UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2016-17
UUI Alm.del Bilag 90
Offentligt

DIIS REPORT 2016: 09

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN

BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

Denne rapport er skrevet af Jakob Peter Witt, MSc., forskningsassistent på DIIS

DIIS · Dansk Institut for Internationale Studier

Østbanegade 117

2100 København

Tlf: +45 32 69 87 87

E-mail: [email protected]

www.diis.dk

Layout: Lone Ravnkilde & Viki Rachlitz

Printet i Danmark af Eurographic

Forsidefoto: Scanpix Denmark, Sofie Amalie Klougart

ISBN 978-87-7605-849-4 (print)

ISBN 978-87-7605-848-7 (pdf)

DIIS publikationer kan downloades gratis eller bestilles fra www.diis.dk

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

Indhold

Introduktion

Indvandringskritikken marcherer mod Borgen

Reaktioner på terror

Ekstraparlamentarisk aktivitet

Truslen fra enkeltpersoner

Højreekstrem vold i Europa

Ideologiske enmandshære eller voldelige tabere

Konklusion

Noter

Referencer

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

INTRODUKTION

Truslen fra islamistisk terrorisme fylder meget i den danske – og vestlige – debat og

har, kombineret med et fokus på det øgede antal asylansøgere til Danmark, resulteret

i en spill-over-effekt, der har betydet, at udlændingedebatten til tider får et

sikkerhedspolitisk skær. I denne kontekst er der fra flere sider blevet udtrykt frygt for

en modreaktion; at de mest indvandringskritiske segmenter i samfundet vil røre på

sig, potentielt via voldelig protest eller terrorisme. Omvendt agiteres der – ikke

mindst netop fra det yderste højre – for, at tilstedeværelsen af markante holdninger

fungerer som en ”ventil”, der forhindrer, at frustrationer kommer til et mere voldeligt

udtryk. Indeværende rapport er ikke en kortlægning af den danske højrefløj, men et

øjebliksbillede af hvordan den mest udtalte indvandringsskepsis kommer til udtryk

blandt centrale aktører uden for Christiansborg. Rapporten består af tre dele; først

en undersøgelse af, hvordan de nye, indvandringskritiske partier, der søger at stille

op til Folketinget, benytter både strukturelle og kontekstuelle muligheder til at

markere sig. I del to bevæger vi os uden for det parlamentariske system for at se,

hvilke andre bevægelser der rører på sig på den yderste danske højrefløj. Disse to

dele har til sammen til formål at undersøge, hvordan den mest udlændingekritiske

stemme i Danmark kommer til udtryk og tager udgangspunkt i teorien om politiske

mulighedsstrukturer, der muligvis kan bidrage til en forklaring af den relative

udeblivelse af højreekstremistisk vold. I rapportens sidste del rettes fokus mod

enkeltpersoner uden for organiserede grupper, og det diskuteres, på baggrund af

studier af islamistisk terrorisme og højre-ekstremistisk vold i udlandet, om det giver

mening at vurdere en potentiel voldelig trussel udelukkende baseret på studier af

organiserede grupperinger, eller om truslen i lige så høj grad kan forventes at komme

fra enkeltindivider, der fortolker en specifik diskurs.

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

Da Anders Breivik i 2011 gik til angreb på det norske samfund, var det med refe-

rence til en indædt modstand mod, særligt muslimsk, indvandring. Fra 2011 og frem

til nu har indvandring kun indtaget en endnu mere markant plads i den offent-

lige debat. Siden billederne af migranter på de danske motorveje tonede frem på

landets tv-skærme, har det øgede antal asylansøgere været centralt i den offentlige

debat i Danmark. Ifølge Udlændingestyrelsen kom der i 2011 3.806 asylansøgere til

Danmark. I 2015 var antallet steget til 21.225.

I en undersøgelse foretaget af

Infomedia i maj 2016 finder man, at ”danskerne har foretaget en markant højre-

drejning på flygtningespørgsmålet”, og at 43 % af danskerne mener, at flygtninge-

spørgsmålet er et af de vigtigste emner, som politikerne bør tage sig af (Infomedia

2016: 7).

Hvor der sjældent går en dag, uden at den offentlige debat vender de ”radikaliserede

islamister”, har der dog indtil for nyligt mest af alt været stille omkring truslen fra

højreekstremistiske miljøer, på trods af at eksempelvis Politiets Efterretningstjeneste

betragter truslen som mulig:

”

CTA [ Center for Terroranalyse ] vurderer, at stigende fokus på flygtninge og

migranter blandt personer med tilknytning til politisk ekstremistiske miljøer

eller med ekstremistiske sympatier kan øge truslen mod asylcentre, flygt-

ninge og migranter samt berørte myndigheder. CTA vurderer, at truslerne kan

have karakter af vold, brandstiftelse eller andre former for angreb. Angreb

eller trusler mod flygtninge og migranter fra højreekstremister kan føre til

modreaktioner fra islamister eller fra personer i det venstreekstremistiske

miljø.

”

At politikere og medier ikke beskæftiger sig med ”truslen fra højre”, har ændret sig i

løbet af sommeren 2016. Centreret omkring ”tonen i debatten” har en række

politikere problematiseret potentialet for, at debatten om indvandring vil polarisere

samfundet. Den hidtidige kulmination kom, da justitsminister Søren Pind i slutningen

af august i et interview gav udtryk for, at ekstremister på begge sider – det vil sige

både islamister og personer på den yderste højrefløj – kunne påvirke psykisk

ustabile personer til at begå terror.

Pind uddybede – efter kritik fra støttepartiet

Dansk Folkeparti – at hans udtalelser ikke var møntet på Dansk Folkeparti, men på

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

de, der mener, at Vesten er i krig med Islam (og ikke kun dele af Islam); en holdning,

som Pind ikke mener er repræsenteret i Folketinget (Pind på Facebook, 22-08-2016).

Pind uddybede senere, at han eksempelvis mente formanden for Danskernes Parti,

Daniel Carlsen.

På nær én sag om en ung mand, der malede graffiti på et

asylcenter og satte ild til centerets minibus, har sagerne om

racistisk motiveret vold mod asylcentre- og ansøgere været

udeblivende i en dansk kontekst.

Flere af vores nabolande har oplevet afbrændte asylcentre og voldshandlinger. I

Sverige dræbte en ung mand to personer på en skole i Trollhättan, angiveligt med et

racistisk motiv. I Tyskland var der i 2015 75 brandattentater mod asylcentre mod

kun fem året forinden

, og i sommeren 2016 begik en ung mand massedrab i

München, angiveligt inspireret af Anders Breivik

. Få dage inden ”Brexit”-afstem-

ningen blev labour-politiker og EU-fortaler Jo Cox myrdet af en person, der havde

udvist interesse for nynazisme. Gerningsmanden ytrede angiveligt støtte til ”Britain

First”, et indvandringskritisk parti på den yderste højrefløj, mens han begik sin

ugerning.

Men hvor befinder den danske, voldelige højrefløj sig i denne kontekst? På

nær én sag om en ung mand, der malede graffiti på et asylcenter og satte ild til

centerets minibus, har sagerne om racistisk motiveret vold mod asylcentre- og

ansøgere været udeblivende i en dansk kontekst. Senest har der i august 2016

været et tilfælde af racistisk graffiti på en muslimsk efterskole. Hvor opsigtsvækkende

sådanne sager end er, er de det (stadigvæk) i særdeleshed på grund af deres unikke

karakter i en dansk kontekst. I en netop udgivet database over højre-ekstrem vold i

Europa skal vi tilbage til 2005 for at finde Danmark repræsenteret og til 1992 for at

finde en handling med døden til følge (Ravndal 2016). Databasen inkluderer kun de

mest alvorlige hændelser, og dækker således ikke eksempelvis hærværk eller

hatecrime. En anden undersøgelse (Koehler 2016) viser, modsat Ravndal, at højre-

ekstrem vold er i fremgang – dog ikke specifikt i Danmark. Både brug og konstruktion

af databaser er meget afhængigt af, hvad man ønsker at undersøge – og forventer

at finde frem til. Indeværende rapport vil af samme årsag så vidt muligt tage

udgangspunkt i kvalitative undersøgelser frem for kvantitative.

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

Tre niveauer

Hvor der tilsyneladende ikke har været en voldelig reaktion på tilstrømningen af

flygtninge og migranter, har der til gengæld været vind i sejlene for partier, der inden

for de parlamentariske rammer fokuserer på udlændingepolitikken. Danskernes

Parti fremlagde d. 9. august 2016 en meningsmåling foretaget af Gallup, der viste,

at 3,4% af de adspurgte vil stemme på partiet, og at yderlige 12,6% vil overveje det.

Partiet, der selv regner med at blive opstillet til Folketinget inden for kort tid, tolkede

dette som et bevis for, at deres muligheder for ikke alene at stille op, men også at

komme ind i Folketinget, er gode. Et andet indvandringskritisk parti, Nye Borgerlige,

nåede i slutningen af september 2016 det fornødne antal vælgererklæringer og er

dermed klar til et kommende Folketingsvalg. I første del af denne rapport undersøges

disse politiske partier i konteksten af et øget fokus på både truslen fra terrorisme og

udlændingedebatten. Er der tale om, at partiernes succes er påvirket af disse

faktorer, og at partierne kanaliserer det mest indvandrerkritiske segment af den

danske befolkning ind i den parlamentariske arena? Denne del roterer omkring

teorien om politiske mulighedsstrukturer og gennemgår, hvordan disse nye partier

benytter deres position som opposition til at kritisere de etablerede partier – i

særdelshed Dansk Folkeparti – og deres respons på terrortruslen og den øgede ind-

vandring. Det centrale for denne undersøgelse er, hvorvidt en sådan parlamentarisk

deltagelse mindsker risikoen for voldelig protest. At dette skulle være tilfældet, er

netop et yndet argument for partier med en hård udlændingepolitisk profil, der

påpeger, at det er et spørgsmål om ytringsfrihed, og at alternativet til en bramfri

debat kan være, at personer med disse holdninger tyer til vold. Eksempelvis udtalte

udlændingeordfører for Dansk Folkeparti, Martin Henriksen, i DR2s ”Debatten” i

september 2016, om netop den tilspidsede tone i udlændingedebatten, følgende:

”

Hvis folk bliver frustrerede, hvis folk føler, der ikke bliver lyttet til dem, så har vi

hærværk [mod asylcentre] eller andre ting som ikke er i orden.

jo desværre set eksempler på, at så forsøger de at komme til orde på ulovlig

vis (…) Det kan være nogen, der føler sig ansporet til eksempelvis at begå

”

For at undersøge, om eventuelle mulighedsstrukturer, der fordrer fremgang for

udlændingekritiske partier, virkelig kan forklare den relativt lave frekvens af

højreekstrem vold i Danmark, bevæger rapporten sig i anden del uden for den

parlamentariske deltagelse for at undersøge, hvilke grupper der ellers er aktive, og

frem for alt hvordan de er det. De seneste år har vi både oplevet grupper, der ikke

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

mener, at parlamentarisk deltagelse er vejen frem, og deciderede borgerværn, der

reagerer på en opfattelse af, at statens rolle som eneste legitime voldsudøver har

slået fejl. Men er det ensbetydende med ”politisk vold”?

Sidste del fokuserer på enkeltindivider, og stiller – baseret på empiriske eksempler

på både højre-ekstrem og islamistisk vold – spørgsmålet om, hvorvidt vold over-

hovedet bør forventes at udspringe fra mere eller mindre organiserede grupperinger?

Endvidere belyses det, hvordan samfundet har en tendens til at tillægge islamistisk

vold en særlig, politisk betydning og modsat ignorere det politiske aspekt af racistisk

motiveret vold.

