Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 22. februar 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 170 (EFK alm. del) stillet 27. januar 2017
efter ønske fra Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget.
Spørgsmål nr. 170
”Ministeren bedes kommentere det materiale om genbrugsbutikker, udvalget
har modtaget i forbindelse med foretræde fra Dansk Affaldsforening den 26.
januar 2017, jf. EFK alm. del – bilag 110 og 120.”
Svar
Jeg har kendskab til den igangværende debat og problemstillingen om kommunerne og
genbrugspladsernes rolle i forhold til genbrugsmarkedet.
Genstande som smides ud på genbrugspladsen er affald. Der kan og skal kommunen bruge sin
ekspertise og klargøre det affald, som kan genbruges. I affaldsreglerne er der ikke noget til hinder for,
at kommunerne selv sælger det klargjorte affald i egne genbrugsbutikker
Dansk Industri opfordrede primo 2015 Statsforvaltningen til at udtale sig om lovligheden af visse
kommuners salg af genstande, som borgere afleverer på genbrugspladser. Statsforvaltningen
anmodede ultimo 2016 Miljøstyrelsen om en udtalelse om, hvorvidt de kommunale dispositioner har
hjemmel i lovgivningen på miljøområdet. Miljøstyrelsen afgav den 4. januar 2017 sin udtalelse, som er
tilgængelig på styrelsens hjemmeside.
I Miljøstyrelsens udtalelse fremgår det, at der skelnes mellem genstande som smides ud på
genbrugspladsen og genstande som afleveres til direkte brug for andre. De genstande som afleveres på
genbrugspladsen med henblik på direkte viderebrug, anses ikke som affald. Disse genstande kunne
derved også afleveres til en af de mange private aktører, som kan sælge genstanden. Miljøstyrelsen har
udtalt, at da der i disse tilfælde ikke er tale om affald, har de ingen regler, som regulerer kommunernes
indsamling og salg af disse genstande
Jeg kan i øvrigt bemærke, at regeringen har igangsat et servicetjek af det offentliges
erhvervsaktiviteter. Det skal sikre fair og lige konkurrence mellem offentlige og private aktører, og at
den offentlige sektor grundlæggende koncentrerer sig om sine kerneopgaver.
Esben Lunde Larsen
/
Claus Torp
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk