Beretning af almen art - 2016-17 nr. 3

2016-17
Alm.del Beretning 3
Offentligt

Beretning nr.

Folketinget 2016-17

Beretning afgivet af Udvalgtet for Forretningsordenen den 7. december 2016

Beretning

betænkningen om opfølgning på Christianiasagen

1. Indledning

Udvalget om opfølgning på Christianiasagen afgav sin

betænkning den 2. oktober 2015 (betænkning nr. 1557). Ju-

stitsministeren oversendte samme dag betænkningen til Ud-

valget for Forretningsordenen, jf. UFO alm. del – bilag 15

(folketingsåret 2014-15, 1. samling).

Betænkningen berører nogle aspekter af det danske poli-

tiske system, som Udvalget for Forretningsordenen anser for

helt centrale for folkestyrets funktion, og lægger på forskel-

lige punkter op til en stillingtagen fra Folketingets side til

mulige fremadrettede tiltag. Udvalget for Forretningsorde-

nen har af disse grunde fundet det hensigtsmæssigt at udar-

bejde en beretning om sagen.

Beretningen indeholder en række overvejelser fra det

samlede Udvalg for Forretningsordenen på baggrund af sag-

en. Det konstateres herunder, at Udvalget for Forretnings-

ordenen ikke finder, at erfaringerne fra Christianiasagen kan

begrunde, at der – som Christianiaudvalget har lagt op til –

oprettes egentligt nye organer i Folketingets regi til håndte-

ring af eventuelle fremtidige tilfælde, hvor en minister på

grund af nogle helt særlige og tungtvejende hensyn, f.eks. til

beskyttelse af menneskeliv eller statens sikkerhed, måtte

overveje en tilsidesættelse af sandhedspligten over for Fol-

ketinget, eller at der besluttes en fast ny procedure herfor,

herunder udpeges et eksisterende organ til i alle tilfælde at

have opgaven.

Endvidere konstateres, at Udvalget for Forretningsorde-

nen forventer, at situationer, hvor en minister måtte overveje

at tilsidesætte sin sandhedspligt og derfor måtte ønske at

kunne rådføre sig med et organ i Folketinget forinden, må

blive overordentligt sjældent forekommende, og at udvalget

vil finde det meget tilfredsstillende, hvis sådanne situationer

ved anvendelse af andre fremgangsmåder som også beskre-

vet af Christianiaudvalget fremover helt kan undgås.

Afslutningsvis indeholder beretningen særskilte politiske

overvejelser på baggrund af Christianiasagen fra et flertal og

et mindretal i udvalget.

2. Baggrund

Udvalget om opfølgning på Christianiasagen – herefter

Christianiaudvalget – blev nedsat af justitsministeren i de-

cember 2014 efter drøftelser med Folketingets partier i for-

længelse af vedtagelse nr. V 42 (folketingsåret 2013-14).

Vedtagelsen, som blev til efter forespørgsel nr. F 37, havde

følgende ordlyd:

»Folketinget mener, at der som opfølgning på sagen om

Retsudvalgets studietur til Christiania er behov for at slå

fast, at det ikke skal være muligt at bruge en nødløgn over

for Folketinget. Folketinget ser frem til de videre drøftelser

hos justitsministeren.«

Christianiaudvalget kom til at bestå af fhv. højesteret-

spræsident Børge Dahl (formand), fhv. folketingsmedlem og

præsidiemedlem Aage Frandsen (SF), folketingsmedlem Jan

E. Jørgensen (V), professor, dr. jur. Michael Hansen Jensen

og professor, lic. jur. Gorm Toftegaard Nielsen. Udvalget

fik følgende kommissorium:

»Udvalget skal beskrive de gældende regler om ministres

afgivelse af oplysninger til Folketinget – og i forlængelse

heraf de regler, som gælder for embedsværkets rådgivning

og bistand i forbindelse med afgivelse af oplysninger til Fol-

ketinget, herunder med hensyn til sandhedspligt og tav-

shedspligt.

Med afsæt heri – og i lyset af V 42 – skal udvalget over-

veje, hvorledes en fremadrettet ordning vil kunne udformes,

således at det grundlæggende princip om, at en minister skal

give korrekte og fyldestgørende oplysninger til Folketinget,

sikres.

Udvalget skal i den forbindelse overveje, om der vil kun-

ne opstå særlige situationer, hvor en minister vil være afskå-

ret fra at dele bestemte oplysninger med Folketinget, hvad

der i så fald kendetegner disse situationer, og hvorledes så-

danne situationer fremadrettet bør håndteres i lyset af regle-

rne om sandhedspligt og tavshedspligt. Udvalget skal bl.a.

komme med anbefalinger om, hvordan der – ud over den

ordning, der i dag gælder for Folketingets Kontroludvalg –

kan etableres en ny ordning, hvor relevante repræsentanter

AX019563

Beretning af almen art - 2016-17 nr. 3

for Folketingets partier kan få en særlig fortrolig orientering

om følsomme oplysninger eller forhold, der ikke vil kunne

gives til Folketinget inden for de eksisterende rammer.

