Denne beretning skal ses i sammenhæng med beretning nr. 2 om en vækst- og udviklingspakke for dansk fiskeri. Miljø- og Fødevareudvalget havde drøftet forholdene vedrørende kvotekoncentration inden for fiskeriet, og miljø- og fødevareministeren havde i den forbindelse været i samråd om emnet.
Et flertal i udvalget (S, DF, EL, ALT, RV og SF) udtalte meget skarp kritik af miljø- og fødevareministerens håndtering af forholdene vedrørende den uhensigtsmæssige kvotekoncentration i fiskeriet i Danmark.
Flertallet udtalte alvorlig kritik af, at ministeren ikke havde oversendt ministeriets forslag til at modvirke kvotekoncentration og kvotekonger til Folketinget, selv om flertallet flere gange havde ytret ønske herom.
Flertallet fandt det overordentlig kritisabelt, at miljø- og fødevareministeren på denne måde havde modvirket implementeringen af vækst- og udviklingspakken for dansk fiskeri, som blev vedtaget i en beretning i Miljø- og Fødevareudvalget (beretning nr. 2 om en vækst- og udviklingspakke for dansk fiskeri).
Flertallet bemærkede, at ministeren havde givet Folketinget en uforbeholden undskyldning for de nævnte forhold, og at ministeren havde lovet, at han fremover loyalt vil gennemføre flertallets politik.