kræver miljøvurdering og en konsekvensvur

14. Se fx

Moe

TfM

2012.14$,

hvor alene miljøvurderings

dering efter habitatdirektivets art. 6(3).

lovens anvendelse på planer efter planloven

belyses,

hvor

Moe

stiller sig tvivlende for, om Natur- og Mii

—

sig

joklagenævnet vil folge EU-Domstolens fortoikning i

sag C-4 1/11 inter Environnement Wallonie.

15. SePagh:TtM2OI4.112.

T[M 2016

Tidsskrfl for

Miljø,

December 2016

419

4. Konsekvenserne af de to seneste EU

domme for dansk ret

Efter min opfattelse er dele af de i sag

C-379115

sag C-290/15 indeholdte fortolkninger af SMV-di

rektivet inden for det forventelige. For mit eget ved

kommende må jeg dog indrømme, at jeg ikke havde

forventet, at SMV-direktivets anvendelsesområde

kunne udstrækkes til støjbekendtgørelsen for vind-

møller, selvom muligheden forelå, ligesom jeg ikke

havde forventet en udvidet forelæggelsespligt mht.

at undlade ugyldighedsvirkning af overtrædelse af

SMV-reglerne.

Men med disse forbehold er der grund til at

fremhæve, at de principielle synspunkter i de to

domme ikke er fremmede for dansk ret. Således

fastslog Natur- og Miljøklagenævnet i den mere

principielle afgørelse i MAD 2014.54Nmk om Kø

benhavns Kommunes rammeafgørelse for støjkrav

til Cityringens byggepladser, at miljøvurderings

loven (og dermed SMV-direktivet) også omfatter

de tilfælde, hvor en kommune vedtager et admini

strationsgrundlag for regulering af arealanvendelse

eller miljøkrav til projekter efter miljøbeskyttelses

loven.’6 Nævnet har således også antaget en udvi

dende fortolkning afSMV-direktivets anvendelses

område på linje med de principielle betragtninger i

sag

C-29011

5 om den wallonske vindmøllebekendt

gørelse. for det andet fastslog nævnet i samme af

gørelse (MAD 2014.54Nmk), atrammeafgørelsens

ugyldighed pga. miljøvurderingsloven medførte, at

de påbud efter miljøbeskyttelseslovens

42, der

var meddelt på grundlag af rammeafgørelsen, blev

ugyldige. Den dominoeffekt af ugyldighedsvirk

ning af overtrædelser af SMV-direktivets procedu

rekrav, der blev fastslået i den franske sag C-379/

15,

er således heller ikke fremmed for dansk ret.

Overvejer man herefter konsekvenserne af de to

seneste EU-domme, rejser det tre spørgsmål. Det

ene er, hvilken konsekvens dommen i sag

C-290/15

har for de gældende danske bekendtgørelser, der

må anses for en sektorspecifik regulering af are

alanvendelse eller vilkår for tilladelser. Det andet

er, hvilke retsvirkninger det har. at de pågældende

bekendtgørelser indtil nu er vedtaget i

modstrid

med SMV-direktivet i forhold til de afgørelser, der

er truffet på grundlag af de pågældende bekendt

gørelser. Det tredje spørgsmål er, om den mang

lende SMV af gældende bekendtgørelser har betyd

ning for den strafferetlige håndhævelse. Disse tre

spørgsmål drøftes i det følgende.

4. 7

Pligt til at vedtage nye bekendtgørelser

Efter min opfattelse er det rimeligt åbenbart, at

dommen i sag

C-290/15

om den wallonske vind

møllebekendtgørelse må betyde, at den danske

vindmøllebekendtgørelse skulle have været vedta

get efter SMV-proceduren, da bekendtgørelsen må

anses for at have »betydning og rækkevidde, der

er tilstrækkeligt væsentlig for fastlæggelsen af de

betingelser, der skal gælde for den pågældende sek

tor, og de valg, navnlig afmiljømæssig art, der kan

træffes i henhold til de nævnte regler, skal afgøre

de betingelser, hvorunder de konkrete projekter

vedrørende opførelse og drift afvindmøllelokalite

ter kan tillades i fremtiden,« som det anføres i sag

C-290R

Det er, så vidt jeg ved, ubestridt, at dette

ikke

sket. I konsekvens heraf og som følge af

EU-reffens forrang må Miljøstyrelsen derfor være

forpligtet til at iværksætte en SMV-procedure med

miljøvurdering og offentlig høring med henblik på

at få vedtaget en ny vindmøllebekendtgørelse.