Udvalget anmodes om at overveje, hvordan en sådan

fremadrettet ordning mest hensigtsmæssigt kan normeres.«

3. Christiania-udvalgets betænkning

3.1. Gældende ret og gengivelse af dele af tjenestemands-

undersøgelsen mod embedsmænd i Justitsministeriet

Christianiaudvalget har i sin betænkning givet en generel

fremstilling af gældende ret vedrørende ministres pligt til at

give Folketinget sandfærdige og fyldestgørende oplysninger.

Udvalget har endvidere redegjort generelt for de gældende

regler for samarbejdet mellem embedsmænd og ministre

med særligt fokus på embedsmænds ansvar og pligter i for-

bindelse med ministres afgivelse af oplysninger til Folketin-

get. Ydermere har udvalget beskrevet de gældende ordnin-

ger for ministres afgivelse af oplysninger til Folketinget un-

der fortrolige former på nærmere bestemte områder, nemlig

de særlige ordninger for Finansudvalget, Indfødsretsudval-

get, Det Udenrigspolitiske Nævn og Udvalget vedrørende

Efterretningstjenesterne (Kontroludvalget).

Udvalget har herefter gengivet de centrale dele af beret-

ningen fra forhørsledelsen, der i januar 2014 blev beskikket

til at gennemføre tjenstlige forhør mod den daværende de-

partementschef og en daværende afdelingschef i Justitsmini-

steriet i Christianiasagen. Udvalget har herunder gengivet

den passage fra forhørsledelsens vurdering, hvor forhørsle-

delsen karakteriserer den usandhed, som lå i begrundelsen

om, at politidirektøren var forhindret i at deltage i besøget

på Christiania – hvilken begrundelse de to embedsmænd

sammen med ministeren havde givet til Retsudvalgets for-

mand med henblik på videregivelse til udvalget – som en

»forklarlig og undskyldelig nødløgn«.

3.2. Christiania-udvalgets overvejelser

3.2.1. Generelt

Christianiaudvalget har overordnet udtalt, at ministeran-

svarlighedslovens § 5, stk. 2, indeholder et klart krav om, at

de oplysninger, en minister afgiver til Folketinget, skal være

rigtige og fyldestgørende, og således helt utvivlsomt omfat-

ter situationer, hvor en minister bevidst afgiver urigtige eller

misvisende oplysninger over for Folketinget, samt at der ik-

ke i formuleringen af bestemmelsen er indlagt nogen undta-

gelse til eller begrænsning af sandhedspligten. Udvalget har

ikke set noget behov for at præcisere, udbygge eller ændre

ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2. Udvalget har i for-

bindelse med det sidste også henvist til Udvalget for Forret-

ningsordenens beretning af 26. februar 2015 om ministres

ansvar over for Folketinget, hvor udvalget bl.a. udtalte, at

det er udvalgets opfattelse, at de gældende regler og princip-

per for ministeransvar grundlæggende er formålstjenlige i

deres nuværende skikkelse, og at udvalget derfor ikke ser

noget behov for fundamentale ændringer eller nyskabelser.

Med hensyn til spørgsmålet om mulige situationer, hvor en

minister vil være afskåret fra at dele bestemte oplysninger

med Folketinget, og om, hvad der kendetegner disse situati-

oner, og hvordan de bør håndteres, har Christianiaudvalget

redegjort for betydningen af, at straffelovens almindelige del

efter ministeransvarlighedslovens § 2 også finder anvendel-

se på sager om retligt ministeransvar. Udvalget har herunder

påpeget, at dette betyder, at der ikke kan straffes for en tilsi-

desættelse af sandhedspligten, når en straffrihedsgrund slår

igennem. Til straffrihedsgrundene hører efter straffelovens

almindelige principper bl.a. nødret. Udvalget har pointeret,

at der skal foreligge en overordentlig speciel situation, for at

en minister med henvisning til nødret kan blive straffri for at

bryde sandhedspligten over for Folketinget, og at ministe-

rens praktisk foreliggende alternativer skal være udtømte el-

ler umulige at anvende, før nødret kan udøves. Som sådanne

alternativer har udvalget nævnt muligheden for at give op-

lysninger i fortrolig form, give oplysninger til et udvalg, for

hvilket der gælder særlige tavshedspligtregler, helt at undla-

de at udtale sig eller f.eks. i forbindelse med et spørgsmål at

oplyse, at visse oplysninger foreligger, men er udeladt af

visse nærmere angivne hensyn. Sammenfattende har udval-

get udtalt, at der formentlig i praksis skal foreligge noget

nær et egentligt pligtsammenstød, hvor en minister ikke kan

opfylde en handlepligt til beskyttelse af rigets sikkerhed,

menneskeliv eller andre særdeles tungtvejende hensyn og

samtidig opfylde sandhedspligten, og hvor det ud fra en al-

men samfundsmæssig bedømmelse er åbenbart, at det er rig-

tigt at tilsidesætte sandhedspligten.

