UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 103: Lovudkast: Orientering om udkast til lovforslag om ændring af udlændingeloven (Mulighed for i en krisesituation at afvise asylans gere ved grænsen), fra udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2016-17
UUI Alm.del Bilag 103
Offentligt

Forslag

til

Lov om ændring af udlændingeloven

(Mulighed for i en krisesituation at afvise

asylansøgere ved grænsen)

§1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 412 af 9. maj 2016, som ændret se-

nest ved lov nr. xxx, foretages følgende ændringer:

I § 28

indsættes efter stk. 6 som nyt stykke:

»Stk.

Udlændinge- og integrationsministeren kan i særlige tilfælde beslutte, at

udlændinge, som påberåber sig at være omfattet af § 7, kan afvises ved indrejsen

fra et land, som er omfattet Dublinforordningen. Beslutningen træffes for en peri-

ode på op til 4 uger, som kan forlænges for en periode på op til 4 uger ad gangen.

Afvisning efter 1. pkt. kan ske efter bestemmelserne i stk. 1, nr. 1-7.«

Stk. 7 bliver herefter stk. 8.

§ 48, 1. pkt.,

ændres »stk. 1-4« til: »stk. 1-4 og stk. 7, 3. pkt.«

§ 48 a, stk. 1,

indsættes som

5. pkt.:

»1. pkt. finder ikke anvendelse, hvis politiet efter § 28, stk. 7, 3. pkt., har truffet

afgørelse om afvisning ved indrejsen«

§ 52 b, stk. 5,

ændres »stk. 1-4« til: »stk. 1-4 og stk. 7, 3. pkt.«

§2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning

helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som

de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

UUI, Alm.del - 2016-17 - Bilag 103: Lovudkast: Orientering om udkast til lovforslag om ændring af udlændingeloven (Mulighed for i en krisesituation at afvise asylans gere ved grænsen), fra udlændinge- og integrationsministeren

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

Indledning og baggrund

Lovforslagets hovedindhold

2.1. Gældende ret

2.1.1.

Schengengrænsekodeksen

2.1.2.

Dublinforordningen

2.1.3.

Udlændingelovens bestemmelser om afvisning

2.1.3.1.

Afvisning efter udlændingelovens § 28, stk. 1

2.1.3.2.

Afvisning efter udlændingelovens § 28, stk. 2

2.1.3.3.

Afvisning efter udlændingelovens § 28, stk. 3

2.1.3.4.

Afvisning efter udlændingelovens § 28, stk. 4-7

2.1.4.

Paskontroloverenskomsten og den dansk-tyske

grænseoverløberoverenskomst

2.1.5.

Kompetence- og klageregler

2.1.5.1.

Ikke-asylansøgere

2.1.5.2.

Asylansøgere

2.2. Norske regler om afvisning på grænsen

2.3. Ministeriets overvejelser

2.4. Den foreslåede ændring

2.4.1.

Aktivering af nødbremsen

2.4.2.

Indrejse fra et land omfattet af Dublinforordningen

2.4.3.

Forlængelse

2.4.4.

Politiets afvisning af asylansøgere på grænsen

2.4.5.

Klageadgang

2.5. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser

2.5.1.

FN’s Flygtningekonvention

2.5.2.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

2.5.3.

FN’s Børnekonvention

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Miljømæssige konsekvenser

7. Forholdet til EU-retten

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

9. Sammenfattende skema

Side 2/26

1. Indledning og baggrund

I efteråret 2015 oplevede Danmark en historisk stor tilstrømning af flygtninge og

migranter. Det betød bl.a. et stort pres på den eksisterende kapacitet til indkvar-

tering af asylansøgere, ligesom det udfordrede politiets kontrol med udlændinges

indrejse og ophold i Danmark og opretholdelsen af ro og orden i samfundet.

En stor andel af de udlændinge, som indrejste i Danmark på dette tidspunkt, var

ikke blevet registreret ved indrejsen i Schengenområdet. Schengen- og Dublin-

samarbejdet kom under betydeligt pres.

Situationen i dag er væsentlig forskellig fra efteråret 2015. Dublinsamarbejdet

fungerer i dag i al væsentlighed, og presset er taget af. Men situationen kan æn-

dre sig. Vi må derfor udvise rettidig omhu og sikre, at Danmark ikke igen kommer

til at stå i en situation som i efteråret 2015.

Som det fremgår af finanslovsaftalen for 2017 er regeringen og Dansk Folkeparti

enige om, at der indføres en nødbremse i den danske udlændingelov – inspireret

af en ændring af den norske udlændingelov – der gør det muligt at afvise asylan-

søgere ved grænsen, hvis der opstår en krisesituation, der sætter de danske

grænser under pres.

2. Lovforslagets hovedindhold

2.1. Gældende ret

2.1.1.

Schengengrænsekodeksen

Schengensamarbejdet er bl.a. reguleret i Europa-Parlamentets og Rådets forord-

ning (EU) nr. 399/2016 af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for personers grænse-

passage (Schengengrænsekodeks) (kodifikation).

Danmark deltager i Schengensamarbejdet på mellemstatsligt grundlag, jf. proto-

kollen om Danmarks stilling (forbeholdsprotokollen), der er knyttet til EU-

traktaterne.

Schengengrænsekodeksen fastsætter regler for udøvelse af grænsekontrol af per-

soner, der passerer Schengenområdets ydre grænser, ligesom kodeksen indehol-

der bestemmelser med henblik på at sikre, at personer ikke kontrolleres ved pas-

sage af de indre grænser mellem medlemsstaterne.