Det må endvidere antages, at de i sag C-290/1

anførte kriterier for, hvornår generelle retsakter er

omfattet af SMV-direktivet, betyder, at husdyrgod

kendelsesbekendtgørelsen (2016/44) og husdyr

gødningsbekendtgørelsen (2016/442) ligeledes er

omfattet af SMV-direktivet. Da disse regler ikke

er iagttaget for de gældende bekendtgørelser, må

Miljøstyrelsen

som følge heraf være forpligtet til

at iværksætte en SMV-procedure med miljøvur

dering og offentlig høring henblik på at få vedta

get en ny husdyrgødningsbekendtgørelse og en

ny husdyrgodkendelsesbekendtgørelse. Dommen

i sag C-290/15 må endvidere betyde, at Miljø- og

Fødevareministeriet er forpligtet til at igangsætte

SMV-procedure af ftedningsbekendtgørelser efter

jagt- og vildtforvaltningsloven, når disse er afsagt

efter 21 .juti 2006, med henblik på vedtagelse afnye

fredningsbekendtgørelser efterjagt- og vildtforvalt

ningsloven. Det samme må gælde fredningskendel

TfM2O16

16. Se Basse: TfM 2014.140; Basse: TfM 2014.154; Pagh:

2014.112 og Pagh:

Festskrift

til Carsten 1-Ienrichsen,

2015. s. 403.

Tidsskr/flfor

Miljø,

December 2016

420

ser efter naturbeskyffelsesloven, der er afsagt efter

21.juli 2006.’

Jeg har ikke noget overblik over, hvor mange

andre bekendtgørelser der må anses for en sektor

specifik regulering afarealanvendelse eller af vilkår

for tilladelse til projekter omfattet afVVM-direkti

vet. Men det kan dreje sig om et betydeligt antal, og

det er formentlig ikke kun Miljø- og fødevaremini

stenet, der er berørt af dommen i sag C-290/15. De

forskellige ministerier bør derfor undersøge, hvilke

andre bekendtgørelser, der kan anses for en sektor

specifik regulering af arealanvcndelse eller vilkår

for tilladelser, som kræver SMV-procedure, så fej

lene også kan rettes på andre områder. Alene dom

men i sag

C-2901l 5

stiller således krav om et meget

omfattende oprydningsarbejde i tidligere retsakter,

hvis omfang det er vanskeligt at overskue. Tilsva

rende bør kommunerne foretage en nærmere gen

nemgang af, i hvilket omfang det fx er nødvendigt

at gennemføre en SMV-procedure af spildevands

planer og planer efter vandforsyningslovens vedta

get efter 21.juli 2006.

blemet er imidlertid, at Natur- og Miljøklagenævnet

i klager over plangrundlag og VVM-tilladelser til

vindmølleparker har afvist at tage stilling til støj-

problemer med henvisning til støjbekendtgørelsen.

fx afviste nævnet i MAD 20 14.91 Nmk klage over

plangrundlaget og VVM-tHladelse til vindmølle-

park, idet nævnet bl.a. anførte, at nævnet ikke efter

støjbekendtgørelsen var beføjet til at tage stilling til

klassificering af området som støjfølsom arealan

vendetse. Selv om kommunen har en sådan kom

petence, løser dette ikke problemet, fordi kommu

nen et bundet af støj bekendtgørelsens regler. Den

manglende miljøvurdering og offentlige høring af

støj bekendtgørelsens støj klassificering fur dermed i

sig selv en betydning, der som udgangspunkt fører

til, at VVM-tilladelseme i hvert fald mht. støj er

ugyldige.