Afgrænsninger

En vurdering af det voldelige potentiale fra det yderste højre kan ikke favne alle

aspekter inden for det givne format. Derfor vil indeværende rapport kun i ganske

begrænset omfang beskæftige sig med højreekstremismens historie i Danmark,

ligesom den – relevante – komparative analyse af det danske samfund over for

eksempelvis vores skandinaviske naboer heller ikke vil indgå. Derfor er formålet

med rapporten heller ikke at nå frem til en endelig konklusion eller kausal sammen-

hæng mellem eksempelvis fremkomsten af stærkt indvandringskritiske partier og

en lav frekvens af højreekstremistisk vold. Formålet er, derimod, at belyse nogle af

de mest markante tendenser i det nutidige, danske samfund og vurdere nogle af de

argumenter, der oftest ytres. Fokus er på de partier og grupper, der – endnu – ikke

er repræsenteret i Folketinget.

Fremgangsmåde

Denne rapport er baseret på data fra flere forskellige kilder. Første del er først og

fremmest baseret på interviews med tre ledende skikkelser på den nye, indvandring-

skritiske ”fløj”: partileder fra Danskernes Parti, Daniel Carlsen, formand for Dansk

Samling, Morten Uhrskov, og næstformand for Nye Borgerlige, Peter Seier

Christensen. Derudover har diverse tekster fra partiernes hjemmesider fungeret

som baggrundsmateriale. Endelig er en stor del af eksemplerne på de forskellige

kampagner hentet fra de sociale medier; dels fra partiledernes personlige Facebook-

sider, dels partiernes Facebook-sider. I det omfang, at de ”gamle” medier har

beskæftiget sig med emnet og partierne, er dette også inkluderet i datamængden.

Del to er i høj grad baseret på diverse bevægelsers egne hjemmesider og indgående

arbejde med at følge aktivitet på de sociale medier samt interaktionen imellem

diverse grupper. Sidste del trækker i højere grad på litteratur inden for faget, en

række rapporter og databaser samt tidligere udgivelser fra DIIS.

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

INDVANDRINGSKRITIKKEN MARCHERER MOD BORGEN

Indledningsvist vil de mest centrale aktører i det mest indvandringskritiske seg-

ment af dansk politik blive introduceret, inden deres reaktion på den samtidige

kontekst kan analyseres.

Danskernes Parti

Det måske mest velkendte udlændingekritiske parti er Danskernes Parti, som i

særdeleshed er kendt for personen i spidsen – Daniel Carlsen. Partiet blev stiftet i

2011 af Carlsen, der på det tidspunkt var kendt fra sin tid i Dansk Nationalsocialis-

tisk Bevægelse (DNSB). Carlsens fortid har både medvirket til en eksponering men

også en stigmatisering, der betyder, at han konstant skal forholde sig til sin fortid

(Carlsen, foredrag 2016). Danskernes Parti skiller sig ud fra andre ved deres om-

fattende hjemsendelsesprogram. Dette indebærer, at man hjemsender alle ikke-

vestlige udlændinge med en rate på 14.000 om året i 30-40 år (Danskernes Parti

2015; 7). Ikke-vestlige dækker over alle, der ikke har familiær tilknytning (gift eller

børn/forældre) til etniske danskere. Hjemsendelsesprogrammet er helt centralt for

Danskers Parti og ifølge partileder Daniel Carlsen en væsentlig årsag til, at de ikke

samarbejder med andre indvandrerkritiske partier, da man ikke vil gå på kompromis

(samtale m. Daniel Carlsen, 18/4/2016). Danskernes Parti repræsenter det mest

yderliggående indvandringskritiske parti og er relativt isoleret, selv blandt disse

partier. Både samtaler med Daniel Carlsen og ledelsen i henholdsvis Nye Borgerlige

og Dansk Samling bekræfter, at der ingen interesse er fra de andre partier i at blive

associeret med Danskernes Parti, og i alle tilfælde bliver både partiets politik og

formandens fortid nævnt som tungtvejende årsager. Partiet meddelte d. 9. august

2016, at de ”var på vej i Folketinget” og var svært optimistiske på grundlag af den

tidligere omtalte meningsmåling. Samtidig kunne man dog ikke komme med et

præcist tal på, hvor mange vælgererklæringer man havde samlet, men at man havde

19.000 hensigtserklæringer.

Nye Borgerlige

Nye Borgerlige er det seneste skud på stammen af partier, der kører kampagne på

spørgsmålet om indvandring, og partiet offentliggjorde d. 22. september 2016, at

man var nået i mål med indsamlingen af vælgererklæringer og dermed parat til et

kommende folketingsvalg. Partiet – i særdeleshed i skikkelse af formand Pernille

Vermund og næstformand Peter Seir Christensen – har således med en meget

effektiv kampagne overhalet Danskernes Parti, der har været i gang noget længere.

Nye Borgerlige har fokus på værdipolitik, nationalt fællesskab, og liberal økonomisk

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

politik. Sagt med egne ord vil man ”sænke skattetrykket, stramme udlændinge-

politikken og tage et utvetydigt opgør med EU og de konventioner, der begrænser

vores folkestyre.”

Dog er det særligt partiets syn på Dansk Folkepartis flygtninge-

og indvandrerpolitik som værende for ”blødsøden” samt kontroversielle forslag som

placeringen af væbnede soldater ved grænsen, der har været centralt i mediernes

dækning af partiets opstillingskampagne.

At Nye Borgerlige tager afstand fra

Danskernes Parti, blev tydeligt i slutningen af august 2016, hvor formand Pernille

Vermund kom i stormvejr for at have udtrykt sympati med en barndomsveninde, der

arbejder for at reformere Islam. Mange reagerede med skuffelse på de sociale

medier, hvortil Vermund udtalte til Berlingske: »Når valget er udskrevet, er jeg ikke

herre over, hvem der stemmer på Nye Borgerlige og af hvilke årsager. Men jeg tror,

det kan være meget godt at få sat foden ned og gøre det tydeligt, at vi ikke er

Danskernes Parti. Vi vil bekæmpe Islams indflydelse, ikke tvangsdeportere muslimer.

Det er bedre at gøre klart nu end at sidde i Folketinget, mens en masse forventer, vi

skal levere noget, som aldrig har været vores politik.«

Outsiderne

Dansk Samling har eksisteret som parti siden 1936, men dets nuværende værdi-

grundlag er fra 2010. Hvor Nye Borgerlige definerer sig selv som konservative, tager

Dansk Samling afstand fra alle ’ismer’, men kan dog på mange parametre betragtes

som liggende værdimæssigt tæt op ad Nye Borgerlige – om end det fremstår noget

mere reaktionært og ”gammeldags”. På nuværende tidspunkt virker det højst

usandsynligt, at Dansk Samling vil blive opstillet til Folketinget, hvorfor de i mindre

grad vil blive inddraget.

Der er yderligere to politiske grupperinger/partier, der er værd at nævne, hvoraf den

første fremstår klart størst: Stop Islamiseringen Af Danmark (SIAD eller ”Partiet

SIAD”). SIAD kan mest af alt betragtes som en social bevægelse, der forsøger sig

som politisk parti, og som nu samler vælgererklæringer sammen med Frem-

skridtspartiet. Bag SIAD står Anders Gravers Pedersen, der er en ledende skikkelse i

den såkaldte internationale anti-jihad bevægelse. På trods af over 10.000 ’synes

godt om’-tilkendegivelser på Facebook fremgår det fra samme kilde, at man har haft

svært ved at samle 100 personer til en stort opslået demonstration og derfor har

været nødsaget til at aflyse. Fornemmelsen af, at SIAD i høj grad er et fænomen, der

eksisterer på internettet, bekræftes af samtaler med ledelsen af Danskernes Parti,

Nye Borgerlige og Dansk Samling. Ingen af de tre nævnte betragter SIAD som reelle

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

konkurrenter, og de var knapt opmærksomme på, at SIAD samler vælgererklæringer.

Senest har SIAD forsøgt at forny sig som et borgerværn, der går under navnet Dansk

Modstand og Selvforsvar.

Som nævnt samler SIAD vælgererklæringer sammen med Fremskridtspartiet, som

historisk set har spillet en stor rolle for kritik af – særligt muslimsk – indvandring til

landet. Dog må man på baggrund af en hjemmeside, der ikke opdateres og en

ikkeeksisterende stemme i mediebilledet, konkludere, at partiet er decimeret og kan

betragtes som en minimal spiller, hvorfor denne rapport ikke vil beskæftige sig

nærmere med Fremskridtspartiet. Folkebevægelsen ”Frit Danmark” indsamler

ligeledes, ifølge deres hjemmeside, vælgererklæringer sammen med Fremskridts-

partiet, om end det er uvist om dette stadig reelt foregår. Frit Danmark vil blive

behandlet yderligere i del 2.

Politiske mulighedsstrukturer

En mulig forklaring på, at vi i Danmark kun har oplevet minimal højreekstremistisk

vold, kan findes i teorien om politiske mulighedsstrukturer. Den centrale tese i

teorien går på, at graden af protester i et samfund hænger sammen med, hvor åbent

eller lukket dette samfund er. I begge ender af spektret vil man opleve, at der kun

finder en begrænset mængde protest sted; i et diktatur er risiciene forbundet med

protest for store, i et helt åbent samfund kanaliseres utilfredsheden ind i det politiske

system. Det er altså i ”midten”, i et samfund, der både besidder elementer af åbenhed

og lukkethed, at man vil opleve protest (Lindekilde og Olesen 2015: 51). Hvis det er

muligt for eksempelvis indvandringskritiske partier at tage del i det politiske system

uden at møde for meget modstand, vil det altså potentielt dæmme op for tilhængere

af denne kurs’ tilbøjelighed til at markere sig ved voldelige protester. Denne tilgang

må nødvendigvis have en opfattelse af protest eller politisk aktivisme som et

nulsumsspil: hvis der er øget aktivitet inden for det parlamentariske system, vil det

resultere i mindre aktivitet – muligvis voldelig – uden for systemet. Denne nulsums-

tese må samtidig betyde, at politisk vold sker i afmagt, som resultatet af, at man

ikke har haft en opfattelse af, at de fredelige kanaler stod til rådighed. I denne rapport

vil ”nulsums-tesen” blive undersøgt, i første omgang ved at vurdere hvorvidt disse

muligheder er til stede i Danmark, og hvordan de kommer til udtryk.

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

Strukturelle muligheder i Danmark

For at blive opstillet til et Folketingsvalg i Danmark skal man seneste femten dage

før dette valg anmelde opstillingen til social- og indenrigsministeriet og samtidig

aflevere vælgererklæringer fra, hvad der svarer til 1/175 af det samlede antal afgivne

stemmer ved forrige valg. Dette svarer i 2016 til omkring 20.000 vælgererklæringer.

På trods af, at der har været en del kritik af systemet, der skal facilitere indsamlingen

og registreringen af disse vælgererklæringer, må systemet alt andet lige betragtes

som gennemsigtigt og ligetil. Der er ingen strukturel delegitimering af partier baseret

på deres holdninger; er et parti lovligt, kan det stille op til Folketingsvalget, forudsat

at en tilstrækkelige andel af den stemmeberettigede befolkning udtrykker opbakning

til, at det stiller op. Dette indtryk understreges af historien om Danskernes Parti.

Ifølge Carlsen har partiet svært ved at få adgang til medierne og bliver som oftest

kun omtalt negativt og ikke som en seriøs, politisk aktør. Formanden for partiet

mener altså, at der i medier og blandt politiske konkurrenter er en tendens til at

forsøge at marginalisere Danskernes Parti. Alligevel er partiet i fuld gang med at

indsamle de nødvendige vælgererklæringer for at blive opstillet til Folketinget. De

strukturelle omstændigheder er altså til stede, og det er nu op til partiet selv at sikre

sæderne i Folketinget.

