UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 84: Lektor Tina Magaard fra Aarhus Universitet har, i forlængelse af høringen i Folketinget d. 20. april 2016 om radikalisering i moskeer og i tilknytning til spørgsmål om islamforskningens afdækning af radikalisering i bestemte muslimske miljøer, fremsendt artiklen Desiderata i dansk islamforskning. Artiklen Desiderata i dansk islamforskning er netop udkommet i Tidsskrift for Islamforskning.

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2016-17
UUI Alm.del Bilag 84
Offentligt

Desiderata i dansk islamforskning

”Reformer islamforskningen” lød en kronik, jeg skrev til Information i 2006

(Magaard 2006a)

–

samme år, som det første nummer af

Tidsskrift for Islamforskning

(TIFO) udkom. I dag, ti år efter,

vil jeg stadig opfordre til at gentænke flere af de grundlæggende antagelser, som en stor del af den

danske islamforskning baserer sig på. Mit empiriske grundlag udgøres af samtlige numre af TIFO

fra 2006 til 2015. Som det pointeres i videnskabssociologien, er et tidsskrift aldrig bare en spejling

af ny viden, men i høj grad også en spejling af nogle sociale strukturer og hierarkier (Bird 2010).

Dermed bliver det en spejling af, hvad man i disse sociale strukturer og hierarkier anser for ikke

bare videnskabeligt, men også socialt ønskeligt at fokusere på. I forhold til TIFO kan man spørge,

om der i de første ti år af manuskriptets levetid har manifesteret sig teoretiske grundlæggende

antagelser, som der er konsensus omkring, eller som i hvert fald ikke er blevet tilstrækkeligt

udfordret, og som med fordel kunne nytænkes?

Research on Islam repositioned?

I 2008 udgiver TIFO et temanummer med titlen

Research on Islam Repositioned

–

New Agendas in

the study of Islam and Muslims in a politicised research field.

Temanummeret udspringer af

redaktørernes ønske om at reagere på den (negative) opmærksomhed, islamforskningen har

tiltrukket sig op gennem 2000’erne.

Ifølge redaktørerne anklages islamforskere uretmæssigt for at

”disregard potential links between radicalisation, Islam and terrorism.”

(Schmidt et al. 2008: 3).

Andre bidragydere klager over,

at ”policy and popular discourse” associerer islam med ”danger,

threat, and risk”, at islamisk fundamentalisme i den offentlige debat beskrives som en “totalitarian

ideology with fascist-like

features”.

(Jacobsen 2008: 28) og at medier og politikere stiller spørgsmål

som ”is Islam detrimental to women’s rights, human rights, democratic values?

Is Islam a violent

religion?”

(Schmidt 2008a: 22). Disse kritiske spørgsmål til islamforskningen kunne have været et

oplagt udgangspunkt for at gentænke islamforskningens grundlæggende antagelser. Men de fleste

bidrag handler mere om at forsvare, hvorfor man fortsætter med at tænke i de samme baner som før.

En bidragyder satser endda på, at de ubehagelige spørgsmål snart driver over:

The present political climate around Islam will one day, by the very nature of

meteorology, recede, blow over—or, more likely, drift over to occupy the sky over

another cluster of public ‘problems.’

(Mandaville 2008: 9)

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 84: Lektor Tina Magaard fra Aarhus Universitet har, i forlængelse af høringen i Folketinget d. 20. april 2016 om radikalisering i moskeer og i tilknytning til spørgsmål om islamforskningens afdækning af radikalisering i bestemte muslimske miljøer, fremsendt artiklen Desiderata i dansk islamforskning. Artiklen Desiderata i dansk islamforskning er netop udkommet i Tidsskrift for Islamforskning.

Som den eneste bidragyder opfordrer Thomas Hoffmann til ikke at undgå, men tværtimod at

adressere de pinefulde spørgsmål (Hoffman 2008). Denne opfordring er dog sjældent blevet taget

op i de følgende numre af TIFO.

Divergerende positioners epistemologiske værdi

I ovennævnte temanummer

Research on Islam Repositioned

–

New Agendas in the study of Islam

and Muslims in a politicised research field

bliver der sat ord på nogle penible spørgsmål rettet mod

islamforskningen (altså hvorvidt nogle versioner af islam kan udfordre pluralisme, liberal tolerance,

kvinderettigheder, menneskerettigheder, demokratiske værdier, samt hvorvidt islamismen kan

relateres til totalitarisme og sikkerhedstrusler). Men man inviterer ikke de forskere ind, som på

”Repositioning”-temanummerets

redigeringstidspunkt havde adresseret disse spørgsmål. Blot tre

eksempler fra en dansk kontekst: lektor i Mellemøststudier Lars Erslev Andersen skriver allerede i

2002, at salafismen giver

”ideologisk grundlag for væbnet kamp (…) og terrorisme” (Andersen;

Aagaard 2002:

62), og at dens ”tolkninger af islams fjender og jihad” er ”omfattende

spredning af et

politisk militant budskab.” (ibid.:64).

Professor i statskundskab Mehdi Mozaffari argumenterer for,

at islamismen kan ses som en pendant til de europæiske totalitarismer (Mozaffari 2007a; 2007b), og

undertegnede havde allerede før 2008 behandlet spørgsmål omkring kvinderettigheder (Magaard

2006b), og menneskerettigheder (Magaard 2007b), samt gjort rede for fjendebilleder og

voldsforestillinger i islamiske helligtekster, med et oplæg til at diskutere, hvorvidt disse

operationaliseres af islamistiske bevægelser (Magaard 2007a).

