Folketingets Beskæftigelsesudvalg
07.02.2017
Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K
T +45 72 20 50 00
www.bm.dk
CVR 10172748
Beskæftigelsesudvalget har i brev af 10. januar 2017 stillet følgende spørgsmål nr.
245 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra udval-
get.
Spørgsmål nr. 245:
J.nr. 17/00816
”Ministeren bedes på baggrund af ministerens tilsagn herom på samråd
den 10. januar 2017 om førtids- og flexjobordningen redegøre for, om det
kræver en lovændring, hvis kommunerne skal forhindres i at aktivere
kontanthjælpsmodtagere ved praktikforløb på 1 times varighed ugentligt
eller i såkaldt ”sengepraktik”.
Svar:
Som det også fremgår af min besvarelse af S498, så er ”sengepraktik” ikke et sær-
ligt tilbud, der kan indgå som led i den beskæftigelsesindsats, der skal hjælpe ud-
satte borgere tættere på arbejdsmarkedet. Jeg vil gerne slå fast, at der som led i ind-
satsen aldrig må etableres virksomhedspraktik, der ikke har til formål at udvikle
menneskers arbejdsevne, men i stedet opleves som nedværdigende og meningsløse.
Et forløb, hvor der ikke er et reelt og udviklende indhold, men udelukkende er stil-
let en mulighed for at hvile sig i en seng til rådighed, vil efter min opfattelse ikke
være i overensstemmelse med de regler og den lovgivning, der er indført i forlæn-
gelse af aftalen om en reform af førtidspension og fleksjob.
Et ressourceforløb er en individuelt tilrettelagt indsats med udgangspunkt i den en-
kelte borgers situation og behov, og hvor der kan - og skal - tages de nødvendige
skånehensyn.
Skånehensynene skal sikre, at borgere på den mest hensynsfulde måde får mulig-
hed for at udvikle arbejdsevnen og muligheden for at hvile sig i forbindelse med fx
en virksomhedspraktik kan være et relevant skånehensyn. Hensynet til den enkelte
borgers aktuelle situation kan også betyde, at det kan være relevant at begynde i en
virksomhedspraktik ganske få timer om ugen.
Et forbud mod bestemte skånehensyn og en fast timegrænse for, hvor få timer man
kan være i praktik, vil kræve ændringer af lovgivningen. Jeg mener imidlertid ikke,
at sådanne ændringer er vejen frem. For det er en del af et rummeligt arbejdsmar-
ked, at der kan være plads til, at udsatte borgere, der er på vej tilbage til arbejds-
markedet, møder særlig hensyntagen omkring tilrettelæggelsen af arbejdet og ar-
bejdstiden.