At det parlamentariske system i Danmark er tilgængeligt for de fleste, er ikke nød-

vendigvis ensbetydende med, at alle er overbevist om, at de strukturelle muligheder

er gunstige. Formand for SIAD, Anders Gravers Pedersen, er en hyppig kritiker af

både ”løgnerpressen” og den ”dansk/muslimske samarbejdsregering”. Gravers og

SIAD er blevet forbudt at benytte en Muhammedtegning, hvilket har ført til, at man

føler, at man har været udsat for en ”skinretssag”

. På trods af historier som denne

– af hvilke der uden tvivl er flere – må det objektivt vurderes, at det danske politiske

system er aldeles åbent og tilgængeligt.

Diskursive mulighedsstrukturer

Noget tyder imidlertid på, at det ikke kun er strukturelle muligheder, der byder sig til

for partier som Danskernes Parti, men også mere kontekstuelle, diskursive

muligheder, der taler for, at indvandringskritiske partier opnår større succes

end tidligere. Diskursive mulighedsstrukturer kan mobiliseres – eller udnyttes – til

at fremme en sag (Lindekilde og Olesen 2015: 90-91). Ligesom et åbent samfund

udgør en politisk mulighedsstruktur, der giver indvandringskritiske partier mulighed

for at ytre sig, kan der således være diskursive muligheder – om end muligvis

midlertidige – der giver bedre betingelser for, at partierne vil opnå resonans med

deres budskaber.

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

Noget tyder på, at sådanne diskursive muligheder netop nu er til stede, og at de

stærkt indvandringskritiske partier står i en situation, hvor de har mulighed for at

opnå resonans med deres budskaber. Ud over at debatten om indvandring, som

nævnt, fylder meget i den offentlige debat, er der, i lyset af en række terroranslag

begået under i islamismens navn, opstået en mulighed for at gøre debatten om

indvandring til en debat om sikkerhed. Daniel Carlsen siger meget direkte når

adspurgt: ”Terrorisme – er det et indre sikkerhedsspørgsmål, altså forsvars- og

militærpolitisk spørgsmål, eller er det et udlændingepolitisk spørgsmål?” (Carlsen

interview, 2016) Denne sammenkædning mellem udlændingepolitik og sikkerhed er

ivrigt benyttet af de nye, indvandringskritiske partier. Hvor Nye Borgerlige mestendels

benytter den til en fortælling om den generelle utryghed i landet, med fokus på

kriminalitet, er særligt Danskernes Parti fokuseret på usikkerhed i form af terrorisme

og er ikke bleg for at give hele ”det multikulturelle samfund” skylden for specifikke

terrorangreb.

Terrorisme – er det et indre sikkerhedsspørgsmål, altså

forsvars- og militærpolitisk spørgsmål, eller er det et

udlændingepolitisk spørgsmål?

Når terrorangreb begås af flygtninge eller indvandrere, kan de bruges til at bekræfte

de argumenter, som personer som Daniel Carlsen har fremført i flere år, og dette

giver ham samtidig mulighed for at nå nye modtagere. Jo mere synlig et emne er i

den offentlige diskurs, desto større sandsynlighed er der for, at emnet vil sprede sig

yderlige i offentligheden (Koopmans og Olzak 2004: 203). Et parti, der ellers ofte

oplever fordømmelse og stigmatiseres, fremstår mindre skingert, når andre end de

”sædvanlige loonies” (Carlsen interview) italesætter de problemstillinger, som

Danskernes Parti beskæftiger sig med.

Eksempelvis terrorangrebet i november 2015 i Paris, hvor det kom frem, at to af

gerningsmændene var kommet til Europa via Grækenland under dække af at være

flygtning (Europol 2016: 7), får Danskernes Partis fremstilling af flygtningedebatten

til at fremstå mindre grebet ud af luften. Når en højtstående militærchef forklarer,

hvordan IS benytter flygtningeruter til at ’sprede sig som kræft’, kunne Daniel

Carlsen ikke have fundet en bedre formulering selv

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

Disse diskursive muligheder kan også forstås i lyset af enhver sags behov for at

fremstå empirisk troværdig. Politisk mobilisering vil ikke have nogen effekt, hvis den

fremstår som værende uden nogen form for empirisk troværdighed (Lindekilde og

Olsen 2015: 88). Måske endnu vigtigere så giver disse situationer partier som

Danskernes Parti en mulighed for at distancere sig fra de etablerede partier.

På behørig afstand af Christiansborg-eliten

”Politikerlede” var i år 2015 på en liste over toneangivende ord

, og mistilliden til de

folkevalgte politikere er på det laveste niveau i 25 år

. Der er, ikke overraskende, rift

om at skille sig ud fra Christiansborg og de her tilhørende karrierepolitikere. Dette er

i særdeleshed tilfældet hos nye partier, der skal retfærdiggøre over for vælgerne, at

der er behov for netop dem i den offentlige debat.

På trods af, at Dansk Folkeparti i den brede befolkning er kendt som partiet med den

stramme udlændingepolitik, er det, i særdeleshed hos Danskernes Parti, netop

Dansk Folkeparti, der bliver fremstillet som den helt store skurk. Daniel Carlsen

mener, at Dansk Folkeparti giver befolkningen en ’falsk beroligelse’, der har til formål

at ”dræne oppositionen eller muligheden for en opposition” (Carlsen interview,

2016). Selv Socialdemokratiet er, ifølge Carlsen, bevidste om, at befolkningen ønsker

en stram udlændingepolitik, og forsøger derfor at skabe et billede af, at man fører en

sådan. Dansk Folkepartis vælgerskare må samtidig betragtes som stedet, hvor

Danskernes Parti skal gøre sig forhåbninger om at hente vælgere, hvilket Daniel

Carlsen anser for at være overvejende sandsynligt grundet en ”dyb utilfredshed i

DFs bagland”(ibid). Ligeledes udtrykker Peter Seier Christensen fra Nye Borgerlige,

at man forventer, at en væsentlig del af fremtidige vælgere skal komme fra netop

Dansk Folkeparti (interview).

Som det har været nævnt, har der de seneste år været et enormt fokus på udlænd-

ingepolitik, og i takt med at flygtningespørgsmålet er strøget til tops i den offentlige

debat, har de fleste partier foretaget en skærpelse af deres udlændingepolitiske

profil. Man kan argumentere for, at Dansk Folkeparti ”angribes” fra to sider. Fra

”venstre” har de to store partier, Socialdemokraterne og Venstre, begge lagt en

hårdere kurs på det udlændingepolitiske område

. Samtidig er der de nye partier,

der går til valg på, at Dansk Folkeparti har solgt ud og netop er blevet en del af ”det

etablerede”, som ikke fører en hård nok udlændingepolitik. Denne dobbelte flanke er

muligvis en fordel for de små ny. Hvis der efterspørges en hårdere udlændingepolitik,

og de, der traditionelt har stået for denne, dvs. Dansk Folkeparti, betragtes som ét af

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

de partier, der er for bløde, giver det plads til ”højre”. Jo strammere Dansk Folkepartis

kurs opfattes, desto mindre plads vil der være til et eller flere partier, der vil stramme

yderligere (Norris 2005: 192-193). Selvom der i virkeligheden nok er tale om, at de

etablerede partier alle har strammet, kan det fremstilles som om, at Dansk Folkeparti

er blevet forbandet af deres egen succes, og at deres indflydelse har lammet deres

evne til at føre en reelt stram udlændingepolitik, idet de ikke skiller sig tilstrækkeligt

ud fra de øvrige partier på Christiansborg.

Dette kommer til udtryk, hvis man betragter, hvordan de nye partier adskiller sig fra

de etablerede Christiansborg-partier – inklusive Dansk Folkeparti – når de reagerer

på terrorangreb.

REAKTIONER PÅ TERROR

I kølvandet på terrorangrebet i København i februar 2015 agiterede Daniel Carlsen

endnu engang for hjemsendelser, udpegede både medier og politikere som skurke

og spillede på frygten for at blive det næste offer:

”

Vi skal fjerne truslen mod Europa fra europæernes jord. Vi skal have sendt

terrortruslerne ud af vort land og ud fra vort kontinent. Og terrortruslerne kan

ikke screenes ud fra de mange øvrige ikke-vestlige, der heller ikke hører til her.

Vi skal stoppe med at lade os bedrage af skurkene fra pressen, det politiske

etablissement og ”det internationale samfund”, som intet godt vil os. Vi har et

alternativ. Og det må vi gribe. Inden du bliver det næste offer.

”

Terror er altså, ifølge Carlsen, en konsekvens af den førte politik, og terroristen er

umulig at adskille fra den fredelige, ikke-vestlige borger med den konsekvens, at

Danskernes Partis ønskede politik er den eneste, der kan sikre den ”danske

befolkning” i mod truslen fra de udefrakommende.

Kiggede man mod Dansk Folkeparti i håbet om en lignende, konfronterende

retorik, var det forgæves. På årsdagen for angrebet opfordrede Dansk Folkepartis

retsordfører, Peter Skaarup, eksempelvis til mere skydetræning, ordentlige våben

og skudsikre veste til politiet og bedre mulighed for, at efterretningstjenesterne

skal kunne overvåge kommunikation (DF 2016). Ikke et ord om Islam eller

grænsekontrol. Selvom Dansk Folkeparti i andre skriv uddyber deres holdninger og

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

blandt andet foreslår, at man lukker moskeer, der er kendt for at ”radikalisere”, er det

en grundlæggende præmis, at integration kan lykkes, og at det rette antal skal

findes: ”Grundlæggende handler det nemlig også om, hvorvidt vi sikrer en ind-

vandringspolitik, der gør det muligt at integrere dem, der kommer.” (DF 2015a) Altså

benytter Dansk Folkeparti også lejligheden til at belyse problemer ved den førte

udlændingepolitik, men kommer med en væsentligt anderledes løsning, end det er

tilfældet med eksempelvis Danskernes Parti.

Et helt afgørende punkt, hvorpå begge partier – Nye Borgerlige

og Danskernes Parti – og Dansk Folkeparti for alvor er

forskellige, er fordelingen af ansvar; kan man tilskrive andre end

gerningsmændene selv et ansvar for et udført terrorangreb?

Efter angrebet på Krudttønden skrev formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen

Dahl: ”Ansvaret for weekendens terror påhviler terroristen alene og så dem, der har

hjulpet ham eller påvirket ham til at begå sin blodige og modbydelige terror.” (DF

2015b). Selvom han senere i samme tekst nævner, at angrebet giver grund til at

diskutere ting som grænsekontrol og integration, er det helt grundlæggende

anderledes end Nye Borgerlige, Dansk Samling og Danskernes Parti, der alle tre

lægger ansvaret hos de regerende partier – i større eller mindre grad.

