UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 68: Henvendelse af 1/12-16 fra Facebook gruppen Afskaf Ulovlig Integrationsydelse vedr. integrationsydelse

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2016-17
UUI Alm.del Bilag 68
Offentligt

Til Folketingets UUI-Udvalg

Integrationsydelse – Udsendt orienteringsbrev til kommuner mfl.

Følgende er netop afsendt til ministeriet på vegne af Facebook-gruppen

Afskaf Ulovlig Integrationsydelse

og fremsendes derfor til orientering.

Kære ressort ministerium,

hvad er grundlaget for at anvende en allerede "forældet" retspraksis?

I sag

C-359/13 Martens dom afsagt 26.02.2015

http://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=162536&pageIndex=0&doclang=DA&mode

=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=222694

fremgår en lidt anderledes fortolkning af EU-retten, som går imod enkelte punkter i orienteringsbrevet af 24-

11-2016 .

af væsentlige punkter nævnes hermed.:

Præmis

Sagsøgeren i hovedsagen, der er nederlandsk statsborger født den 2. oktober 1987, flyttede i juni

1993 med sine forældre til medlemsstaten Belgien, hvor hendes far har udøvet lønnet beskæftigelse, hvor

hun har gået på en flamsk grundskole og et flamsk gymnasium, og hvor den nævnte sagsøgers familie

fortsat er bosiddende.

I denne henseende fremgår det af fast retspraksis, at en national lovgivning, som stiller visse

nationale statsborgere ringere, blot fordi de har gjort brug af deres ret til at færdes og opholde sig

frit i en anden medlemsstat, udgør en restriktion for de friheder, som ifølge artikel 21, stk. 1, TEUF

tilkommer enhver unionsborger

(domme Morgan og Bucher, EU:C:2007:626, præmis 25, samt Prinz og

Seeberger, EU:C:2013:524, præmis 27).

De i traktaten fastsatte rettigheder med hensyn til fri bevægelighed for unionsborgerne ville

nemlig ikke få fuld gennemslagskraft, såfremt en statsborger fra en medlemsstat – på grund af de

hindringer, der skyldes dennes ophold i en anden medlemsstat – kunne blive afskrækket fra at udøve

dem som følge af en lovgivning i den pågældendes oprindelsesstat, der stiller vedkommende

ringere, alene fordi denne har udnyttet rettighederne

(jf. i denne retning domme Morgan og Bucher,

EU:C:2007:626, præmis 26, samt Prinz og Seeberger, EU:C:2013:524, præmis 28).

I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at sagsøgeren i hovedsagen er flyttet til Belgien,

hvor hendes far har udøvet erhvervsmæssig virksomhed, og at hun efterfølgende har gået på en

flamsk grundskole og et flamsk gymnasium.

I august 2006 påbegyndte hun i en alder af 18 år sin

uddannelse på universitetet i De Nederlandske Antiller, i Willemstad, hvilken uddannelse hun afsluttede den

1. juli 2011. Babette Martens kunne, som bekræftet af den nederlandske regering i retsmødet, tildeles støtte

til at studere i Curaçao i medfør af den ved WSF 2000 indførte mulighed, hvorefter enhver studerende, der

opfylder kravet om tre ud af seks år, er berettiget til en sådan støtte til at tage en uddannelse i udlandet.

Babette Martens oplyste i forbindelse med indgivelsen af sin ansøgning om støtte i maj 2008 selv de

nederlandske myndigheder om, at hun opfyldte dette krav. Babette Martens har arbejdet i Nederlandene,

siden hun afsluttede sit studium.

Ifølge den nederlandske regering foreligger der ikke nogen restriktion for sagsøgeren i

hovedsagens ret til fri bevægelighed, idet hun ved at flytte fra Belgien til Curaçao ikke har gjort brug

af den ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område,

der tilkommer hende i medfør

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 68: Henvendelse af 1/12-16 fra Facebook gruppen Afskaf Ulovlig Integrationsydelse vedr. integrationsydelse

af artikel 20, stk. 2, litra a), TEUF.

Dette argument kan ikke tiltrædes, idet der herved ikke tages hensyn til den omstændighed, at

sagsøgeren i hovedsagen har gjort brug af sin ret til at færdes frit ved at flytte fra Nederlandene til

Belgien med sin familie i 1993 og er fortsat med at gøre brug af denne ret under hele den periode,

hvor hun har boet i Belgien.

Den nederlandske regering har gjort gældende, at såfremt der foreligger en restriktion for retten til at

færdes og opholde sig frit, er bestemmelserne i WSF 2000 begrundet i objektive almene hensyn, nemlig

målet om at sikre en mindstegrad af integration mellem støtteansøgeren og ydelsesstaten. Det er således

berettiget at forbeholde støtten til en hel uddannelse i udlandet til de studerende, der godtgør, at de er

tilstrækkeligt integreret i Nederlandene. En studerende, der har boet i Nederlandene i en periode på

minimum tre ud af de foregående seks år forud for sin uddannelse i udlandet, godtgør denne

integrationsgrad. Dette krav går af to grunde heller ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå de

forfulgte mål. For det første kan den kompetente minister i henhold til artikel 11.5 i WSF 2000 undlade at

anvende kravet om tre ud af seks år, såfremt det vil være åbenbart urimeligt at opretholde kravet, hvorved

det undgås at anse dette krav for at være for generelt. For det andet forudsætter det nævnte bopælskrav

ikke, at den studerende har haft bopæl i Nederlandene i en periode på tre år i træk inden påbegyndelsen af

sit studie, og er derfor ikke for ekskluderende.

