UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 261: Lovudkast - Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Øget kontrol på udlændingeområdet), fra udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2016-17
UUI Alm.del Bilag 261
Offentligt

UDKAST

Forslag

til

Lov om ændring af udlændingeloven

(Øget kontrol på udlændingeområdet)

§1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 412 af 9. maj 2016, som ændret senest ved

lov nr. 704 af 8. juni 2017, foretages følgende ændringer:

§ 32, stk. 1, 2. pkt.

udgår: »og regnes fra den 1. i den førstkommende måned efter

udrejsen eller udsendelsen«

§ 39

indsættes som nyt stk. 6-8:

»Stk.

Udstedelse af særlig rejselegitimation til udlændinge, der ikke selv kan skaffe sig

pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument, kan, medmindre der

foreligger særlige omstændigheder, nægtes, hvis ansøgeren gentagne gange inden for de

seneste år har fået udstedt ny rejselegitimation i anledning af, at rejselegitimationen er

bortkommet, eller hvis det skønnes nødvendigt af hensyn til den nationale sikkerhed, den

offentlige orden eller statens omdømme. Hvis udstedelse af særlig rejselegitimation næg-

tes med henvisning til, at ansøgeren flere gange inden for de seneste år har fået udstedt

ny rejselegitimation i anledning af, at rejselegitimationen er bortkommet, vil udlændingen

i en periode på fem år ikke kunne få udstedt ny rejselegitimation, medmindre der forelig-

ger ganske særlige omstændigheder.

Stk. 7.

Udlændingestyrelsen kan spærre dansk udstedt rejselegitimation i Det Centrale

Pasregister, såfremt udlændingen er i besiddelse af både dansk udstedt rejselegitimation

og nationalt udstedt pas og ikke ønsker at deponere det ene pas hos styrelsen. Afgørelse

efter 1. pkt. kan ikke påklages.

Stk. 8.

Udlændingestyrelsen kan spærre dansk udstedt fremmedpas i Det Centrale Pas-

ikke påklages.«

§ 60, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »§ 40, stk. 1, 1. og 2. pkt.« til: »§ 40, stk. 1, 1., 2., og 4.

pkt.«

§2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.

§3

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 261: Lovudkast - Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Øget kontrol på udlændingeområdet), fra udlændinge- og integrationsministeren

UDKAST

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller

delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske eller

grønlandske forhold tilsiger.

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 261: Lovudkast - Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Øget kontrol på udlændingeområdet), fra udlændinge- og integrationsministeren

UDKAST

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Beregning af varigheden af et indrejseforbud

2.1. Gældende ret

2.2 EU-Domstolens dom i sag C-225/16 Ouhrami

2.3. Ministeriets overvejelser

2.4. Den foreslåede ordning

3. Bekæmpelse af misbrug med rejselegitimation

3.1. Gældende ret

3.2. Ministeriets overvejelser

3.3. Den foreslåede ordning

4. Genindførelse af straf for overtrædelse af den oplysningspligt, der kan pålægges en

reference eller en anden person

4.1. Gældende ret

4.2. Ministeriets overvejelser

4.3. Den foreslåede ordning

5. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

7. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

8. Administrative konsekvenser for borgerne

9. Miljømæssige konsekvenser

10. Forholdet til EU-retten

11. Hørte myndigheder og organisationer mv.

12. Sammenfattende skema

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 261: Lovudkast - Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Øget kontrol på udlændingeområdet), fra udlændinge- og integrationsministeren

UDKAST

1. Indledning

Rejsedokumenter til flygtninge (konventionspas) og fremmedpas, som i Danmark udste-

des til udlændinge, der ikke selv kan skaffe sig pas, eller som af andre grunde har behov

for et sådant dokument, er teknisk avancerede og dermed vanskelige at forfalske.

I visse tilfælde får udlændingemyndighederne og politiet mistanke om misbrug i form af

f.eks. udlån eller salg af identitets- eller rejselegitimation med henblik på, at andre perso-

ner

såkaldte ”look-alikes”

skal benytte dem. Dette er navnlig tilfældet, når en udlæn-

dings rejselegitimation gentagne gange bortkommer inden for kort tid. Det er imidlertid

vanskeligt for myndighederne at bekæmpe dette misbrug. Således kan udstedelse af rej-

selegitimation til udlændinge efter de nugældende regler alene nægtes, hvis det vurderes

nødvendigt af sikkerhedsmæssige grunde eller af hensyn til statens omdømme.

Formålet med lovforslaget er derfor at styrke kontrolindsatsen på udlændingeområdet

ved at tilvejebringe hjemmel til at nægte at udstede rejsedokumenter til flygtninge og

fremmedpas til udlændinge i tilfælde, hvor der er mistanke om misbrug, fordi ansøgeren

inden for de seneste år har fået udstedt ny rejselegitimation flere gange med den begrun-

delse, at rejselegitimationen er bortkommet. Endvidere skabes der med lovforslaget mu-

lighed for at spærre et dansk udstedt pas i Det Centrale Pasregister, såfremt udlændingen

er i besiddelse af både dansk udstedt rejselegitimation og nationalt udstedt pas og ikke

ønsker at deponere det ene pas hos Udlændingestyrelsen, eller hvis udlændingen står

registreret som udrejst i Det Centrale Personregister (CPR).

Herudover lægges der med lovforslaget op til at genindføre straf for overtrædelse af den

oplysningspligt, der efter udlændingelovens § 40, stk. 1, 4. pkt., kan pålægges en person,

som skønnes at kunne bidrage med oplysninger til brug for behandlingen af en udlændin-

gesag.

Endelig har lovforslaget til formål at ændre udlændingelovens regler om beregningen af

varigheden af indrejseforbud, så de bringes i overensstemmelse med EU-Domstolens

praksis. Den 26. juli 2017 afsagde EU-Domstolen således dom i sagen C-225/16 Ouhrami.

Sagen omhandlede et præjudicielt spørgsmål om fortolkningen af artikel 11, stk. 2, i Euro-

pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles stan-

darder og procedurer i medlemsstaterne om tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere

med ulovligt ophold (udsendelsesdirektivet). Spørgsmålet vedrørte beregningen af et

indrejseforbuds varighed, nærmere bestemt fra hvilket tidspunkt varigheden af et indrej-

seforbud skal beregnes. Domstolen slog i dommen fast, at et indrejseforbud jf. udsendel-

sesdirektivets artikel 11, stk. 2, skal regnes fra den faktiske udrejse.

Udsendelsesdirektivets artikel 11, stk. 2, er gennemført i dansk ret i udlændingelovens §

32, stk. 1. Det følger af bestemmelsen, at et indrejseforbud efter dansk ret regnes fra den

1. i den førstkommende måned efter udrejsen eller udsendelsen.

2. Beregning af varigheden af et indrejseforbud

2.1. Gældende ret

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 261: Lovudkast - Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Øget kontrol på udlændingeområdet), fra udlændinge- og integrationsministeren

UDKAST

2.1.1. Udlændingelovens regler om indrejseforbud

Et indrejseforbud er en afgørelse om, at udlændingen ikke uden tilladelse på ny må ind-

rejse og opholde sig her i landet. Det følger således af udlændingelovens § 32, stk. 1, 1.

pkt., at en dom, kendelse eller beslutning, hvorved en udlænding udvises, medfører, at

udlændingens visum og opholdstilladelse bortfalder, og at udlændingen ikke uden tilladel-

se på ny må indrejse og opholde sig her i landet (indrejseforbud).

Et indrejseforbud pålægges en udlænding, der udvises af landet. Et indrejseforbud pålæg-

ges såvel i tilfælde, hvor en udlænding udvises ved dom eller kendelse (som følger af

strafbart forhold), som i tilfælde, hvor en udlænding udvises administrativt (som følge af

ulovligt ophold og visse ordensmæssige hensyn).

Det følger endvidere af udlændingelovens § 32, stk. 1, 2. pkt., at et indrejseforbud kan

tidsbegrænses og regnes fra den 1. i den førstkommende måned efter udrejsen eller ud-

sendelsen. Indrejseforbuddet har dog gyldighed fra tidspunktet for udrejsen eller udsen-

delsen, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, 3. pkt.

2.1.2. Udsendelsesdirektivet

Det følger af artikel 11, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af

16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbages-

endelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (udsendelsesdirektivet), at afgø-

relser om tilbagesendelse skal ledsages af et indrejseforbud, hvis der ikke er indrømmet

en frist for frivillig udrejse, eller hvis forpligtelsen til at vende tilbage ikke er efterkommet.

Det betyder, at en tredjelandsstatsborger skal meddeles et indrejseforbud, hvis den på-

gældende i forbindelse med en afgørelse om tilbagesendelse er blevet pålagt at udrejse

straks eller ikke udrejser frivilligt i overensstemmelse med udrejsefristen. I andre tilfælde

kan afgørelser om tilbagesendelse ledsages af et indrejseforbud.

Det følger videre af artikel 11, stk. 2, at varigheden af indrejseforbuddet fastsættes under

behørig hensyntagen til alle relevante forhold i den enkelte sag og i princippet ikke må

overstige fem år. Indrejseforbuddet kan dog overstige fem år, hvis tredjelandsstatsborge-

ren udgør en alvorlig trussel mod den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den

nationale sikkerhed.

