BEU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 326: Spm. om oversendelse af talepapir fra det åbne samråd den 1/3-17 om livsvigtig medicin til kontanthjælpsmodtagere, til beskæftigelsesministeren

Beskæftigelsesudvalget 2016-17
BEU Alm.del
Offentligt

TALE

16. februar 2017

Samrådstale om kontanthjælpsmodtageres udgifter til

medicin– samrådsspørgsmål AQ-AS

(Det talte ord gælder)

J.nr. 17/00477/2017-418

Sociale Ydelser

BST/MWH/AEO

Samrådsspørgsmål AQ

”Hvad vil ministeren gøre for at sikre, at kontant-

hjælpsmodtagerne får den livsvigtige medicin, de

har brug for, nu hvor de ifølge næstformanden i

Lægeforeningen Michael Dupont mangler penge

til medicin, efter kontanthjælpsloftet trådte i kraft

den 1. oktober 2016?”

Samrådsspørgsmål AR

”Vil ministeren redegøre for, hvor mange kontant-

hjælpsmodtagere der tager lægeordineret medicin

hver måned, og for hvor store de månedlige udgif-

ter til medicin er blandt de kontanthjælpsmodtage-

re der hver måned køber og tager lægeordineret

medicin?”

Samrådsspørgsmål AS

”Mener ministeren, at en kontanthjælpsmodtager

der fravælger at købe medicin har et passende le-

vegrundlag eller er det udtryk for fattigdom?”

BEU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 326: Spm. om oversendelse af talepapir fra det åbne samråd den 1/3-17 om livsvigtig medicin til kontanthjælpsmodtagere, til beskæftigelsesministeren

Tale - Svar på spørgsmål AQ-AS

Indledning

Samrådet i dag handler om kontanthjælpsmodta-

gers muligheder for at købe livsvigtig medicin, og

jeg vil besvare spørgsmålene samlet.

Jeg vil godt som indledning til besvarelsen sætte

lidt flere ord på, hvad det er for et kontanthjælps-

system, vi har i Danmark, og hvordan regeringen

med indførelsen af kontanthjælpsloftet og 225-

timersreglen har sikret et mere balanceret kontant-

hjælpssystem.

Helt grundlæggende må det være en forudsætning,

at det giver en mærkbar gevinst at tage et arbejde

også i den lave ende af lønskalaen, når man mod-

tager kontanthjælp.

Det tror jeg i bund og grund, der er en bred poli-

tisk opbakning til. Det var i hvert fald det, jeg no-

terede mig, da vi for kort tid siden diskuterede

SF’s forslag om at afskaffelse kontanthjælpsloftet

og 225-timerreglen [B 32].

Alt andet er helt urimeligt overfor de mennesker,

der hver dag går på arbejde. Der skal altid være et

klart økonomisk incitament til at vælge et aktivt

arbejdsliv og være en del af det arbejdende fælles-

skab.

Det var desværre ikke tilfældet tidligere, men med

kontanthjælpsloftet har vi på en god og balanceret

måde sikret, at det rent faktisk kan betale sig at ta-

ge et arbejde. Og det er gjort, uden at vi er gået på

kompromis med det forsørgelsesgrundlag og det

økonomiske sikkerhedsnet, vi selvfølgelig skal ha-

ve i et velfærdssamfund.

Kontanthjælpsmodtagere får fortsat et rimeligt be-

løb i samlede offentlige ydelser og tilskud – også

selvom de er omfattet af loftet.

Et typisk ægtepar med to børn, hvor begge er på

kontanthjælp, modtager godt 400.000 kr. i samlede

offentlige ydelser og tilskud. Det svarer til et rå-

dighedsbeløb efter skat på 22.300 om måneden.

Det kan man godt leve for.

Vi har et fair og rimeligt ydelsesniveau efter kon-

tanthjælpsloftet.

Stor gevinst ved kun få timers arbejde

Samtidig er det muligt med kun få timers beskæf-

tigelse om ugen at arbejde sig helt fri af virknin-

gerne fra både kontanthjælpsloftet og 225-

timersreglen.

Fx vil en enlig kontanthjælpsmodtager over 30 år

med et barn kunne arbejde sig fri af loftet

op-

fylde kravet om 225 timers ordinær beskæftigelse

med ca. fem timers beskæftigelse om ugen.

Og vigtigt i den her sammenhæng: Det giver en

gevinst på 3.000 kr. efter skat hver måned.

Selvfølgelig vil de borgere, der berøres af ændrin-

ger på kontanthjælpsområdet – hvis de ikke får et

job – blive nødt til at prioritere i deres økonomi.

Den enkelte kontanthjælpsmodtagers udgifter kan

jo være meget forskellige – og der kan være behov

for at foretage en række prioriteringer, fx hvis man

har større udgifter til medicin, sådan som der spør-

ges til ved dagens samråd.

Det er selvfølgelig vigtigt, at vi i et velfærdssam-

fund som det danske har særlig fokus på, at men-

nesker med lavere indkomster som fx kontant-

hjælpsmodtagere også kan få nødvendig medicin.