Bidragsyderne til

Research on Islam Repositioned

forholder sig dog ikke til disse eller lignende

studier, hvorved læseren ikke bliver præsenteret for en forskningsmæssig behandling af ovennævnte

spørgsmål. Fra et videnskabssociologisk synspunkt kan man argumentere, at redaktørerne hermed

forpasser en chance for at udvikle deres eget forskningsfelt. Divergerende synspunkter har jo en

epistemologisk værdi i kraft af den diskussion, de naturligt vil skabe, ligesom dissidente positioner

ofte besidder specifikke data eller indsigt, som går tabt i den konsensus, der udelukker divergerende

vinklinger (Solomon 2006). Forhåbentlig vil man i fremtiden i højere grad end tidligere lade

divergerende synspunkter komme til udtryk i Tidsskrift for Islamforskning, så alle får mulighed for

at skærpe, finpudse og nuancere egne argumenter gennem den kontradiktoriske debat.

Hvad er formålet med islamforskning?

Indledningsvis kan det være nyttigt at overveje, hvad forskningens formål skal være. Nogle TIFO-

forfattere formulerer meget eksplicit deres forsknings formål: én fremhæver

”the

need to counter

negative stereotypes of Muslims and Islam” (Jacobsen 2008: 29), mens en anden ønsker at

”nuancere

det stærkt negative billede, som i den politiske og offentlige debat ofte tegnes af

muslimer og muslimske minoriteter” (Jeldtoft 2008: 59).

Ønsket om at konstruere et mere positivt billede af muslimer ses af og til i samspil med

konstruktionen af et negativt billede af ikke-muslimer, hvad enten det er mellemøstlige kristne

(Jørgensen 2015), danske institutioner som fængsler (Olsen 2008), skoler (Gillam 2008; Pedersen

2014) eller statslige myndigheder (Lindekilde 2010). Samtidig adresserer TIFO kun meget

marginalt offentlighedens interesse i, hvorvidt nogle versioner af islam rent faktisk kan udfordre

pluralisme, liberal tolerance, kvinderettigheder, menneskerettigheder, demokratiske værdier og

sikkerhed. Men medieopmærksomheden omkring islam og islamforskning bliver ikke nødvendigvis

mindre af, at man minimerer disse spørgsmål. Mandavilles forudsigelse om, at offentlighedens

opmærksomhed ville drive over som en sky på himlen, er da heller ikke gået i opfyldelse.

Dette kan muligvis hænge sammen med, hvordan nogle muslimer har valgt at agere i det

europæiske samfund. Antallet af udførte samt afværgede jihadistiske terrorangreb i Europa er steget

markant (European Police Office 2016: 22-33); jødehadet er kommet til udtryk gennem mord på

jøder, alene fordi de er jøder (se nedenstående); satirikere giver udtryk for, at de ikke længere tør

gøre grin med islam (Andersson 2015); den økonomiske integration af borgere med mellemøstlig

oprindelse halter (Danmarks Statistik 2015), medierne afslører ulovligheder og

kvindeundertrykkelse i europæiske moskeer, (Braagaard 2016; Channel 4 2007; Channel 4 2008;

SVT 2012), og 37,8 % af danske muslimer ville foretrække, at dansk lov var helt eller delvis baseret

på sharia (Johansen & Vibjerg 2015), etc..

Men at læse samtlige numre af Tidsskrift for Islamforskning giver en kuriøs fornemmelse af at skue

ind i et univers, hvor ovennævnte sociologiske udvikling aldrig rigtig har fundet sted. Hænger dette

mon sammen med ønsket om at modgå negative billeder af islam/muslimer? Hvorvidt risikerer

man, at dette formål kommer til at stå i vejen for en forskningsmæssig behandling af væsentlige

samfundsmæssige spørgsmål? Hvilke teoretiske rammer kan med fordel fornyes, hvis man vil

gentænke islamforskningens formål?

Socialkonstruktivismen i essentialismens tjeneste?

En af en grundlæggende antagelser, som slår

igennem i de fleste TIFO-artikler, og som på intet tidspunkt udfordres, udgøres af den

socialkonstruktivistiske tilgang. For eksempel når muslimsk identitet præsenteres som en social

konstruktion. Det er alle identiteter vel i en vis udstrækning, men i islamforskningskontekst kobles

denne overbevisning ofte sammen med en manglende nysgerrighed overfor islamiske doktriners

mulige betydning for den enkelte muslims valg.

Enkelte bidrag til TIFO udgør undtagelser fra den tendens, såsom Anne Sofie Roalds anmeldelse af

Tina Gudrun Jensen & Kate Østergaards bog om konvertitter,

Nye Muslimer i Danmark. Møder og

omvendelser.

Roald kritiserer, at forfatterne ikke forbinder konvertitternes udtalelser til

”de mønstre

eller færdige fortællinger”, som de forskellige islamiske bevægelser i Danmark

tilbyder sine

tilhængere (Roald, 2008), og som giver ekko i konvertitternes fortællinger. Måske skyldes dette, at

Jensen og Østergaard ikke har interesseret sig for

disse ”mønstre og færdige fortællinger”, og derfor

ikke har kunnet identificeret dem i deres datamateriale? Det spørgsmål kan kun forfatterne selv

svare på. Men som læser kan man konstatere, at de ikke har interesseret sig for at etablere

koblingen.