Udsendelsesdirektivet indeholder ikke nærmere regler om, hvordan varigheden af et ind-

rejseforbud skal beregnes.

2.1.3. Udsendelsesdirektivets implementering i dansk ret

Udsendelsesdirektivet blev gennemført i dansk ret ved lov nr. 248 om ændring af udlæn-

dingeloven af 30. marts 2011 (Ændringer som følge af direktiv om fælles standarder og

procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt

ophold (udsendelsesdirektivet) m.v.) og ved lov nr. 516 om ændring af udlændingeloven

af 26. maj 2014 (Ændring af reglerne om afvisning m.v. til gennemførelse af direktiv

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 261: Lovudkast - Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Øget kontrol på udlændingeområdet), fra udlændinge- og integrationsministeren

UDKAST

2008/115/EF om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse

af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (udsendelsesdirektivet) m.v.).

Der blev ikke i forbindelse med gennemførelsen af direktivet i dansk ret ændret ved reg-

lerne om pålæg af indrejseforbud og om beregningen af indrejseforbuds varighed i ud-

lændingelovens § 32, stk. 1.

Det bemærkes, at udsendelsesdirektivet i dansk ret finder anvendelse på en række for-

skellige udlændingeretlige afgørelser, hvorved det bestemmes, at en udlænding ikke

–

eller ikke længere

–

har ret til lovligt ophold her i landet.

Efter udsendelsesdirektivets artikel 2, stk. 2, litra b, kan medlemsstaterne beslutte, at

udsendelsesdirektivet ikke finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere, som er genstand

for tilbagesendelse som en strafferetlig sanktion eller som følge af en strafferetlig sankti-

on i henhold til national ret, eller som er genstand for udleveringsprocedurer.

Det blev i forbindelse med gennemførelse af direktivet i dansk ret besluttet, at direktivet

ikke skal gælde i forhold til tredjelandsstatsborgere, som udvises på grund af kriminalitet

efter udlændingelovens §§ 22-24, § 25 a, stk. 1, eller § 25 c.

Bestemmelsen i § 32 gælder dog såvel udvisning på grund af kriminalitet (ved dom eller

kendelse) som udvisning på grund af ulovligt ophold eller som følge af visse ordensmæssi-

ge hensyn (ved administrativ beslutning). Der gælder derfor samme regler for beregning

af varigheden af administrative meddelte indrejseforbud (som er omfattet af udsendel-

sesdirektivet) og indrejseforbud meddelt ved dom eller kendelse som følge af en straffe-

retlig sanktion (der som følge af Danmarks beslutning om at gøre brug af undtagelsesbe-

stemmelsen i direktivets artikel 2 ikke er omfattet af udsendelsesdirektivets anvendelses-

område).

2.2 EU-Domstolens dom i sag C-225/16 Ouhrami

EU-Domstolen afsagde den 26. juli 2017 dom i sagen C-225/16 Ouhrami. Sagen vedrørte

en nederlandsk præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen om fortolkningen af artikel 11,

stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om

fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelands-

statsborgere (udsendelsesdirektivet). Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandenes øver-

ste domstol) havde bl.a. spurgt, om varigheden af et indrejseforbud skal beregnes fra

datoen fra udstedelse af indrejseforbuddet eller fra den dato, hvor den pågældende ud-

lænding faktisk har forladt medlemsstaternes område, eller fra et andet tidspunkt.

EU-Domstolen udtalte bl.a., at det fremgår af 14. betragtning i udsendelsesdirektivet, at

indførelsen af et indrejseforbud, som forbyder indrejse i og ophold på alle medlemssta-

ternes område, har til formål at give virkningerne af nationale tilbagesendelsesforanstalt-

ninger en europæisk dimension (præmis 39).

Den danske regering havde under sagen gjort gældende, at fastsættelsen af det tidspunkt,

som indrejseforbuddet skal beregnes fra, bør overlades til hver enkelt national medlems-

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 261: Lovudkast - Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Øget kontrol på udlændingeområdet), fra udlændinge- og integrationsministeren

UDKAST

stats skøn

–

dog således, at indrejseforbuddet ikke kan løbe fra tidspunktet for indrejse-

forbuddets udstedelse.

EU-Domstolen var imidlertid ikke enig heri. Domstolen udtalte således, at selv om udsen-

delsesdirektivet ikke udtrykkeligt fastsætter det tidspunkt, hvorfra varigheden af indrejse-

forbuddet skal beregnes, følger det af formålet med indrejseforbuddet, og mere generelt

af formålet med udsendelsesdirektivet, som består i at fastsætte fælles standarder og

procedurer for at sikre en effektiv tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt

ophold, med respekt for deres grundlæggende rettigheder, at fastsættelsen af tidspunktet

for indrejseforbuddets varighed ikke kan overlades til hver enkelt medlemsstats skøn

(præmis 40).

EU-Domstolen udtalte endvidere, at formålet med indrejseforbuddet og udsendelsesdi-

rektivet ville blive bragt i fare, hvis en statsborgers nægtelse af at opfylde en pligt til at

vende tilbage og samarbejde i forbindelse med udsendelsesproceduren gav mulighed for

helt eller delvist at unddrage sig retsvirkningen af et indrejseforbud. Det ville være tilfæl-

det, hvis den periode, hvorunder indrejseforbuddet finder anvendelse, kunne løbe og

udløbe, inden den pågældende udlænding var udrejst.

EU-Domstolen fandt, at det følger af ordlyden og opbygningen samt formålet med udsen-

delsesdirektivet, at perioden for indrejseforbuddet først begynder at løbe fra den dato,

hvor den pågældende udlænding faktisk har forladt medlemsstaternes område (præmis

52 og 53).

EU-Domstolen fastslog på den baggrund, at artikel 11, stk. 2, i udsendelsesdirektivet skal

fortolkes således, at et indrejseforbud skal regnes fra den faktiske udrejse (præmis 58).

2.3 Ministeriets overvejelser

EU-Domstolen har ved sag C-225/16 Ouhrami fastslået, at artikel 11, stk. 2, i udsendelses-

direktivet skal fortolkes således, at et indrejseforbud skal regnes fra den faktiske udrejse.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at det er nødvendigt at tilpasse

bestemmelsen i udlændingelovens § 32, stk. 1, således at bestemmelsen er i overens-

stemmelse med EU-Domstolens dom i sag C-225/16 Ouhrami. Ministeriet finder således

ikke, at Danmark i forhold til de administrativt udstedte indrejseforbud, som er omfattet

af udsendelsesdirektivets regler, kan opretholde den gældende bestemmelse i § 32, stk. 1,

2. pkt., hvorefter politiet og Udlændingestyrelsen opdaterer indrejseforbuddet den 1. i

den førstkommende måned efter udlændingen er udrejst eller udsendt.

I overensstemmelse med den gældende retstilstand og af hensyn til den praktiske admini-

stration af reglerne er det ministeriets opfattelse, at reglerne for beregningen af et indrej-

seforbuds varighed også fremadrettet bør være ens, uanset om der er tale om et admini-

strativt udstedt indrejseforbud omfattet af udsendelsesdirektivet eller et indrejseforbud

idømt ved en dom eller kendelse som en strafferetlig sanktion eller som følge af en straf-

feretlig sanktion i henhold til national ret.

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 261: Lovudkast - Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Øget kontrol på udlændingeområdet), fra udlændinge- og integrationsministeren

UDKAST

2.4. Den foreslåede ordning

For at sikre, at de danske regler om beregning af et indrejseforbuds varighed er i overens-

stemmelsen med EU-retten, foreslås det, at udlændingelovens § 32, stk. 1, ændres, såle-

des at et indrejseforbud ikke længere regnes fra den 1. i den førstkommende måned, ef-

ter udlændingen er udrejst eller udsendt. Et indrejseforbud vil fremover skulle regnes fra

det tidspunkt, hvor indrejseforbuddet efter § 32, stk. 1, 3. pkt., har gyldighed, dvs. fra

datoen for den faktiske udrejse eller udsendelse.

3. Bekæmpelse af misbrug af rejselegitimation

3.1. Gældende ret

3.1.1 Rejsedokumenter for flygtninge og fremmedpas til udlændinge

Efter udlændingelovens § 39, stk. 5, 1. pkt., fastsætter udlændinge- og integrationsmini-

steren regler om udstedelse af særlig rejselegitimation til udlændinge, der ikke kan skaffe

sig pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument.

Reglerne for udstedelse af rejsedokument for flygtninge og fremmedpas fremgår af be-

kendtgørelse nr. 1197 af 26. september 2016 om udlændinges adgang her til landet (ud-

lændingebekendtgørelsen).

Udlændingestyrelsen udsteder efter udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 1, efter ansøg-

ning rejsedokument for flygtninge til en udlænding, der har opholdstilladelse efter ud-

lændingelovens § 7, stk. 1, eller § 8, stk. 1.

Udlændingestyrelsen udsteder efter udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 2, efter ansøg-

ning fremmedpas til:

1) en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2

eller 3,

2) en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2

eller 3,

3) en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk.