3.2.2. Særligt om »nødløgnsbegrebet«

Christianiaudvalget har særskilt problematiseret forhørs-

ledelsens anvendelse af ordet »nødløgn« som karakteristik

af den usandhed, der lå i begrundelsen om, at Københavns

politidirektør ikke kunne deltage i Retsudvalgets besøg på

Christiania. Udvalget har herom anført følgende:

»Som gengivet ovenfor i kapitel 4, afsnit 4.2, indeholder

forhørsledelsens beretning i afsnit 7.3.4 forhørsledelsens

vurdering af forløbet forud for udskydelsen af Retsudvalgets

besøg på Christiania den 29. februar 2012. Heri angives det

centrale spørgsmål at være, om de to embedsmænd »kunne

have gjort andet, det vil sige, om de havde noget andet

valg«, og svaret herpå må »efter forhørsledelsens opfattelse

være klart benægtende«. Hertil er føjet følgende bemærk-

ning:

»Den usandhed, der lå i [politidirektør]begrundelsen, kan

således bedst betegnes som en forklarlig og undskyldelig

nødløgn.«

I en note hertil anføres om definitionen af en nødløgn:

»Ifølge Ordbog over det Danske Sprog: En ofte som und-

skyldelig eller forholdsvis uskyldig betragtet løgn, som en (i

øvrigt sanddru) person benytter sig af i en nødsituation, en

forlegenhed, for ikke at volde andre fortræd eller bekymring

og lign.«

Nødløgnsbetragtningen har påkaldt sig stor opmærksom-

hed i den offentlige debat, men der er ikke i gældende ret

noget holdepunkt for at tillægge begrebet nogen retlig be-

tydning i forhold til brud på sandhedspligten.

Forhørsledelsens nødløgnsbetragtning er medtaget som

en karakteristik af den usandhed, som var blevet anvendt i

en situation, hvor embedsmændene efter forhørsledelsens

opfattelse ikke havde noget andet valg. Nødløgnsbetragtnin-

gen nævnes ikke i forhørsledelsens konklusion i beretnin-

gens afsnit 7.3.5, hvorefter det ikke kunne kritiseres, at de to

Beretning af almen art - 2016-17 nr. 3

embedsmænd handlede, som de gjorde. Den almindelige

sandhedspligt måtte ifølge forhørsledelsens bedømmelse

»vige for de helt særlige, tungtvejende og saglige hensyn,

der begrundede deres rådgivning«. Det er som nævnt i beret-

ningens afsnit 7.3.4, om »Forhørsledelsens vurdering«, at

forhørsledelsen skriver, at usandheden kan »bedst betegnes

som en forklarlig og undskyldelig nødløgn«.

Det er imidlertid ikke indlysende, hvorfor usandheden –

med forhørsledelsens ord – »bedst betegnes som en forklar-

lig og undskyldelig nødløgn«. Definitionen af en nødløgn

synes nemlig ikke så meget at sigte til situationer, hvor der

ikke er noget andet valg end at lyve, som til situationer, hvor

der lyves over for en person for ikke at gøre vedkommende

fortræd, bekymret eller lignende.

Hertil kommer det juridiske. Som det fremgår af udval-

gets beskrivelse af gældende ret efter ministeransvarligheds-

lovens § 2 ovenfor, kan straffrihed for at lyve over for Fol-

ketinget ud fra betragtninger om nødret m.v. kun komme på

tale, når det ud fra en almen samfundsmæssig bedømmelse

er åbenbart, at der foreligger så tungtvejende hensyn, at

sandhedspligten må vige. Der er således ikke adgang til at

lyve over for Folketinget for at undgå at gøre den, der lyves

overfor, fortræd, bekymret eller lignende.

Sammenfattende er det på den anførte baggrund udval-

gets opfattelse, at det efter gældende ret ikke er relevant at

inddrage »nødløgnsbetragtninger«, når der i konkrete sager

skal tages stilling til, om ministre eller embedsmænd har be-

gået brud på sandhedspligten. Heller ikke fremover bør så-

danne betragtninger tillægges retlig betydning.«

3.3. Christianiaudvalgets anbefalinger

Christianiaudvalget har i betænkningen berørt mulighe-

den for at ændre eller præcisere ministeransvarlighedsloven

eller de gældende regler om samspillet mellem embeds-

mænd og ministre med hensyn til afgivelse af oplysninger til

Folketinget, men har ikke fundet noget behov herfor.