Koblingen fra det enkelte individs holdninger og handlinger, over islamiske bevægelsers ”færdige

fortællinger”,

ned til de islamiske kanoniske tekster som Koranen, Hadith og Sirat kan naturligvis

være kompleks. Men det ændrer ikke ved, at man især i de mere ortodokse miljøer, kan observere

ubrudte linjer fra teksterne, gennem religiøse autoriteter og videre til

”slutbrugeren”, som

antropologen og sociologen møder i sine undersøgelser. I den forbindelse har jeg tidligere

advokeret for, at man inddrager ovennævnte islamiske tekster som del af en multi-kausalistisk

analyse (Magaard 2007a). Det betyder ikke, at man går ud fra, at alle muslimer fjernstyres af

Koranen, men det betyder, som flere af mine publikationer påviser (Magaard 2009a; Magaard

2011), at de islamiske teksters budskab faktisk kan spille en rolle for nogle muslimers holdninger

og handlinger, og at de dermed har sociale, økonomiske, kulturelle og retslige konsekvenser.

At man undersøger disse konsekvenser (samt deres eventuelle kobling til bestemte islamiske

bevægelser og bestemte tekstpassager) behøver ikke at betyde, at man skal give slip på den

socialkonstruktivistiske ramme. Man skal bare inddrage i sin analyse, at andre kan vælge en

essentialistisk brug af Koranen og andre kanoniske tekster. Kender man ikke disse tekster, kan man

ikke identificere, hvor de influerer på bestemte respondenters holdninger og handlinger, lige som

man i øvrigt heller ikke kan bidrage til at give liberale muslimer redskaberne til at dekonstruere-

rekonstruere de religiøse referencer. Ignorerer man teksterne i socialkonstruktivismens navn,

risikerer man altså at bidrage til at stadfæste en essentialistisk religionsforståelse i visse miljøer,

hvilket jeg vil give eksempler på nedenstående.

Socialkonstruktivismens utilsigtede konsekvenser for kvinderettigheder

Her vil jeg prøve at fokusere på et af

de før nævnte ”penible”

spørgsmål, nemlig hvorvidt nogle

versioner af islam rent faktisk kan udfordre kvinderetslige principper. Dette emne behandles kun

forholdsvis marginalt i TIFO (Karman 2010; Roald 2014). Men spørgsmålet er, om man i fremtiden

bør give spørgsmålet mere bevågenhed? Det ville også forhindre, at man bliver

’rendt over ende’ af

medierne, som det skete, da TV2 dokumentarserien

Moskeerne bag sløret

afslørede krænkelser af

kvinders rettigheder i otte danske moskeer

–

heriblandt flere mainstream moskeer. Som den

efterfølgende offentlige debat viste, kom afsløringerne som en overraskelse for store dele af

befolkningen og politikerstanden. Kom de som en overraskelse for danske islamforskere? Hvis nej:

Hvorfor har man så ikke udbredt kendskabet til forholdene? Hvis ja: hvilke spørgsmål er det, man

ikke har fået stillet i tide, så man kunne have været på forkant med det, dokumentaren viste?

For eksempel har en af TIFO’s

tidligere

redaktører, Brian Arly Jacobsen, udtalt at man i

Stormoskeen i København i høj grad

er ”tilhængere

af demokrati i Danmark og

menneskerettigheder.”

(Theut 2014) Dette

står dog i skærende kontrast til TV2’s afsløring af, at

man samme sted fraråder en voldsramt kvinde at gå til politiet, også hvis hendes mand bliver ved

med at slå hende, og

understreger overfor hende, at hendes mand ”selvfølgelig” har ret til at tage en

kone nummer to, selv om hun ikke kan acceptere det. Tilhængere af menneskerettigheder? Hvordan

kan

en af TIFO’s tidligere

redaktører tage så meget fejl?

Kan det være, at en tilgang præget af socialkonstruktivismen leder forskerens opmærksomhed væk

fra doktrinære spørgsmål, som hermed aldrig bliver afdækket? Som Brian Arly Jacobsen skriver i

introduktionen til TIFO-temanummeret

” Islam & institutioner”:

Temanummerets

titel antyder, at det er ’islam’ som en entitet, der påvirker den

institutionelle praksis inden for et bestemt område. Det er naturligvis ikke tilfældet, og

om der overhovedet findes en samlet betegnelse

som ’islam’, der ensidigt

kan udgøre

det ideologiske grundlag for en institution er tvivlsomt (Jacobsen 2008:3)

Ved at positionere sig således, får man måske ikke spurgt tilstrækkeligt ind til, hvorvidt for

eksempel islamisk familieret i nogle sammenhænge kunne påvirke institutionel praksis. Kan det

eventuelt hænge sammen med, at det i den sociale struktur, TIFO afspejler, er helt gængs at opfatte

shari’a som en ”ramme,

inden for hvilken der er rig mulighed for fortolkninger og modsatrettede

positioner” (Lassen, 2007: 1)?

Hvad end bevæggrunden måtte være, er resultatet, at Arly Jacobsen kommer til at forbigå, at der på

nogle områder, som for eksempel kvinderettigheder, faktisk er ret udbredt konsensus blandt de

lærde, på tværs af islamiske bevægelser, og at den konsensus baserer sig på doktriner udledt af

Koranen og hadith (Magaard 2011: 183). Det kan være med til at forklare, hvorfor

kvinden i TV2’s

dokumentar får nærmest enslydende råd i otte ellers meget forskellige moskeer. Som en

repræsentant for Minhaj-ul-Qur’an

understreger

i min moské-undersøgelse fra 2011:

Vi skal være obs på hvor grænserne går, hvor der er rum for fortolkning og hvor der

ikke er rum for fortolkning. Det er jo hele tiden noget, vi prøver at give til de unge

her. Koranen og Hadith er vores Grundlov i Islam. Reglen er, at hvis du læser en

sætning i Koranen, så er det den konkrete betydning først, ikke den metaforiske. Det

er det samme, Danmark har lige lavet en Udlændingelov, hvis jeg går ind og siger

’det her kan også læses metaforisk’ –

det dutter ikke. Vi holder os til lovtekstens

bogstavelige betydning.