3, eller

4) en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk.

1, nr. 2, hvis én af den pågældendes forældre har opholdstilladelse efter udlæn-

dingelovens §§ 7 eller 8.

Efter udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 3, udstedes fremmedpas efter ansøgning til

en udlænding, der ikke er i stand til at skaffe sig pas eller anden rejselegitimation, såfremt

udlændingen er meddelt:

1) tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, jf. §§ 9-9 f, 9 i-9 n

eller 9 p,

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 261: Lovudkast - Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Øget kontrol på udlændingeområdet), fra udlændinge- og integrationsministeren

UDKAST

2) tidsbegrænset opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold efter udlændin-

gelovens §§ 9-9 f,

3) opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b

4) opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, når tilladelsen er meddelt en ud-

lænding, der har indgivet en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelo-

vens § 7,

5) opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 4, eller

6) opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 e.

Det er op til udlændingen at dokumentere, at den pågældende er forhindret i at få ud-

stedt et pas eller anden rejselegitimation af myndighederne i hjemlandet. En statsløs per-

son er ikke omfattet af dette dokumentationskrav. Fornøden dokumentation vil f.eks.

være et skriftligt afslag på udstedelse af pas eller rejselegitimation fra den udstedende

myndighed i udlændingens hjemland (statsborgerskabsland) eller fra det pågældende

lands ambassade her i landet eller i udlandet.

Efter udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 4, kan rejsedokument for flygtninge og frem-

medpas efter ansøgning udstedes til en udlænding, der ikke er omfattet af stk. 1-3, når

særlige grunde taler derfor.

Efter udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 5, kan udstedelse af rejsedokument for flygt-

ninge og fremmedpas nægtes, når det skønnes nødvendigt af sikkerhedsmæssige grunde

eller af hensyn til statens omdømme.

Gyldighedstiden for rejselegitimation efter § 7, stk. 1-3, for en udlænding, der er fyldt 18

år og har tidsubegrænset opholdstilladelse, fastsættes til 10 år (jf. udlændingebekendtgø-

relsens § 8, stk. 2, 1. pkt.), mens gyldighedsperioden for andre udlændinge, der er fyldt 18

år, fastsættes således, at den senest udløber 6 måneder efter opholdstilladelsens udløb

(jf. § 8, stk. 2, 2. pkt.). For udlændinge mellem 2 og 18 år fastsættes gyldighedstiden for

rejselegitimation efter § 7, stk. 1-3, til 5 år (jf. § 8, stk. 2, 3. pkt.). For udlændinge under 2

år fastsættes gyldighedstiden for rejselegitimation efter § 7, stk. 1-3, til 2 år (jf. § 8, stk. 2,

4. pkt.). Gyldighedstiden efter 3. og 4. pkt. fastsættes dog således, at den senest udløber 6

måneder efter opholdstilladelsens udløb eller for udlændinge, der ikke er meddelt op-

holdstilladelse, jf. § 7, stk. 4, således, at den senest udløber på det tidspunkt, hvor formå-

let med udstedelsen er tilendebragt. Når særlige grunde taler for det, kan der fastsættes

kortere gyldighedstid end anført i 1.-5. pkt.

Efter udlændingebekendtgørelsens § 8, stk. 3, skal udstedelse efter § 7, stk. 1 og 2, betin-

ges af, at udlændingens pas eller rejselegitimation deponeres hos Udlændingestyrelsen.

Rejselegitimation udstedt efter § 7, stk. 2, nr. 4, eller § 7, stk. 3, kan inddrages, hvis ud-

lændingen får udstedt nationalitetspas.

Et rejsedokument for flygtninge giver som udgangspunkt den pågældende udlænding

samme adgang til at rejse som danske statsborgere med dansk nationalitetspas. Passet vil

dog som udgangspunkt ikke være gyldigt for rejser til hjemlandet (statsborgerskabslandet)

eller de lande, hvor den myndighed, der har givet opholdstilladelsen, har fundet, at ud-

lændingen risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Rejsedokumenter for

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 261: Lovudkast - Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Øget kontrol på udlændingeområdet), fra udlændinge- og integrationsministeren

UDKAST

flygtninge og fremmedpas, der udstedes til udlændinge med tidsbegrænset opholdstilla-

delse på grundlag af konventionsstatus eller beskyttelsesstatus, forsynes med en påteg-

ning om rejsebegrænsningen. En udlænding, der har fået udstedt fremmedpas, skal i for-

hold til de fleste lande ansøge om visum før indrejsen, men har herudover samme rejse-

adgang som udlændinge, der har fået udstedt rejsedokument for flygtninge.

En udlænding med tidsbegrænset opholdstilladelse på grundlag af en opholdstilladelse

meddelt efter udlændingelovens § 7 eller 8 skal ansøge Udlændingestyrelsen om at få

ophævet rejsebegrænsningen, hvis udlændingen ønsker at rejse til hjemlandet eller andet

land omfattet af rejsebegrænsningen. Ansøgningen skal bl.a. indeholde oplysninger om

formålet med ophævelsen af rejsebegrænsningen, og om udlændingen finder at kunne

indrejse og opholde sig problemfrit i hjemlandet og om baggrunden herfor.

Efter gældende ret er der ingen øvre grænse for, hvor mange gange en udlænding kan få

udstedt et nyt rejsedokument for flygtninge eller et nyt fremmedpas, hvis det tidligere

udstedte pas er bortkommet. Hvis en udlændings rejsedokument for flygtninge eller

fremmedpas bortkommer, skal det anmeldes til politiet.

Politiet registrerer oplysninger om bortkomne pas i Det Centrale Pasregister, der indehol-

der oplysninger om personer, for hvem der er udstedt pas af danske myndigheder. Oplys-

ningerne registreres endvidere i Schengeninformationssystemet (SIS II), der bl.a. indehol-

der oplysninger om stjålne eller på anden vis forsvundne identitetsdokumenter (pas, iden-

titetskort, kørekort), for at sikre, at dokumenterne beslaglægges og/eller tilbageholdes

som bevis med henblik på retsforfølgning, hvis de igen bruges af indehaveren eller en

anden person.

Efter udlændingelovens § 52 b, stk. 1, nr. 15, kan klager over Udlændingestyrelsens afgø-

relser om fremmedpas indbringes for Udlændingenævnet.

Efter udlændingelovens § 53 a, stk. 1, nr. 4, kan klager over Udlændingestyrelsens afgørel-

ser om nægtelse af udstedelse af dansk rejsedokument for flygtninge indbringes for Flygt-

ningenævnet.

3.1.2. Konventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling (flygtningekonventionen)

For så vidt angår udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse med konventionsstatus, jf.

udlændingelovens § 7, stk. 1, skal reglerne om udstedelse af rejselegitimation administre-

res i overensstemmelse med artikel 28 i flygtningekonventionen af 28. juli 1951.

Efter artikel 28 har de kontraherende stater pligt til at udstede rejsedokumenter til flygt-

ninge, der er omfattet af konventionen, og som lovligt bor inden for statens område, til

brug for rejse uden for statens område, medmindre tvingende hensyn til den nationale

sikkerhed eller den offentlige orden tilsiger andet. Formålet hermed er at forsyne flygt-

ningen med rejselegitimation, som kan anvendes i stedet for nationalitetspas.

Det fremgår endvidere af artikel 28, at de kontraherende stater kan udstede sådant rejse-

dokument til enhver anden flygtning inden for deres område, og at staterne navnlig velvil-

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 261: Lovudkast - Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Øget kontrol på udlændingeområdet), fra udlændinge- og integrationsministeren

UDKAST

ligt skal overveje muligheden for at udstede sådant rejsedokument til en flygtning inden

for deres område, som ikke er i stand til at opnå et rejsedokument fra det land, i hvilket

de lovligt er bosat.

Herudover følger det af tillægget til flygtningekonventionen, at såfremt indehaveren af et

rejsedokument for flygtninge tager fast ophold i et andet land end det, der har udstedt

dokumentet, skal den pågældende, hvis han eller hun på ny ønsker at rejse, ansøge myn-

dighederne i opholdslandet om udstedelse af nyt rejsedokument. Den myndighed, som

udsteder det nye rejsedokument, vil skulle inddrage det gamle rejsedokument og tilbage-

sende det til den udstedende myndighed.

3.1.3. Konventionen af 28. september 1954 om statsløse personers retsstilling (Statsløse-

konventionen)

For så vidt angår statsløse personer, der er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelo-

vens § 7 eller 8 (asyl), skal reglerne om udstedelse af rejselegitimation administreres i

overensstemmelse med artikel 28 i statsløsekonventionen af 28. september 1954.

Efter artikel 28 i statsløsekonventionen har de kontraherende stater pligt til at udstede

rejsedokumenter til flygtninge, der er omfattet af konventionen, og som lovligt bor inden

for statens område, som sætter dem i stand til at rejse uden for statens område, med-

mindre tvingende hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige orden tilsiger

andet.

Det fremgår også af artikel 28, at de kontraherende stater kan udstede sådant rejsedo-

kument til enhver anden statsløs person indenfor deres område, og at staterne navnlig

velvilligt skal overveje muligheden for at udstede sådant rejsedokument til statsløse per-

soner inden for deres område, som ikke er i stand til at opnå et rejsedokument fra det

land, i hvilket de har lovlig bopæl.