I denne henseende bemærkes, at såvel integration af studerende som ønsket om at sikre et vist

tilknytningsforhold mellem samfundet i ydelsesmedlemsstaten og den, der er berettiget til en ydelse som den

i hovedsagen omhandlede, kan udgøre objektive almene hensyn, som kan begrunde, at betingelserne for

bevilling af en sådan ydelse kan påvirke unionsborgernes frie bevægelighed (jf. i denne retning dom Thiele

Meneses, EU:C:2013:683, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

Det fremgår imidlertid af fast retspraksis, at det bevis, som en medlemsstat kræver for, at det kan

gøres gældende, at der består en reel integration, ikke må have en for ekskluderende karakter derved, at en

omstændighed, som ikke nødvendigvis er udtryk for den reelle og faktiske grad af tilknytning mellem

ansøgeren og denne medlemsstat, utilbørligt prioriteres, og alle andre relevante omstændigheder lades ude

af betragtning (jf. domme D’Hoop, EU:C:2002:432, præmis 39, Prinz og Seeberger, EU:C:2013:524, præmis

37, og Thiele Meneses, EU:C:2013:683, præmis 36).

Den i hovedsagen omhandlede lovgivning er imidlertid, for så vidt som den indebærer en restriktion for

den ret, som en unionsborger, såsom sagsøgeren i hovedsagen, har til at færdes og opholde sig frit, efter sin

karakter ligeledes for ekskluderende, idet den ikke gør det muligt at tage hensyn til andre bånd, der kan

knytte en sådan studerende til ydelsesmedlemsstaten, såsom den studerendes statsborgerskab, skolegang,

familie, beskæftigelse og sprogkundskaber eller andre sociale eller økonomiske bånd (jf. i denne retning

dom

Prinz og Seeberger, EU:C:2013:524, præmis 38).

Tilsvarende, og således som generaladvokaten har

anført i punkt 103 i forslaget til afgørelse, kan beskæftigelsen i ydelsesmedlemsstaten for de

familiemedlemmer, som den studerende er afhængig af, ligeledes udgøre et af de forhold, som der skal

tages hensyn til ved vurderingen af disse bånd."

Hvorfor det må tolkes som at det opførte kriterie om

skolegang i Danmark vil være for ekskluderende

Desuden må afgørelsen i nævnte sag til en vis grad, også give

retningslinier for en dansk statsborger der

tidligere har opnået EU-borgerstatus, som sidenhen har taget arbejde udenfor EU, medfører at en

sådan også skal betragtes som omfattet af EU-retten.

Ligeledes burde orienteringsbrevet også have omhandlet nogle retningslinier omkring hjemløse, da disse i

sagens natur, har meget svært ved at dokumenterer at de ikke har været udenfor de danske grænser. end

ikke tilfælde hvor personen ikke har haft et udstedt pas antages kommunalt som dokumentation for ophold i

Danmark, upåagtet at passet er rigets eneste gyldige rejsehjemmel.

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 68: Henvendelse af 1/12-16 fra Facebook gruppen Afskaf Ulovlig Integrationsydelse vedr. integrationsydelse

Følgende indgik ikke i henvendelsen til ministeriet.

Derudover blev netop denne dom fremhævet ved tidligere henvendelse af 30/07-2016 fra undertegnede

iii

Som BEU-udvalget har spurgt indtil og fået en slags svar på , i denne skrivelse indgår også en udtalelse fra

Europa-Kommissionens vejledningstjeneste Dit Europa - Råd og Vink,

som skriver at Flygtninge

grundet deres særstatus skal indrømmes EU-borger status jf. EU-Forordning 883/2004, og derfor ikke må

omfattes af bopælskrav, som i øvrigt trådte i kraft da Udlændinge- og Integrationsministeren var

Beskæftigelsesminister 1 maj 2010.

Som det fremgår af de sidste sider af denne orientering har gruppen lavet en genåbningsanmodning til

kommunerne, denne bliver afvist af samtlige kommuner, da de nægter at forholde sig til EU-retten, uden at

Ankestyrelsen har lavet ny princip-afgørelse, denne forventes efter nyeste oplysninger IKKE at komme før

tidligst januar 2017, dette tillader vi at forvente udvalget straks tager affære på evt. Sammen med BEU-

udvalget.

på vegne af

Facebook-gruppen afskaf ulovlig integrationsydelse.

Takker vi for deres tid.