(…)

Men der, hvor der er rum for fortolkning, der er det

meget åbent, der er der selvfølgelig mulighed for at nogen går den her vej, andre den

her vej.

(Magaard 2011: 82).

Set på den måde er det altså ikke

forkert at sige, at shari’a kan give ”rig

mulighed for fortolkninger

og modsatrettede positioner”

–

hvis man husker at tilføje, at denne fleksibilitet kun gælder forhold,

der ikke nævnes i Koranen og hadith. Denne pointe er væsentlig i forhold til kvinderettigheder, da

Koranen og hadith her giver en del konkrete anvisninger. I samtlige moskeer, jeg besøgte, mødte

jeg da også konsensus omkring,

at ”kvindens stilling som defineret af shari’a [med afsæt i Koranen

og hadith] er bedre for kvinden end ligestilling mellem kønnene, som dette begreb fortolkes i dansk

lovgivning”.

(Magaard 2011:183).

Det betyder naturligvis ikke, at alle muslimer i Danmark ønsker at ligge under for en bogstavtro

brug af Koranen. Men, som det fremgår af min undersøgelse

At være muslimsk kvinde i Danmark,

kan man ikke afvise, at den islamiske retstradition har indflydelse langt ud over de personer, som

færdes i moskemiljøet. Selv blandt de veluddannede og fagligt dygtige piger, som udgjorde

hovedgrundlaget af undersøgelsen, var det kun ganske få, som klart afviste, at Koranens bud skulle

stå over deres rettigheder og ligestilling i ægteskabet. (Magaard 2009a: 207). Som det fremgår af

undersøgelsen, har respekten for islamiske dogmer i nogle muslimske miljøer konkrete, negative

konsekvenser for både integrationen på arbejdsmarkedet og den enkelte kvindes mulighed for at

nyde godt af de friheder og rettigheder, hun har ifølge dansk lovgivning. De kvinder, som ønskede

at nyde godt af disse friheder og rettigheder, kæmpede ofte en ensom kamp. (Magaard 2009a).

Man risikerer altså som forsker at komme til at tage parti i en intern, muslimsk kulturkamp, hvis

man lægger vægt på at fremføre et socialkonstruktivistisk syn på islam, og samtidig glemmer at

afdække, hvor der blandt islamiske lærde hersker et essentialistisk syn på og brug af islamisk

lovgivning. Brian Arly Jacobsens fejlvurdering af Stormoskeen er et konkret eksempel på, hvordan

socialkonstruktivisme paradoksalt nok kan favorisere aktører med et essentialistisk religionssyn.

Den minoritetsteoretiske tilgangs blinde vinkler

Udover den socialkonstruktivistiske framing præges mange af TIFO-artiklerne af

minoritetsteoretiske rammer. Der foreligger sågar et temanummer med navnet ”Islam og

minoriteter”,

hvor man læser udsagn som ”At muslimer i Europa er en minoritet, er en

commonsense betragtning”

(Galal et al., 2010: 3). Men

når noget er blevet så commonsense, at

ingen sætter spørgsmålstegn ved det, er det måske netop tid at finde de kritiske briller frem?

Man kunne bl.a. starte med at spørge, hvordan personer med muslimsk baggrund opfatter sig selv?

Hvor mange af dem definerer sig selv som ”minoritet”, hvis de ikke har fået lagt ordet i munden? I

min undersøgelse

At være muslimsk kvinde i Danmark,

(Magaard 2009a), baseret på eksplorative,

dybdegående interviews, som udforskede respondenternes livsverden og selvopfattelse, deltog 37

kvinder med muslimsk baggrund. Ud af disse 37 brugte kun 3 begrebet ”minoritet” om sig selv eller

deres trosfæller. Det var karakteristisk nok tre ressourcepersoner, som dagligt var i kontakt med

danske miljøer, hvor minoritets-majoritetstankegangen står stærkt. I øvrigt var de 37 respondenter

så forskellige i deres overbevisninger, fra al-Qaeda-tilhængeren til ateisten, at det nærmest ville

være symbolsk vold at mase dem ned i samme ’minoritetsboks’.

I min undersøgelse

Religiøs fritidsundervisning for børn og unge blandt muslimske trossamfund

Danmark

(Magaard 2011) deltog 50 muslimske respondenter fra moske-miljøet. Ikke én af dem

brugte udtrykket ”minoritet” om sig selv. Nogle definerede sig som ”danskere”, nogle så sig selv

som del af det globale muslimske fællesskab, eller specifikke, internationale muslimske

fællesskaber som shi’a eller hebashi. Dette er helt i tråd

med Andreas Lysholt Mathiasens

konstatering i en af de eneste artikler i TIFO, som ikke hviler på minoritetsteoretiske

grundlæggende antagelser: han bruger ordet ”diaspora”, da det i hans datagrundlag ikke er

muslimernes egenskab af social eller religiøs

minoritet, der fremhæves, ”men netop deres relation

til andre muslimer over hele

verden”. (Mathiasen

2012: 98) Dette perspektiv fortjener at blive

udforsket videre, som alternativ til minoritetsteoretiske rammer.

Alternativer til den minoritetsteoretiske tankegang

I flere af mine egne publikationer har jeg fremlagt, hvordan minoritets/ majoritets-tankegangen kan

presse individerne ind i kollektive tilhørsforhold, de ikke nødvendigvis ønsker eller selv har valgt,

hvorved man favoriserer de mest konservative strømninger i de muslimske miljøer (Magaard 2007c;

Magaard 2009a; 2009b). I forsøget på at udvikle alternativer til den minoritetsteoretiske tankegang,

har jeg i mine sociologiske undersøgelser eksperimenteret med nye vinklinger, bl.a. med afsæt i

sociologen Francois Dubets netværksteori. Rent metodisk har jeg støttet mig til Peter Dahler

Larsens mætningsmetode, hvor man kortlægger de variationer af holdninger, der findes indenfor en

given respondentgruppe (Magaard 2009a:15; Magaard 2011:16).