Ikke overraskende er Danskernes Parti de mest direkte, også når det gælder om at

placere et ansvar for truslen fra terrorisme. Adspurgt om, hvilket ansvar de etablerede

partier har for terrorangreb, anfører Daniel Carlsen, at der ”ikke ville have været et

Bruxelles, et Paris, København, uden den udlændingepolitik vi har ført” (Carlsen

Interview 2016). Han fortsætter:

”

Og det er et ansvar som udelukkende ligger på dem, der er ansvarlige for, og

man accepterer det her, for det er jo noget, der er så åbenlyst en konsekvens

af, hvad der sker, og selvom man skulle påberåbe sig, at det jo ikke var

intentionen, og det var det helt sikkert heller ikke, det vil jeg aldrig påstå.

accepterer, og ikke gør oprør mod, den udlændingepolitik, der bliver ført. Og

når man er blevet valgt ind i et politisk embede, så har man ikke bare en

underskrift på et stykke papir som ansvar, man har blod på hænderne, når

”

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

Ikke alene bliver regeringspartier beskyldt for at have blod på hænderne, ærkerival-

erne fra Dansk Folkeparti bliver nævnt – om end implicit – som et parti, der ”ikke gør

oprør”. Således fremstår terrorangreb som en direkte konsekvens af, at Danskernes

Partis politik ikke bliver ført ud i livet. Netop inkluderingen af Dansk Folkeparti i

gruppen af partier, der bærer skyld, er sigende for den position, som særligt

Danskernes Parti har indtaget, og som Dansk Folkeparti modvilligt har sluppet –

oppositionen, der taler dunder mod det etablerede samfund. På trods af, at Dansk

Folkeparti endnu ikke har været i regering, har partiet nu ad to omgange været

parlamentarisk grundlag og således lagt stemmer til beslutninger, heriblandt om

udlændingepolitikken. Dette gør Danskernes Parti i stand til at fremstille Dansk

Folkeparti, ikke alene som havende en for slap udlændingepolitik, men for direkte at

have skyld i de konsekvenser, som man mener, at den førte politik har haft.

Helt så direkte er Nye Borgerlige ikke, selvom Vermund, som beskrevet, mener, at

politikerne ”udsætter danskerne for fare” ved at føre den førte politik. Nye Borgerlige

understreger dog, at denne fare i højere grad skal forstås som generel usikkerhed,

og altså ikke blot truslen fra terrorisme.

Struktur og kontekst udgør gunstig mulighed

Der tegner sig et billede af, at der netop nu er en kombination af både strukturelle og

kontekstuelle faktorer, der gør det muligt for indvandringskritiske partier at opnå

resonans med deres budskaber inden for rammerne af det parlamentariske system.

Overordnet set er der i Danmark nogle strukturelle politiske muligheder, der gør det

muligt at organisere sig politisk, næsten uanset hvilket budskab man ønsker at

sprede. På trods af, at Daniel Carlsen til undertegnede brugte lang tid på at forklare,

hvor besværlig processen omkring indsamling af vælgererklæringer er, ændrer det

ikke på grundpræmissen: det har været muligt for Carlsen, Vermund og Uhrskov at

søge den nødvendige folkelige opbakning, der kræves for at blive opstillet til

Folketinget. Ingen har forsøgt at bremse dem, og i tilfældet Nye Borgerlige er man

ligefrem blevet budt velkommen af en række partier fra Blå Blok, eksempelvis fra

Dansk Folkeparti, der mener, at Nye Borgerlige vil gøre det muligt for DF at føre en

strammere kurs på udlændingeområdet. Formand for Konservative, Søren Pape

Poulsen, satte på sin Facebook-profil netop ord på, at partiets opstilling var et

resultat af demokratiets effektivitet:

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

”

Det er under alle omstændigheder godt, at vi har et demokrati, hvor der er

konservative ståsted.

plads til mange partier og også til holdninger så som Nye Borgerlige,

Danskernes Parti og Dansk Samling – også selv om det ligger langt fra vores

”

Selvom Daniel Carlsen, ifølge ham selv, møder en del modstand, stilles der

ikke spørgsmål ved partiets demokratiske ret til at deltage i debatten. Altså må

Danmark på det strukturelle niveau betegnes som et åbent samfund, hvilket bør

fordre, at protester kanaliseres gennem det politiske system. Ud over den strukturelle

mulighed i et åbent samfund, er der nogle mere kortvarige, kontekstuelle betingelser,

der giver en forklaring på, at hele to indvandringskritiske partier muligvis står til at

blive opstillet til Folketinget. Der er muligvis tale om, at der er opstået et diskursivt

vakuum ”til højre” for de etablerede partier – i særdeleshed Dansk Folkeparti – på

flygtninge- og indvandringsområdet, hvilket har betydet, at der er plads til partier

som Danskernes Parti og Nye Borgerlige til at markere sig med deres politikker, ikke

mindst i deres reaktioner på terrorangreb.

Dette tomrum lader imidlertid ikke til at være gået næserne forbi Danmarks næst-

største parti. Særligt efter den blodige juli måned 2016, hvor der forekom en række

hændelser i Frankrig og Tyskland, der blev udråbt som terrorangreb, har Dansk

Folkeparti tilsyneladende – bevidst eller ubevidst – forsøgt at lappe hullet til højre.

Efter ”terrorsommeren 2016”

agiterede flere profiler fra DF nu for, at man skulle

indføre et totalt stop for muslimsk indvandring til Danmark i en årrække. Dette er et

markant skift, idet man nu pludselig accepterer tesen om, at færre muslimer i landet

mindsker risikoen for terrorisme – et argument, man tidligere har skullet kigge mod

Daniel Carlsen for at få fremført.

Inden for teorien om politiske mulighedsstrukturer arbejder man med, at et åbent

samfund har mindre risiko for at opleve voldelige protester. Der er både strukturelle

og kontekstuelle argumenter for, at det yderste højre i Danmark får afløb for deres

holdninger gennem parlamentarisk parti-politik, hvilket muligvis betyder, at personer,

der er utilfredse med den førte udlændingepolitik, vil engagere sig ikkevoldeligt.

Dette er baseret på en tese om, at politiske mulighedsstrukturer kan fordre, at

protest kommer til udtryk på én måde frem for andre, alt efter hvordan et samfund

er indrettet. Teorien taler altså for, at der er mindre risiko for, at vi vil opleve vold fra

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

det mest indvandringskritiske segment, da der er rig mulighed for at komme til

udtryk med den holdning via det parlamentariske system. Selvom vi – særligt i

forbindelse med terrorangreb – oplever en meget hård retorik fra disse nye partier,

må det bemærkes, at de alle accepterer demokratiets spilleregler. Teorien er dog

ikke underbygget, blot fordi vi har dokumenteret, at der er visse muligheder for

indvandringskritiske partier netop nu, der gør deres forhold særligt gunstige.

Frygten for den fremtidige vold

”

Som en del af sit skruppelløse bedrageri undlod nationalsocialismen at

pille, og så et øjebliks vente for at se, om den mon havde været for stærk, og

om verdenssamvittigheden kunne tåle endnu en dosis.

afsløre, hvor radikale dens mål var, før verden var hærdet. Den gik med vilje

forsigtigt frem: altid kun en lille dosis, og så en lille pause, altid kun en enkelt

Stefan Zweig, En Verden af i går.

”

Stefan Zweigs efterrationalisering af, hvordan Nationalsocialismen fik kastet verden

ud i endnu en verdenskrig, illustrerer meget af den frygt, der betyder, at Danskernes

Parti bliver mødt med stor modstand og forargelse. Alene Carlsens fortid vækker

dystre minder, men derudover ligger der i Danskernes Partis program nogle løfter,

som ikke kan indfries uden vold. Tvungne hjemsendelser kan, pr. definition, ikke

foregå på frivillig basis. Selvom denne vold, hvis partiet en dag skulle komme til

magten, ville være sanktioneret af staten, er det netop frygten for, at man ved at

lukke ”radikale” holdninger indenfor, har inviteret en gæst, der vil føle sig mere og

mere hjemme, indtil han til sidst har overtaget hjemmet. Frygten for, at visse

holdninger vil lede til institutionel vold, må imidlertid betragtes som en del af

demokratiets grundlæggende præmisser: hvis frygten for, at nogle personer eller

grupper ikke viser deres sande intentioner, får lov til at styre lovgivningen, tager vi

første skridt mod at underminere demokratiets fundament. Denne type vold, hvor

interessant den end er, vil ikke blive dækket yderligere i denne rapport. Omvendt er

det, ikke mindst baseret på tidligere tilfælde af højre-ekstrem vold, relevant at

vurdere, hvordan disse stærkt indvandringskritiske partier muligvis bliver benyttet

som inspiration af andre. At sådan holdninger, der skaber en fortælling om en

”fremmed”, et ”dem og os”

, muligvis kan inspirere andre til at handle voldeligt, vil

danne grundlag for resten af indeværende rapport.

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

EKSTRAPARLAMENTARISK AKTIVITET

At tolke den angivelige succes for partier som Nye Borgerlige og Danskernes Parti

som et tegn på, at vi i Danmark med sikkerhed går fri for højre-ekstrem eller racistisk

motiveret vold, ville både være naivt og overfladisk. Det må tages til efterretning, at

der er en frygt for, at større eksponering af stærkt indvandringskritiske holdninger

muligvis kan medvirke til en spredning eller ligefrem en vækkelse af holdninger, der

i sidste ende kan føre til voldshandlinger. Denne frygt er så at sige baseret på den

modsatte tese end ”nulsumsspillet”. I stedet for gå ud fra, at parlamentarisk del-

tagelse mindsker risikoen for voldelig protest, frygter man, at den øgede eksponering

af ”ekstreme” holdninger kan tilskynde til vold. For at undersøge denne tese vil det

følgende fokusere på de grupper og bevægelser, der ikke har fundet det tilstrækkeligt

– eller muligt – at komme til udtryk gennem det parlamentariske system.

Det må tages til efterretning, at der er en frygt for, at større

eksponering af stærkt indvandringskritiske holdninger muligvis

kan medvirke til en spredning eller ligefrem en vækkelse af

holdninger, der i sidste ende kan føre til voldshandlinger.

Når befolkningen tyr til selvtægt

I september 2016 gennemførte Danskernes Parti en politisk aktion, der havde til

formål at skabe opmærksomhed omkring partiet og dets politik, men som under-

stregede den bekymring, nogle har for partiets intentioner. Medlemmer af partiet gik

på gaden i Haderslev og uddelte såkaldte ”asylsprays” – en symbolsk handling, der

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

havde til formål at belyse, at partiet ønsker at lovliggøre brugen af pebersprays,

angiveligt mod truslen fra voldelige asylansøgere. Men aktionen belyste i høj grad

også frygten for, at Danskernes Parti og deres holdningsfæller ikke kun er enga-

gerede gennem det parlamentariske system. Opfordringen til, at man aktivt

forbereder sig til selvforsvar, vakte således bekymring

, men belyste samtidig en

samfundstendens.

Siden debatten om flygtninge for alvor spidsede til i efteråret 2015 – i takt med, at

antallet af asylansøgere steg – har der været flere forsøg på at oprette selvtægts-

grupper eller borgerværn som reaktion på en opfattelse af, at politiet ikke har kunnet

gøre tilstrækkeligt for at sikre borgernes tryghed. Selvom ingen af disse har været

eksplicitte om, at en øget tilstrømning af flygtninge er årsag til deres dannelse, er det

tydeligt både ud fra timing og diskussioner på sociale medier, at det er dette, der

ligger til grundlag.

Det måske mest interessante ved Soldiers of Odins korte og

tumultariske historie i Danmark virker således til at have været

mediernes relativt overfladiske, omend massive, dækning af

fænomenet.

Måske mest famøst var den finske selvtægtsgruppe Soldiers of Odins indtog i

Danmark i foråret 2016, hvilket opnåede massiv dækning i medierne.

Blot få uger

senere kunne man imidlertid annoncere, at gruppen havde besluttet sig for at lukke

ned igen.

Soldiers of Odin havde til erklæret formål at holde ro og orden i nattelivet

og mindede på mange måder om en – på papiret – mere hårdhændet udgave af de

gulklædte Natteravne. Den danske udgave af Soldiers of Odin havde efter eget

udsagn intet andet til fælles med den finske modergruppe end navnet, og én af

årsagerne til at man lukkede ned var netop, at man ikke ønskede at blive sat i

forbindelse med de værdier, den finske gruppe står for. Det måske mest interessante

ved Soldiers of Odins korte og tumultariske historie i Danmark virker således til at

have været mediernes relativt overfladiske, omend massive, dækning af fænomenet.