Med venlig hilsen

Henrik Jensen

[email protected]

http://www.ft.dk/samling/20161/almdel/uui/bilag/63/1692585.pdf

http://www.ft.dk/samling/20151/almdel/UUI/bilag/221/index.htm

iii

http://www.ft.dk/samling/20161/almdel/BEU/spm/22/index.htm

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 68: Henvendelse af 1/12-16 fra Facebook gruppen Afskaf Ulovlig Integrationsydelse vedr. integrationsydelse

KLAGE OVER MANGLENDE SVAR PÅ ANMODNING OM GENÅBNING AF

INTEGRATIONSYDELSESSAGER

Journal nr.

Social- og integrationsministerens talepapir fra samrådet i Folketingets Socialudvalg den

22. november 2012 – samrådsspørgsmål B.

Det talte ord gælder

Det er en selvfølge, at kommunerne skal overholde lovgivningen.

Fra orienteringsbrevet af 24 november 2016

Dette orienteringsbrev retter sig primært mod sagsbehandlere, der skal træffe afgørelse i sager om hjælp til

forsørgelse efter §§ 22-25 i lov om aktiv socialpolitik.

Orienteringen indeholder

vejledende kriterier

til brug for anvendelsen af opholdskravet i forhold til danske

statsborgere, som efter et ophold i et andet EU/EØS land

vender tilbage til Danmark,

og er ikke-økonomisk

aktive efter hjemkomsten.

Fra Samråd i UUI om spm. B og C 25. oktober 2016, kl. 15.30

iii

DET TALTE ORD GÆLDER

Der spørges nemlig her, om integrationsydelsen er forenelig med EU-retten?

Svaret på det spørgsmål er enkelt: Lovgivningen om integrationsydelsen er fuldt foreneligt med EU-retten.

Det fremgår

eksplicit af loven,

at kravet om lovligt ophold her i riget i sammenlagt mindst 7 år inden for de

seneste 8 år

ikke gælder for EU- eller EØS-borgere, i det omfang disse efter EU-retten er berettigede

til hjælpen.

Dermed er der i loven taget højde for Danmarks EU-retlige forpligtelser, og

EU-retten kan indgå direkte i

kommunernes afgørelser.

EU-Domstolen anfører følgende i Prinz og Seeberger præmis 38 :

”Også selv om det kan anses for godtgjort, at der foreligger en vis grad af integration, når det kan

konstateres, at en studerende i en bestemt periode har opholdt sig i den medlemsstat, hvor han ansøger om

uddannelsesstøtte, er der en risiko for, at et enkeltstående bopælskrav som det i hovedsagerne omhandlede

[…] udelukker studerende fra den pågældende støtte, der, selv om de ikke har haft uafbrudt bopæl i

Tyskland i tre år umiddelbart før påbegyndelsen af et studium i udlandet, ikke desto mindre har en

tilstrækkelig tilknytning til det tyske samfund. Dette kan være tilfældet, når den studerende er statsborger i

den pågældende medlemsstat og har gået i skole dér i en betydelig periode, eller som følge af andre forhold,

såsom bl.a. den studerendes familie, beskæftigelse og sprogkundskaber eller andre sociale eller

økonomiske bånd. Desuden tillader andre bestemmelser i den i hovedsagerne omhandlede lovgivning selv,

at forhold, der ikke er knyttet til støtteansøgerens bopæl, kan være relevante såvel ved fastlæggelsen af den

berørtes centrum for livsinteresser, som ved fastlæggelsen af, hvorvidt betingelserne for tildeling af den

pågældende støtte er opfyldt af de nationale statsborgere, som har bopæl i udlandet”.

3. Hvordan vurderes graden af tilknytning til Danmark

3.1. Et konkret individuelt skøn

Som nævnt må det bero på en konkret vurdering, om opholdskravet i § 11, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik

kan anvendes uden videre i forhold til danske statsborgere, som efter ophold i et andet EU/EØS-land vender

tilbage til Danmark og ikke er økonomisk aktive, eller om andre kriterier skal tillægges afgørende betydning

ved vurderingen af de pågældendes tilknytning til Danmark. Der er derfor efterladt et væsentligt element af

skøn ved vurderingen af de konkrete sager om ikke-økonomisk aktive danske statsborgere, der vender hjem

efter ophold i et andet EU/EØS-land.

Der kan med udgangspunkt i Prinz- og Seeberger-dommen, som omhandlede adgangen til

uddannelsesstøtte, opstilles følgende vejledende kriterier til brug for vurderingen af, om en dansk

statsborger, som efter ophold i et andet EU/EØS-land, har en sådan grad af tilknytning til Danmark, at

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 68: Henvendelse af 1/12-16 fra Facebook gruppen Afskaf Ulovlig Integrationsydelse vedr. integrationsydelse

vedkommende kan modtage uddannelses- eller kontanthjælp, uanset at opholdskravet ikke er opfyldt:

Samlet ophold i Danmark

set i forhold til varigheden af ophold i andre EU/EØS-lande

Det har således stor betydning for tilknytningsvurderingen, hvor længe ansøgeren har opholdt sig i Danmark

set i forhold til ophold i andre EU/EØS-lande. Jo længere tid en ansøger har opholdt sig i Danmark forinden

ophold i et andre EU/EØS-lande, jo længere tid vil der således skulle gå, førend tilknytningen til Danmark

ikke længere kan anses for tilstrækkelig.