Dette valg af teori og metode viste sig at give udslag i andre resultater end dem, der hidtil havde

været gængse i islamforskningen

–

såsom afdækningen af den dobbeltrolle, som nogle respondenter

spillede. Flere af de respondenter, som i interviewene klagede over det danske samfunds manglede

respekt for islam, blev selv af andre respondenter udpeget som nogen, der udøvede social kontrol og

religiøs mobning overfor mere liberalt indstillede muslimer. At man kræver mere respekt for islam

behøver altså ikke at betyde, at man selv respekterer dem, der vælger at praktisere islam mindre

ortodokst

–

ofte tværtimod. Men hverken den dobbeltrolle, eller de modsatrettede positioner blandt

de muslimske respondenter, ville man have fået øje på, hvis man med et minoritetsteoretisk

udgangspunkt havde anskuet de muslimske piger som én gruppe, og antaget at stigmatisering og

mangel på respekt kun kunne komme udefra. Det er tankevækkende, at lige præcis det religiøse

miljø i Gellerup-parken, som i en TIFO-artikel præsenteres som offer for det danske samfunds

stigmatisering (Lindekilde 2010) af nogle af mine respondenter blev udpeget som et intolerant

miljø, der selv stigmatiserede mindre praktiserende trosfæller og udøvede social kontrol af især

unge kvinder. I samtaler med islamforskere har jeg af og til mødt den holdning, at det var bedre at

fortie den slags end at risikere at give skyts til Dansk Folkeparti

–

men dermed politiserer man jo

emnet, og underlægger det holdninger og formodninger, som kan stå i vejen for saglige

undersøgelser. Fra et etisk synspunkt kan det kritiseres, at man risikerer at lede opmærksomheden

bort fra religiøst-sociale mekanismer, som i sidste ende kan sætte nogle borgeres mest basale,

fysiske sikkerhed på spil. Det gælder ikke kun de muslimske kvinder, som sidder på sikrede

krisecentre rundt om i Danmark, men også andre udsatte grupper, som det fremgår af nedenstående.

Er minoritetsteorierne medskyldige i mord?

Som del af den minoritetsteoretiske framing fokuserer flere artikler i TIFO på magt-og

anerkendelsesproblematikker og fremhæver nogle muslimers følelse af at blive miskendt i det

danske samfund (se for eksempel Galal et al. 2010). Til gengæld viger TIFO-forfatterne konsekvent

tilbage fra at fokusere på eksempler, hvor muslimer har svært ved at anerkende ikke-muslimer, eller

decideret spreder had mod dem. Religiøst begrundet kristenhad er et eksempel. En enkel artikel

herom kunne for eksempel have gjort TIFO-temanummeret

Negotiations of Muslim-Christian

relations

mere velafbalanceret. Her vil jeg dog fokusere på et fænomen, som er mere entydigt, og

som jeg vurderer som værende mere udbredt i muslimske miljøer end had mod kristne, nemlig

jødehadet. Dette emne har hidtil været fuldstændigt uberørt i TIFO-regi. Der er ellers grund nok til

at beskæftige sig med det. Allerede i 2002 advarede en fransk politolog indtrængende om det

jødehad, som bredte sig i islamiske miljøer i Frankrig (Taguieff 2002). En rapport fra European

Monitoring Centre on Racism and Xenophobia konstaterer i 2003

”serious

increase in acts of

antisemitism in some parts of Europe”

(European Monitoring Centre on Racism and Xenophobia

2003: 3). Det konstateres, at der i lande som Frankrig og Danmark er sket et skifte i den typiske

gerningsmandsprofil, fra højreekstremister til unge muslimske mænd. (European Monitoring Centre

on Racism and Xenophobia 2003: 3)

Et TIFO-studie med fokus på Nørrebro påkalder sig opmærksomhed i denne sammenhæng (Hussain

2014). Her konkluderes,

at “Contrary to media images of Nørrebro

(..) residents felt themselves

secure and safe in their neighbourhoods”.

(Hussain 2014: 130) Det fremgår ikke, om jøder har

medvirket i undersøgelsen. For kan jøder føle

sig ” secure and safe”

på Nørrebro? I den seneste

rapport fra Mosaisk Trossamfunds Afdeling for Kortlægning og Videndeling af Antisemitiske

Hændelser berettes om overfald, chikane og trusler mod jøder i Danmark, og det påpeges, at der

særligt er problemer på Nørrebro (Afdeling for Kortlægning og Videndeling af Antisemitiske

Hændelser) Denne situation kulminerede med Omar el-Husseins mord på Dan Uzan i februar 2015,

lige efter terrorangrebet på Krudttønden. At 600-700 lokale muslimer mødte op til begravelsen af

Omar el-Hussein, rejser spørgsmålet, hvorvidt man i el-Husseins lokale miljø på Nørrebro bifalder

eller i hvert fald ikke fordømmer drab af jøder. (Ritzau 2015).

I min moske-undersøgelse fra 2011 giver en elev et eksempel på, hvor moderat hendes Koranskole-

lærer er: når hun hører andre i sin omgangskreds sige

’vi hader jøderne, vi må gerne slå dem ihjel’,

så lærer han hende, at man kun skal hade jøderne, ikke slå dem ihjel. (Magaard 2011: 170) At

valget står mellem at bifalde drab på jøder eller

’kun’

at hade dem, mere end antyder et alvorligt

samfundsmæssigt og sikkerhedsmæssigt problem. Men den eneste TIFO-reference til jødehad er et

studie i, hvorvidt danskeres nutidige kritiske holdninger overfor muslimer kan sammenlignes med

jødehadet i 1930’erne.