I sensommeren 2016 blev det annonceret, at en gruppe unge mænd på Sydfyn ville

oprette et borgerværn – meget i stil med Soldiers of Odin – De Sydfynske Herrer.

Annonceringen kom i kølvandet på en markant stigning i antallet af anmeldelser af

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

krænkelser på Langelandsfestival og de efterfølgende anholdelser af fem asyl-

ansøgere. På Facebook gør de Sydfynske Herrer meget ud af at understrege, at man

hverken ønsker racistiske ytringer eller uprovokeret vold fra medlemmer. I skrivende

stund er der ingen meldinger om, at gruppen har tyet til handling i den virkelige

verden.

Lidt mere interessant er gruppen ”Danerværn”, en borgerværnsgruppe, der ifølge

egen hjemmeside er ”dannet i erkendelse af, at den danske stat ikke længere lever

op til sin første og vigtigste forpligtelse: At beskytte borgerne.”

Danerværn er

således ikke direkte målrettet ikke-vestlig indvandring, men derimod baseret på en

opfattelse af, at statens voldsmonopol er blevet brudt, og dermed også den sociale

kontrakt mellem individ og stat. Dog er det tydeligt, at Danerværns leder, Asger

Gotlieb, i høj grad beskæftiger sig med, hvad han opfatter som truslen fra Islam, og

løsningen på landets problemer fremstilles som en blanding af støtte til Danskernes

Parti og et selvtægts værn, der skal genoprette lov og orden, indtil staten har

muligheden for det. Dog er der ingen tegn på, at Danskernes Parti opildner eller på

anden måde har indflydelse på, at Danerværn mener, at det er nødvendigt at skride

til handling. Samtidig understreges det af Danerværn selv, at gruppen kun er til

fordel for aktive medlemmer – man beskytter hinanden, ikke andre. Danerværn er

som fænomen interessant, men i hvor høj grad, dette fænomen eksisterer uden for

cyberspace, er svært at vurdere – der har ikke været reaktioner på henvendelser fra

DIIS. Danerværn har ca. 550 følgere på Facebook. I september 2016 udførte gruppen

en aktion, ”sikker bro”, der havde til formål at beskytte en motorvejsbro imod

stenkast. Operationen lader til at være foregået aldeles roligt, og ifølge en video fra

Danerværn om ”operationen” har en del af formålet været at få omtale. Hændelsen

skal således muligvis betragtes som et udtryk for, at gruppen forsøger at nå ud til

nye, potentielle medlemmer.

Senest meldte også SIAD sig på banen som aktivt borgerværn. Det blev meldt ud, at

man ville påbegynde patruljering ved grænsen, idet man anser politiets grænsekontrol

som ineffektiv. Terrortruslen blev i denne forbindelse fremhævet som primær årsag:

”SIAD er meget utilfredse med den lemfældige grænsekontrol, når terrorbomberne

eksploderer rundt omkring i Europa.”

Den nyetablerede grænsekontrol, der opnåede

en del opmærksomhed i medierne, blev ikke bemærket af politiet efter deres første

mission

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

Danmarks Nationale Front og Frit Danmark

Selvom flere medlemmer af Dansk Nationalsocialistisk Bevægelse (DNSB) fulgte

med Daniel Carlsen til det dengang nystartede Danskernes Parti, har andre holdt

fast i at organisere sig i bevægelser. Danmarks Nationale Front beskriver sig selv

som en ”aktivistisk organisation for alle nationalister” og er én af få bevægelser, der

med jævne mellemrum udviser aktivitet på deres hjemmeside og på Facebook.

Danmarks Nationale Front er ikke udelukkende fokuseret på indvandring, men

beskæftiger sig også med den mere klassiske nynazisme, navnligt den ”zionistiske”

konspiration. Eksempelvis linkes der på gruppens hjemmeside til David Duke, en

prominent skikkelse inden for anti-zionistiske bevægelser og tidligere højtstående

medlem af Ku-Klux Klan. Mere interessant er det, at Fronten til deres sommerfest,

ifølge dem selv, havde besøg fra udlandet. Dette besøg var fra den skandinaviske

fraktion af gruppen Blood & Honour – Combat Division 18 (18 repræsenterer det

første og det ottende bogstav i alfabetet, og udgør således Adolf Hitlers initialer) –

ifølge Blood & Honours egen hjemmeside.

Blood & Honour er en britisk-startet

bevægelse, der tidligere har haft en afdeling i Danmark. Gruppen står ved sin

nynazisme og hylder eventuelle personer, der er ”modige nok” til at begå vold imod

ZOG (Zionist Occupational Government). I et dokument, der er frit tilgængeligt på

Blood & Honours internationale hjemmeside, kan man således læse, hvordan

”Pacifism is for foolish dreamers and genetic wimps” og at, hvis man tager den

meget risikable vej ud i aktiv – frem for teoretisk – væbnet modstand, skal man for

alt i verden undgå at have kontakt med de dele af bevægelsen, der arbejder med den

lovlige del af kampen, så man ikke risikerer at sætte gruppens politiske arbejde på

spil ved at ”forbinde disse organisationer til undertrykkende vold og hvad der

muligvis vil blive kaldt terrorisme.”(Blood & Honour, Field Manual). Betyder det, at

Danmarks Nationale Front er fortalere for væbnet oprør, endsige selv går med

sådanne tanker? Ikke nødvendigvis, men det tyder på, at der er nogle, der ikke får

afløb for deres politiske holdninger ved at debattere med Nye Borgerlige på Facebook

eller sætte kryds ud for Daniel Carlsens navn ved et valg. Hvor mange, der går med

sådanne sympatier, er svært at sige – fællesbilledet fra sommerens fest rummer 30

personer.

Frit Danmark

Frit Danmark er, som nævnt, officielt et parti, der samler vælgererklæringer for

Fremskridtspartiet. På deres hjemmeside kan man erfare, at de ved kommunalvalget

2013 fik 2710 stemmer. Mere interessant er Frit Danmark dog som internetfænomen.

Hvor de nye, indvandringskritiske partiers hyldest af den frie debat muligvis giver

plads til nogle krænkende ytringer, hverken opfordrer de til eller bifalder direkte

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

voldshandlinger. Frit Danmark, som i august 2016 har knap 5000 følgere, har flere

eksempler på mere eller mindre direkte opfordringer til vold, enten fra dem selv eller

i debattråde på deres side.

I et opslag kan man således læse:

”

Den eneste løsning på terrorisme er at fjerne årsagen, og deportere afviste

forsvare dem selv og andre….

migranter – samtidig bliver borgerne nødt til at blive våbenføre – parate til at

Frit Danmark i et opslag på deres egen Facebook væg,

3. august 2016.

Dette citat spiller på et meget benyttet narrativ i sådanne grupper: at samfundet står

over for en borgerkrig, hvor ”danskere” må være beredt til at kæmpe for deres land

og rettigheder. Lignende frygt har også været at finde hos Danerværn. Det er

ligeledes undertonen, når Daniel Carlsen påpeger, at ”den første sten er kastet”, og at

det kan blive ”meget, meget grimt”, selvom han håber på en politisk løsning (interview

m. Daniel Carlsen). Interessant er det, at det ikke altid er opfordringer til at begå

vold mod indvandrere, men i mindst ligeså høj grad imod de, der tillader indvan-

dringen. Det er det samme, når ”Væmmeligboerne” fremhæves af Pernille Vermund,

eller når Morten Uhrskov i interview påpeger, at han godt kan forstå, at folk gerne vil

migrere til Danmark: vreden er ofte ikke rettet mod de, der forsøger at få et bedre liv,

men imod de ”danske” politikere, der tillader indvandringen. Denne vrede, rettet mod

staten, illustreres af et andet opslag på Frit Danmarks Facebook-væg.

Under et opslag, der omhandler opblomstringen af et tysk borgerværn, kommenteres

der fra en følger: ”Forståeligt nok. Der er intet andet valg. Staten er blevet folkets

fjende og skal elimineres først. Knus ”slangens hoved”.” (Frit Danmark på Facebook,

9.maj 2016) Efter at en række personer stemmer i og melder sig klar, og efter-

lyser hvornår sådan et tiltag vil være at finde i Danmark, kommenterer Frit Danmark

selv: ”Alle I der er klar – find sammen – og dan netværk til når dagen kommer

”.

Det er svært at vurdere alvoren i et sådant sprogbrug. Frit Danmark er ikke en

organisation, der repræsenterer mange mennesker eller er kendt i den bredere

befolkning. Men det er et symptom på, at der til højre for de partier, der accepterer

de parlamentariske spilleregler, befinder sig nogle bevægelser og personer, der

mener, at disse spilleregler har spillet fallit, og at man skal indstille sig på at gribe til

handling på en anden måde.

:-)

”

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

Ekstraparlamentarisk aktivitet og voldsomt sprog er ikke

ensbetydende med fysisk vold

Der er – ikke overraskende – grupper, der beskæftiger sig med kritik af indvandring,

og som ikke er engageret i partipolitisk arbejde. Der er eksempler på, at man har

forsøgt at skabe borgerværn, og fra eksempelvis Frit Danmark er borgerkrigs-

diskursen tilstede. Danmarks Nationale Fronts flirten med en gruppe som Blood &

Honour er det stærkeste tegn på en sympati for voldshandlinger. Der er altså en

række grupper, der kombinerer deres støtte til partier som Danskernes Parti med en

mere aktivistisk tilgang til deres politiske mærkesager. Dog er det ikke tydeligt, at

den forstærkede parlamentariske deltagelse af indvandringskritiske partier som Nye

Borgerlige og Danskernes Parti påvirker disse grupper i en mere voldelig retning.

Hos de grupper, der benytter et aggressivt og til tider voldeligt sprog, kan man

særligt spore en vrede rettet mod systemet. Det er således ikke kun et umiddelbart

had rettet mod ”de fremmede”, men i høj grad også rettet mod de politikere, som

man mener har været skyld i, at samfundet har taget en forkert drejning. Hadet

har dog, tilsyneladende, ikke resulteret i organiseret vold fra en eneste af disse

grupperinger.

Opsummering

Det er indtil nu blevet vurderet, at der er en række grupper, der både inden for og

uden for det parlamentariske system er engageret i politisk aktivitet med fokus på

hård kritik af ikke-vestlig indvandring til Vesten og politikernes håndtering af denne.

Disse grupper nyder netop nu gode muligheder for at nå bredt ud med deres

holdninger. At en stor del af disse grupper er aktive inden for systemet. bør, jf. teorien

om politiske mulighedsstrukturer, betyde, at der er mindre tilbøjelighed til voldelig

protest. Denne tese bekræftes umiddelbart af det faktum, at vi ikke har oplevet

politisk vold fra det yderste højre i Danmark i forbindelse med den nuværende debat

om flygtninge. Omvendt er eksistensen af ekstra-parlamentariske grupper samtidig

et levende bevis på, at parlamentarisk deltagelse ikke er svaret for alle. En række

borgerværn og Danskernes Partis egen aktion med ”asylspray” peger netop på, at

deltagelse i det parlamentariske system ikke stiller alle tilfredse. At antyde at visse

politiske partiers holdninger og handlinger skulle lede til vold, er ikke intentionen

med indeværende rapport, men omvendt må man forholde sig kritisk til tesen om,

at en livlig politisk debat nødvendigvis eliminerer risikoen for vold. Selvom den

aktive partipolitiske aktivitet hos de indvandringskritiske partier muligvis er en del af

forklaringen på den, tilsyneladende, udeblivende højreekstreme vold i Danmark, kan

der ikke etableres nogen kausal sammenhæng, og nulsumsspillet må betragtes om

en kraftig forsimpling af virkeligheden.