Beskæftigelse i Danmark

eller øvrige økonomiske bånd til Danmark

Det har betydning for vurderingen af en ansøgers tilknytning til Danmark, at den pågældende har haft

beskæftigelse i Danmark. Der vil således f.eks. ikke kunne lægges vægt på opholdskravet i § 11, stk. 3, i lov

om aktiv socialpolitik i tilfælde,

hvor ansøgeren har haft en betydelig del af sit arbejdsliv i Danmark og

alene har opholdt sig i andre EU/EØS-lande i nogle år.

Omvendt vil der ikke være tale om beskæftigelse

af afgørende betydning for vurderingen, hvis vedkommende alene har haft ganske kortvarig beskæftigelse i

Danmark som f.eks. et sommerferie- eller et vikarjob før hjemkomsten.

Endvidere vil det forhold, at en ansøger ejer eller i en vis periode forud for sin hjemvenden til Danmark har

ejet en bolig her i landet eller på anden vis har betydelige økonomiske bånd til Danmark, skulle indgå i

vurderingen af ansøgerens samlede tilknytning til Danmark.

c) Nære familiemedlemmer i Danmark

I tilfælde, hvor ansøgeren har

ægtefælle, børn

eller andre nære familiemedlemmer i Danmark, vil det skulle

indgå i tilknytningsvurderingen.

d) Grundskole og/eller en uddannelse i Danmark

Det forhold, at ansøgeren har gået i grundskole og/eller taget en ungdomsuddannelse eller videregående

uddannelse i Danmark har betydning for vurderingen af, om der foreligger tilstrækkelig tilknytning til

Danmark. I den forbindelse har det bl.a. betydning, hvor længe vedkommende har gået i grundskole og/eller

taget uddannelse i Danmark, og hvor lang tid siden vedkommende har afsluttet grundskolen og/eller

uddannelsen. F.eks. vil en ansøger, der rejser rundt i EU/EØS i lidt over et år efter endt uddannelse i

Danmark, som udgangspunkt skulle anses for at have bevaret en tilstrækkelig tilknytning til Danmark ved

hjemkomsten til Danmark.

Til gengæld må en ansøger, der udrejser som barn til et andet EU/EØS-land efter blot nogle år i

grundskolen, og som først indrejser igen i sit voksenliv uden at være økonomisk aktiv, som udgangspunkt

ikke anses for at have bevaret en tilstrækkelig tilknytning til Danmark.

(dette stemmer IKKE overens med

Martens dommen, som følger denne skrivelse)

Der kan i tillæg til ovenstående kriterier lægges vægt på ansøgerens danskkundskaber. Der kan endvidere

lægges vægt på, om ansøgeren i øvrigt har sociale bånd til Danmark, f.eks. ved ofte at have opholdt sig i

Danmark på besøg ved familiemedlemmer.

Den territoriale afgrænsning af det generelle opholdskrav er ophold i riget i sammenlagt mindst 7 år inden for

de seneste 8 år. Riget omfatter Danmark, Færøerne og Grønland. Det bemærkes, at tilknytningskriterierne

også må vurderes i forhold til det danske rige, så tilknytning til Grønland og Færøerne og derboende

personer indregnes med samme vægt som tilknytning til Danmark og herboende personer.

3.2. Sagsbehandling

Kommunen skal i hver enkelt sag sikre sig, at der til brug for vurderingen af, om opholdskravet kan anvendes

i sager om ikke-økonomisk aktive danske statsborgere, som efter ophold i et andet EU/EØS-land er vendt

tilbage til Danmark, foreligger de fornødne oplysninger.

Kommunen kan ved opslag

i CPR og

eIndkomst

undersøge,

om oplysninger fra ansøgeren om

ophold

arbejde i Danmark stemmer overens med oplysningerne i disse registre.

4. For hvilke sager har den ændrede fortolkning betydning?

En afgørelse fra EU-Domstolen i en præjudiciel sag har i princippet retsvirkning fra ikrafttrædelsen af

den regel, som afgørelsen vedrører. De EU-retlige regler, der bliver fortolket i Prinz og Seeberger-

sagen (TEUF artikel 20 og 21 om unionsborgerskabet), er indført med Maastricht-traktaten i 1993.

5. Genoptagelse af afgjorte sager

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 68: Henvendelse af 1/12-16 fra Facebook gruppen Afskaf Ulovlig Integrationsydelse vedr. integrationsydelse

Efter almindelige forvaltningsretlige regler har en myndighed som udgangspunkt pligt til efter

begæring fra den berørte borger at genoptage tidligere afgjorte sager, hvis der bl.a. fremkommer

væsentlige nye retlige forhold.

Et andet spørgsmål er, om myndigheden har pligt til at genoptage sagerne af egen drift. Det antages i den

forvaltningsretlige litteratur, at en pligt til at genoptage sagerne af egen drift kun findes i relation til sager,

hvor forvaltningen samtidig vil være forpligtet til at omgøre afgørelsen.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvornår forvaltningen har genoptagelsespligt, kan der lægges vægt på

om myndighedernes nu

underkendte praksis var udtryk for en mere eller mindre klar lovstridig

praksis.

Jeg minder slutteligt om at der skal begrundes med reference til lov §, hvis der gives afslag på

anmodningen, og at et afslag skal oversendes til Ankestyrelsen uden ophold.

Tidligere social & Integrationsminister talepapir

http://www.ft.dk/samling/20121/almdel/sou/spm/55/svar/928984/1194342.pdf

Orienteringsbrev til kommuner jobcentre mf.

http://www.ft.dk/samling/20161/almdel/uui/bilag/63/1692585.pdf

iii

Talepapir

http://www.ft.dk/samling/20161/almdel/uui/spm/76/svar/1354408/1681727/index.htm

Prinz & Seeberger Dom afsagt 18 juli 2013

http://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=139756&pageIndex=0&doclan

g=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=513390

Martens dom C-359/13 afsagt 25 februar 2015.

http://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=162536&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir

=&occ=first&part=1&cid=222694

Sagsøgeren i hovedsagen, der er nederlandsk statsborger født den 2. oktober 1987, flyttede i juni 1993 med sine

forældre til medlemsstaten Belgien, hvor hendes far har udøvet lønnet beskæftigelse, hvor hun har gået på en flamsk

grundskole og et flamsk gymnasium, og hvor den nævnte sagsøgers familie fortsat er bosiddende.

20 Det bemærkes indledningsvis, at Babette Martens i sin egenskab af nederlandsk statsborger er unionsborger i

henhold til artikel 20, stk. 1, TEUF og som følge heraf kan påberåbe sig de rettigheder, der er knyttet til en sådan status,

herunder i givet fald over for sin oprindelsesmedlemsstat (jf. domme Morgan og Bucher, C-11/06 og C-12/06,

EU:C:2007:626, præmis 22, samt Prinz og Seeberger, C-523/11 og C-585/11, EU:C:2013:524, præmis 23 og den deri

nævnte retspraksis).

Som Domstolen gentagne gange har fastslået, er unionsborgerskabets formål at skabe den grundlæggende status for

medlemsstaternes statsborgere, idet det gør det muligt for de af medlemsstaternes statsborgere, som befinder sig i

samme situation, inden for EUF-traktatens materielle anvendelsesområde at blive undergivet samme retlige behandling

uanset deres nationalitet og med forbehold af udtrykkeligt fastsatte undtagelser i denne henseende (domme D’Hoop, C-

224/98, EU:C:2002:432, præmis 28, samt Prinz og Seeberger, EU:C:2013:524, præmis 24 og den deri nævnte

retspraksis).

I denne henseende fremgår det af fast retspraksis, at en national lovgivning, som stiller visse nationale statsborgere

ringere, blot fordi de har gjort brug af deres ret til at færdes og opholde sig frit i en anden medlemsstat, udgør en

restriktion for de friheder, som ifølge artikel 21, stk. 1, TEUF tilkommer enhver unionsborger (domme Morgan og

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 68: Henvendelse af 1/12-16 fra Facebook gruppen Afskaf Ulovlig Integrationsydelse vedr. integrationsydelse

Bucher, EU:C:2007:626, præmis 25, samt Prinz og Seeberger, EU:C:2013:524, præmis 27).

De i traktaten fastsatte rettigheder med hensyn til fri bevægelighed for unionsborgerne ville nemlig ikke få fuld

gennemslagskraft, såfremt en statsborger fra en medlemsstat – på grund af de hindringer, der skyldes dennes ophold i en

anden medlemsstat – kunne blive afskrækket fra at udøve dem som følge af en lovgivning i den pågældendes

oprindelsesstat, der stiller vedkommende ringere, alene fordi denne har udnyttet rettighederne (jf. I denne retning

domme Morgan og Bucher, EU:C:2007:626, præmis 26, samt Prinz og Seeberger, EU:C:2013:524, præmis 28).

28 I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at sagsøgeren i hovedsagen er flyttet til Belgien, hvor hendes far har

udøvet erhvervsmæssig virksomhed, og at hun efterfølgende har gået på en flamsk grundskole og et flamsk gymnasium.

I august 2006 påbegyndte hun i en alder af 18 år sin uddannelse på universitetet i De Nederlandske Antiller, i

Willemstad, hvilken uddannelse hun afsluttede den 1. juli 2011. Babette Martens kunne, som bekræftet af den

nederlandske regering i retsmødet, tildeles støtte til at studere i Curaçao i medfør af den ved WSF 2000 indførte

mulighed, hvorefter enhver studerende, der opfylder kravet om tre ud af seks år, er berettiget til en sådan støtte til at

tage en uddannelse i udlandet. Babette Martens oplyste i forbindelse med indgivelsen af sin ansøgning om støtte i maj

2008 selv de nederlandske myndigheder om, at hun opfyldte dette krav. Babette Martens har arbejdet i Nederlandene,

siden hun afsluttede sit studium.

Ifølge den nederlandske regering foreligger der ikke nogen restriktion for sagsøgeren i hovedsagens ret til fri

bevægelighed, idet hun ved at flytte fra Belgien til Curaçao ikke har gjort brug af den ret til at færdes og opholde sig frit

på medlemsstaternes område, der tilkommer hende i medfør af artikel 20, stk. 2, litra a), TEUF.