Udvalget har derimod talt for, at der etableres en ordning,

hvorunder en minister i fortrolig form kan give en oriente-

ring til en kreds af Folketingets medlemmer om forhold, der

ikke kan gives oplysninger om inden for eksisterende ram-

mer. Tanken er, at der i Folketinget skal findes et organ,

som en minister kan rådføre sig med, hvis der skulle opstå

en situation, hvor ministeren måtte finde det nødvendigt at

tilsidesætte sin sandhedspligt. Organet skal ifølge udvalgets

anbefaling kun anvendes til drøftelse af nødvendigheden af

at bryde sandhedspligten, når ministeren er nået til, at der ik-

ke er noget alternativ, hvilket formentlig kun vil være tilfæl-

det i de helt ekstraordinære situationer, hvor det er af afgø-

rende betydning, at nogen handler eller undlader at handle

på en bestemt måde, og hvor det samtidig er bydende nød-

vendigt, at de pågældende ikke får sandheden at vide.

Udvalget har som fordele ved en sådan ordning anført, at

den kan skærpe opmærksomheden om sandhedspligten, ska-

be en formaliseret og accepteret ramme for, at ministre kan

drøfte håndteringen af sådanne helt særlige situationer med

repræsentanter for Folketinget, og fremme anvendelsen af

andre løsninger end brud på sandhedspligten. Ordningen vil

endvidere ifølge udvalget kunne medvirke til, at mindst mu-

ligt undlades fortalt, og at den usandhed, der fortælles, bli-

ver af mindst mulig betydning for Folketingets funktioner,

samt at den fulde sandhed hurtigst muligt lægges frem for

Folketingets øvrige medlemmer. Endelig vil ordningen iføl-

ge udvalget kunne give Folketinget mulighed for at føre par-

lamentarisk kontrol med en ministers beslutning om at bryde

sandhedspligten og dermed sikre tilliden til, at en minister

alene vil undlade at give Folketinget rigtige og fyldestgøren-

de oplysninger i situationer, hvor det er åbenbart nødven-

digt.

Udvalget har pointeret, at et organ som det foreslåede og

det forhold, at en minister har rådført sig med organet, ikke i

sig selv vil fritage ministeren for et eventuelt retligt ansvar

for at have brudt sandhedspligten. Det vil således fortsat væ-

re ministerens ansvar at afgøre, om sandhedspligten skal

brydes, og det vil i sidste ende bero på en konkret retlig prø-

velse, om der har foreligget omstændigheder, der kan føre til

straffrihed. Udvalget har dog i forlængelse heraf anført, at

en minister i de tilfælde, hvor der er opnået bred politisk for-

ståelse for et brud på sandhedspligten, i almindelighed vil

befinde sig i en så ekstraordinær situation, at det ud fra en

almindelig samfundsmæssig bedømmelse er åbenbart, at det

ikke har været meningen at straffe et brud på sandhedsplig-

ten. Ligeledes har udvalget påpeget, at eksistensen af orga-

net og det, at en minister har rådført sig med det, heller ikke

vil fritage ministeren for et muligt politisk ansvar, når sand-

heden lægges frem. Udvalget har dog i den forbindelse an-

ført, at man nok kan regne med, at organets tilkendegivelser

som noget naturligt vil indgå i Folketingets politiske bedøm-

melse af sagen.

Christianiaudvalget er ikke fremkommet med en konkret

anbefaling om, hvorvidt der skal være tale om et nyoprettet

organ i Folketingets regi eller et eksisterende, eller med en

model for en eventuel nærmere regulering af organets virke.

Udvalget har imidlertid fremhævet, at det er afgørende, at

organet oprettes på en sådan måde, at der er bred opbakning

til ordningen i Folketinget og tilslutning til ordningen i rege-

ringen, således at tilliden til det grundlægende princip om, at

en minister skal give Folketinget rigtige og fyldestgørende

oplysninger, sikres. Udvalget har påpeget en række hensyn,

der gør sig gældende i den forbindelse, og som i oversigts-

form kan sammenfattes som følger:

– Det er nødvendigt, at der er tillid til, at de personer, der

sidder i udvalget, ikke vil vægte snævre partipolitiske inte-

resser, når en minister forelægger en sag, men vil søge at va-

retage det parlamentariske systems interesse i at bevare tilli-

den mellem Folketinget og regeringen og den almene inte-

resse i at afhjælpe en ekstraordinær situation. Udvalget har i

forlængelse heraf anført, at det kan være af betydning, at or-

ganet består af personer, der har erfaring med folketingsar-

bejdet.

– Det vil være nødvendigt, at organet udgør et passende

repræsentativt udsnit af Folketingets partier, så en minister i

videst muligt omfang kan tage organets tilkendegivelse som

udtryk for Folketingets opfattelse.

– Det kan være af betydning, at de personer, der sidder i

organet, nyder en sådan tillid og har en sådan status og posi-

tion, at de har en vis mulighed for at påvirke de øvrige fol-

ketingsmedlemmers handlinger, også i situationer, hvor de

Beretning af almen art - 2016-17 nr. 3

pågældende ikke nødvendigvis kan få en begrundelse eller

den fulde begrundelse for, hvorfor en given handling eller

undladelse er nødvendig.

– Endelig bør organet have forholdsvis få medlemmer.

