Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget 2016-17
EFK Alm.del
Offentligt
1742246_0001.png
Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 5. april 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 232 (EFK alm. del) stillet 14. marts 2017
efter ønske fra ikke-medlem af udvalget (MFU), Marlene Harpsøe (DF).
Spørgsmål nr. 232
”Vil
ministeren i forlængelse af EFK alm. del
svar på spm. 158 - oplyse, hvad ministeren anser som
en rimelig frist for at efterkomme et påbud om separatkloakering?”
Svar
Der er mange variationsmuligheder ved et kloaksepareringsprojekt med hensyn til omfang,
konsekvenser og overordnet planlægning. Kommunen har det lokale kendskab til det konkrete
kloaksepareringsprojekt og de berørte ejendomme. Det er med baggrund i de konkrete sager, at
kommunen vurderer, hvad der udgør en rimelig tidsfrist for kloakseparering for netop de omfattede
ejendomme.
Det afhænger f.eks. af den eksisterende kloakering for ejendommene, ejendommenes karakter såsom
boligblokke, parcelhuse eller spredt bebyggelse, kommunens og spildevandsselskabets langsigtede
plan for spildevandshåndteringen, dvs. hvornår det samlede spildevandssystem fra ejendomme til
udledning til vandområde forventes etableret og på plads, samt i hvilket omfang regnvand kan
håndteres lokalt af grundejer, altså i hvor høj grad der kan forventes at være behov for sagsbehandling
af ansøgninger om egen håndtering af regnvand inde på grunden i stedet for afledning til kloak.
På den baggrund mener jeg derfor ikke, at det er muligt at fastsætte et generelt niveau for, hvad der
udgør en rimelig frist for at efterkomme et påbud om kloakseparering.
Esben Lunde Larsen
/
Mads Leth-Petersen
Miljø- og
Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk