Udlændinge- og Integrationsudvalget 2016-17
UUI Alm.del Bilag 183
Offentligt
1755501_0001.png
Foreningen Social Anstændighed
DK-4760 Vordingborg
www.fsoa.dk
Vordingborg 10. maj 2017
Til Folketingets UUI-Udvalgsmedlemmer
Foreningen Social Anstændighed skriver til Dem på vegne af en større gruppe danske
statsborgere, der fastholdes på Integrationsydelse, blandt andet med grundlag i
indholdet af orienteringsbrev fra Udlændinge- og Integrationsministeriet af 24-11-2016
1
og den direkte afledte principafgørelse med præcis samme indhold 103-16
2
, som i øvrigt
end ikke indeholder en reference til en EU-dom, hvorfor der også kan stilles
spørgsmålstegn ved behandlingen af emnet i Ankestyrelsen.
Foreningen Social Anstændighed finder på følgende grundlag, at der bør stilles
yderligere spørgsmålstegn ved lovligheden af ydelsen, Foreningen Social Anstændighed
skal her forsøge at gennemgå argumentet så kortfattet som muligt.:
Integrationsydelsen er ikke konform i forhold til de EU-retlige aspekter, som lettest
forklares ved, at en national statsborger (dansk) ikke må straffes økonomisk for at
have benyttet den traktatfæstede ret til fri bevægelighed som TEUF artikel 21 stk. 1.
beskriver sådan her
>> Enhver unionsborger har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes
område med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i traktaterne og i
gennemførelsesbestemmelserne hertil. <<
Denne artikel har EU-Domstolen mange gange skulle tage stilling til, F.eks. i D'Hoop
sagen C-224/98 dom afsagt 11-07-2002, eller de forenede sager Prinz og Seeberger C-
523/11, C-585/11, dom afsagt 18-07-2013 samt af nyeste dato inden Integrationsydelsens
lovforslag blev fremsat første gang Martens C-359/13, dom afsagt 26-02-2015.
Alle domme kommer frem til det samme, vi tager afsæt i Prinz og Seeberger dommen alene
fordi, Udlændinge- og Integrationsministeren har indrømmet, at man fra start af ikke
har overholdt EU-retten, ved at anvende denne dom som reference.
I dommen står:
23) Det bemærkes indledningsvis, at Laurence Prinz og Philipp Seeberger i medfør af
artikel 20, stk. 1, TEUF er unionsborgere i deres egenskab af tyske statsborgere og som
følge heraf kan påberåbe sig de rettigheder, der er knyttet til en sådan status,
herunder i givet fald over for deres oprindelsesmedlemsstat (jf. dom af 26.10.2006, sag
C-192/05, Tas-Hagen og Tas, Sml. I, s. 10451, præmis 19, og af 23.10.2007, forenede
sager C-11/06 og C-12/06, Morgan og Bucher, Sml. I, s. 9161, præmis 22).
24) Som Domstolen gentagne gange har fastslået, er unionsborgerskabets formål at skabe
den grundlæggende status for medlemsstaternes statsborgere, idet det gør det muligt for
de af medlemsstaternes statsborgere, som befinder sig i samme situation, inden for EUF-
traktatens materielle anvendelsesområde at blive undergivet samme retlige behandling
uanset deres nationalitet og med forbehold af udtrykkeligt fastsatte undtagelser i
denne henseende (dom af 20.9.2001, sag C-184/99, Grzelczyk, Sml. I, s. 6193, præmis 31,
af 11.7.2002, sag C-224/98,
D’Hoop, Sml. I, s. 6191, præmis 28, og af 21.2.2013, sag C-46/12, N., præmis 27).
25) Blandt de situationer, der henhører under EU-rettens anvendelsesområde, findes de,
der er knyttet til udøvelsen af de ved traktaten sikrede grundlæggende friheder, bl.a.
de, der er knyttet til udøvelsen af retten til at færdes og opholde sig frit på
medlemsstaternes område i henhold til
artikel 21 TEUF
(dommen i sagen Tas-Hagen og Tas,
præmis 22, dom af 11.9.2007, sag C-76/05, Schwarz og Gootjes-Schwarz, Sml. I, s. 6849,
præmis 87 og den deri nævnte retspraksis, samt Morgan og Bucher-dommen, præmis 23).