Herudover følger det af tillægget til statsløsekonventionen, at såfremt indehaveren af et

rejsedokument bosætter sig i et andet land end det, der har udstedt dokumentet, skal den

statsløse person, hvis han eller hun på ny ønsker at rejse, ansøge myndighederne i bosæt-

telseslandet om udstedelse af nyt rejsedokument. Den myndighed, som udsteder det nye

rejsedokument, vil skulle inddrage det gamle rejsedokument og tilbagesende det til den

udstedende myndighed.

3.2. Ministeriets overvejelser

Det er let for en udlænding i Danmark at få udstedt et nyt rejsedokument for flygtninge

eller et nyt fremmedpas. Der er således ingen øvre grænse for, hvor mange gange en ud-

lænding kan få udstedt et nyt pas, hvis det tidligere udstedte pas er bortkommet.

Selv om det ikke er muligt at fastlægge det præcise omfang af misbrug af rejsedokumen-

ter for flygtninge og fremmedpas i tilfælde, hvor et pas benyttes af en anden person end

passets ret æssige ejer, typisk ved udlå eller salg af doku e tet et såkaldt ”look-alike

isbrug” , er der ikke tvivl o , at isbrug af de e karakter fi der sted.

Det vurderes, at

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 261: Lovudkast - Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Øget kontrol på udlændingeområdet), fra udlændinge- og integrationsministeren

UDKAST

problemet med misbrug af dansk udstedte pas særligt gør sig gældende for rejselegitima-

tion for udlændinge.

Misbrug af rejselegitimation bidrager til at skabe usikkerhed om identiteten på dem, der

rejser ind og ud af landet med dansk udstedte rejsedokumenter for flygtninge og frem-

medpas.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder, at myndighederne har et legitimt behov

for at kende og kontrollere identiteten på de udlændinge, der ind- og udrejser af Dan-

mark, eller som allerede opholder sig her i landet.

Dette er ikke mindst relevant i lyset af, at udlændinge, der indrejser eller opholder sig her

i landet, og som gør brug af en falsk identitet, eller som har ukendt baggrund og identitet,

vanskeliggør myndighedernes varetagelse af en effektiv kontrol på udlændingeområdet.

Dette vil potentielt også kunne udgøre en sikkerhedsrisiko.

På den baggrund er der behov for et effektivt værktøj til at adressere misbrug samt for

tiltag, der begrænser antallet af dansk udstedte rejsedokumenter til flygtninge og frem-

medpas i cirkulation.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder det hensigtsmæssigt, at reglerne om næg-

telse af udstedelse af rejsedokument for flygtninge og fremmedpas fremover samles i en

ny bestemmelse i udlændingeloven.

Hvis en udlænding i dag nægter at deponere sit rejsedokument for flygtninge eller frem-

medpas eller nationalitetspas hos Udlændingestyrelsen, har det ikke umiddelbare konse-

kvenser for den pågældende, idet styrelsen ikke har hjemmel til i et sådant tilfælde at

spærre et dansk udstedt rejsedokument for flygtninge eller fremmedpas i Det Centrale

Pasregister eller til at tvinge udlændingen til at deponere passet.

For at begrænse antallet af rejsedokument for flygtninge og fremmedpas i cirkulation og

derved begrænse muligheden for misbrug finder Udlændinge- og Integrationsministeriet,

at det vil være hensigtsmæssigt, at Udlændingestyrelsen gives mulighed for at spærre et

dansk udstedt rejsedokument for flygtninge eller fremmedpas i Det Centrale Pasregister,

hvis udlændingen er i besiddelse af både dansk udstedt fremmedpas og nationalt udstedt

pas og ikke ønsker at deponere det ene pas hos styrelsen. Det samme skal gøre sig gæl-

dende for så vidt angår udlændinge med fremmedpas, hvis indehaveren har opgivet sin

bopæl i Danmark og står registreret som udrejst i CPR.

Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af tillægget til flygtningekonventionen, at

hvis en flygtning tager fast ophold i et andet land end dét, der har udstedt dokumentet, vil

det være myndighederne i det nye opholdsland, der vil skulle inddrage det gamle rejsedo-

kument for flygtninge og tilbagesende det til den udstedende myndighed.

Det ville således stride mod Danmarks internationale forpligtelser, hvis en udlænding med

opholdstilladelse som flygtning i henhold til flygtningekonventionen af 28. juli 1951 ville

kunne få sit rejsedokument for flygtninge spærret, alene fordi den pågældende var regi-

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 261: Lovudkast - Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Øget kontrol på udlændingeområdet), fra udlændinge- og integrationsministeren

UDKAST

streret som udrejst i CPR. Tilsvarende ville det ikke være i overensstemmelse med Dan-

marks internationale forpligtelser at spærre en statsløs udlændings fremmedpas, alene

fordi den pågældende var registreret som udrejst i CPR.

3.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at reglerne om nægtelse af udstedelse af rejsedokument for flygtninge og

fremmedpas fremover samles i en ny bestemmelse i udlændingeloven.

For at bekæmpe det misbrug med rejselegitimation, som kan skyldes, at det er relativt

enkelt for udlændinge at få udstedt ny rejselegitimation, og at dette som udgangspunkt

kan ske et ubegrænset antal gange, foreslås det med lovforslaget, at udstedelse af særlig

rejselegitimation til udlændinge, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, kan

nægtes, hvis ansøgeren gentagne gange inden for de seneste år har fået udstedt ny rejse-

legitimation i anledning af, at rejselegitimationen er bortkommet, eller hvis det skønnes

nødvendigt af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige orden eller statens om-

dømme.

Det vil bero på en konkret vurdering af de samlede omstændigheder i hver enkelt sag, om

der foreligger tilstrækkelige oplysninger til at danne grundlag for en mistanke om misbrug,

der kan begrunde, at udstedelse af rejselegitimation kan nægtes.

Det forudsættes, at der i almindelighed vil være tilstrækkeligt grundlag for en mistanke

om misbrug, hvis en udlænding to gange inden for en periode på fem år har fået udstedt

ny rejselegitimation med den begrundelse, at rejselegitimationen er bortkommet.

Efter den foreslåede bestemmelse vil ny rejselegitimation dog undtagelsesvis kunne ud-

stedes, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Sådanne særlige omstændigheder,

der kan begrunde, at udstedelse af ny rejselegitimation ikke nægtes, selv om ansøgeren

gentagne gange inden for de seneste år har fået udstedt ny rejselegitimation som følge af

rejselegitimationens bortkomst, kan f.eks. foreligge, hvor det kan lægges til grund, at der

har været tale om undskyldelige omstændigheder og ikke et misbrugstilfælde. Det kan

f.eks. være tilfældet, hvis udlændingen kan godtgøre, at passet er bortkommet ved brand.

Det kan også være tilfældet, hvis udlændingen har anmeldt, at et rejsedokument for

flygtninge eller et fremmedpas er bortkommet som følge af tyveri, og hvor politiet efter-

følgende tilvejebringer passet.

Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 39, stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr.

2, vil udstedelse af særlig rejselegitimation til udlændinge endvidere kunne nægtes, hvis

det skønnes nødvendigt af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige orden eller

statens omdømme.

Det vil bero på et konkret skøn, der foretages af Udlændingestyrelsen, om der i den enkel-

te sag er grund til at antage, at en udlænding har til hensigt i udlandet at deltage i aktivite-

ter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, en trussel mod

den offentlige orden eller skade statens omdømme.

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 261: Lovudkast - Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Øget kontrol på udlændingeområdet), fra udlændinge- og integrationsministeren

UDKAST

Med udtrykket »statens sikkerhed« forstås især de interesser, der værnes af straffelovens

kapitel 12 (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) og kapitel 13 (forbry-

delser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme mv.).

Med udtrykket »trussel mod den offentlig orden« sigtes til andre alvorlige forbrydelser

end dem, der er omfattet af straffelovens kapitel 12 og 13, som vil kunne true den offent-

lige orden væsentligt, uden at der herved dog er fare for statens sikkerhed. Der skal efter

lovforslaget som anført være tale om, at de aktiviteter den pågældende vurderes at have

til hensigt at deltage i, kan påvirke den pågældende i en sådan grad, at det indebærer eller

forøger en væsentlig trussel mod den offentlige orden.

Med udtrykket »statens omdømme« henvises til situationer, hvor det vurderes, at ansø-

geren ved sine handlinger i udlandet vil kunne skade Danmarks relationer til andre lande.

Hvis det er åbenlyst, at en ansøger tidligere har misbrugt eller forsøgt at misbruge et rej-

sedokument for flygtninge eller fremmedpas, også selvom det kun er sket i et enkeltstå-

ende tilfælde, vil udstedelse af rejsedokumenter til flygtninge eller fremmedpas endvidere

kunne nægtes under hensyn til den offentlige orden. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvor

ansøgeren indrømmer et tidligere misbrug eller forsøg på misbrug, eller hvor dette er

blevet opdaget af Udlændingestyrelsen.