(Døving 2010) Det er som udgangspunkt fint at få effektueret en sådan

kortlægning, men det giver et uheldigt bias, at man ikke i samme omgang fik belyst spørgsmålet om

jødehad i nutidige muslimske miljøer. Tilbage i 2003 opfordrede EUMC-rapporten til

new coalitions between politicians, intellectuals, journalists, teachers and many others

in order to overcome hate, discrimination and exclusion. Antisemitism can and must

be fought jointly to make sure that it never again gains a foothold in Europe.

(European Monitoring Centre on Racism and Xenophobia 2003: 4)

Siden er det kun gået i den forkerte retning. Modsat

EUMC’s hensigtserklæring har jødehadet

vokset sig stærkere, så det i Danmark til sidst er endt med, at en Dan Uzan blev myrdet, alene fordi

han er jøde. I en europæisk kontekst er dette ikke enestående, som terrorangrebet på det jødiske

museum i Bruxelles i 2014 bevidner. Det samme gælder torturdrabet på den franske jøde Ilan

Halimi i 2006, eller Mohamed Merahs terrorangreb på den jødiske skole i Toulouse i 2012, eller

terrorangrebet på Hyper Cacher-supermarkedet i Paris i 2015. I alle disse tilfælde er jøder blevet

myrdet, alene fordi de er jøder. Det er ikke sket i Europa, siden nazismen herskede. Denne situation

er ikke jo opstået ud af det blå, som EU-rapporten og Taguieffs forskning bevidner.

Men har sociale strukturer og hierarkier i de europæiske islamforskermiljøer forhindret, at man

behandlede problemstillingen i tide? Har nogle bestemte teoretiske rammer skabt et tunnelsyn, som

har gjort, at islamforskningen har forpasset chancen for at bidrage til at dekonstruere jødehadet, før

det kammede over i mord? Har islamforskningen altså svigtet ved ikke, som EUMC opfordrede til i

2003, at samarbejde med politikere og medier om at bekæmpe jødehadet i muslimske miljøer? Har

viljen til at fortælle de positive historier taget så meget over, at man mister sin evne til at tænke

kritisk? Det er selvfølgelig helt legitimt at beskrive situationer på Nørrebro, hvor sameksistensen

fungerer, men det skaber et uheldigt bias, hvis man samtidig vender det blinde øje til reelle

problematikker samme sted, såsom jødehadet, og dette hads konkrete konsekvenser for jøders

sikkerhed. Har minoritetsteorierne stået i vejen for den erkendelse, fordi muslimer så pludselig ikke

mere anskues som passive objekter for majoritetens dominans, men som aktive subjekter, som også

selv kan udøve magt og endda slå ihjel i en ideologis navn?

Forhåbentlig vil islamforskningen i fremtiden være mere på forkant med, hvad der foregår i visse

islamiske miljøer, for ikke at give offentligheden det indtryk, at islamforskerne enten tilbageholder

væsentlige oplysninger, eller ikke ved, hvad der foregår i de miljøer, de burde være nærmest til at

kende. Det betyder selvfølgelig ikke, at alle islamforskere skal beskæftige sig med fænomener som

jødehad, men bare at det i et forum som TIFO kunne være godt at inddrage emnet, gerne fra flere

vinkler– både af den deskriptive og den normative art.

Kan vi gøre noget anderledes?

Det er selvfølgelig altid risikofyldt som forsker at bevæge sig ud i normative anbefalinger, men her

et forsøg blandt mange mulige: I tråd med min overbevisning om, at muslimer lige som alle andre

er fuldt ud i stand til at tage personligt ansvar og reflektere over deres standpunkter og historiske

arv, foreslog jeg i min kronik fra 2006 det samme som jeg ville foreslå i dag: at man i skolerne

behandler både kristent og muslimsk jødehad og udøver

parallel

religionskritik af såvel islam som kristendom (…) da fjendtlighed overfor

jøder er direkte begrundet i de religiøse helligtekster. Undlader man at etablere

paralleller som de ovennævnte, straffer man ikke kun de jøder, som i Europa er ofre

for muslimsk intimidering og vold, men også muslimerne selv. (Magaard 2006a).

Min pointe er, at man fastholder muslimer på et infantilt niveau, hvis man ikke forventer samme

evne til selvkritisk og religionskritisk refleksion hos muslimer, som man forventer hos alle andre.

I den forbindelse nytter det ikke, at man i socialkonstruktivismens navn viger tilbage fra at røre ved

de islamiske tekster. Disse tekster indeholder et arsenal af jødefjendtlige udsagn og fortællinger om,

hvordan Muhammad fordrev eller myrdede de jøder, som ikke ville underkaste sig. (Magaard

2006b). Disse fortællinger genfindes i noget af det undervisningsmateriale, der bruges i islamiske

miljøer i Danmark i dag. (Magaard, 2011: 172) Pointen er her ikke at sige, at disse tekster er hele

forklaringen på jødehadet, men at situationen er alvorlig nok til, at vi bør vende alle sten. Hvis

islamistisk ideologi og kanoniske tekster spiller bare en lille rolle i udbredelsen af jødehadet, må de

nødvendigvis underkastes et kritisk blik. Man kan ikke dekonstruere noget, man ikke ved, hvad er,

og så længe man ikke går til det tekstuelle korpus med dette kritiske blik, vil en essentialistisk

læsning af samme korpus kunne brede sig uhindret.