Hertil må imidlertid anføres to indvendinger.

Den ene er, at manglende støjregulering af vind-

møller efter kriterierne i sag C-379/15 kan be

grunde, at de gældende støjkrav opretholdes i hvert

enkelt tilfælde, indtil der er vedtaget en ny vind

møllebekendtgørelse. Den anden indvending er, at

plangrundlaget og VVM-tilladelsen for vindmølle-

parken er undergivet en 6-måneders søgsmålsftist,

som også må anerkendes efter EU-retten.0 Det vil

derfor kun undtagelsesvis være muligt at gøre ugyl

dighedsindsigelse gældende i forhold til bestående

vindmøtleparker.

Dommen i sag

C-379115

kan dog have betyd

ning for verserende klagesager om vindmølleparker.

Natur- og Miljøklagenævnet er således formentlig

som følge af dommen i sag

C-379/1

5 forpligtet til at

hjemvise verserende klagesager over vindmøllepar

ker, så der kan træffes en ny afgørelse vedrørende

plangrundlag og VVM-tilladetse, når der foreligger

en ny vindmøllebekendtgørelse vedtaget i overens

stemmelse med SMV-direktivets regler. Denne for

pligtelse kan dog fraviges, hvis nævnet i den enkelte

afgørelse begninder, hvorledes de fire betingelser i

sag C-37911

er opfyldt, hvilket efter en umiddelbar

vurdering forekommer meget vanskeligt.

Tilsvarende må dommen i sag C-379/15 betyde,

at den kommunale sagsbehandling af ansøgninger

samt

Fenger og Kristian

sen:

Festskrift til Jens Peter Christensen, 2016, s. 840 f.

4.2 Retsvirkning for tillade/set og afgørelser

Dommen i sag C-379/1

må (som nævnt) forstås på

den måde, at det ikke alene er planen (den generelle

regel), der berøres af den manglende SMV-proce

dure, men at dette også har betydning for gyldig-

heden af de afgørelser, der er truffet på grundlag af

planen, uanset om denne har form som en bekendt

gørelse.

Problemstillingen kan tydeliggøres med vind

møllebekendtgorelsen som eksempel. Spørgsmålet

er nemlig, om dommen i sag

C-379115

skal forstås

på den måde, at de tilladelser til vindmølleparker,

der er meddelt efterjuli 2006, er ugyldige, fordi til

tadelserne efter 2006 er baseret på en ugyldig støj-

bekendtgørelse. Det kan ganske vist anføres, at den

manglende miljøvurdering af støjbekendtgørelsen

er repareret efterfølgende med SMV og VVM-pro

cedure afplangmndlaget for vindmølleparken. Pro-

17.

Det fremgår

af SMV-direktivels art. 13, at direktivet

skulle være gennemført 21. juli 2004, men for planer og

programmer, der er foreslået før denne dato, indeholder

art. 13(2) en overgangsregel, hvorefter SMV-direktivet

ikke kræves anvendt, hvis planen eller programmet er

forslået før 21. juli 2004 og vedtaget før 21.

juli

2006.

18. Se

Fenger:

UfR 2011 B.3 13

TfM 2076

)

427

om nye vindmølleparker må udsættes, til der fore

ligger en ny vindmøllebekendtgørelse vedtaget i

overensstemmelse med SMV-direktivets regler.

grænsede periode for at opfylde betingelserne i sag

C-379115. Svaret herpå er dog usikkert, men hvis

en sådan midlertidig ændring af bekendtgørelsen

vedtages, vil det efter min opfattelse tydeliggøre, at

straf for overtrædelser i denne begrænsede periode

opfylder betingelserne i sag C-379115.