Hvis udstedelse af rejsedokument for flygtninge eller fremmedpas nægtes med henvisning

til, at ansøgeren flere gange inden for de seneste år har fået udstedt ny rejselegitimation i

anledning af, at rejselegitimationen er bortkommet, vil udlændingen i en periode på fem

år ikke kunne få udstedt ny rejselegitimation, med mindre der foreligger ganske særlige

omstændigheder.

Perioden på fem år, hvor udlændingen ikke kan få udstedt ny rejselegitimation, med min-

dre der foreligger ganske særlige omstændigheder, regnes fra den dag, hvor afgørelsen

om nægtelse af udstedelse af rejselegitimation er truffet.

En afgørelse om at nægte at udstede et rejsedokument for flygtninge eller et fremmedpas

kan gribe ind i bl.a. den pågældendes ret til familieliv, uddannelse eller arbejde, samt i

den pågældendes ret til fri bevægelighed efter EU-retten.

Det foreslås på den baggrund at indføre en bestemmelse i udlændingelovens § 39, stk. 6,

jf. lovforslagets § 1, nr. 2, hvorefter Udlændingestyrelsen under ganske særlige omstæn-

digheder kan udstede et rejsedokument for flygtninge eller et fremmedpas til en udlæn-

ding med henblik på at foretage en specifik rejse ud af landet.

Med »ganske særlige omstændigheder« i den forbindelse skal bl.a. forstås tilfælde, hvor

afgørende familiemæssige hensyn taler for, at den pågældende bør have adgang til at

foretage en specifik rejse ud af landet, selvom der ikke er forløbet fem år fra tidspunktet

for Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af rejselegitimation som følge af mistan-

ke om misbrug. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis der opstår dødsfald eller

alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem.

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 261: Lovudkast - Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Øget kontrol på udlændingeområdet), fra udlændinge- og integrationsministeren

UDKAST

Der vil efter omstændighederne også kunne gives tilladelse til, at en person foretager en

specifik rejse som led i sit arbejde, hvis det vil medføre betydelig ulempe eller økonomisk

tab for den pågældende eller dennes arbejdsgiver, såfremt rejsen ikke kan gennemføres.

Eksemplerne ovenfor er ikke udtryk for en udtømmende opremsning af tilfælde, hvor

konkrete hensyn kan tale med afgørende vægt for at tillade en udlænding at foretage en

specifik rejse, og hvor det derfor vil være berettiget at udstede et nyt rejsedokument for

flygtninge eller et nyt fremmedpas til brug for rejsen.

I den forbindelse bemærkes det, at rejselegitimation udstedt som følge af en sådan gan-

ske særlig omstændighed alene skal udstedes for det tidsrum, som er påkrævet af hensyn

til rejsens varighed, og skal alene være gyldigt for rejse til de lande, som udlændingen

planlægger at transitere og opholde sig i. Rejselegitimationen udstedes mod sædvanlig

betaling. Rejselegitimationen skal afleveres efter benyttelsen.

Der er ved den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 39, stk. 6, ikke tilsigtet no-

gen ændring i forhold til muligheden for at påklage Udlændingestyrelsens afgørelser om

rejsedokumenter for flygtninge og fremmedpas. Udlændingestyrelsen afgørelser om rej-

selegitimation efter den foreslåede bestemmelse kan således påklages til Udlændinge-

nævnet, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 1, nr. 15, for så vidt angår afgørelser om frem-

medpas, og til Flygtningenævnet, jf. udlændingelovens § 53 a, stk. 1, nr. 4, for så vidt an-

går afgørelser om nægtelse af rejsedokument for flygtninge.

Det foreslås endvidere, at der i udlændingelovens § 39, stk. 7, skabes hjemmel til, at Ud-

lændingestyrelsen kan spærre et udstedt rejsedokument for flygtninge eller et fremmed-

pas i Det Centrale Pasregister, såfremt det konstateres, at udlændingen er i besiddelse af

både et dansk udstedt rejsedokument for flygtninge eller fremmedpas og et nationalt

udstedt pas, som er udstedt efter, at udlændingen er meddelt opholdstilladelse i Dan-

mark, og ikke ønsker at deponere det ene pas hos styrelsen.

Det bemærkes i den forbindelse, at det forhold, at en udlænding er i besiddelse af både

dansk udstedt rejselegitimation og et nationalitetspas typisk vil blive konstateret i forbin-

delse med grænsemyndighedernes ind- og udrejsekontrol, eller i forbindelse med en

kommunes sagsbehandling af en udlændings sag, hvor det uden tvivl konstateres, at ud-

lændingen er i besiddelse af to pas.

Med den foreslåede bestemmelse sikres det, at en udlænding, som ikke ønsker at depo-

nere enten sit dansk udstedte rejsedokument for flygtninge/fremmedpas eller sit natio-

nalt udstedte pas hos Udlændingestyrelsen, ikke længere vil kunne benytte sit rejsedo-

kument for flygtninge eller sit fremmedpas til at rejse.

Udlændingestyrelsens afgørelser efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens §

39, stk. 7, vil ikke kunne påklages.

Det bemærkes i den forbindelse, at spærringen af et udstedt rejsedokument for flygtninge

eller et fremmedpas i Det Centrale Pasregister alene vil ske på baggrund af en konstate-

ring af, at udlændingen er i besiddelse af to pas, men ikke ønsker at deponere det ene pas

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 261: Lovudkast - Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Øget kontrol på udlændingeområdet), fra udlændinge- og integrationsministeren

UDKAST

hos Udlændingestyrelsen. Endvidere vil der ikke være tale om, at udlændingen derved

afskæres fra at kunne få udstedt rejsedokument for flygtninge eller et fremmedpas, men

alene tale om, at den pågældende dermed må anvende sit nationalitetspas til at rejse

eller deponere det i Udlændingestyrelsen.

Det forudsættes, at Udlændingestyrelsen efter ansøgning fra den, hvis rejsedokument for

flygtninge eller fremmedpas er spærret i medfør af den foreslåede bestemmelse, udste-

der ny rejselegitimation til udlændingen efter de almindelige regler herom, hvis udlæn-

dingen på et senere tidspunkt vælger at deponere sit nationalitetspas i styrelsen.

Det foreslås tilsvarende med bestemmelsen i udlændingelovens § 39, stk. 8, at der skabes

hjemmel til, at Udlændingestyrelsen kan spærre et udstedt fremmedpas i Det Centrale

Pasregister, såfremt indehaveren har opgivet sin bopæl i Danmark.

Derved sikres det, at et fremmedpas, som tilhører en udlænding, der har opgivet sin bo-

pæl i Danmark og står registreret som udrejst i CPR, ikke længere vil kunne benyttes til at

rejse.

Der vil i forbindelse med vurderingen efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelo-

vens § 39, stk. 8, blive lagt vægt på samme kriterier som ved vurderingen af bortfald af

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Det indebærer, at et frem-

medpas vil kunne spærres i Det Centrale Pasregister, hvis man opgiver sin bopæl i Dan-

mark og rejser ud af landet, f.eks. hvis man sælger eller opsiger sin bolig i Danmark og ikke

længere er registreret på en dansk adresse i folkeregistret.

Det bemærkes i den forbindelse, at den foreslåede bestemmelse i § 39, stk. 8, ikke vil

finde anvendelse i forhold til udlændinge omfattet af statsløsekonventionen af 28. sep-

tember 1954, idet dette ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser.

Udlændingestyrelsens afgørelser efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens §

39, stk. 8, vil ikke kunne påklages.

Det bemærkes i den forbindelse, at spærringen af et udstedt fremmedpas i Det Centrale

Pasregister alene vil ske, når udlændingen er registreret som udrejst i CPR og således ikke

længere har bopæl i Danmark. Spærringen vil således finde sted på baggrund af objektivt

konstaterbare registreringer.

Det forudsættes, at der ved spærring af rejsedokumenter for flygtninge eller fremmedpas

i medfør af de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 39, stk. 7 og 8, vil ske ind-

beretning til de relevante databaser, herunder Schengeninformationssystemet (SIS II) og

Interpols database for stjålne, ulovligt handlede, mistede eller ugyldiggjorte rejsedoku-

menter. Herved sikres, at grænsemyndighederne i såvel Danmark som andre lande har

mulighed for at standse den pågældende i forbindelse med en eventuel kontrol, der fore-

tages ved ind- og udrejsekontrol.

For at imødegå risikoen for, at udlændinge ved ansøgning om rejselegitimation gør brug af

ægte dokumenter eller personfotografier, som vedrører en anden person end den, som

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 261: Lovudkast - Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Øget kontrol på udlændingeområdet), fra udlændinge- og integrationsministeren

UDKAST

det virkelig angår, eller på anden mod dokumentets bestemmelse stridende måde, vil

Udlændinge- og Integrationsministeriet ændre udlændingebekendtgørelsen, således at

Udlændingestyrelsen ved mistanke om personelfalsk fremover skal kunne stille krav om,

at ansøgeren indkaldes til en samtale i forbindelse med behandlingen af ansøgningen.