Derfor eksisterer der en række muligheder for, at

man kan få hjælp til at få dækket sine medicinud-

gifter.

En række muligheder for at få tilskud til medicin

Vi har helt overordnet et behovsafhængigt medi-

cintilskudssystem i Danmark. Det betyder, at jo

højere udgifter en borger har til tilskudsberettiget

medicin, jo mere får borgeren i tilskud.

Alle borgere, der køber lægeordineret medicin på

apoteket, får automatisk beregnet tilskud.

En borger kan højst komme til at betale 3.955 kr.

om året [2017-sats] for tilskudsberettiget medicin,

forudsat at borgeren vælger det billigste lægemid-

del blandt ens lægemidler. Det svarer til 330 kr.

om måneden.

Borgere har mulighed for at indgå en såkaldt

hen-

standsordning

med et apotek, så de kan få fordelt

eventuelle høje medicinudgifter jævnt henover

året. Og apotekerne har pligt til uopfordret at til-

byde disse henstandsordninger til de borgere, der

er berettiget til det.

Siden 1. januar 2016 er der også automatisk blevet

tildelt et såkaldt

kronikertilskud

til de borgere, der

har et højt forbrug af tilskudsberettiget medicin, fx

som følge af en kronisk sygdom.

Det er endvidere sådan, at apotekerne skal udleve-

re lægemidler til få dages forbrug uden sikkerhed

for betalingen, når lægen anfører på recepten, at

lægemidlerne behøves øjeblikkeligt, og hvem der

forventes senere at betale for lægemidlerne.

Der kan altså udleveres livsvigtig medicin uden

sikkerhed for betaling.

Herudover er der efter den sociale lovgivning mu-

lighed for at få hjælp fra kommunen til at dække

medicinudgifter, som ikke dækkes efter lovgivnin-

gen på sundhedsområdet. Hjælpen gives til perso-

ner med særlige behov eller økonomiske udfor-

dringer.

Der er bl.a. efter § 82 i lov om aktiv socialpolitik

mulighed for at få hjælp til enkeltydelser til bl.a.

medicinudgifter, som ikke kan dækkes af anden

lovgivning, hvis der er tale om nødvendig behand-

ling, og borgeren ikke selv har mulighed for at be-

tale udgifterne.

Hvis en borger alligevel har brugt mange penge på

livsvigtig medicin og derfor har et akut behov for

hjælp til andre fornødenheder, så kan kommunen

yde hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter

efter aktivlovens § 81.

Jeg kan oplyse, at jeg i dag ikke kan besvare

spørgsmålet om, hvor mange kontanthjælpsmod-

tagere, der tager lægeordineret medicin, og hvad

deres månedlige udgifter til medicin er. Vi er i

øjeblikket ved at lave en sammenkørsel af Beskæf-

tigelsesministeriets data om kontanthjælpsmodta-

gere mv. med Sundhedsministeriets oplysninger

om medicinkøb, så spørgsmålet kan besvares. Tal-

lene vil blive fremsendt til udvalget, så snart de er

tilgængelige.

Afslutning

Så for at opsummere – vi har nu fået et kontant-

hjælpssystem med den, efter min opfattelse, rigtige

balance mellem incitamenter og et fair forsørgel-

sesniveau.

Medicinudgifter kan i nogle situationer have et

omfang, som stiller lavindkomstgrupper i en meget

svær situation. Det gælder sådan set uanset om

man er i kontanthjælpssystemet eller fx arbejder til

overenskomsternes mindstelønninger. Derfor fin-

des der i Danmark en række særlige muligheder

for at få hjælp til at betale sine medicinudgifter.

Vi kan – og skal – selvfølgelig ikke forvente, at

alle borgere selv kan gennemskue de muligheder

for hjælp, der er, og hvor de skal henvende sig.

Derfor skal kommunerne vejlede deres borgere om

de muligheder, der findes, så de ikke ender i en si-

tuation, hvor de fravælger den livsvigtige medicin.

Da borgeren ikke nødvendigvis er i direkte kontakt

med kommunen i forbindelse med, at der skal kø-

bes medicin, så er det vigtigt, at borgerne har en

enkel adgang til at få relevant information om mu-

lighederne for at få hjælp.

Oplysningerne findes fx på borger.dk, men jeg vil

gerne her i dag tilkendegive, at jeg vil arbejde for

at sikre, at borgerne bliver gjort bedre opmærksom

på mulighederne for at få supplerende hjælp.

Derfor vil jeg tage en drøftelse med mine mini-

sterkolleger på sundheds- og socialområdet om,

hvad vi i fællesskab kan gøre for at sikre, at bor-

gerne har nem adgang til alle relevante oplysnin-

ger. I den forbindelse kan man også overveje at la-

ve en bedre vejledning til kommunerne.

For det er jo helt afgørende, at ingen undlader at

købe medicin, blot fordi man ikke er opmærksom

på mulighederne for at få hjælp til udgiften.

Tak for ordet.