Udvalget har anført, at det forekommer nærliggende at

henlægge opgaven til Folketingets Præsidium, men at der

også er andre muligheder, herunder at oprette et organ i til-

knytning til Præsidiet eller Udvalget for Forretningsordenen,

f.eks. et underudvalg under Udvalget for Forretningsordenen

med repræsentanter for Præsidiet og/eller kredsen af parti-

formænd og/eller kredsen af udvalgsformænd. Udvalget har

i forlængelse heraf anført, at det taler for at henlægge opga-

ven til et eksisterende organ, at organet må forventes at

skulle behandle meget få sager, antagelig med meget lang

tid imellem.

Med hensyn til regulering af organets virke har udvalget

som en mulighed fremført en lovregulering, hvilket vil være

nødvendigt, hvis der skal gælde en særlig tavshedspligt for

medlemmerne på samme måde, som der gælder for medlem-

merne af f.eks. Udvalget vedrørende Efterretningstjenester-

ne og Det Udenrigspolitiske Nævn. Medlemmerne af orga-

net vil dog også uden en særlig lovregulering være bundet af

lovgivningens almindelige regler om tavshedspligt.

Udvalget har bemærket, at retningslinjer for organets be-

handling af oplysninger, der kan medvirke til at klargøre og

indskærpe tavshedspligten, vil kunne fastsættes på anden

måde end ved lov.

Udvalget har desuden bemærket, at de oplysninger, som

organet vil modtage, må antages at være af en sådan karak-

ter, at det vil være klart for organets medlemmer, at de er

undergivet tavshedspligt efter de almindelige regler.

Udvalget har anført, at det er af afgørende betydning, at

organet kan handle med fornøden fleksibilitet, hvilket taler

for ikke at fastsætte en særlig tavshedspligt ved lov. Udval-

get har som alternativ hertil nævnt den mulighed at regulere

organets forhold enten i Folketingets forretningsorden eller

f.eks. i en udvalgsberetning.

Udvalget har ikke set noget behov for at gøre en mini-

sters brug af ordningen til en lovbestemt pligt.

4. Udvalget for Forretningsordenens overvejelser

Som også berørt indledningsvis anser Udvalget for For-

retningsordenen ministres sandhedspligt over for Folketin-

get for et helt grundlæggende princip for det parlamentari-

ske system og det danske folkestyres funktion. Udvalget for

Forretningsordenen kan herved i det hele henvise til sin be-

retning af 26. februar 2015 om ministres ansvar over for

Folketinget, som Christianiaudvalget også har fremhævet i

sin betænkning.

Udvalget for Forretningsordenen værdsætter Christian-

iaudvalgets arbejde med at redegøre for retstilstanden vedrø-

rende ministres sandhedspligt. Udvalget for Forretnings-

ordenen finder redegørelsen velovervejet, velformidlet og

instruktiv. Udvalget for Forretningsordenen finder det nyt-

tigt for det fremtidige samarbejde mellem Folketinget og re-

geringen, at det med betænkningen er præciseret, at ministre

kun under uhyre sjældne og helt særlige omstændigheder,

hvor værdier som statens sikkerhed eller menneskeliv er på

spil, og hvor der ikke er andre muligheder, lovligt kan tilsi-

desætte deres sandhedspligt over for Folketinget. Udvalget

for Forretningsordenen anser det endvidere for gavnligt, at

betænkningen på en enkel og overskuelig måde forholder

sig også til principperne for embedsmænds betjening af mi-

nistre med særlig adresse til spørgsmål om afgivelse af op-

lysninger til Folketinget.

Udvalget for Forretningsordenen finder generelt retstil-

standen, som den er beskrevet i Christianiaudvalgets be-

tænkning, tilfredsstillende, og tilslutter sig derfor, at der ik-

ke for indeværende er behov for nye lovgivningsmæssige

initiativer til ændring eller præcisering af ministres sand-

hedspligt over for Folketinget eller af reglerne for embeds-

mænds handlinger og undladelser i tilknytning hertil.

Udvalget for Forretningsordenen noterer sig med særlig

tilfredshed, at Christianiaudvalget har frakendt begrebet

»nødløgne« selvstændig retlig betydning ved vurderingen

af, om en minister har overtrådt sin sandhedspligt. Udvalget

finder – i forlængelse af den folketingsvedtagelse, som er

nævnt indledningsvis – anvendelsen af et sådant begreb util-

fredsstillende i sammenhængen henset til det overordnede

behov for at sikre, at Folketinget og dets udvalg og medlem-

mer kan agere i tillid til, at oplysninger, som modtages fra

ministre som led i det parlamentariske arbejde, er korrekte,

retvisende og fyldestgørende, og til det deraf følgende be-

hov for en særdeles snæver afgrænsning af, hvornår sand-

hedspligten lovligt kan tilsidesættes.