4. Genindførelse af straf for overtrædelse af den oplysningspligt, der kan pålægges en

person, som skønnes at kunne bidrage med oplysninger til brug for behandlingen af en

udlændingesag

4.1. Gældende ret

Efter udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., skal en udlænding meddele de oplysninger,

som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan

gives, inddrages eller bortfalde, eller om udlændingen opholder sig eller arbejder lovligt

her i landet. Manglende opfyldelse af oplysningspligten kan medføre, at en ansøgning ikke

imødekommes, eller at en meddelt tilladelse inddrages eller bortfalder. Udlændingens

manglende opfyldelse af oplysningspligten kan endvidere straffes med bøde eller under

skærpende omstændigheder med fængsel indtil 1 år, jf. udlændingelovens § 60, stk. 1, 1.

pkt.

Efter udlændingelovens § 40, stk. 1, 4. pkt., kan andre personer, som skønnes at kunne

bidrage med oplysninger til brug for sagens behandling, pålægges at meddele de i § 40,

stk. 1, 1. pkt., nævnte oplysninger. Manglende opfyldelse af oplysningspligten for andre

personer er ikke i dag strafsanktioneret efter udlændingeloven.

Den oplysningspligt, der kan pålægges andre personer, som skønnes at kunne bidrage

med oplysninger til brug for sagens behandling, der i dag fremgår af udlændingelovens §

40, stk. 1, 4. pkt., blev indført ved lov nr. 473 af 1. juli 1998 om ændring af udlændingelo-

ven. I den forbindelse blev manglende opfyldelse af oplysningspligten for andre personer

strafsanktioneret, således at manglende opfyldelse af oplysningspligten var omfattet af

strafbestemmelsen i udlændingelovens § 60, stk. 1.

Ved lov nr. 362 af 6. juni 2002 om ændring af udlændingeloven blev formuleringen af

udlændingelovens § 60, stk. 1, ændret, således at overtrædelse af udlændingelovens § 40,

stk. 1, 4. pkt., ikke længere er strafsanktioneret.

Manglende opfyldelse af oplysningspligten vil dog efter en konkret vurdering af de i sagen

foreliggende omstændigheder kunne komme udlændingen til skade og efter en samlet

vurdering af sagens omstændigheder føre til eller medvirke til, at der meddeles afslag på

en ansøgning om opholdstilladelse, eller at en opholdstilladelse inddrages eller bortfalder.

Retsplejelovens regler om vidnefritagelse og vidneudelukkelse finder ikke anvendelse i

forbindelse med afgivelse af oplysninger til udlændingemyndighederne efter udlændinge-

lovens § 40, stk. 1, 4. pkt.

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 261: Lovudkast - Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Øget kontrol på udlændingeområdet), fra udlændinge- og integrationsministeren

UDKAST

Oplysningspligten skal dog administreres i overensstemmelse med § 10 i lov om retssik-

kerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, der bl.a.

bygger på artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Efter § 10, stk. 1, i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb

og oplysningspligter gælder bestemmelser i lovgivningen m.v. om pligt til at meddele op-

lysninger til myndigheden ikke, hvis der er konkret mistanke om, at den pågældende per-

son har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, medmindre det kan udelukkes,

at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den

formodede lovovertrædelse.

I forhold til andre end den mistænkte gælder bestemmelser i lovgivningen om oplysnings-

pligt, i det omfang oplysningerne søges tilvejebragt til brug for behandlingen af andre

spørgsmål end fastsættelse af straf, jf. § 10, stk. 2, i lov om retssikkerhed ved forvaltnin-

gens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.

I medfør af udlændingelovens § 40, stk. 3, skal den, der beskæftiger eller har beskæftiget

en udlænding, som har eller har haft opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter § 9 a,

stk. 2, nr.1-8, 11 og 12, meddele Styrelsen for International Rekruttering og Integration de

oplysninger, som er nødvendige til kontrol af, om betingelserne for arbejdstilladelsen er

eller har været overholdt. Overtrædelse af oplysningspligten kan straffes med bøde eller

under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 1 år, jf. udlændingelovens § 60,

stk. 1, 1. pkt.

Efter udlændingelovens § 40, stk. 7, kan udlændingemyndighederne kræve, at erklæring

til oplysning i sager, der henhører under udlændingeloven, afgives på tro og love. Afgivel-

se af en erklæring på tro og love indebærer, at afgivelse af urigtig erklæring kan straffes

efter straffelovens § 161.

Hvis en person afgiver urigtig erklæring overfor udlændingemyndighederne, vil dette for-

hold efter omstændighederne kunne straffes efter straffelovens bestemmelser herom.

4.2. Ministeriets overvejelser

Oplysninger fra andre personer end udlændingen kan ofte være af afgørende betydning i

udlændingesager. Det gør sig gældende i bl.a. sager på familiesammenføringsområdet,

herunder førstegangsansøgninger om familiesammenføring, hvor oplysninger fra den

herboende reference om bl.a. boligforhold, modtagelse af offentlig hjælp og forhold om

ægteskabets indgåelse kan være af betydning for afgørelsen. Herudover kan oplysninger

fra en reference være afgørende i sager om bortfald af opholdstilladelse, herunder bl.a.

oplysninger om et eventuelt udlandsopholds længde eller oplysninger om den aktivitet,

der er udøvet i udlandet. Endvidere kan oplysninger fra referencen være afgørende i ind-

dragelsessager, hvor referencen anmodes om at besvare en række spørgsmål til brug for

udlændingemyndighedernes behandling af sagen. Det kunne eksempelvis være oplysnin-

ger om referencens modtagelse af offentlig hjælp eller oplysninger om boligforhold.

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 261: Lovudkast - Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Øget kontrol på udlændingeområdet), fra udlændinge- og integrationsministeren

UDKAST

Det kan ligeledes være tilfældet på erhvervs- og studieområdet, hvor oplysninger fra an-

dre personer end udlændingen, udenfor de i § 40, stk. 3, omfattede tilfælde, kan være af

afgørende betydning for sagens vurdering. Dette kan for eksempel være i forbindelse med

ansøgninger om opholdstilladelse på baggrund af studier eller au pair-ophold, hvor oplys-

ninger fra henholdsvis uddannelsesinstitutioner og værtsfamilier kan være afgørende.

Tilsvarende gør sig gældende ved en inddragelsesvurdering.

Efter de gældende regler er det ikke muligt at straffe en person, som ikke efterkommer

den oplysningspligt, som udlændingemyndighederne har pålagt vedkommende efter ud-

lændingelovens § 40, stk. 1, 4. pkt.

Regeringen ønsker at sende et klart signal om, at udlændingemyndighederne skal medde-

les de oplysninger, som er nødvendige til brug for sagens behandling, uanset om oplys-

ningerne hidrører fra den person, sagen vedrører, eller andre personer, som udlændin-

gemyndighederne har pålagt oplysningspligt.

Det er således af afgørende betydning for udlændingemyndighedernes behandling af sa-

ger, at sagerne er oplyst fyldestgørende.

4.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at genindføre straf for overtrædelse af den oplysningspligt, der kan pålægges

en person, der skønnes at kunne bidrage med oplysninger til brug for sagens behandling

efter udlændingelovens § 40, stk. 1, 4. pkt.

Det betyder, at en person, der i medfør af udlændingelovens § 40, stk. 1, 4. pkt., er pålagt

oplysningspligt, vil kunne straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med

fængsel indtil 1 år, hvis den pågældende person nægter at afgive de oplysninger, som

vedkommende er blevet pålagt at oplyse, og oplysningspligten dermed ikke efterkommes.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3.

5. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at lovforslaget er i overens-

stemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.

I den forbindelse bemærkes det, at artikel 28 i henholdsvis flygtningekonventionen af 28.

juli 1951 og statsløsekonventionen af 28. september 1954 forpligter stater til at udstede

rejselegitimation til personer omfattet af konventionernes anvendelsesområde til brug for

rejse uden for statens område. Der lægges med den foreslåede bestemmelse i § 39, stk. 6,

ikke op til, at en flygtning eller en statsløs

–

selv hvor der er mistanke om tidligere misbrug

til personelfalsk

–

ikke vil kunne rejse uden for Danmarks område.

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

[…]

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 261: Lovudkast - Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Øget kontrol på udlændingeområdet), fra udlændinge- og integrationsministeren

UDKAST

7. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet

m.v.

8. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

9. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

10. Forholdet til EU-retten

EU-Domstolen afsagde den 26. juli 2017 dom i sag C-225/16 Ouhrami vedr. fortolkningen

af artikel 11, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. decem-

ber 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af

tredjelands-statsborgere med ulovligt ophold (udsendelsesdirektivet). Lovforslaget sikrer

at udlændingelovens regler om beregning af varigheden af et indrejseforbud er i overens-

stemmelse udsendelsesdirektivet.

For så vidt angår lovforslagets pkt. 3 om bekæmpelse af misbrug af rejselegitimation be-

mærkes det, at det følger af artikel 21 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktions-

måde (TEUF), at enhver unionsborger har ret til at færdes og opholde sig frit på medlems-

staternes område med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i traktaterne

og i gennemførelsesbestemmelserne hertil.

