Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget 2016-17
EFK Alm.del
Offentligt
1735937_0001.png
23. marts 2017
J.nr. 2017 - 1108
Til Folketinget – Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget
Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 203 af 23. februar 2017 (alm. del). Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Rune Lund (EL).
Karsten Lauritzen
/ Lise Bo Nielsen
EFK, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 203: MFU spm. om, hvorvidt DUC ved en fusion kan overtage de oparbejdede, men uudnyttede skattefradrag i DONG’s olieaktiviteter, til skatteministeren
1735937_0002.png
Spørgsmål
Kan DUC ved en fusion overtage de oparbejdede, men uudnyttede skattefradrag i
DONG’s olieaktiviteter? I givet fald bedes betingelserne og lovgrundlaget oplyst.
Svar
Jeg bemærker indledningsvist, at jeg ikke kan udtale mig om de skattemæssige virkninger
af en hypotetisk transaktion mellem to navngivne virksomheder. Generelt om retstilstan-
den ved skattefri fusion af selskaber, der er skattepligtige efter kulbrinteskatteloven, kan
jeg dog oplyse følgende.
Ved skattefri fusion er det almindelige udgangspunkt, at de deltagende (fusionerende) sel-
skaber fortaber retten til at fremføre skattemæssige underskud fra tiden før fusionen. Det
gælder, uanset hvilket af de fusionerende selskaber der er det modtagende selskab i fusio-
nen, dvs. det selskab der fortsat består efter fusionens gennemførelse. Formålet hermed
er at undgå skatteudnyttelse ved handel med underskudsselskaber.
Udgangspunktet om underskudsfortabelse er dog fraveget i visse tilfælde.
For det første kan selskaber, der inden fusionen har været sambeskattede, og som i kraft
heraf allerede har adgang til at udnytte hinandens fremførselsberettigede underskud, også
efter fusionen fradrage disse underskud.
For det andet blev der i forbindelse med, at selskaberne omfattet af eneretsbevillingen
(DUC) i 2004 overgik fra beskatning efter kapitel 3 i kulbrinteskatteloven (”de gamle reg-
ler”) til beskatning efter kapitel 3 A (”de nye regler”) – og derefter i 2014 ved de øvrige
selskabers tilsvarende overgang – indført særlige overgangsregler, der blandt andet om-
handler den skattemæssige behandling af såkaldte feltunderskud. Efter disse overgangs-
regler fik de pågældende selskaber i et vist omfang mulighed for at fremføre skattemæs-
sige underskud, der var oparbejdet – men ikke udnyttet – under de gamle regler, til senere
modregning i overskud inden for en efterfølgende 13-års periode. I det omfang en sådan
fremførsel af de pågældende underskud kan ske, følger det af overgangsreglerne, at un-
derskuddene ikke fortabes ved skattefri fusion – dog kun for så vidt angår underskud i
det selskab, der er det modtagende selskab ved fusionen.
Side 2 af 2