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

Frygten for, at en øget platform for partier som Danskernes Parti vil øge risikoen for

vold, idet de har fået et mere effektivt talerør, bekræftes ikke umiddelbart af at rette

fokus på de, mere eller mindre, organiserede grupperinger, der er aktive i Danmark.

Men grupperne er ikke nødvendigvis det eneste – eller mest relevante – sted at lede

efter risikoen for politisk vold.

En vurdering af, hvorvidt der er potentiale til vold – eller terror – fra det yderste højre,

bør således ikke kun fokusere på organiserede grupper. Hverken ved tidligere

eksempler på politisk vold – eller terror – fra højre eller fra erklærede islamister har

det været de organiserede grupper, der står for majoriteten af angreb, men derimod

netop enkeltpersoner, der muligvis har ladet sig inspirere af den offentlige diskurs.

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

TRUSLEN FRA ENKELTPERSONER

Den samtidige kontekst af terrorangreb og et intensiveret fokus på udlændingepolitik

har altså medført, at en række partier, der opererer inden for det parlamentariske

system, oplever øgede muligheder for at skabe resonans med deres budskaber.

Samtidig har nogle grupper, inklusive borgerværn, reageret på den tilspidsede debat.

Selvom de sidstnævnte har en mere fysisk tilgang til udøvelsen af politik, fremstår

de til stadighed ikkevoldelige. Det efterlader undersøgelsen af det sidste niveau;

enkeltpersoner, der handler på egen hånd.

Politisering af vold

I kølvandet på de to mest markante eksempler på racistisk motiveret vold i

Skandinavien – Anders Breiviks angreb i 2011 og Peter Mangs’ skyderier i Malmö i

2009-10 – har der været spekulation om, at netop stærkt indvandringskritiske

partier og den førte diskurs på området havde afgørende betydning for, at gernings-

mændene handlede som de gjorde.

Sindre Bangstad skrev følgende i en kronik i i

2012:

”

Når retssagen for angrebene d. 22. juli er overstået, vil det ikke længere være

muligt for norske, højreekstreme islamofober at benægte, at Breivik rent

faktisk var inspireret og motiveret af deres idealer, fabrikationer og

fordrejninger. Det vil heller ikke være muligt for Fremskridtspartiet, Norges

tredje mest populære parti, at benægte, at dets politiske retorik om Islam og

muslimer i Norge var en del af den ideologi, der formede Breivik, som i omkring

10 år – indtil 2006 – var et dedikeret medlem af partiet.

”

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

Ovenstående citat er symptomatisk for den diskussion, der i mange år har raset

inden for forskningen i terrorisme; hvilken rolle spiller ideologi for personers

tilbøjelighed til at udøve vold? Bangstads argument herover er netop, at en ideologi

– der stammer fra det politiske højre – delvist har formet terroristen Breivik. Det er

altså det omvendte argument end den tidligere gennemgåede ”nulssumstese”. Et

alternativ til denne udlægning er, at personer, der allerede besidder evnen til at begå

vold, kan udnytte en aktuel diskurs eller politik til at ”opgradere” deres voldshandlinger.

DIIS har tidligere behandlet, hvordan tidligere kriminelle muligvis benytter et

tilgængeligt narrativ til at ”politisere” deres vold (DIIS 2015a). Ved at benytte en

særlig politisk eller ideologisk fortælling har gerningsmænd mulighed for at

”opgradere” deres vold til at være terrorisme og del af en større bevægelse. Begge

argumenter er baseret på, at udredelsen af visse diskurser muligvis kan bidrage til,

at visse personer griber til vold.

Når vi vurderer det yderste højre, er det altså ikke hos mere eller

mindre organiserede grupper, at vi nødvendigvis skal frygte vold,

men især også fra enkeltpersoner, der lader sig inspirere eller

udnytter en herskende diskurs.

Altså er der forskning, der peger på, at politiske mulighedsstrukturer har den af-

gørende mangel – at teorien ikke underbygger virkeligheden. Argumentet er, at der

godt nok er fredeligt omkring parlamentarisk engagerede partier, men at de stiller en

fortælling til rådighed, der kan benyttes af andre til at begå vold. Hverken Breivik eller

Mangs var del af organiserede grupper, men var ene om deres gerninger, og var

altså – ifølge nogen – inspireret af nogle partiers diskurs på udlændingeområdet.

En opgørelse fra Southern Poverty Law Center i USA nåede frem til, at 74 % af de

mere end 60 tilfælde af terrorisme begået af amerikanere blev begået af én eller

maksimalt to personer uden tilknytning til større grupper.

Endelig fastslår

Ravndal, at ud af det – faldende – antal af højre-ekstreme angreb i Vesteuropa har

størstedelen været begået af ”uorganiserede bander og enkeltpersoner” (Ravndal

2016). Når vi vurderer det yderste højre, er det altså ikke hos mere eller mindre

organiserede grupper, at vi nødvendigvis skal frygte vold, men især også fra

enkeltpersoner, der lader sig inspirere eller udnytter en herskende diskurs.

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

HØJREEKSTREM VOLD I EUROPA

Efterhånden står det klart, at der ikke har fundet højreekstrem vold sted i Danmark i

nyere tid af et sådant omfang, at det har opnået terrorprædikatet. For at vurdere

tesen om, at en intensiveret diskurs på flygtninge-indvandrerområdet kan benyttes

af enkeltpersoner til at begå voldshandlinger, må vi for en kort stund skue ud over

landets grænser.

Som nævnt har det været påpeget, at Anders Breivik i høj grad var inspireret af den

yderste højrefløj i norsk politik, og den mest markante terrorhandling i Norden er

altså samtidig et eksempel på, at teorien om mulighedsstrukturer er forsimplet.

Siden Anders Breivik mindede Skandinavien om, at politisk vold ikke kun kommer fra

islamismen, har der været andre eksempler på højreekstremistisk ”terrorisme” i

Europa. Også i disse tilfælde har der været tale om handlinger begået af enkelt-

personer uden nogen organisatorisk tilknytning.

Få dage efter sin ankomst til England i 2013 dræbte den ukrainske studerende,

Pavlo Lapshyn, en ældre, muslimsk mand, der angiveligt var udvalgt udelukkende

grundet hans religiøse tilhørsforhold. Efterfølgende detonerede Lapshyn en

hjemmelavet bombe foran en moske, og politiet fandt yderligere sprængstof på

hans bopæl.

Lapshyn fik 40 år i fængsel for sine terrorhandlinger. Hans ønske var

angiveligt at være den gnist, der skulle antænde en racekrig.

Midt i en intensiveret debat om, hvilken retning Sveriges udlændingepolitik skulle

bevæges i, blev Trollhättan i oktober 2015 kulisse for en handling, der rystede landet.

En ung, maskeret mand benyttede sit medbragte sværd til at dræbe to og såre

yderligere to på en skole – hovedsageligt for indvandrere. Episoden endte med, at

gerningsmanden blev skudt og dræbt af politiet. Myndighederne erfarede efter-

følgende, at han både havde haft kontakt med nazisme og yderligtgående,

indvandringskritiske partier i Sverige.

Det 41-årige parlamentsmedlem for Labour, Jo Cox, var pro-EU og udtalt fortaler for,

at man som flygtning har rettigheder, der skal respekteres. Hendes drabsmand,

Thomas Mair, var noget nær det modsatte. Mair svarede, da han blev bedt om at

oplyse sit navn i retten, ”death to traitors, freedom for Britain.”

Han blev hørt råbe

”Britain First”, imens han begik drabet, der spillede ind i den betændte debat forud

for Storbritanniens afstemning om forsat medlemskab af den Europæiske Union.

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

Britain First er et indvandringskritisk parti på den yderste højrefløj i Storbritannien.

Det nyeste eksempel på vold, der angiveligt blev begået med racistisk motivation,

krævede samtidig det højeste antal ofre af de her nævnte eksempler. Ali Sonboli var

en 18-årig mand, der dræbte ni mennesker, inden han tog sit eget liv i München i juli

2016. Et vidne berettede – i de forvirrede første stunder efter angrebet – at have

hørt den tysk-iranske gerningsmand råbe Allahu Akhbar,

og det var således et

spørgsmål om tid, før Islamisk Stat endnu engang ville påtage sig skylden for at

have spredt frygt på det europæiske kontinent. I en uge, hvor Tyskland allerede

havde været vidne til et økseangreb begået af en afghansk teenager, var antagelserne

lige for. Gerningsmanden var delvist ”ikkevestlig”, hvilket i tidens ånd pegede pilen

mod IS’ hovedsæde i Raqqa, når skylden skulle placeres. At man senere på ugen

skulle opleve yderligere to mere eller mindre vellykkede angreb, illustrerer kun

yderligere stemningen i landet. Ret hurtigt blev billedet af endnu et IS-orkestreret

angreb dog pillet fra hinanden. Sonboli begik sin udåd på 5-året for Breiviks angreb

og havde angiveligt planlagt angrebet efter at have studeret masseskyderier.

Senere kom det frem, at Sonboli var ”racist” og anså det som en ære, at han delte

fødselsdag med Adolf Hitler.

Ligesom der med Breivik er blevet spekuleret i, at diskursen på den politiske højrefløj

tjente som idelogisk inspiration, kan det ikke udelukkes, at eksempelvis den intense

debat om Brexit havde en påvirkning på Thomas Mair, eller at han benyttede det

politiske klima til at udøve sin vold. Ud fra samme ræsonnement er det muligt, at en

sammenkædning af flygtningedebatten og sikkerhedspolitik, særligt hvis den bliver

ført i et stadigt mere polariseret klima, kan få personer til at begå vold i Danmark,

sådan som det har været tilfældet i flere af vores nabolande. Jo mere debatten

benytter en diskurs om en eksistentiel trussel, desto større risiko er der måske for, at

nogle vil opfatte det som deres pligt at gribe til handling. Debatten om flygtninge vil

så at sige risikere at stille en fortælling – eller ideologi – til rådighed for allerede

voldelige personer, der ”politiserer” deres voldshandlinger. Dermed ikke sagt, at der

er en direkte forbindelse fra dette yderste led til den førte politik på den politiske

højrefløj. At have en specifik politisk holdning, uanset hvor kontroversiel den kan

opfattes, er ikke ensbetydende med, at man nærer sympati for personer, der begår

vold, uanset om de deler disse holdninger. Men det er ikke desto mindre muligt,

baseret på erfaringer fra Europa, at den aktuelle kontekst og det politiske klima vil

have en effekt på personer med voldelige tilbøjeligheder.

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

Hadforbrydelser

Denne rapport har indtil nu ikke beskæftiget sig med fænomenet hate-crime, eller

hadforbrydelser, men har fokuseret på politisk vold, der har opnået prædikatet

terrorisme. Men hvornår skifter en handling karakter fra at være en hadforbrydelse

til at være terrorisme? De tilgængelige data om hadforbrydelser i Danmark er

begrænset, og den bedste kilde er således Rigspolitiets årsrapport vedrørende

hadforbrydelser (Rigspolitiet 2015). Rapporten udkom første gang i 2016 i for-

bindelse med, at hadforbrydelser skiftede til at være underlagt Rigspolitiet. Af

samme grund er det ikke muligt at sammenligne rapporten med tidligere år. PET,

som hadforbrydelser tidligere var underlagt, vurderede at antallet af hadforbrydelser

i 2013 var det laveste siden 2009.