I forhold til den ordning, som Christianiaudvalget har

foreslået indført, bemærker Udvalget for Forretningsorde-

nen, at regeringen ikke – set fra Folketingets side – hidtil har

været afskåret fra at rette henvendelse til udvalg eller andre

afgrænsede personkredse inden for Folketinget med et ønske

om en drøftelse under fortrolige former, hvis en minister har

befundet sig i en vanskelig situation, hvor helt særlige og

tungtvejende hensyn har talt for en tilsidesættelse af sand-

hedspligten. Afhængig af den konkrete situation og de bag-

vedliggende hensyn kunne det f.eks. være kredsen af grup-

peformænd eller partiledere, Præsidiet, Udvalget vedrørende

Efterretningstjenesterne eller Udvalget for Forretningsorde-

nen.

Uanset denne adgang er situationer, hvor en ministers af-

givelse af oplysninger til Folketinget giver særlige vanske-

ligheder, hidtil som altovervejende hovedregel blevet løst

ved andre midler som dem, som Christianiaudvalget også

har fremhævet, f.eks. ved at give oplysninger i fortrolig

form eller meddele, at visse oplysninger foreligger, men er

udeladt af visse nærmere angivne hensyn. Udvalget for For-

retningsordenen forventer, at dette også fremover klart vil

være normen, og at tilfælde, hvor en minister måtte opleve

det ønskeligt at kunne rådføre sig med et organ i Folketinget

med henblik på eventuelt at tilsidesætte sandhedspligten, så-

ledes må blive overordentligt sjældent forekommende.

Udvalget for Forretningsordenen finder på den baggrund

ikke, at erfaringerne fra Christianiasagen kan begrunde, at

der oprettes egentligt nye organer i Folketingets regi til

håndtering af eventuelle fremtidige tilfælde, eller at der be-

sluttes en fast, ny procedure herfor, herunder udpeges et ek-

sisterende organ til i alle tilfælde at have opgaven.

Beretning af almen art - 2016-17 nr. 3

Udvalget for Forretningsordenen noterer sig og tilslutter

sig, at Christianiaudvalget har pointeret, at det forhold, at

der måtte være etableret en procedure for inddragelse af et

organ under Folketinget som skitseret, og det forhold, at en

minister har rådført sig med organet, ikke i sig selv vil frita-

ge ministeren for et eventuelt retligt ansvar for at have brudt

sandhedspligten over for Folketinget, og at en beslutning om

at give Folketinget urigtige, misvisende eller utilstrækkelige

oplysninger således altid træffes på ministerens eget ansvar.

Udvalget for Forretningsordenen føjer hertil, at udvalget na-

turligvis heller ikke ser sig i nogen position til at garantere,

at en ministers rådføring med et sådant organ vil kunne sikre

ministeren imod et efterfølgende politisk ministeransvar,

hvilket i sagens natur må bero på det til enhver tid bestående

folketingsflertals vilje.

Udvalget for Forretningsordenen finder det bedst stem-

mende med disse ansvarsprincipper, at det som udgangs-

punkt overlades til regeringen selv at tage stilling til, hvilket

organ i Folketingets regi det i en given situation vil være re-

levant at rådføre sig med.

Udvalget for Forretningsordenen finder dog anledning til

at anføre nogle forhold ved forskellige organer under Folke-

tinget, som det efter udvalgets opfattelse i almindelighed vil

være nærliggende at inddrage i regeringens vurdering. For

alle de nævnte organers vedkommende gælder, at en orien-

tering i givet fald vil kunne ske i fortrolighed.

Kredsen af gruppeformænd eller kredsen af partiledere

udgør et forholdsvis kompakt forum, hvor alle partier kan

deltage, samtidig med at medlemmerne nyder fremtrædende

positioner i deres partier, som giver dem gode muligheder

for at påvirke deres partifællers handlinger og undladelser.

Folketingets Præsidium

har som også fremhævet af Chri-

stianiaudvalget den fordel, at dets medlemmer nyder en høj

grad af tillid og en generelt fremtrædende position blandt

Folketingets medlemmer. Præsidiet er endvidere en veleta-

bleret enhed, der mødes regelmæssigt, og har stor erfaring

med behandling af principielle spørgsmål vedrørende Folke-

tingets indre forhold og forholdet til regeringen. Det er her-

overfor blevet anført, at det vil være en ulempe, at ikke alle

Folketingets partier er repræsenterede i Præsidiet.

Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne,

det så-

kaldte kontroludvalg, er i lighed med Præsidiet en veletable-

ret enhed og har den yderligere fordel – af særlig relevans

for tilfælde, hvor de pågældende oplysninger måtte hidrøre

fra eller i øvrigt vedrøre efterretningstjenesterne – at have

stor indsigt i efterretningstjenesternes arbejde. Endvidere er

udvalget omfattet af en særlig lovbestemt tavshedspligt. I

lighed med Præsidiet omfatter udvalget ikke alle Folketin-

gets partier. En eventuel ændring af dette forhold må ske

ved en lovændring.