Afsluttende bemærkninger

Der hviler i disse år et særligt ansvar på islamforskningen. Den offentlige interesse for

islamforskningen skyldes jo blandt andet, at vi i dag overværer konflikter af ganske alvorlig

karakter, hvor islam af gerningsmændene udpeges som deres primære motivationsfaktor. Det er

forståeligt, at man som islamforsker kan have et ønske om at opveje dette konfliktbillede med

positive historier om islam. Men samtidig bør det ønske aldrig stå i vejen for, at man stiller nogle af

de svære spørgsmål: om nogle versioner af islam udfordrer pluralisme, liberal tolerance,

kvinderettigheder, menneskerettigheder, demokratiske værdier, samt hvorvidt islamismen kan

relateres til totalitarisme og sikkerhedstrusler. Disse emner har kun været meget marginalt berørt i

Tidsskrift for Islamforskning indtil nu. At adressere spørgsmålene ville kunne skabe et meget mere

dynamisk rum i tidsskriftet, da inddragelsen af divergerende vinklinger netop ville opmuntre alle til

at skærpe, finpudse og nuancere egne argumenter gennem den kontradiktoriske debat.

Litteraturliste



Afdeling for Kortlægning og Videndeling af Antisemitiske Hændelser, 2015,

Rapport om

antisemitiske hændelser i Danmark 2014,

Mosaisk Trossamfunds Sikkerhedsorganisation



Andersen, Lars Erslev; Aagaard, Jan, 2002:

Den afghanske forbindelse. Afghanistanveteraner,

al-Qaida-netværk og den globale terrorisme,

Mellemfolkeligt Samvirke

Andersson, Mikkel, 2015, Ytringsfriheden er altså knægtet, hr. Lidegaard, in:

Politiken,

11.

januar 2015 http://politiken.dk/debat/profiler/mikkelandersson/ECE2507070/ytringsfriheden-er-

altsaa-knaegtet-hr-lidegaard/



Bird, Alexander,

2010, “Social knowing: the social sense of ‘scientific knowledge’”

Philosophical Perspectives, 24, Epistemology

Braagaard, Natali 2016, ”Moskeerne bag sløret: Få overblikket over TV 2's afsløringer” 03.

mar. 2016 http://nyheder.tv2.dk/samfund/2016-03-03-moskeerne-bag-sloeret-faa-overblikket-

over-tv-2s-afsloeringer



Channel 4, 2007,

Dispatches. Undercover Mosque

https://www.youtube.com/watch?v=kJk_AiK-4No

Channel 4, 2008. Dispatches.

Undercover Mosque: The Return

https://www.youtube.com/watch?v=njRKaX0ORuI

Danmarks Statistik, 2015,

Indvandrere i Danmark 2015,

Danmarks Statistik

Døving, Cora Alexa, 2010, ”Anti-Semitism

and Islamophobia: A Comparison of Imposed

Group Identities“,Tidsskrift

for Islamforskning. Islam og minoriteter. Vol. 4, issue 2

European Monitoring Centre on Racism and Xenophobia, 2003,

Manifestations of Antisemitism

in the EU 2002-2003,

European Monitoring Centre on Racism and Xenophobia

European Police Office, 2016, European Union Terrorism Situation and Trend Report (TE-

SAT) 2016, European Police Office

Galal, Lise; Hocke, Monique; Khawaja, Iram, 2010, ”Introduktion: Muslim og minoritet”, In:

Tidsskrift for Islamforskning. Islam og minoriteter. Vol. 4, issue 2

Gilliam, Laura, 2008, Svinekød, shorts og ballade. Børns forståelse af den danske og den

muslimske identitet i skolen, in: Tidsskrift for Islamforskning. Islam & uddannelse, Vol. 3,

issue 3



Hoffmann, Thomas, 2008, “Concordia Discors or Teach the Conflict. Reflections on the

Validity and Heuristics of Scholarly Conflict”, in:

Tidsskrift for Islamforskning

Vol. 3, Issue 2

Hussain, Mustafa, 2014, “Muslims in Copenhagen: Social Cohesion or a Parallel

Society?

Results from an Empirical Survey 2008–09”,

in:

Tidsskrift for Islamforskning.

‘Public Islam’

and the Nordic Welfare State: Changing Realities? Volume 8, Issue 1



Jacobsen, Brian Arly, 2008 ” Introduktion. Islam & institutioner”, Tidsskrift for

Islamforskning.Islam & institutioner, Vol. 3, issue 1

Jacobsen, Christine, 2008, “Theory and Politics in Research on Muslim immigrants in Norway”,

Tidsskrift for Islamforskning

Vol. 3, Issue 2

Jeldtoft, Nadia, 2008, ”Andre muslimske identiteter: et studie af ikke-organiserede

muslimske

minoriteter i Danmark.” in:

Tidsskrift for Islamforskning. Islam & Institutioner,

Vol. 3, Issue 1

Johansen, Martin; Vibjerg, Thomas, 2015,

4 af 10 muslimer i Danmark: Lovgivningen skal

bygge på Koranen,

in: Jyllands-Posten 18.10.2015 http://www.jyllands-

posten.dk/protected/premium/indland/ECE8125408/4-af-10-muslimer-i-Danmark-

Lovgivningen-skal-bygge-p%C3%A5-Koranen/



Jørgensen, Anne Rosenlund, 2015 “Reframing Interfaith Boundary Crossing and Maintenance:

Middle Eastern Christians’ Narratives on Intimacy with Muslims”

in:

Tidsskrift for

Islamforskning. Negotiations of Muslim-Christian relations,

Vol. 9, Issue 2



Karman, Karen-Lise Johansen,

2010, ”Fatwaer og forandringer: Islamisk lovpraksis i Vesten”,

in:

Tidsskrift for Islamforskning.