I rapporten om 2015 fremgår det, at ud af 60

tilfælde af religiøst motiverede hadforbrydelse var 41 rettet mod muslimer, mod 13

og 5 mod henholdsvis jøder og kristne (Rigspolitiet 2015; 11). Samtidig konkluderes

det, at ”politiet fremadrettet bør have et særligt fokus på hadforbrydelser på sociale

medier og hadforbrydelser som reaktion på terrorhændelser.” (Rigspolitiet 2015;1).

Når voldelige tendenser fra det yderste højre fremadrettet skal vurderes, særligt i

den kontekst, der har været præmissen for indeværende rapport, bør hadforbrydelser

tages i betragtning som et udtryk for, at visse holdninger ikke kun kommer til udtryk

igennem aktiv deltagelse i den politiske debat.

IDEOLOGISKE ENMANDSHÆRE ELLER VOLDELIGE TABERE

Det er altså muligt, at fortællingen om en eksistentiel trussel kan bidrage til en

potentiel tiltrækning af personer, der allerede har voldelige tendenser, eller at

personer lader sig inspirere af en vis diskurs. Men samtidig må vi have for øje, at vi i

samfundet har en tendens til at læse politiske motivation ind i nogle former for vold,

samtidig med, at vi muligvis overser politikken i andre tilfælde. Altså er det ikke kun

gerningsmændene, der politiserer deres handlinger, men også det omgivende

samfund, der politiserer – og afpolitiserer – voldshandlinger.

Terrorisme handler frem for alt om at skabe frygt i det samfund, hvori man begår

sine handlinger. Derfor er det centralt, hvordan vi selv opfatter voldshandlinger.

Siden den 11. september 2001 har den islamistiske terrorisme haft et solidt

fundament, der har betydet, at mistanken om, at en handling er islamistisk terror-

isme, er blevet en slags standardindstilling, som der altid spekuleres i. Ethvert tegn

på en forbindelse til Islam, uanset hvor ubetydeligt eller overfladisk det er, bliver

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

tolket som et tegn på, at en gerning er en del en opfattet islamistisk terrorbølge. Et

eksempel på dette kan findes i historien om Yassin Salhi, en franskmand der på

brutal vis halshuggede sin tidligere arbejdsgiver og sendte billeder af dette til Syrien,

inden han forsøgte at sprænge et gasværk i luften. Efterfølgende påstod han selv,

at han handlede på grund af en personlig disput med sin tidligere chef, alt imens

den franske regering forbandt ham til islamistisk terrorisme

– begge ting er

sandsynligvis tilfældet. At dræbe sin chef, som man har en kontrovers med, er ikke

en traditionel terroristisk handling. Men medbringer man et IS-flag, indgår denne

handling pludselig i en større sammenhæng, og offerets forhold til gerningsmanden

får mindre betydning: det afgørende er netop, at sådanne handlinger kan ramme alle

vegne. Samfundets politisering af eksempelvis Salhis gerninger hæver det fra at

være en meget specifik, personligt motiveret kriminel handling til at være terrorisme,

der kan ramme os alle. Fordi fortællingen om den islamistiske terrorisme er blevet

så stærk, har den ikke alene en tiltrækningskraft på potentielle gerningsmænd, men

også på Vesten som modtager.

Den islamistiske terrorisme har altså haft succes til at etablere sig selv som en

effektiv fortælling, der både evner at tiltrække følgere og påvirke samfundets måde

at opfatte handlinger på. Når vi i kølvandet på terrorangreb finkæmmer gernings-

mændenes fortid, er det ofte i en forudindtaget jagt på et ”tipping-point”; et tidspunkt

hvorpå personen blev ”radikaliseret”. Denne jagt på en radikaliseringens rosetta-

sten, der kan forklare og dermed forebygge alle fremtidige terrorangreb, betyder

også, at vi ikke altid benytter de normale analytiske værktøjer, en kriminalsag ville

påkræve. Dette er ikke tilfældet, når det gælder politisk motiveret vold af ”højre-

ekstremister”.

Da Anders Breivik begik sine handlinger, efterlod han sig et manifest, der gav til

kende, at han var en del af et internationalt netværk, der kæmpede for en fælles sag,

men at man i fællesskab havde besluttet at undgå kontakt af frygt for at blive

opdaget (Breivik 2011: 1377-1414, Jacobsen 2015). Virkeligheden var dog nærmere,

at Breivik var uden sociale egenskaber, og generelt blev det i den efterfølgende

retssag afsløret, hvordan han havde fejlet med stort set alt, hvad han gav sig i kast

med (Seierstad 2013, Ravndal). Bangstad påpeger, at denne efterrationalisering, der

i høj grad afpolitiserede Breivik, og i stedet fremstillede ham som en ”wacko”, bevidst

eller ubevidst, blev foretaget af nordmænd for, at de kunne undgå at forholde sig til

den politiske diskurs’ rolle i Breiviks udvikling.

Man fjernede altså samfundets

skyld ved at nedtone det politiske aspekt i Breiviks handlinger. Uanset bevæggrunden

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

for denne afpolitisering er det et eksempel på, at der er forskel på, hvordan sam-

fundet opfatter vold. Hvor islamistisk vold bliver opfattet som en del af en bølge af

islamistisk terrorisme, bliver højreekstrem vold nærmere opfattet som begået af

”voldelige tabere”. Mens vi har en tendens til at politisere den vold, der inden for

rimelighedens grænser kan tilskrives islamismen, har vi muligvis en tendens til det

modsatte, når det drejer sig om politisk vold fra højre; vi tillægger ikke på samme

måde volden en politisk mening men bruger derimod flere ressourcer på at forklare

volden ud fra normale, kriminologiske og psykologiske faktorer.

Dette blev til dels eksemplificeret ved mordet på Jo Cox. Drabet skete i en tid, hvor

det britiske samfund var mere splittet end længe på grund af den umiddelbart

forestående Brexit-afstemning, og blev på ingen måde forbigået i pressen. Medierne

blev dog efterfølgende kritiseret for at behandle drabet som netop ”kun” det: et drab,

begået af en ”ensom” mand, Thomas Mair, der havde døjet med psykisk sygdom.

Mediernes behandling af Mair blev sammenlignet med et andet, voldeligt attentat

på en britisk politiker, Roshonara Choudrys drabsforsøg på det britiske parlaments-

medlem Stephen Timms. Kritikken lød på, at de fleste medier havde betragtet

Choudry som en islamistisk terrorist, hvorimod Mairs psykiske ustabilitet og sociale

udfordringer fik lov til at indtage en meget betydningsfuld rolle i forklaringen af hans

gerninger – ikke ulig efterspillet for Anders Breivik.

Det er dog ikke kun i måden, hvorpå vi omtaler hændelser, at vores politisering eller

afpolitisering af vold har en indvirkning. Den tidligere nævnte sag om ukrainske

Pavlo Lapshyn illustrer dette. Efter sine gerninger erklærede Lapshyn over for

politiet, at hans mål var ”at øge racekonflikt, fordi de er ikke hvide og jeg er hvid.”

Han havde altså et udtalt, ideologisk motiv. I 2013 blev en anden mand også slået

ihjel af gerningsmænd, der angiveligt havde et ”ideologisk motiv”: den britiske soldat

Lee Rigby. Sagen er markant, dels fordi offeret var soldat og således et symbol på

staten, hvilket understregede mistanken om, at gerningsmændene var politisk

motiverede. Nok ligeså afgørende for sagens mediedækning var, at drabet foregik

for rullende amatørkameraer. Michael Adebolajo dræbte Lee Rigby, angiveligt

inspireret af al Qaeda, og fik britiske iPhone-kameraer til at sprede frygten. COBRA

er et tværministerielt råd, der samles i Storbritannien i nødsituationer. Der blev

afholdt et COBRA-møde efter drabet på Rigby, men ikke efter drabet på Saleem. Det

fik lokale til at sætte spørgsmålstegn ved, om reaktionerne på drab af muslimer var

anderledes end ved drab begået af muslimer.

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

Hvis ikke myndigheder, medier eller andre forholder sig nuanceret til, hvornår

politiseringen af vold forekommer, risikerer vi muligvis at overse – og dermed at

adressere – en vigtig udfordring for vores samfund. Dette er symptomatisk for

vores behandling af hadforbrydelser – måske inklusive den relativt lette gennemgang

af fænomenet i denne rapport. Der er ingen tvivl om den monumentale udfordring,

Vesten står overfor i form af islamistisk terrorisme. Den er en overvejende faktor i

vores udenrigspolitik og kan ikke – uanset uenigheder om tilgange til forebyggelse

af radikalisering og andet – benægtes at være en afgørende faktor i dansk, europæisk

og global politik. Denne, sidste, del af rapporten har ikke til formål at så tvivl ved

dette, ej heller er det intentionen at tale højreekstremistisk vold op til at udgøre en

tilsvarende udfordring. Men for et samfund, der både søger at optimere sikkerheden

for alle borgere og kæmper med at få alle borgere til at føle sig lige inkluderet i

samfundet, er vores tendens til at afpolitisere vold, der er begået fra det yderste

højre, vigtigt at have for øje.

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

KONKLUSION

Da DR2 d. 22. september 2016 sendte ”Debatten – Slut med Flygtninge”, nåede

debatten om udlændingepolitik i Danmark nye højder eller et nyt lavpunkt, alt efter

hvorfra man betragter den. Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti stod for nogle

ytringer, der chokerede på den anden side af spektret, hvor ikke mindst Radikales

Morten Østergaard efterfølgende var ude og kritisere tonen.

Der er således ikke

noget, der tyder på, at debatten om Danmarks kurs på udlændingeområdet er på vej

i dvale, uanset om antallet af asylansøgere de seneste måneder har været faldende.

Udgangspunktet for denne rapport var en undersøgelse af, hvordan en periode med

en intensiveret debat om flygtningekrisen og truslen fra terrorisme muligvis har

påvirket det yderste af den indvandringskritiske fløj i Danmark. Det kan konstateres,

at den politiske debat er tydeligt præget. Et parti, Nye Borgerlige, der har det som

deres udtalte mærkesag at foretage væsentlige stramninger på udlændingeområdet,

har indsamlet det fornødne antal vælgererklæringer og formodes at stille op til

næste Folketingsvalg. Danskernes Parti regner selv med at nå samme mål. Både

strukturelle og kontekstuelle muligheder fordrer, at de lige nu oplever medgang.

Strukturelt er der helt enkelt tale om, at Danmark har et meget transparent og let

tilgængeligt parlamentarisk system. Altså har man gode muligheder, selv hvis man

ikke besidder samme holdninger som ”etablissementet”, for at forsøge at bringe ens

mærkesager på Borgen. Det andet argument for, at personer med udlændingekritiske

holdninger p.t. kan forventes at benytte det parlamentariske system, er, at der er

gunstige forhold for partier, der tilbyder en hårdere kurs på udlændingeområdet end

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

Dansk Folkeparti. Partiet, der i 20 år har været kendt som det strammeste parti på

området, er påvirket af, at de har vokset sig til det største parti i blå blok. Det giver

partier som Danskernes Parti og Nye Borgerlige mulighed for at positionere sig selv

som reelle oppositionspartier, imens DF fremstilles som værende blevet en del af

det etablerede Christiansborg. Ikke mindst, når det handler om at reagere på

terrorangreb, kan der spores en forskel mellem Dansk Folkeparti og disse nye

partier. Det kan konkluderes, at der både foreligger strukturelle og kontekstuelle

muligheder for, at de mest indvandringskritiske partier kan tage aktiv del i det

parlamentariske system i Danmark. Dette kan ifølge ideen om politiske mulig-

hedsstrukturer bidrage til at forklare, hvorfor Danmark mere eller mindre er gået fri

af den højreekstreme vold.

