Folketingets Beskæftigelsesudvalg
Lennart Damsbo-Andersen
Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K
T +45 72 20 50 00
www.bm.dk
CVR 10172748
9. juni 2017
Beskæftigelsesudvalget har i brev af den 28. april 2017 stillet følgende spørgsmål
nr. 416 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Len-
nart Damsbo-Andersen (S).
Spørgsmål nr. 416 (alm. del):
J.nr. 2017 - 3568
”Er
det efter ministerens opfattelse hensigten med jobpræmieordningen, at også
medarbejdere, der har været syge i en længere periode, og har fået udbetalt fuld løn
i perioden - og hvor arbejdsgiver har fået refusion
–
skal have jobpræmie ?”
Svar:
Ved tilrettelæggelsen af jobpræmieordningen har vi skullet tilgodese forskellige
hensyn.
Først og fremmest har det været vigtigt at sikre, at for eksempel sygemeldte, som i
en del af en lang sygdomsperiode har modtaget løn under sygdommen, og som har
mistet deres arbejde undervejs, ikke mister muligheden for at få del i en jobpræmie.
Derfor tæller sygedagpengeuger, hvor der er udbetalt sygedagpenge fra kommunen
til enten den sygemeldte eller dennes arbejdsgiver som refusion også med, når
målgruppen for jobpræmieordningen skal findes.
For det andet har det være væsentligt, at ordningen er let at administrere. Admini-
strationen af ordningen er derfor tilrettelagt, så den er baseret på registerdata både i
forhold til fastlæggelse af målgruppen for ordningen, og i forhold til selve udmå-
lingen og udbetalingen af jobpræmien. Ordningen er tilrettelagt uden for mange
undtagelser i forhold til, om en periode med ydelse skal tælle med ved opgørelsen
eller ikke.
Selvom der i enkelte tilfælde vil blive udbetalt jobpræmie til personer, som i alle
tilfælde ville være kommet i beskæftigelse igen - så taler de forskellige hensyn for
den løsning, vi har valgt. Med den nuværende ordning har vi fundet en god balance
mellem at sikre, at ingen sygemeldte personer, der er i målgruppen for jobpræmie,
bliver overset, og hensynet til en let administration.
Der er under alle omstændigheder tale om personer, som har haft en svag tilknyt-
ning til arbejdsmarkedet - hvor jobpræmien netop kan give et ekstra incitament til
at komme tilbage i beskæftigelse.