27) Det bemærkes dernæst,
at en national lovgivning, som stiller visse nationale
statsborgere ringere,
blot fordi de har gjort brug af deres ret til at færdes og
opholde sig frit i en anden medlemsstat,
udgør en restriktion for de friheder, som
1
http://www.ft.dk/samling/20161/almdel/UUI/bilag/63/index.htm
2
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=186062
Side 1/ 3
UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 183: Henvendelse af 9/5-17 fra Foreningen Social Anstændighed vedr. integrationsydelsen
Foreningen Social Anstændighed
DK-4760 Vordingborg
www.fsoa.dk
Vordingborg 10. maj 2017
ifølge artikel 21, stk. 1, TEUF tilkommer enhver unionsborger
(jf. dom af 18.7.2006,
sag C-406/04, De Cuyper, Sml. I, s. 6947, præmis 39, dommen i sagen Tas-Hagen og Tas,
præmis 31, samt Morgan og Bucher-dommen, præmis 25).
28) De i traktaten fastsatte rettigheder med hensyn til fri bevægelighed for
unionsborgerne ville nemlig ikke få fuld gennemslagskraft,
såfremt en statsborger fra
en medlemsstat – på grund af de hindringer, der skyldes hans ophold i en anden
medlemsstat – kunne blive afskrækket fra at udøve dem som følge af en lovgivning i hans
oprindelsesstat, der stiller ham ringere, alene fordi han har udnyttet
rettighederne
(jf. i denne retning D’Hoop-dommen, præmis 31, dom af 29.4.2004, sag C-
224/02, Pusa, Sml. I, s. 5763, præmis 19, samt Morgan og Bucher-dommen, præmis 26).
31) Det
stk. 3,
ophold,
forskel
må fastslås, at
et krav om uafbrudt bopæl i
tre
år
– såsom det i BAföG’s § 16,
fastsatte – også
udgør en restriktion for den ret til fri bevægelighed og
som alle unionsborgere nyder i medfør af artikel 21 TEUF, når det gælder uden
for tyske statsborgere og andre unionsborgere.
32) Et sådant krav kan afskrække nationale statsborgere, såsom sagsøgerne i
hovedsagerne, fra at udøve deres ret til at færdes og opholde sig frit i en anden
medlemsstat, henset til den indvirkning, som udøvelsen af denne frihed kan have på
retten til uddannelsesstøtte.
33) Det fremgår af
fast retspraksis,
at en lovgivning, som kan begrænse en ved
traktaten sikret grundlæggende frihed, kun er begrundet efter EU-retten, såfremt den er
baseret på objektive almene hensyn, der er uafhængige af de berørte personers
nationalitet og står i rimeligt forhold til det mål, der lovligt forfølges med national
ret (jf. De Cuyper-dommen, præmis 40, dommen i sagen Tas-Hagen og Tas, præmis 33, og
Morgan og Bucher-dommen, præmis 33). Det fremgår ligeledes af Domstolens praksis, at en
foranstaltning er forholdsmæssig, når den er egnet til at sikre opfyldelsen af det
forfulgte mål og ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at nå det (De
Cuyperdommen, præmis 42, Morgan og Bucher-dommen, præmis 33, og dom af 13.12.2012, sag
C-379/11, Caves Krier Frères, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).
37) Det fremgår imidlertid af
fast retspraksis,
at det bevis, som en medlemsstat kræver
for, at det kan gøres gældende, at der består en
reel integration, ikke må have en for
ensidig karakter derved, at en omstændighed, som ikke nødvendigvis er udtryk for den
reelle og faktiske grad af tilknytning mellem ansøgeren og denne medlemsstat,
utilbørligt prioriteres, og alle andre relevante
omstændigheder lades ude af betragtning (jf. D’Hoop-dommen, præmis 39, samt dom af
21.7.2011, sag C-503/09, Stewart, Sml. I, s. 6497, præmis 95, og af 4.10.2012, sag C-
75/11, Kommissionen mod Østrig, præmis 62).
