Desiderata i dansk islamforskning
”Reformer islamforskningen” lød en kronik, jeg skrev til Information i 2006
(Magaard 2006a)
–
samme år, som det første nummer af
Tidsskrift for Islamforskning
(TIFO) udkom. I dag, ti år efter,
vil jeg stadig opfordre til at gentænke flere af de grundlæggende antagelser, som en stor del af den
danske islamforskning baserer sig på. Mit empiriske grundlag udgøres af samtlige numre af TIFO
fra 2006 til 2015. Som det pointeres i videnskabssociologien, er et tidsskrift aldrig bare en spejling
af ny viden, men i høj grad også en spejling af nogle sociale strukturer og hierarkier (Bird 2010).
Dermed bliver det en spejling af, hvad man i disse sociale strukturer og hierarkier anser for ikke
bare videnskabeligt, men også socialt ønskeligt at fokusere på. I forhold til TIFO kan man spørge,
om der i de første ti år af manuskriptets levetid har manifesteret sig teoretiske grundlæggende
antagelser, som der er konsensus omkring, eller som i hvert fald ikke er blevet tilstrækkeligt
udfordret, og som med fordel kunne nytænkes?
Research on Islam repositioned?
I 2008 udgiver TIFO et temanummer med titlen
Research on Islam Repositioned
–
New Agendas in
the study of Islam and Muslims in a politicised research field.
Temanummeret udspringer af
redaktørernes ønske om at reagere på den (negative) opmærksomhed, islamforskningen har
tiltrukket sig op gennem 2000’erne.
Ifølge redaktørerne anklages islamforskere uretmæssigt for at
”disregard potential links between radicalisation, Islam and terrorism.”
(Schmidt et al. 2008: 3).
Andre bidragydere klager over,
at ”policy and popular discourse” associerer islam med ”danger,
threat, and risk”, at islamisk fundamentalisme i den offentlige debat beskrives som en “totalitarian
ideology with fascist-like
features”.
(Jacobsen 2008: 28) og at medier og politikere stiller spørgsmål
som ”is Islam detrimental to women’s rights, human rights, democratic values?
Is Islam a violent
religion?”
(Schmidt 2008a: 22). Disse kritiske spørgsmål til islamforskningen kunne have været et
oplagt udgangspunkt for at gentænke islamforskningens grundlæggende antagelser. Men de fleste
bidrag handler mere om at forsvare, hvorfor man fortsætter med at tænke i de samme baner som før.
En bidragyder satser endda på, at de ubehagelige spørgsmål snart driver over:
The present political climate around Islam will one day, by the very nature of
meteorology, recede, blow over—or, more likely, drift over to occupy the sky over
another cluster of public ‘problems.’
(Mandaville 2008: 9)