Udvalget for Forretningsordenen

har flere af de samme

fordele i denne sammenhæng som Præsidiet og herudover

den fordel, at udvalget omfatter alle Folketingets partier

undtaget de nordatlantiske. Det kan muligvis indvendes, at

udvalget er for stort et forum til i alle tilfælde at være egnet

til drøftelser af den beskrevne art.

Som allerede nævnt forventer Udvalget for Forretnings-

ordenen uanset disse overvejelser om konkrete organers eg-

nethed, at situationer, hvor en minister måtte overveje at til-

sidesætte sin sandhedspligt og derfor måtte ønske at kunne

rådføre sig med et organ i Folketinget forinden, må blive

overordentligt sjældent forekommende. Udvalget vil finde

det meget tilfredsstillende, hvis sådanne situationer ved an-

vendelse af andre fremgangsmåder som også beskrevet af

Christianiaudvalget, jf. ovenfor, fremover helt kan undgås.

flertal

i udvalget (Dansk Folkepartis, Venstres, Liberal

Alliances og Det Konservative Folkepartis medlemmer af

udvalget) ønsker i tillæg til ovenstående at udtale følgende:

Flertallet kan bakke op om de ovenstående synspunkter

om, hvad Christianiasagen for fremtiden bør føre til.

Flertallet finder dog ikke at kunne medvirke til en afslut-

ning af sagen uden at fremkomme med nogle betragtninger

om det utilfredsstillende i selve Christianiasagens forløb.

Navnlig finder flertallet det utilfredsstillende, at det øjensyn-

lig – trods mange beklagelser og bred tilslutning til, at det,

der skete, ikke måtte ske – ikke har været muligt at få place-

ret et klart ansvar hos nogen af de implicerede.

For så vidt angår den tidligere statsministers forhold,

konstaterer flertallet, at intet i de foreliggende mundtlige og

skriftlige besvarelser tyder på, at den daværende statsmini-

ster eller Statsministeriets embedsmænd bidrog til at kon-

struere urigtige forklaringer i sagen om Retsudvalgets udsat-

te besøg på Christiania i 2012.

Flertallet noterer sig, at statsministeren tilsyneladende ik-

ke var bekendt med sagens rette sammenhæng, og konstate-

rer, at der ikke ud fra det foreliggende er grundlag for at an-

tage, at den daværende statsminister eller Statsministeriet

skulle have forbrudt sig mod en eventuel tilsynsforpligtelse.

For så vidt angår tidligere justitsminister Morten Bød-

skovs forhold, konstaterer flertallet, at det synes ubestridt, at

han gav Folketinget urigtige oplysninger som begrundelse

for, at Retsudvalgets planlagte besøg på Christiania måtte

udsættes. Dette skete for det første i forbindelse med selve

beslutningen i februar 2012 om at udsætte besøget og til

overmål igen, da ministeren den 3. december 2013 frem-

sendte den usandfærdige redegørelse af 19. november 2013

til Retsudvalget i tilknytning til fremsendelsen af en redegø-

relse fra chefen for PET om besøget.

Flertallet noterer sig, at sagen alene har givet anledning

til, at der er draget et politisk ansvar over for Morten Bød-

skov, idet han måtte træde tilbage som justitsminister den

10. december 2013, efter at Enhedslisten havde meddelt, at

man ikke længere kunne have tillid til ham som minister.

Den daværende statsminister oplyste i sin besvarelse af 17.

februar 2014 af Retsudvalgets spørgsmål nr. 517 (alm. del),

at hun eller Statsministeriet ikke havde foretaget en vurde-

ring af, hvorvidt Morten Bødskov havde overtrådt minister-

ansvarlighedslovens § 5, stk. 2, der handler om afgivelse af

urigtige eller vildledende oplysninger til eller fortielse af

væsentlige oplysninger over for Folketinget. I sin besvarelse

af 15 maj 2014 af Retsudvalgets spørgsmål nr. 961 (alm.

del) udtalte den daværende statsminister, at der på baggrund

af bl.a. forhørsledelsens beretning og indstilling af 2. maj

2014 ikke var grundlag for at rejse spørgsmål om noget juri-

disk ansvar over for Morten Bødskov. I øvrigt henviste

statsministeren til besvarelsen af spørgsmål nr. 517.

Beretning af almen art - 2016-17 nr. 3

I beretningen og indstillingen fra forhørsledelsen, der

gennemførte tjenstlige forhør mod to embedsmænd i Justits-

ministeriet i anledning af sagen, indtager begrebet »nød-

løgn« en central plads. Således anvendte forhørsledelsen føl-

gende formulering i sin vurdering af de to embedsmænds

handlemåde: »Den usandhed, der lå i Johan Reimannbe-

grundelsen, kan således bedst betegnes som en forklarlig og

undskyldelig nødløgn.«

Som nævnt bakker flertallet op om de ovennævnte be-

tragtninger om, hvad Christianiasagen for fremtiden bør føre

til. Navnlig bakker flertallet op om, at Christianiaudvalget

har frakendt »nødløgnsbegrebet« selvstændig retlig betyd-

ning ved vurderingen af, om en minister har overtrådt sin

sandhedspligt. Som Christianiaudvalget også selv har påpe-

get, er sandhedspligten af fundamental betydning for, at det

danske demokrati kan fungere, og afgørende for den tillid

mellem Folketinget og ministrene, som vores parlamentari-

ske ordning bygger på. Man skal kunne stole på, at en mini-

ster giver Folketinget sande og fyldestgørende oplysninger.