40)
Det følger heraf, at et enkeltstående krav om uafbrudt bopæl i
tre
år såsom det i
hovedsagerne omhandlede har en for generel og ensidig karakter og går videre, end hvad
der er nødvendigt for at nå de forfulgte mål, og at det følgelig ikke kan anses for at
være forholdsmæssigt.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:
Artikel 20 TEUF og 21 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for en
medlemsstats lovgivning, hvorefter tildeling, i en periode på over et år, af
uddannelsesstøtte til et studium i en anden medlemsstat, gøres betinget af et
enkeltstående krav – såsom kravet i § 16, stk. 3, i Bundesgesetz über individuelle
Förderung der Ausbildung (Bundesausbildungsförderungsgesetz), som ændret den 1. januar
2008 ved 22. lov om ændring af Bundesausbildungsförderungsgesetz – der pålægger
ansøgeren at have haft fast bopæl i denne lovs forstand på det nationale område i
mindst tre år inden påbegyndelsen af nævnte studium.
Side 2/ 3
UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 183: Henvendelse af 9/5-17 fra Foreningen Social Anstændighed vedr. integrationsydelsen
Foreningen Social Anstændighed
DK-4760 Vordingborg
www.fsoa.dk
Vordingborg 10. maj 2017
EU-domstolen siger dermed, at
det bopæls/opholdskrav som fremgår af
Lov om Aktiv
Socialpolitik § 11 stk.3.
IKKE er i overensstemmelse med EU-retten, at tilføje en
undtagelse som stk.4. er ikke muligt, dette finder grund i forskelsbehandlings- og
ligebehandlingsforpligtigelser samt
Konvention om flygtninges retsstilling artikel 23,
som giver en flygtning samme rettigheder, som enhver national borger altså også en der
aldrig har været ude af Danmark, det samme gælder iøvrigt også for statsløse som har en
tilsvarende konvention hvoraf artikel 23 i denne siger præcis det samme.
Dernæst kan tilføjes at den Europæiske Menneskerettigheds Domstol i sagen BIAO vs.
Denmark siger følgende.:
“104. It is therefore pertinent in the present case to examine whether the manner in
which the 28- year rule was applied in practice had a disproportionately prejudicial
effect on persons who, like the first applicant, acquired Danish nationality later in
life and who were of an ethnic origin other than Danish (see also D.H. and Others,
cited above, § 185).
111d
d) Most, if not all persons, who like Mr Biao, had acquired Danish nationality later in
life, would not benefit from the 28-year rule, since the exception would apply only
after 28 years had passed from the date when such person became a Danish national. "
Hvilket i denne forbindelse må antages, at finde anvendelse omkring forskelsbehandling
indenfor eller udenfor EU.
Desuden anføres øvrige EU-borgeres ret til kontanthjælp antages at være betinget af et
kortvarigt ansættelsesforhold, som styrker retten til en mindre grad af
forskelsbehandling i forhold til danske statsborgere – øvrige unionsborgere og
arbejdsmigranter.
Hermed er argumentet styrket for alle nationale danske statsborgere, de hverken kan
eller må være omfattet af et såkaldt tilknytningskrav, hverken indenfor eller udenfor
EU.
Det bemærkes desuden at >>Starthjælpsdommen U.2012.1761H<< ikke tager stilling til en
dansk statsborgers rettigheder, og at EU-retten ikke var anført som argument fra
sagsøgers side, argumentet skærpes yderligere af Forordning 883/2004
sammenlægningsprincippet, hvor både unionsborgere og flygtninge/statsløse indrømmes
samme rettigheder, altså intet tilknytningskrav. Denne forordning trådte desuden først
i kraft 01-05-2010.
Med venlig hilsen
Foreningen Social Anstændighed
Side 3/ 3