Folketingets Beskæftigelsesudvalg
Lennart Damsbo-Andersen
Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K
T +45 72 20 50 00
www.bm.dk
CVR 10172748
13. juni 2017
Beskæftigelsesudvalget har i brev af 16. maj 2017 stillet følgende spørgsmål nr.
447 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Lennart
Damsbo-Andersen (S).
”Af artiklen ”Kun hver anden får medhold: Det har aldrig været sværere at få
aner-
kendt
en arbejdsulykke” bragt i Ugebrevet A4 den 5. maj 2017 fremgår
det, at kun
hver anden anmeldte arbejdsulykke bliver anerkendt som arbejdsskade, jf.
http://www.ugebreveta4.dk/det-har-aldrig-vaeret-svaerere-at-faa-anerkendt-
en-ar_20803.aspx. Vurderer ministeren, at Højesteretdommen fra december 2016 -
der omtales i fagbladet Chaufføren fra april 2017 og som betyder, at en arbejdsska-
de ikke må afvises med henvisning til, at en rask person ikke ville få en skade af
den givne påvirkning
–
vil få en betydning for antallet af sager, hvor arbejdsulyk-
ken anerkendes som arbejdsskade?”
Svar:
Spørgsmål nr. 447:
J.nr. 2017-3638
Jeg er optaget af, at mennesker, der bliver syge eller får helbredsmæssige gener på
grund af en skade på deres arbejde, får anerkendt skaden i arbejdsskadesystemet og
får den hjælp og støtte, som de er berettiget til. Det er domstolene og arbejdsska-
demyndighederne i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen, som fast-
lægger den nærmere praksis for, hvornår en arbejdsskade kan anerkendes efter ar-
bejdsskadesikringsloven.
Jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet et bidrag fra Arbejdstilsy-
net, som har oplyst følgende:
”Ved
en højesteretsdom fra november 2013, som omtales i den i spørgsmålet
nævnte artikel i Ugebrevet A4, har Højesteret fundet, at forbigående smerter, der
ikke kræver behandling, men går over af sig selv, normalt ikke vil kunne være en
personskade i arbejdsskadesikringslovens forstand. Efterfølgende har Ankestyrel-
sen i en række principafgørelser præciseret rækkevidden af dommen, hvilket har
betydet en nedgang i antallet af arbejdsulykker, der anerkendes som arbejdsskader.
Den i spørgsmålet omtalte højesteretsdom fra 2016 præciserer yderligere retsstil-
lingen med hensyn til konkret bevisvurdering af årsagssammenhængen mellem
hændelse/påvirkning og personskadebegrebet. Dommen fastslår, at en skadevolder
også skal kompensere skadelidte for følger, der skyldes skadelidtes særlige disposi-
tioner eller forudbestående lidelser, når disse følger udløses af arbejdsulykken.
Dommen vurderes at være i overensstemmelse med hidtidig praksis på området.