4.3 SMV-overtrædelsens betydning for den

strafferetlige håndhævelse

Det tredje spørgsmål er som nævnt, om det er muligt

strafferetligt at sanktionere overtrædelser af vind

møllebekendtgørelsens støjkrav, når det må lægges

til grund, at den gældende vindmøllebekendtgø

relse er vedtaget i modstrid med SMV-direktivet.

Ved denne vurdering må der på grundlag af dom

men i sag C-379/15 sondres mellem overtrædelser,

der er begået før og efter dommen i sag C-290115

(eller muligvis fra det tidspunkt, Miljøstyrelsen ta

get initiativ til at vedtage en ny støjbekendtgørelse

pga. af dommen i C-29011

5).

Er overtrædelsen be

gået efter den 27. oktober 2016, vil en midlertidig

opretholdelse afstøjbekendtgørelsen kunne begrun

des med, at der i modsat fald manglet regler, som

beskytter mod de skader på miljø og befolkningens

sundhed, som en manglende regulering afstøjkrav

til vindmøller kan medføre.

Derimod forekommer det for overtrædelser

begået før 27. oktober 2016 nærmest umuligt at

begrunde en begrænset gyldighed af reglerne med

betingelserne i

C-379115.

Problemet er, at de even

tuelle skadevirkninger af en overtrædelse af vind

møllebekendtgørelsens støjkrav er indtrådt. Den

strafferetlige sanktion af overtrædelsen kan derfor

ikke begrundes med de kriterier for midlertidig gyl

dighed, der er anført i sag C-379/1 5 og sag C-41 /11,

og den pønale begrundelse for en strafferetlig sank

tion må afvises efter straffelovens

1, når ger

ningsindholdet vedrører overtrædelse af en regel,

der ikke er gyldigt vedtaget pga. overtrædelsen af

SMV-direktivet.

Det kan i forlængelse heraf overvejes, om den

generalpræventive begrundelse for i perioden frem

til vedtagelse af en ny vindmøllebekendtgørelse

strafferetligt at kunne håndhæve den gældende

vindmotlebekendtgørelses støjkrav forudsætter

en ændring af bekendtgørelsen, der tydeliggør det

begrænsede generalpræventive formål og den be

4.4 Afsluttende om konsekvenserne af de to

EU-domme

Det ovenfor anførte eksempel på problemerne med

den gældende vindmøllebekendtgørelse overtræ

delse af SMV-direktivet (og miljøvurderingsloven)

gælder naturligvis også for de andre bekendtgørel

ser, der må anses for en sektorspecifik regulering

af arealanvendelse eller vilkår for tilladelser, som

kræver SMV-procedure.

Dette vil som nævnt bl.a. have betydning for

husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen og husdyr

gødningsbekendtgørelsen og må formentlig betyde,

at Natur- og Miljøklagenævnet er forpligtet til at

hjemvise sager om miljøgodkendelse af husdyrbrug

efter husdyrbruglovens

] 1 og 12 med henblik

på en fornyet godkendelsesbehandling, når der efter

en SMV-procedure er udstedt nye bekendtgørelser.

Det kan ganske vist anføres, at en sådan fornyet for

længelse afsagsbehandlingen afmiljøgodkendelser

af husdyrbrug vil støde på betydelig modstand fra

landbruget, men som præmisserne i sag C-379/15

er udformet, vil hensynet til landbrugets strukturtil

pasninger ikke kunne begrunde en midlertidig an

vendelse af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens

regler. Men præmisserne i sag C-379/15 begrun

det samtidigt, at det ikke er muligt strafferetligt at

håndhæve overtrædelser af husdyrgodkendelsesbe

kendtgørelsen og husdyrgødningsbekendtgørelsen

eller afgørelser truffet efter de to bekendtgørelset,

hvis overtrædelsen er sket før 27. oktober 2016.

Disse meget vidtgående konsekvenser af over

trædelse af procedurekravene i SMV-direktivet kan

så samtidigt tages som en påmindelse til især Miljø-

og Fødevareministeriet om at udvide reftidig omhu

ved vedtagelse af kommende regler, som er omfat

tet af SMV-direktivet.

TfM 2076