Bestemmelsen er for så vidt angår retten til udrejse fra en medlemsstat nærmere udmøn-

tet i artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF om unionsborgeres og

deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes områ-

de mv. (opholdsdirektivet). Det følger af artikel 4, at uden at dette berører de bestemmel-

ser for rejsedokumenter, der gælder ved national grænsekontrol, har alle unionsborgere

samt deres familiemedlemmer, der ikke er statsborgere i en medlemsstat, som er i besid-

delse af et gyldigt identitetskort eller pas, ret til at forlade en medlemsstats område for at

rejse til en anden medlemsstat.

Unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til indrejse i en medlemsstat er nærme-

re udmøntet i opholdsdirektivets artikel 5, mens retten til ophold i en anden medlemsstat

er reguleret i direktivets kapitel III og IV. Det følger heraf, at unionsborgere og deres fami-

liemedlemmer har ret til at indrejse og tage ophold i andre medlemsstater i indtil tre må-

neder. Under nærmere betingelser har unionsborgere og deres familiemedlemmer ret til

at opholde sig i andre medlemsstater i mere end tre måneder.

Medlemsstaterne kan begrænse den frie bevægelighed og ophold for en unionsborger

eller et familiemedlem uanset nationalitet af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 261: Lovudkast - Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Øget kontrol på udlændingeområdet), fra udlændinge- og integrationsministeren

UDKAST

eller sundhed, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk. 1. Efter opholdsdirektivets artikel 27,

stk. 2, skal foranstaltninger truffet af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed være i

overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og kan udelukkende begrundes i ved-

kommendes personlige adfærd.

En afgørelse om at nægte at udstede rejsedokument for flygtninge eller et fremmedpas

udgør et indgreb i retten til fri bevægelighed for tredjelandsstatsborgere, som har lovligt

ophold i Danmark som familiemedlem til en unionsborger, og som ønsker at udrejse til en

anden medlemsstat, og kan derfor kun ske i overensstemmelse med bl.a. betingelserne i

opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2.

De i pkt. 3.3. anførte hensyn bag de foreslåede ordninger er efter Udlændinge- og Integra-

tionsministeriets opfattelse omfattet af hensynene til offentlig orden og sikkerhed i EU-

rettens forstand. Det er endvidere Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at

de foreslåede ordninger ikke går videre end nødvendigt for at varetage disse hensyn.

Det bemærkes i den forbindelse, at vurderingen af, om en persons formodede deltagelse i

aktiviteter i udlandet kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, en væsent-

lig trussel mod den offentlige orden, eller skade statens omdømme, vil bero på et konkret

skøn i hvert enkelt tilfælde. Det bemærkes i øvrigt, at ordningerne indeholder en række

undtagelsesmuligheder.

Herudover giver den foreslåede ordning mulighed for, at Udlændingestyrelsen under gan-

ske særlige omstændigheder alligevel kan udstede rejselegitimation og give tilladelse til at

foretage en specifik rejse til en person, som er blevet nægtet udstedelse af rejselegitima-

tion, ligesom Udlændingestyrelsen har mulighed for i det konkrete tilfælde at undlade at

træffe afgørelse om afslag på en ansøgning om rejselegitimation.

11. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

[…]

12. Sammenfattende skema

Positive

konsekvenser/

Mindreudgifter

[…]

Negative konsekvenser/

Merudgifter

[…]

Økonomiske

konsekvenser

for

stat,

kommuner

og regioner

Administrati-

konse-

kvenser for

stat,

kom-

muner

regioner

Ingen.

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 261: Lovudkast - Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Øget kontrol på udlændingeområdet), fra udlændinge- og integrationsministeren

UDKAST

Økonomiske

konsekvenser

for erhvervs-

livet

Administrati-

konse-

kvenser for

erhvervslivet

Miljømæssi-

konse-

kvenser

Administrati-

konse-

kvenser for

borgerne

Forholdet til

EU-retten

Ingen.

Lovforslaget sikrer, at udlændingelovens regler om beregning

af varigheden af et indrejseforbud er i overensstemmelse

med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af

16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i

medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelands-

statsborgere med ulovligt ophold (udsendelsesdirektivet).

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 261: Lovudkast - Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Øget kontrol på udlændingeområdet), fra udlændinge- og integrationsministeren

UDKAST

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 1, 2. pkt., at et indrejseforbud kan tidsbegræn-

ses og regnes fra den 1. i den førstkommende måned efter udrejsen eller udsendelsen.

Indrejseforbuddet har gyldighed fra tidspunktet for udrejsen eller udsendelsen, jf. § 32,

stk. 1, 3. pkt.

EU-Domstolen har den 26. juli 2017 afsagt dom i sag C-225/16 Ouhrami. Med dommen

har EU-Domstolen slået fast, at artikel 11, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstater-

ne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere (udsendelsesdirektivet), skal fortolkes

således, at et indrejseforbud skal regnes fra den faktiske udrejse.

Udsendelsesdirektivets artikel 11, stk. 2, er gennemført i dansk ret i udlændingelovens §

32, stk. 1.

Det foreslås derfor at ændre § 32, stk. 1, 2 pkt., således, at et indrejseforbud fremover

ikke længere skal regnes fra den 1. i den førstkommende måned. Et indrejseforbud vil i

stedet skulle regnes fra datoen for udlændingens faktiske udrejse eller udsendelse og

dermed fra det tidspunkt, hvor indrejseforbuddet efter § 32, stk. 1, 3. pkt., har gyldighed.

Det bemærkes, at udsendelsesdirektivet regler ikke gælder i forhold til tredjelandsstats-

borgere, som udvises på grund af kriminalitet efter udlændingelovens §§ 22-24, § 25 a,

stk. 1, eller § 25 c. Lovforslaget ændret ikke herved.

Det foreslås imidlertid, at der også fremadrettet fastsættes ens regler for beregningen af

et indrejseforbuds varighed uanset om der er tale om et administrativt meddelt indrejse-

forbud (omfattet af udsendelsesdirektivet) eller et indrejseforbud meddelt ved dom eller

kendelse som følge af en strafferetlig sanktion.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det foreslås, at reglerne om nægtelse af udstedelse af rejsedokument for flygtninge og

fremmedpas fremover samles i en ny bestemmelse i udlændingeloven.

Efter gældende ret er der ingen øvre grænse for, hvor mange gange en udlænding kan få

udstedt et nyt rejsedokument for flygtninge eller et nyt fremmedpas, hvis det tidligere

udstedte pas er bortkommet.

Det foreslås med lovforslaget, at der i udlændingelovens § 39 indsættes et nyt stykke 6,

hvorefter udstedelse af særlig rejselegitimation til udlændinge, kan nægtes, medmindre

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 261: Lovudkast - Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Øget kontrol på udlændingeområdet), fra udlændinge- og integrationsministeren

UDKAST

der foreligger særlige omstændigheder, hvis ansøgeren gentagne gange inden for de se-

neste år har fået udstedt ny rejselegitimation i anledning af, at rejselegitimationen er

bortkommet, eller hvis det skønnes nødvendigt af hensyn til den nationale sikkerhed, den

offentlige orden eller statens omdømme.

Det vil bero på en konkret vurdering af de samlede omstændigheder i hver enkelt sag, om

der foreligger tilstrækkelige oplysninger til at danne grundlag for en mistanke om misbrug,

der kan begrunde, at udstedelse af rejselegitimation kan nægtes.

Det forudsættes, at der i almindelighed vil være tilstrækkeligt grundlag for en mistanke

om misbrug, hvis en udlænding to gange inden for en periode på fem år har fået udstedt

ny rejselegitimation med den begrundelse, at rejselegitimationen er bortkommet.

Efter forslaget ka ”særlige o stæ digheder” begru de, at der u dtagelsesvist alligevel

skal udstedes ny rejselegitimation, hvor det kan lægges til grund, at der har været tale om

undskyldelige omstændigheder og ikke et misbrugstilfælde.

Det foreslås endvidere, at der i udlændingelovens § 39, stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 2,

indsættes en hjemmel, som gør det muligt at nægte udstedelse af særlig rejselegitimation

til udlændinge, hvis det skønnes nødvendigt af hensyn til den nationale sikkerhed, den

offentlige orden eller statens omdømme.

Herudover foreslås det, at hvis udstedelse af rejsedokument for flygtninge eller fremmed-

pas nægtes med henvisning til, at ansøgeren flere gange inden for de seneste år har fået

udstedt ny rejselegitimation i anledning af, at rejselegitimationen er bortkommet, vil ud-

lændingen i en periode på fem år ikke kunne få udstedt ny rejselegitimation, medmindre

der foreligger ganske særlige omstændigheder.

Efter forslaget ka ”ganske særlige o stæ digheder” begru de, at der u dtagelsesvist

alligevel skal udstedes ny rejselegitimation til en udlænding med henblik på at foretage en

specifik rejse ud af landet, selvom der ikke er forløbet fem år fra tidspunktet for Udlæn-

dingestyrelsens afgørelse om nægtelse af rejselegitimation som følge af mistanke om

misbrug. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der opstår dødsfald eller alvorlig sygdom hos

et nærtstående familiemedlem. Der vil efter omstændighederne også kunne gives tilladel-

se til, at en person foretager en specifik rejse som led i sit arbejde, hvis det vil medføre

betydelig ulempe eller økonomisk tab for den pågældende eller dennes arbejdsgiver, så-

fremt rejsen ikke kan gennemføres.

