Folketingets Beskæftigelsesudvalg
Finn Sørensen
Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K
T +45 72 20 50 00
www.bm.dk
CVR 10172748
15. november 2016
Beskæftigelsesudvalget har i brev af 18. oktober 2016 stillet følgende spørgsmål
nr. 37 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Finn
Sørensen (EL).
Spørgsmål nr. 37:
J.nr. 2016-7077
”Vil ministeren besvare de af FOA Sjælland stillede spørgsmål i fagforeningens
henvendelse, jf. BEU alm. del bilag 6, herunder FOA Sjællands forslag om, at
borgerne fritages for kontanthjælpsloftet, såfremt langsommelig sagsbehandling
har medført, at deres situation ikke er afklaret?”
Svar:
Generelt kan det oplyses, at kontanthjælpsloftet skal sikre, at der er balance mellem
på den ene side at sikre, at det altid kan betale sig at arbejde, og på den anden side,
at kontanthjælpen skal udgøre et rimeligt, midlertidigt forsørgelsesgrundlag.
Der skal altid være en mærkbar økonomisk forskel på at tage et job til en måneds-
løn i den lave ende af lønskalaen i stedet for at modtage kontanthjælp.
Kommunerne har en vigtig opgave i forhold til at iværksætte indsatser, der hjælper
ledige borgere videre i job, herunder borgere der bliver berørt af 225-timersreglen
og omfattet af kontanthjælpsloftet. Det kan bl.a. være hjælp til at opsøge og etable-
re kontakt til relevante virksomheder med henblik på at indgå aftale om ordinære
timer. Derudover har aktivitetsparate borgere ret til en koordinerende sagsbehand-
ler, der skal sikre, at indsatsen er tværfaglig og koordineret på tværs af kommunens
forvaltninger.
Behandling af sager om kontanthjælp er individuel og afhænger af de konkrete ud-
fordringer borgeren har. Derfor vil det ikke være hensigtsmæssigt i lovgivningen at
fastsætte krav til længden af sagsbehandlingen eller i forhold til at fritage borgere
fra kontanthjælpsloftet som følge af sagsbehandlingstiden.
Når det er sagt, så er det afgørende at slå fast, at kontanthjælpen er en midlertidig
forsørgelsesydelse. Kommunerne skal tage stilling til indsatsen over for borgere,
der har væsentlige og varige nedsættelser af arbejdsevnen, og som derfor ikke hø-
rer til i kontanthjælpssystemet. Kommunerne skal i tilstrækkelig grad afklare den
enkelte borgers situation, og visitationen skal ske så hurtigt så muligt, så borgeren
får mulighed for at blive en del af arbejdsmarkedet på de vilkår, som arbejdsevnen
tillader det.