Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget
Christiansborg
1240 København K
Ministeren
Dato
16. marts 2017
J nr. 2017-876
Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget har i brev af 21. februar 2017 stillet mig føl-
gende spørgsmål 196 alm. del, som jeg hermed skal besvare. Spørgsmålet er stil-
let efter ønske fra Pia Olsen Dyhr (SF).
Spørgsmål 196
Vil ministeren fremsende en detaljeret oversigt over de forventede omkost-
ninger for oprydning efter olie- og gasproduktionen i den danske del af Nord-
søen, og hvor stor en andel heraf staten vil skulle betale med de eksisteren-
de rammebetingelser?
Svar
Der eksisterer ikke for nærværende en detaljeret oversigt over de forventede
omkostninger for oprydning efter olie- og gasproduktionen i den danske del
af Nordsøen. Ifølge bemærkningerne til ”Forslag til lov om ændring af lov om
anvendelsen af Danmarks undergrund” (undergrundsloven), som blev frem-
sat den 28. januar 2015 (2014/1 LF 116) vil en fjernelse af de eksisterende
platforme og lukning af boringer m.v. koste i størrelsesordenen 41 mia. kr.
Dette beløb omfatter afvikling af nuværende anlæg og godkendte anlæg,
som endnu ikke er etableret. Ifølge bemærkningerne knytter der sig en bety-
delig usikkerhed til opgørelsen af disse omkostninger.
Selskaberne, der arbejder i Nordsøen, opnår fradrag for deres løbende om-
kostninger, herunder til fjernelse af platforme og andet udstyr, på tilsvarende
vis som andre selskaber. Hvis der resterer et uudnyttet underskud ved ende-
ligt ophør af kulbrintevirksomheden, eksisterer der dog den særregel for olie-
selskaberne, at skatteværdien af den del af underskuddet, der vedrører fjer-
nelse af anlæg, kan kræves udbetalt. Udbetalingen kan dog højst udgøre
den kulbrinteskat, som den skattepligtige har betalt i henhold til reglerne i
kapital 3A i Kulbrinteskatteloven, med tillæg af den kulbrinteskat, som den
skattepligtige har betalt vedrørende indkomstår forud for indkomståret 2004.
Med venlig hilsen
Lars Chr. Lilleholt
Energi-, Forsynings- og
Klimaministeriet
Stormgade 2-6
1470 København K
T: +45 3392 2800
Side 1/1
www.efkm.dk