Det bemærkes i den forbindelse, at rejselegitimation udstedt som følge af en sådan gan-

ske særlig omstændighed alene skal udstedes for det tidsrum, som er påkrævet af hensyn

til rejsens varighed, og alene skal være gyldigt for rejse til de lande, som udlændingen

planlægger at transitere og opholde sig i. Rejselegitimationen udstedes mod sædvanlig

betaling. Rejselegitimationen skal afleveres efter benyttelsen.

Der er ved den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 39, stk. 6, ikke tilsigtet no-

gen ændring i forhold til muligheden for at påklage Udlændingestyrelsens afgørelser om

rejsedokumenter for flygtninge og fremmedpas. Udlændingestyrelsen afgørelser om rej-

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 261: Lovudkast - Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Øget kontrol på udlændingeområdet), fra udlændinge- og integrationsministeren

UDKAST

selegitimation efter den foreslåede bestemmelse kan således påklages til Udlændinge-

nævnet, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 1, nr. 15, for så vidt angår afgørelser om frem-

medpas, og til Flygtningenævnet, jf. udlændingelovens § 53 a, stk. 1, nr. 4, for så vidt an-

går afgørelser om nægtelse af rejsedokument for flygtninge.

Det foreslås i udlændingelovens § 39, stk. 7, at der skabes hjemmel til, at Udlændingesty-

relsen kan spærre et udstedt rejsedokument for flygtninge eller et fremmedpas i Det Cen-

trale Pasregister, såfremt det konstateres, at udlændingen er i besiddelse af både dansk

udstedt fremmedpas og nationalt udstedt pas og ikke ønsker at deponere det ene pas hos

styrelsen.

Derved sikres det, at en udlænding, som ikke ønsker at deponere enten sit rejsedokument

for flygtninge/fremmedpas eller sit nationalt udstedte pas hos Udlændingestyrelsen, ikke

længere vil kunne benytte fremmedpasset til at rejse.

Det foreslås endvidere, at Udlændingestyrelsens afgørelser i medfør af § 39, stk. 7, ikke vil

kunne påklages.

Tilsvarende foreslås det i udlændingelovens § 39, stk. 8, at der skabes hjemmel til, at Ud-

lændingestyrelsen kan spærre et udstedt fremmedpas i Det Centrale Pasregister, såfremt

indehaveren har opgivet sin bopæl i Danmark.

Derved sikres det, at et fremmedpas, som tilhører en udlænding, der har opgivet sin bo-

pæl i Danmark og står registreret som udrejst i CPR, ikke længere vil kunne benyttes til at

rejse.

Det foreslås endvidere, at Udlændingestyrelsens afgørelser i medfør af § 39, stk. 8, ikke vil

ikke kunne påklages.

Det bemærkes i den forbindelse, at den foreslåede bestemmelse i § 39, stk. 8, ikke vil

finde anvendelse i forhold til udlændinge omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli

1951 og statsløsekonventionen af 28. september 1954, idet dette ville stride mod Dan-

marks internationale forpligtelser.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Efter udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., skal en udlænding meddele de oplysninger,

som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan

gives, inddrages eller bortfalde, eller om udlændingen opholder sig eller arbejder lovligt

her i landet. Manglende opfyldelse af oplysningspligten kan medføre, at ansøgningen ikke

imødekommes, og kan endvidere straffes med bøde eller under skærpende omstændig-

heder med fængsel indtil 1 år, jf. udlændingelovens § 60, stk. 1, 1. pkt.

Efter udlændingelovens § 40, stk. 1, 4. pkt., kan andre personer, som skønnes at kunne

bidrage med oplysninger til brug for sagens behandling, pålægges at meddele de i § 40,

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 261: Lovudkast - Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Øget kontrol på udlændingeområdet), fra udlændinge- og integrationsministeren

UDKAST

stk. 1, 1. pkt., nævnte oplysninger. Manglende opfyldelse af oplysningspligten for andre

personer er i dag ikke strafsanktioneret.

Det følger af den foreslåede ændring af udlændingelovens § 60, stk. 1, 1. pkt., at også

andre personer, som skønnes at kunne bidrage med oplysninger til brug for sagens be-

handling, vil kunne straffes for ikke at opfylde en pålagt oplysningspligt.

Den foreslåede ændring indebærer, at en person, der i medfør af udlændingelovens § 40,

stk. 1, 4. pkt., er pålagt en oplysningspligt, vil kunne straffes med bøde eller under skær-

pende omstændigheder med fængsel indtil 1 år, hvis oplysningspligten ikke efterkommes.

Det vil således kunne være tilfældet, hvis en reference eller en anden person ikke medde-

ler de af myndigheden efterspurgte oplysninger ved at nægte at afgive de oplysninger,

som den pågældende er blevet pålagt at oplyse efter den gældende bestemmelse i ud-

lændingelovens § 40, stk. 1, 4. pkt. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis en refe-

rence i en sag om inddragelse af en opholdstilladelse meddelt efter udlændingelovens § 9,

stk. 1, nr. 1, afviser at meddele oplysninger om modtagelse af offentlig hjælp eller oplys-

ninger om boligforhold, eller i en sag om bortfald afviser at oplyse om et udlandsopholds

længde.

Der henvises i øvrigt til afsnit 4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende. Forslaget

skal ses i lyset af, at bestemmelsen i udlændingelovens § 32, stk. 1, 2. pkt., ikke er i over-

ensstemmelse med EU-retten, efter at EU-Domstolen den 26. juli 2017 har truffet afgørel-

se i sag C-225/16 Ouhrami. Der er derfor behov for hurtigst muligt at træffe de foranstalt-

ninger, som er nødvendige for at bringe dansk ret i overensstemmelse med EU-retten.

Det bemærkes, at de gentagne udstedelser af rejselegitimation som følge af bortkomst, jf.

den foreslåede bestemmelse i § 39, stk. 6, kan ligge i årene op til lovens ikrafttræden.

Til § 3

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og indebærer, at loven ikke gælder

for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft

for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske eller grønlandske forhold

tilsiger.

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 261: Lovudkast - Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Øget kontrol på udlændingeområdet), fra udlændinge- og integrationsministeren

UDKAST

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 412

af 9. maj 2016, som ændret senest ved lov nr.

704 af 8. juni 2017, foretages følgende ændrin-

ger:

§ 32

En dom, kendelse eller beslutning, hvorved

I § 32, stk. 1, 2. pkt. udgår: »og regnes fra den

en udlænding udvises, medfører, at udlændin- 1. i den førstkommende måned efter udrejsen

gens visum og opholdstilladelse bortfalder, og at eller udsendelsen«

udlændingen ikke uden tilladelse på ny må ind-

rejse og opholde sig her i landet (indrejsefor-

bud). Indrejseforbuddet kan tidsbegrænses og

regnes fra den 1. i den førstkommende måned

efter udrejsen eller udsendelsen. Indrejsefor-

buddet har gyldighed fra tidspunktet for udrej-

sen eller udsendelsen.

Stk. 2-11

I § 39 indsættes som nyt stk. 6-8:

»Stk.

Udstedelse af særlig rejselegitimation til

udlændinge, der ikke selv kan skaffe sig pas,

eller som af andre grunde har behov for et så-

dant dokument, kan, medmindre der foreligger

særlige omstændigheder, nægtes, hvis ansøge-

ren gentagne gange inden for de seneste år har

fået udstedt ny rejselegitimation i anledning af,

at rejselegitimationen er bortkommet, eller hvis

det skønnes nødvendigt af hensyn til den natio-

nale sikkerhed, den offentlige orden eller sta-

tens omdømme. Hvis udstedelse af særlig rejse-

legitimation nægtes med henvisning til, at ansø-

geren flere gange inden for de seneste år har

fået udstedt ny rejselegitimation i anledning af,

at rejselegitimationen er bortkommet, vil ud-

lændingen i en periode på fem år ikke kunne få

udstedt ny rejselegitimation, medmindre der

foreligger ganske særlige omstændigheder.

Stk. 7.

Udlændingestyrelsen kan spærre dansk

udstedt rejselegitimation i Det Centrale Pasregi-

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 261: Lovudkast - Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Øget kontrol på udlændingeområdet), fra udlændinge- og integrationsministeren

UDKAST

ster, såfremt udlændingen er i besiddelse af

både dansk udstedt rejselegitimation og natio-

nalt udstedt pas og ikke ønsker at deponere det

ene pas hos styrelsen. Afgørelse efter 1. pkt. kan

ikke påklages.

Stk. 8.

Udlændingestyrelsen kan spærre dansk

udstedt fremmedpas i Det Centrale Pasregister,

såfremt indehaveren har opgivet sin bopæl i

Danmark. Afgørelse efter 1. pkt. kan ikke påkla-

ges.«

I § 60, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 40, stk. 1, 1.

og 2. pkt.« til: »§ 40, stk. 1, 1., 2., og 4. pkt.«

§2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse

i Lovtidende.

§3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland,

men kan ved kongelig anordning helt eller delvis

sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de

ændringer, som de færøske og grønlandske for-

hold tilsiger.