Flertallet konstaterer, at Morten Bødskovs handlemåde

har været uacceptabel og i strid med de pligter og det an-

svar, som følger med ministerhvervet. Dette gælder både i

forhold til afgivelse af urigtige oplysninger til Folketinget,

det efterfølgende forløb, hvor sagen blev afdækket, og i pe-

rioden efter offentliggørelsen af tjenestemandsundersøgel-

sens konklusioner.

Flertallet konstaterer, at det samlede forløb omkring

Morten Bødskovs afgivelse af urigtige oplysninger til Folke-

tinget har været skadeligt for Folketingets tillid til, at mini-

strene og ministerierne altid udfolder de største anstrengel-

ser for at svare korrekt og fyldestgørende på Folketingets

spørgsmål, der stilles som led i udøvelsen af den parlamen-

tariske kontrol med regeringen. På den baggrund finder fler-

tallet grund til at indskærpe, at det særlig i denne type sager

er afgørende, at der svares så korrekt og fyldestgørende som

muligt.

Det er endvidere flertallets opfattelse, at det ville have

været mest korrekt, om Christianiaudvalgets afklaring af

retstilstanden var lagt mere entydigt til grund for bl.a. Ju-

stitsministeriets besvarelse af spørgsmål fra Folketinget.

mindretal

i udvalget (Enhedslistens medlemmer af ud-

valget) ønsker at udtale følgende:

Enhedslisten mener, at det er essentielt at fastslå, at sand-

hedspligten over for Folketinget er undtagelsesfri, og at be-

grebet »nødløgn« ikke har en retlig betydning. Det er ikke

tilladt for en minister at lyve over for Folketinget, og under

uhyre sjældne og helt særlige omstændigheder, hvor værdier

som statens sikkerhed eller menneskeliv er på spil, og hvor

der ikke er andre muligheder, må en minister rådføre sig

med et af de af Christianiaudvalget oplistede organer, men

dette fratager ikke i sig selv en minister ansvar over for Fol-

ketinget eller et retligt ansvar. Enhedslisten ønsker i den for-

bindelse at understrege, at regeringen under sådanne helt

særlige omstændigheder bør rådføre sig med et organ, hvor

alle Folketingets partier er repræsenteret.

Enhedslisten mener også, at det er vigtigt at fastslå, at

Christianiaudvalgets betænkning og Udvalget for Forret-

ningsordenens beretning dermed ikke ændrer på den hidtidi-

ge retstilstand eller de politiske konklusioner i sagen vedrø-

rende daværende justitsminister Morten Bødskov, den så-

kaldte Christianiasag. Daværende justitsminister Morten

Bødskov løj over for Folketinget mod bedre vidende uden at

forsøge at afklare situationen gennem en fortrolig oriente-

ring af eksempelvis Retsudvalget el.lign. og undlod over for

PET at reagere på misbrug af personfølsomme oplysninger,

da adgangen til folketingsmedlem Pia Kjærsgaards kalender

hos PET’s livvagttjeneste blev misbrugt til at forsøge at for-

hindre folketingsmedlemmet i at deltage i et besøg på Chri-

stiania. Et sådan forløb må naturligt føre til, at Folketinget

udtaler sin mistillid til en minister, og dermed har sagen fået

de rette politiske konsekvenser.

Enhedslisten vil samtidig fastslå, at der i forbindelse med

diskussionen om Statsministeriets og den daværende stats-

ministers indblanding i den såkaldte Christianiasag var

grundlag for at rejse kritik af Statsministeriet, idet Statsmi-

nisteriets departementschef under telefonsamtaler med Ju-

stitsministeriets departementschef burde have skaffet sig et

nøje overblik over begivenhedsforløbet, da der var grund til

at tro, at der ikke blev givet korrekte oplysninger til offent-

ligheden og Folketinget. Det var Enhedslistens ønske, at det-

te i 2014 blev kritiseret, men Venstre ønskede dengang ikke

at danne flertal for dette i Retsudvalget.

Enhedslisten finder det dog vigtigt at slå fast, at det ikke

er i orden at insinuere i en betænkningsafgivelse fra Folke-

tinget, at man ønsker et andet udfald, eller i øvrigt blande

sig i en personalesag i et specifikt ministerium, men at dette

derimod er en grov overtrædelse af magtens tredeling. En-

hedslisten finder det især bemærkelsesværdigt, at der er re-

geringspartier, der indlader sig på dette.

P.u.v.

Pia Kjærsgaard

formand