Dette argument kan ikke tiltrædes, idet der herved ikke tages hensyn til den omstændighed, at sagsøgeren i

hovedsagen har gjort brug af sin ret til at færdes frit ved at flytte fra Nederlandene til Belgien med sin familie i 1993 og

er fortsat med at gøre brug af denne ret under hele den periode, hvor hun har boet i Belgien.

Ved at gøre bevarelsen af ydelse af støtte til uddannelse i udlandet betinget af kravet om tre ud af seks år risikerer

den i hovedsagen omhandlede lovgivning at straffe en ansøger, alene fordi denne har udøvet sin ret til at færdes og

opholde sig frit i en anden medlemsstat, henset til den indvirkning, som udøvelsen af denne frihed kan have på

muligheden for at modtage en sådan støtte til videregående uddannelse (jf. i denne retning domme D’Hoop,

EU:C:2002:432, præmis 30, Prinz og Seeberger, EU:C:2013:524, præmis 32, og Thiele Meneses, EU:C:2013:683,

præmis 28).

Det er, således som generaladvokaten har anført i punkt 106 i forslaget til afgørelse, i denne henseende uden

betydning, at der er gået betydelig tid, siden sagsøgeren i hovedsagen gjorde brug af sin ret til fri bevægelighed (jf.

analogt dom Nerkowska, C-499/06, EU:C:2008:300, præmis 47).

Det må således fastslås, at kravet om tre ud af seks år – således som dette er fastsat i artikel 2.14, stk. 2, i WSF 2000

– udgør en restriktion for den ret til fri bevægelighed og ophold, som alle unionsborgere nyder i medfør af artikel 21

TEUF, også selv om det gælder uden forskel for nederlandske statsborgere og andre unionsborgere (jf. i denne retning

dom Prinz og Seeberger, EU:C:2013:524, præmis 31).

Den restriktion, som følger af den i hovedsagen omhandlede lovgivning, er kun begrundet efter EU-retten, såfremt

den er baseret på objektive almene hensyn, der er uafhængige af de berørte personers nationalitet, og står i rimeligt

forhold til det mål, der lovligt forfølges med national ret. Det fremgår af Domstolens praksis, at en foranstaltning er

forholdsmæssig, når den er egnet til at sikre opfyldelsen af det forfulgte mål og ikke går videre,

end hvad der er nødvendigt for at nå det (domme De Cuyper, C-406/04, EU:C:2006:491, præmis 40 og 42, Morgan og

Bucher, EU:C:2007:626, præmis 33, samt Prinz og Seeberger, EU:C:2013:524, præmis 33).

I denne henseende bemærkes, at såvel integration af studerende som ønsket om at sikre et vist tilknytningsforhold

mellem samfundet i ydelsesmedlemsstaten og den, der er berettiget til en ydelse som den i hovedsagen omhandlede, kan

udgøre objektive almene hensyn, som kan begrunde, at betingelserne for bevilling af en sådan ydelse kan påvirke

unionsborgernes frie bevægelighed (jf. i denne retning dom Thiele Meneses, EU:C:2013:683, præmis 34 og den deri

nævnte retspraksis).

Det fremgår imidlertid af fast retspraksis, at det bevis, som en medlemsstat kræver for, at det kan gøres gældende, at

der består en reel integration, ikke må have en for ekskluderende karakter derved, at en omstændighed, som ikke

nødvendigvis er udtryk for den reelle og faktiske grad af tilknytning mellem ansøgeren og denne medlemsstat,

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 68: Henvendelse af 1/12-16 fra Facebook gruppen Afskaf Ulovlig Integrationsydelse vedr. integrationsydelse

utilbørligt prioriteres, og alle andre relevante omstændigheder lades ude af betragtning (jf. domme D’Hoop,

EU:C:2002:432, præmis 39, Prinz og Seeberger, EU:C:2013:524, præmis 37, og Thiele Meneses,

EU:C:2013:683, præmis 36).

Hvad angår graden af tilknytning mellem modtageren af en ydelse og den pågældende medlemsstat har Domstolen

fastslået, at medlemsstaterne hvad angår en ydelse som den i hovedsagen omhandlede, som ikke er reguleret i EU-

retten, har en vid skønsbeføjelse ved fastsættelsen af kriterierne for vurderingen af en sådan tilknytning (jf. i denne

retning domme Gottwald, C-103/08, EU:C:2009:597, præmis 34, og Thiele Meneses, EU:C:2013:683, præmis 37).

Et enkeltstående bopælskrav som det i hovedsagen omhandlede risikerer imidlertid at udelukke studerende, der, selv

om de ikke har haft bopæl i Nederlandene i de påkrævede tre ud af seks år inden påbegyndelsen af en uddannelse i

udlandet, ikke desto mindre har reelle integrationsbånd, som knytter dem til denne medlemsstat, fra at blive tildelt den

pågældende støtte til videregående uddannelse.

