BEU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 417: Spm. om hvorledes "falske virksomheder" defineres på Skatteministeriets område, til beskæftigelsesministeren

Beskæftigelsesudvalget 2016-17
BEU Alm.del
Offentligt

Folketingets Beskæftigelsesudvalg

[email protected]

Bjarne Laustsen

[email protected],

[email protected]

Beskæftigelsesministeriet

Ved Stranden 8

1061 København K

T +45 72 20 50 00

E [email protected]

www.bm.dk

CVR 10172748

1. juni 2017

Beskæftigelsesudvalget har i brev af 2. maj 2017 stillet følgende spørgsmål nr. 417

(alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Bjarne

Laustsen (S).

”I forlængelse af teknisk gennemgang af ”Organisering og resultater af den fælles

myndighedsindsats imod social dumping” den 25.

april 2017 ønskes en

redegørelse for, hvordan ”falske virksomheder” (”arme-og-ben-virksomheder”)

defineres på Beskæftigelsesministeriets område. Ministeren bedes i denne

forbindelse indhente oplysninger om, hvorledes sådanne virksomheder defineres

på Skatteministeriets område.

”

Svar:

Spørgsmål nr. 417:

J.nr. 20175200184

Det er en helt central prioritet for regeringen, at vi har en effektiv indsats, der bi-

drager til at sikre ordnede forhold på det danske arbejdsmarked, herunder at be-

kæmpe social dumping. Det fremgår også klart af regeringsgrundlaget.

Udenlandske virksomheder og medarbejdere er velkomne i Danmark. Men det står

uden for diskussion, at de skal overholde de danske regler på arbejdsmarkedet, og

at udenlandske lønmodtagere skal arbejde under de løn- og arbejdsvilkår, der gæl-

der i Danmark.

Jeg har anmodet Arbejdstilsynet og Skatteministeriet om bidrag til brug for besva-

relsen.

Arbejdstilsynet har oplyst følgende:

”Der er ikke nogen definition på ”falske virksomheder” i arbejdsmiljølovgivnin-

gen. Arbejdstilsynet er dog bekendt med

begrebet ”arme-

og ben-virksomheder”.

forhold til arbejdsmiljølovgivningen forstår Arbejdstilsynet dette begreb som selv-

stændige uden ansatte, der stiller deres arbejdskraft (arme og ben) til rådighed og

udfører forefaldende arbejde for andre virksomheder. Denne type beskæftigelse vil

i mange tilfælde ud fra en konkret vurdering af Arbejdstilsynet blive betragtet som

indlejet arbejdskraft hos en anden virksomhed.

Afgørende for, om en virksomhed bliver betragtet som arbejdsgiver for personer,

der ikke direkte er ansat i virksomheden, men i stedet betragtes som indlejet ar-

bejdskraft, er, om virksomheden i praksis varetager opgaverne med planlægningen

og tilrettelæggelsen af arbejdet mv., samt tilsyn og instruktionen mv. af arbejds-

kraften. Det er uden betydning for fastsættelsen af arbejdsgiveransvaret, om virk-

BEU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 417: Spm. om hvorledes "falske virksomheder" defineres på Skatteministeriets område, til beskæftigelsesministeren

somheden har indgået kontrakt med den anden arbejdsgiver, eller om der afregnes

med timebetaling, entreprisesum e.l. Spørgsmålet om, hvem der bærer ansvaret for

det arbejdsresultat, som den indlejede arbejdskraft præsterer, er heller ikke i sig

selv afgørende for, hvem der anses som ansvarlig arbejdsgiver.

Arbejdsmiljølovens arbejdsgiverbegreb er fastslået af Højesteret ved en højeste-

retsdom fra 1990 og i § 21 i bekendtgørelse om arbejdets udførelse. Højesteret når i

sin dom frem til, at arbejdsgiveren er den, der reelt har mulighed for at sikre sik-

kerheds- og sundhedsmæssige forsvarlige forhold for den/de ansatte, og at det på

den måde skal vurderes konkret, hvem der er arbejdsgiver. Det er samme tilgang

og hensyn, der ligger bag § 21 i bekendtgørelse om arbejdets udførelse.