Sharî’a i praksis: fatwa, forbrug og feminisme. Vol. 4, issue 1

Lindekilde, Lasse, 2010, ” Forebyggelse af radikalisering, miskendelse og muslimsk

minoritetsidentitet”, in:

Tidsskrift for Islamforskning. Islam og minoriteter,

Vol. 4, issue 2

Magaard, Tina,

2006a: “Reformér

islamforskningen.”,

in:

Information,

29. november 2006

Magaard, Tina, 2006b: ”Tariq

Ramadans reform. Euro-islam eller Euro-islamisme?.

” In:

Kritik,

No. 180

Magaard, Tina, 2007a: ”Fjendebilleder

og voldsforestillinger i islamiske grundtekster”,

in:.

Mehdi Mozaffari; Hans-Jørgen Schanz; Mikkel Thorup (ed.):

Totalitarisme: venskab og

fjendskab

Århus Universitetsforlag: 213-238.



Magaard, Tina,

2007b: ”Gudløse

i den islamiske verden”,

in: Malene Busk; Morten Warming

(ed.):

Gudløs! Moderne religionskritik.

ed. /. 2007.

Magaard, Tina,

2007c: ”Multikulturalisme

og sekularisme”,

in:

Kvan,

nr. 79: 66-73

Magaard, Tina, 2009a:

At være muslimsk kvinde i Danmark.

Rapport udarbejdet for

Ligestillingsafdelingen under Velfærdsministeriet

Magaard, Tina,

2009b: ”Multikulturalisme

og sekularisme: To vinkler på

terrorforebyggelse og integration”,

in: Tonny Brems Knudsen; Jørgen Dige Pedersen; Georg

Sørensen (ed.)

Danmark og de fremmede: Om mødet med den arabisk-muslimske verden,

Academica: 95-120.



Magaard, Tina, 2011:

Religiøs fritidsundervisning for børn og unge blandt muslimske

trossamfund i Danmark.

Rapport udarbejdet for Integrationsministeriet.

Mandaville, Peter,

2008, “Introduction: Secular criticism and the politics of studying Islam”, in

Tidsskrift for Islamforskning

Vol. 3, Issue 2

Mathiasen, Andreas Lysholt, 2012, ”Ummaen, ungdommen og fordringen om enhed og reform:

En analyse af den arabiske fredagskhutba i Det Islamiske Trossamfund”,

Tidsskrift for

Islamforskning. Muslimer i transnationalitet. Vol 6, issue 1



Mozaffari, Mehdi, 2007a

”Islamisme og totalitarisme”, in:

Kritik,

nr. 180

Mozaffari, Mehdi, 2007b ”What

is Islamism? History and definition of a concept“

in:

Totalitarian Movements and Political Religions,

Vol. 8, No. 1, p. 17-33

Olsen, Jon Alix, 2008, ” Konvertering til islam i danske fængsler –

vejen ud af kriminalitet eller

ind i radikalisering?”

in:

Tidsskrift for Islamforskning. Islam & Institutioner,

Vol. 3, Issue 1

Pedersen, Marianne Holm, 2014, ”Den private religion: Fortolkninger af muslimske børns

religiøse tilhørsforhold i en dansk folkeskole”, in:

Tidsskrift for Islamforskning. Muslimske børn

i den ’sekulære’ danske folkeskole,

Vol. 8, issue 2



Ritzau, 2015, 2600-700 mødte op til Omar Ebdel Hamid El-Husseins

begravelse”,

DR Nyheder

http://www.dr.dk/nyheder/indland/600-700-moedte-op-til-omar-ebdel-hamid-el-husseins-

begravelse, 20.februar 2015



Roald, Anne Sofie, 2008, Tina Gudrun Jensen & Kate Østergaard: Nye Muslimer i Danmark.

Møder og omvendelser. Forlaget Univers, Højbjerg, 2007. 232 sider in Tidsskrift for

Islamforskning. Islam & institutioner. Vol. 3, issue 1



Roald, Anne Sofie, 2014 “The Discourse of Multiculturalism: An Obstacle to Cultural

Change?”

in: Tidsskrift for Islamforskning.

‘Public Islam’ and the Nordic Welfare State:

Changing Realities? 2014 Volume 8, Issue 1



Schmidt, Garbi, 2008a, “From Granting the Right (?!) Answers to Posing Odd Questions:

Perspectives on Studying and Presenting Muslim Minorities in a Politicized, Western

Context”,

in:

Tidsskrift for Islamforskning

Vol. 3, Issue 2



Schmidt, Garbi et al., 2008, “Research on Islam Repositioned –

New Agendas in the study of

Islam and Muslims in a politicised research field”, in Tidsskrift for Islamforskning

Vol. 3, Issue



Solomon,

Miriam, 2006, “Groupthink versus The Wisdom of Crowds: The Social Epistemology

of Deliberation and Dissent”, in:

The Southern Journal of Philosophy

Vol. 44, Nr. S1: 28–42



SVT, 2012,

Uppdrag Granskning. Bakom fasaden i svenska moskéer

https://www.youtube.com/watch?v=f7Y_xfeTIVs&feature=youtu.be

Taguieff, Pierre, 2002,

La Nouvelle judéophobie,

Mille et une Nuits

Theut, Nanna Lodberg, 2014, ”Forsker:

Problematisk at politikere ikke bakker op om

stormoske”,

DR Nyheder,

16. jun. 2014

http://www.dr.dk/nyheder/regionale/hovedstadsomraadet/forsker-problematisk-politikere-ikke-

bakker-op-om-stormoske