I denne henseende bemærkes, at Domstolen for så vidt angår den i hovedsagen omhandlede lovgivning allerede har

fastslået, at anvendelsen af kravet om tre ud af seks år indførte en ubegrundet forskelsbehandling mellem nederlandske

arbejdstagere og vandrende arbejdstagere, der er bosat i Nederlandene, idet dette krav ved at pålægge specifikke

perioder med ophold på den omhandlede medlemsstats område prioriterede en faktor, der ikke nødvendigvis er den

eneste indikator for den reelle grad af tilknytning mellem den berørte og den nævnte medlemsstat, og derfor efter sin

karakter var for ekskluderende (jf. dom Kommissionen mod Nederlandene, C-542/09, EU:C:2012:346, præmis 86 og

88).

Den i hovedsagen omhandlede lovgivning er imidlertid, for så vidt som den indebærer en restriktion for den ret, som

en unionsborger, såsom sagsøgeren i hovedsagen, har til at færdes og opholde sig frit, efter sin karakter ligeledes for

ekskluderende, idet den ikke gør det muligt at tage hensyn til andre bånd, der kan knytte en sådan studerende til

ydelsesmedlemsstaten, såsom den studerendes statsborgerskab, skolegang, familie, beskæftigelse og sprogkundskaber

eller andre sociale eller økonomiske bånd (jf. i denne retning dom Prinz og Seeberger, EU:C:2013:524, præmis 38).

Tilsvarende, og således som generaladvokaten har anført i punkt 103 i forslaget til afgørelse, kan beskæftigelsen i

ydelsesmedlemsstaten for de familiemedlemmer, som den studerende er afhængig af, ligeledes udgøre et af de forhold,

som der skal tages hensyn til ved vurderingen af disse bånd.

Under de omstændigheder, der er gældende i tvisten i hovedsagen, kan den kompetente ministers eventuelle

anvendelse af artikel 11.5 i WSF 2000, hvilken bestemmelse gør det muligt for denne minister at fravige kravet om tre

ud af seks år, såfremt det vil være åbenbart urimeligt at opretholde kravet, desuden ikke ændre ved, at det nævnte krav

er for ekskluderende. Det viser sig nemlig, at denne bestemmelse ikke garanterer, at der tages hensyn til de andre

tilknytningsbånd, som kan knytte sagsøgeren i hovedsagen til ydelsesmedlemsstaten, og den gør det derfor ikke muligt

at nå det integrationsmål, som ifølge den nederlandske regering er formålet med den i hovedsagen omhandlede

lovgivning.

Under disse omstændigheder er det i hovedsagen omhandlede krav om tre ud af seks år både for ekskluderende og

for tilfældigt derved, at et forhold, som ikke nødvendigvis er udtryk for ansøgerens grad af integration i den pågældende

medlemsstat, utilbørligt prioriteres. Den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning kan derfor ikke anses for at stå

i rimeligt forhold til målet vedrørende integration.

Det tilkommer derfor den forelæggende ret, som er enekompetent til at vurdere de faktiske omstændigheder, at

undersøge, om der foreligger et eventuelt tilknytningsforhold mellem sagsøgeren i hovedsagen og Kongeriget

Nederlandene i lyset af, at Babette Martens, som er nederlandsk statsborger født i Nederlandene, i sin ansøgning om

støtte har anført at have boet i denne medlemsstat i en periode på tre år i løbet af de seks år, der ligger forud for hendes

indskrivning på en udenlandsk uddannelse, men det i realiteten forholder sig således, at hun har boet i Belgien siden

seksårsalderen, at hendes far har arbejdet i Nederlandene mellem 2006 og 2008, og at hun arbejder der nu.

De forelagte spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 20 TEUF og 21 TEUF skal fortolkes således, at de er til

hinder for en medlemsstats lovgivning, såsom den i hovedsagen omhandlede, der gør bevarelsen af ydelse af støtte til en

videregående uddannelse, der tages uden for denne stat, betinget af, at den studerende, som ansøger om at blive bevilget

en sådan støtte, har været bosiddende i den nævnte medlemsstat i en periode på mindst tre år i løbet af de seks år, der

ligger forud for den pågældendes indskrivning på den nævnte uddannelse.

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 68: Henvendelse af 1/12-16 fra Facebook gruppen Afskaf Ulovlig Integrationsydelse vedr. integrationsydelse

Jane Jeppesen Theisen

Skovvænget 10, 2 tv

6100 Haderslev

Haderslev Kommune

Ydelsescentret

Østergade 48

6100 Haderslev

www.haderslev.dk

Dir. tlf. 74340601/51511178

[email protected]

28-11-2016

• Sagsident: 16/31176 • Sagsbehandler: Sanne Nielsen

Svar på klage til borgmesteren og henvendelse fra 25. november 2016

Du får med dette brev svar på dels din klage til borgmesteren over sagsbehandling i

Ydelsescentret og dels din henvendelse til mig fra den 25. november 2016. Borgmester H.P. Geil

har bedt mig svare på din klage til ham.

Jeg beklager, at vi ikke på nuværende har grundlaget for at kunne træffe en anden afgørelse om

forsørgelse til dig end integrationsydelse, når du deltager i revalidering.