I forhold

til ”arme-

og ben-virksomheder” forekommer den modsatte problemstil-

ling i øvrigt også, hvor selvstændige uden ansatte anfører at være indlejede af en

anden virksomhed, selvom de i forhold til arbejdsmiljølovgivningen reelt fungerer

som selvstændige i forhold til det konkrete arbejde. I sådanne tilfælde vil Arbejds-

tilsynet med henblik på at kunne give evt. reaktioner til den reelle arbejdsgiver

skulle foretage en konkret vurdering af, om der er tale om selvstændigt arbejde el-

ler arbejde for en arbejdsgiver.”

Der er som nævnt til brug for besvarelsen desuden indhentet bidrag fra Skattemini-

steriet, som har oplyst følgende:

”Der er ikke nogen definition på ”falske virksomheder” (”arme-og-ben-

virksomheder”) i skattelovgivningen. Skatteministeriet er dog bekendt med, at be-

grebet bl.a. er blevet anvendt om udenlandske selvstændige erhvervsdrivende uden

ansatte, der udfører arbejde for danske virksomheder.

Såfremt denne anvendelse af begrebet lægges til grund, vil vurderingen af, om der

er indtrådt skattepligt i ”arme-

og ben-sager”,

som udgangspunkt skulle foretages

på baggrund af den skatteretlige praksis om afgrænsningen mellem lønmodtagere

og selvstændigt erhvervsdrivende.

Selvstændig erhvervsvirksomhed er kendetegnet ved, at ejeren for egen regning og

risiko udøver virksomhed af økonomisk karakter med det formål at opnå et over-

skud.

En person, der modtager vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold, bliver

anset som lønmodtager. Lønmodtageren er desuden kendetegnet ved at udføre ar-

bejde efter arbejdsgiverens anvisninger og for dennes regning og risiko.

Ved vurderingen af, om der foreligger selvstændig erhvervsvirksomhed eller et

lønmodtagerforhold, foretages en samlet bedømmelse af en række kriterier i for-

holdet mellem den, der udfører arbejdet, og den, arbejdet udføres for, om bl.a. le-

delses- og instruktionsret, økonomisk risiko og ansvar.

Hvis den udenlandske person reelt anses for at være lønmodtager i den danske

virksomhed i stedet for selvstændigt erhvervsdrivende, vil det medføre, at ind-

komstmodtageren bliver skattepligtig til Danmark af vederlaget fra første dag.

Er der derimod tale om en udenlandsk selvstændig erhvervsdrivende, der udfører

arbejde i Danmark, vil indkomsten som udgangspunkt først være skattepligtig til

BEU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 417: Spm. om hvorledes "falske virksomheder" defineres på Skatteministeriets område, til beskæftigelsesministeren

Danmark, hvis der er fast driftssted i Danmark efter interne danske regler og en

eventuel dobbeltbeskatningsaftale. Hovedreglen i de danske dobbeltbeskatnings-

overenskomster er, at et bygnings-, anlægs- eller installationsarbejde først skal an-

ses for at være et fast driftssted, hvis det opretholdes mere end 12 måneder. Dan-

mark følger OECD’s modeloverenskomst på dette punkt.”

Jeg kan henholde mig til Arbejdstilsynets og Skatteministeriets oplysninger.

Som det fremgår af oplysningerne, er der på visse områder lighedstræk mellem ar-

bejdsgiverbegrebet i hhv. arbejdsmiljølovgivningen og skattelovgivningen

–

og det

er arbejdsgiverbegrebet, som danner grundlag for tilgangen til

de såkaldte ”arme-

og ben-virksomheder”

–

men det er klart, at der også vil være forskelle, da der er

tale om to forskellige lovgivninger, der har forskellige formål og varetager forskel-

lige hensyn. Jeg mener, at det er nødvendigt med en effektiv indsats mod social

dumping, men jeg mener ikke, at dette kalder på en ændret tilgang til, hvem der

skal betragtes som arbejdsgiver efter arbejdsmiljølovgivningen.

Venlig hilsen

Troels Lund Poulsen