Kigger man uden for det parlamentarisk system, bliver billedet imidlertid mindre

klart. Der er grupper, der engagerer sig politisk på andre måder end gennem det

etablerede system, og retorikken er – ofte – grov. Samtidig har det danske samfund

oplevet dannelsen af en række borgerværn eller ”modstandsbevægelser”. Uanset

at disse indtil nu fremstår relativt fredelige, er det et udtryk for, at man netop ikke

bliver stille tilfreds med det parlamentariske system. At Danskernes Parti selv har

lavet aktioner, der kan opfattes som opfordringer til selvtægt eller selvforsvar,

bekræfter, at partipolitikken ikke er den eneste kanal for de mest udlændingekritiske

holdninger.

Dog må det samtidig konstateres, at der ikke er eksempler på voldelig adfærd fra de

organiserede grupper. Selvom Danmarks Nationale Front har interageret med

personer fra det voldelige Blood & Honour – hvilket bør tages alvorligt – er de indv-

andringskritiske grupper først og fremmest tilstede på diverse internetfora, hvilket

igen kan aflede deres engagement fra at komme til udtryk i den virkelige verden.

Hvor uenig man end kan være med de holdninger, der bliver ytret her, er det dog

vigtigt at skelne mellem lovlige ytringer og ulovlige handlinger. Sidstnævnte er –

endnu – sjældent set fra det yderste højre i Danmark.

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

Ved at skue mod internationale eksempler på politisk motiveret vold må vi imidlertid

indse, at det ikke kun er hos organiserede grupper, at den politiske vold kan opstå.

Ofte har der været tale om enkeltstående individer, der har politiseret deres vold og

benyttet en tilgængelig fortælling til at hæve deres voldshandlinger – og dermed

dem selv – til et mere prestigiøst niveau. Ud fra denne betragtning kan det ikke

udelukkes, at den stigende polarisering i debatten om udlændinge og muligheden

for at fremstille den som afgørende for vores samfunds fremtid, vil inspirere

enkeltpersoner til at ty til vold. I denne forbindelse forekommer det, at hadforbrydelser,

der er begået med racistisk eller religiøst motiv, bør tages alvorligt. Samtidig er det

vigtigt at have for øje, at der netop nu er et øget fokus på den politiske vold begået

af islamister, hvilket muligvis betyder, at vi som samfund overser politisk vold begået

af, eksempelvis, personer på det yderste højre.

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

NOTER

https://www.nyidanmark.dk/NR/rdonlyres/E3C50EA0-BD36-4DDD-9C8D-7AAF44DE1F12/0/

seneste_tal_udlaendingeeomraadet.pdf

https://www.pet.dk/Nyheder/2016/~/media/VTD%202016/20160428VTDpdf.ashx

http://politiken.dk/indland/premium/ECE3347334/soeren-pind-retorikken-paa-hoejrefloejen-kan-

anspore-breivik-typer/

http://www.b.dk/kommentarer/jeg-mener-hvad-jeg-altid-har-ment-soeren-krarup

http://www.reuters.com/article/us-germany-extremism-idUSKCN0ZE1NS

http://www.telegraph.co.uk/news/2016/07/23/munich-shooting-everything-we-know-about-the-

shopping-centre-gun/

http://www.telegraph.co.uk/news/2016/06/17/its-time-to-call-the-killing-of-jo-cox-what-it-is-an-act-of-

far/

Debatten, DR2, 22/9/2016

Pernille Vermunds Facebook profil, tilgået 26-05-2016

10 http://nyheder.tv2.dk/politik/2016-05-23-nyt-dansk-hoejreparti-paa-vej-dansk-folkeparti-er-alt-for-

bloedsoedent

11 http://www.politiko.dk/nyheder/pernille-vermund-hylder-sin-muslimske-barndomsveninde-og-saa-

gaar-hendes-foe

12 https://siaddk.wordpress.com/2015/09/30/skinretssagen-om-muhammedtegningen/

13 https://www.theguardian.com/world/2016/mar/01/refugees-isis-nato-commander-terrorists

14 http://syntaksis.dk/aarets-ord-2015-flygtningestroemme/

15 http://www.politiko.dk/nyheder/stoerre-utryghed-sender-tilliden-til-politikerne-mod-bunden

16 Se eksempelvis http://www.altinget.dk/artikel/overblik-her-er-de-nye-udlaendingestramninger

17 https://danskernesparti.dk/archives/5005

18 http://puls.politiko.dk/nej-til-muslimsk-indvandring-til-danmark/

19 Se eksempelvis Appadurai 2006

20 Se bl.a. Zenia Stampes indlæg om aktionen: https://www.facebook.com/zeniastampe/

posts/1460333333982830

21 Se eksempelvis: http://politiken.dk/indland/politik/ECE3133108/pind-advarer-mod-politisk-

ekstremisme-og-selvtaegt/

http://www.bt.dk/politik/thomas-larsen-oproeret-fra-hoejre-ulmer-i-danmark

22 http://sn.dk/Kalundborg/Soldiers-of-Odin-er-nedlagt/artikel/565438

23 http://www.danervaern.dk/

24 https://siaddk.wordpress.com/2016/09/25/siad-patruljerer-ved-graensen/

25 http://www.jv.dk/artikel/2392376:Regionalt--Politiet-til-graensevogtere--Hold-jer-vaek

26 http://www.bloodandhonour.se/news/

27 Se eksempelvis Mattias Gardell: Raskrigaren : seriemördaren Peter Mangs (2015) og Sindre Bangstad:

Anders Breivik and the Rise of Islamophobia (2014)

28 https://www.theguardian.com/commentisfree/belief/2012/aug/28/anders-breivik-norway-

islamophobia-muslims

Frit oversat fra engelsk

29 https://www.splcenter.org/20150212/lone-wolf-report

30 https://www.theguardian.com/uk-news/2013/oct/25/ukranian-white-supremacist-murder-mosque-

bombs-pavlo-lapshyn

31 http://nyheder.tv2.dk/udland/2015-10-22-svensk-svaerdmand-var-til-haard-rock-og-hitler-film

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

32 http://www.newyorker.com/news/news-desk/the-politics-of-murder-in-britain

33 http://politiken.dk/udland/ECE3309350/skoed-sig-selv-som-den-sidste-ingen-ved-hvorfor-9-

mennesker-skulle-doe-i-mnchen-i-aftes/

34 http://www.telegraph.co.uk/news/2016/07/23/munich-shooting-everything-we-know-about-the-

shopping-centre-gun/

35 https://www.theguardian.com/world/2016/jul/27/munich-gunman-saw-sharing-hitlers-birthday-as-

special-honour

36 http://www.dkr.dk/hadforbrydelser

37 http://www.bbc.com/news/world-europe-35166691

38 https://www.theguardian.com/commentisfree/belief/2012/aug/28/anders-breivik-norway-

islamophobia-muslims

39 https://theintercept.com/2016/06/17/why-is-the-killer-of-british-mp-jo-cox-not-being-called-a-terrorist

40 http://www.bbc.com/news/uk-england-birmingham-24586050

41 http://www.bbc.com/news/uk-england-birmingham-24653806

42 http://www.b.dk/nationalt/morten-oestergaard-rystet-i-hidsig-debat-jeg-har-aldrig-oplevet-noget-

lignende

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

Referencer

Appadurai 2006. Appadurai, Arjun: Fear of Small Numbers: An essay on the geography of

Anger, Duke University Press, 2006

Breivik 2011. Breivik, Anders (2011). 2083 – A European Declaration of Independence,

http://publicintelligence.net/anders-behring-breiviks-complete-manifesto-2083-a-european-

declaration-of-independence/ (5. marts 2015).

CTA 2016. Center for Terroranalyse: Vurdering af terrortruslen mod Danmark, Politiets

Efterretningstjeneste, 28. april 2016

Danskernes Parti 2015. Danskernes Parti: ”Arbejdsprogram for indvandring og hjemsendelser

Global mangfoldighed og et dansk Danmark”, 1. oplag 2015

DF 2015a. Thulesen Dahl, Kristian: “Danmark Må Sikres Bedre”, Kristian Thulesen Dahls

nyhedsbrev, 23.februar 2015

DF 2015b.Thulesen Dahl, Kristian: “Tankerne er hos de dræbtes familier”, Kristian Thulesen

Dahls nyhedsbrev, 16.februar 2015

DF 2016. Skaarup, Peter: ”Ikke mere Terror”, Dansk Folkepartis Nyhedsbrev, mandag d. 15

februar 2016

DIIS 2015a. http://www.diis.dk/publikationer/etablerede-forstaaelse-radikalisering-boer-

suppleres-andre-tilgange

DIIS 2015b. http://pure.diis.dk/ws/files/267906/Politisering_af_vold_FINAL_WEB.pdf

Europol 2016. European Law Enforcement Agency: Terrorism Situation and Trend Report

2016, Hague

Hegghammer og Nesser 2015. Hegghammer, Thomas og Nesser, Peter: Assessing the

Islamic State’s Commitment to Attacking the West in Perspectives on Terrorism,

Vol. 9, 4, 2015

Infomedia 2016. Infomedia: “Strømninger I flygtningedebatten – En medie- og

befolkningsanalyse af den danske flygtningedebat – i Danmark og i udlandet”, 2016

Jacobsen 2015. Jacobsen, Jæppe T. Terrorisme i cyberspace: udfordringer ved organisering

og udførelse af politisk vold online, i Politica, 47. årg. nr. 3 2015, 404-423

Koehler 2016. Koehler, Daniel: ”Righ-Wing Extremism and terrrorism in Europe” I Prism 6, no.

2, 2016

Koopmans og Olzak 2004. Koopmans, Ruud og Olzak, Susan: Discursive Opportunities and

the Evolution of Right‐Wing Violence in Germany, American Journal of Sociology Vol. 110, No.

1 (July 2004), pp. 198-230

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

Lindekilde og Olesen 2015. Lindekilda, Lasse og Olesen, Thomas: ”Politisk protest, aktivisme

og sociale bevægelser”, Hans Reitzels Forlag, 2015

Norris 2005. Norris, Pippa: Radical Right: Voters and Parties in the regulated market,

Cambridge University Press, 2005

Ravndal 2013. Ravndal, Jacob (2013). Anders Behring Breivik’s use of the Internet and social

media. Journal EXIT-Deutschland 2: 172-185

Ravndal 2016. Ravndal, Jacob Aasland: Right-Wing Terrorism and Violence in Western

Europe: Introducing the RTV Dataset, in Perspectives on Terrorism, Vol. 10, no 3 (2016)

Rigspolitiet 2015. Rigspolitiet, Nationalt Forebyggelsescenter: Hadforbrydelser I 2015, NFC,

juni 2016

Seierstad 2013. Seierstad, Åsne (2013). En av oss – en fortelling om Norge. Oslo: Kagge.

NÅR UDLÆNDINGEDEBATTEN BLIVER SIKKERHEDSPOLITISK

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

DIIS · Dansk Institut for Internationale Studier

DIIS er en uafhængig, statslig forskningsinstitution, der arbejder med internationale

studier. Vi udfører og kommunikerer forskning og analysearbejde inden for

globalisering, sikkerhed, udvikling og udenrigspolitik. Vi stræber efter den højeste

akademiske kvalitet, og arbejder på at vores forskningsresultater skal få indflydelse

på dagsordenen indenfor forskning, politik og den offentlige debat.

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 90: Henvendelse af 21/12-16 fra DIIS om udlændingedebatten

DIIS· DANSK INSTITUT FOR INTERNATIONALE STUDIER

Østbanegade 117 2100 København Ø www.diis.dk