For at kunne ændre din nuværende ydelse under revalidering, skal vi have nærmere oplysninger

fra Ankestyrelsen. Vi har den 24. november 2016 fra Udlændinge- Integrations- og

Boligministeriet modtaget et Orienteringsbrev om Integrationsydelse. Det er ikke en vejledning,

som vi havde forventet. Det fremgår af orienteringsbrevet, at det skal være bidrag til at

fastlægge praksis, som afgørelser fra Ankestyrelsen skal medvirke til. Det oplyses også i brevet,

at Ankestyrelsen senere på året forventer at træffe en eller flere principafgørelser i sager

vedrørende danske statsborgere, som vender tilbage til Danmark efter ophold i et andet

EU/EØSland uden at opnå status som arbejdstager m.v. efter hjemkomsten og dermed ikke er

økonomisk aktive.

Ydelsescenteret vil i næste uge begynde at indhente oplysninger, som vi vurderer efter

orienteringsbrevet fra den 24. november 2016 skal indgå i dokumentationen i forbindelse med

genoptagelse af afgørelser om integrationsydelse til danske statsborgere. Vores mål er, at vi

snarest muligt efter modtagelse af principafgørelser fra Ankestyrelsen kan træffe afgørelser i de

sager, som vi skal genoptage.

Jeg er opmærksom på dine henvisninger i dine henvendelser til os. De kan ikke danne grundlag

for en ændret afgørelse i din sag.

Du henviser blandt andet til et notat fra 11. november 2016, som gennemgår regler, omfang og

omkostninger til ydelser for vandrende arbejdstagere i Danmark under

Beskæftigelsesministeriets ressort. Notatet er udarbejdet, som følge af, at

Beskæftigelsesudvalget i brev af 13. juni 2016 har bedt beskæftigelsesministeren oversende en

opdateret version af notatet ”Vandrende arbejdstageres

rettigheder under

Beskæftigelsesministeriets ressort”.

Notatet beskriver hvilke regler, der er gældende for

EU/EØSborgere, som ikke er danske statsborgere, og som får opholdstilladelse i Danmark.

Herunder, at de kan være berettiget til revalidering.

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 68: Henvendelse af 1/12-16 fra Facebook gruppen Afskaf Ulovlig Integrationsydelse vedr. integrationsydelse

Du henviser også til ministerens talepapir fra 19. oktober 2016 til brug ved samråd den 25.

oktober 2016. Her redegør hun blandt andet for, at det er beklageligt, at der ved udarbejdelse af

reglerne om integrationsydelse ikke er taget højde for virkningerne af EU-dom fra 2013 og at

ministeriet ser nu på, hvordan de bedst kan vejlede kommunerne om de momenter, der skal

lægges vægt på, når tilknytningskravet skal afgøres ud fra en konkret, individuel vurdering. Det

er på baggrund af ministerens udtalelse i samrådet, at vi har modtaget orienteringsbrev fra den

24. november 2016 og nu venter på principafgørelser fra Ankestyrelsen.

Det tredje, som du sender i mailen til mig i fredags, er en vejledning fra 2014, om EU/EØS-

borgeres ret til ydelser i Danmark, når de kan få opholdsbevis og dermed har lovligt ophold i

landet. Du er dansk statsborger og skal ikke have opholdsbevis for at opholde dig lovligt i landet.

Som oplyst tidligere i brevet er det seneste nyt for os orienteringsbrevet fra 24. november 2016

og oplysninger om, at vi i løbet af december måned 2016 fra Ankestyrelsen vil få

principafgørelser, som kan danne grundlag for ny praksis på bevilling af integrationsydelse til

danske statsborgere, der ikke opfylder kravet om ophold i riget i de sidste 7 år ud af 8 år.

Som din sag er oplyst og med den nuværende lovgivning uden praksisafgørelser, kan vi ikke i din

sag træffe anden afgørelse end integrationsydelse, når du er i revalidering. Hvis du efter at være

vendt tilbage til Danmark havde været økonomisk aktiv og opnået status som arbejdstager,

skulle du ikke have været opfattet af reglerne om integrationsydelse.

Vi sender kopi af dine henvendelser fra de sidste uger og vores svar til dig til Ankestyrelsen. Du

modtager senere kopi af de dokumenter, som vi sender til Ankestyrelsen. Vi vil i henvendelse til

Ankestyrelsen opfordre til, at de prioriterer, at træffe afgørelse i din sag.

Du må ikke være i tvivl om, at jeg har forståelse for din situation og din frustration over, at du

ikke kan få tilsagn om, at få en højere ydelse udbetalt. Du hører fra os, så snart vi får kendskab

til afgørelser fra Ankestyrelsen, som får betydning for din bevilling.

Borgmester H.P. Geil, din beskæftigelses- og ydelsessagsbehandler får kopi af svaret.

Venlig hilsen

Sanne Nielsen

Afdelingsleder

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 68: Henvendelse af 1/12-16 fra Facebook gruppen Afskaf Ulovlig Integrationsydelse vedr. integrationsydelse

Side 2 af 2