Efter Schengengrænsekodeksens artikel 14, stk. 1, skal en tredjelandsstatsborger,

der ikke opfylder alle indrejsebetingelserne for passage af de ydre grænser, jf.

Schengengrænsekodeksens artikel 6, stk. 1, og som ikke er undtaget herfor, næg-

tes indrejse på medlemsstaternes områder. Det følger endvidere af bestemmel-

sen, at dette bl.a. ikke berører anvendelsen af særlige bestemmelser om retten til

asyl eller international beskyttelse.

Side 3/26

Efter Schengengrænsekodeksens artikel 14, stk. 2, skal indrejse nægtes med angi-

velse af de præcise grunde til nægtelsen. Afgørelsen skal foreligge i form af en

standardformular, som udleveres til tredjelandsstatsborgeren.

Efter Schengengrænsekodeksens artikel 14, stk. 3, har en tredjelandsstatsborger,

der er nægtet indrejse, ret til at påklage afgørelsen.

I overensstemmelse med Schengengrænsekodeksen følger det af udlændingelo-

vens § 38, stk. 1, at ved grænsen til et land, der ikke er tilsluttet Schengenkonven-

tionen, skal ind- og udrejsekontrol finde sted i medfør af Schengengrænsekodek-

sens artikel 6 og 7 (ydre grænser).

I overensstemmelse med Schengengrænsekodeksen følger det endvidere af ud-

lændingelovens § 38, stk. 2, 1. pkt., at ind- og udrejsekontrol ikke må finde sted

ved grænsen til et Schengenland (indre grænser).

Der kan dog undtagelsesvis i medfør af Schengengrænsekodeksen ske kontrol ved

en indre grænse (midlertidig grænsekontrol), jf. udlændingelovens § 38, stk. 2, 2.

pkt.

Det følger af Schengengrænsekodeksen artikel 32, at hvis der genindføres græn-

sekontrol ved de indre grænser, finder de relevante bestemmelser i afsnit II, her-

under bestemmelsen om ret til at påklage afgørelsen, tilsvarende anvendelse.

Efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 603/2013 af 26. juni

2013 (Eurodac-forordningen) er landene forpligtet til at optage fingeraftryk mv. af

asylansøgere og udlændinge, som er indrejst ulovligt i Schengenområdet, til en

fælles europæisk database.

2.1.2.

Dublinforordningen

Dublinsamarbejdet er reguleret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgø-

relse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning

om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en

statsløs i en af medlemsstaterne (Dublin III-forordningen).

Alle EU-medlemsstater såvel som Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein anven-

der Dublinforordningen.

Danmark er tilknyttet Dublinforordningen på mellemstatsligt grundlag via en pa-

rallelaftale, jf. 2006/188/EF Rådets afgørelse af 21. februar 2006 om indgåelse af

aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Danmark om udvidelse

af bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr. 343/2003 om fastsættelse af krite-

rier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for be-

handlingen af en asylansøgning, der er indgivet af en tredjelandsborger i en af

medlemsstaterne, og Rådets forordning (EF) nr. 2725/2000 om oprettelse af ”Eu-

Side 4/26

rodac” til sammenligning af fingeraftryk med henblik på en effektiv anvendelse af

Dublin-konventionen til også at omfatte Danmark

Dublinforordningens formål er at sikre, at en asylansøgning, der indgives i EU, kun

behandles af én medlemsstat.

Det følger således af Dublinforordningens artikel 3, stk. 1, at en ansøgning om asyl

kun skal behandles af den medlemsstat, der er ansvarlig efter kriterierne i forord-

ningens kapitel III.

Ansvaret efter Dublinforordningen fastlægges som oftest på baggrund af fingeraf-

tryk registreret i den centrale Eurodac-database. Der henvises til pkt. 2.1.1.

I overensstemmelse med Dublinforordningen følger det af udlændingelovens ka-

pitel 5 a, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden EU-medlemsstat

efter reglerne i Dublinforordningen eller efter en overenskomst eller et hertil sva-

rende arrangement, som Danmark har indgået med et eller flere lande i tilslutning

til Dublinforordningen, jf. § 29 a, stk. 1.

Efter udlændingelovens kapitel 5 b kan en ansøgning om opholdstilladelse efter §

7 (asyl) endvidere afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et

land som omhandlet i § 29, a, stk. 1, jf. § 29 b.

En udlænding kan dog ikke udsendes til en anden medlemsstat, hvis der er væ-

sentlige grunde til at tro, at systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i

modtagelandet medfører en risiko for, at udlændingen udsættes for umenneske-

lig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s charter om

grundlæggende rettigheder.

Efter udlændingelovens § 48 a, stk. 1, træffer Udlændingestyrelsen – såfremt en

udlænding påberåber sig at være omfattet af udlændingelovens § 7 (asyl) – sna-

rest muligt afgørelse om, hvorvidt ansøgningen skal behandles i Danmark, eller

om der skal ske bl.a. afvisning eller overførsel efter reglerne i udlændingelovens

kapitel 5 a eller 5 b.

Det følger således heraf, at det ikke er muligt ved indrejsen til Danmark fra et

andet land omfattet af Dublinforordningen at afvise en udlænding, der påberåber

sig at være omfattet af § 7 (asyl). Det skyldes, at Danmark efter Dublinforordnin-

gen skal give asylansøgere adgang til landet, mens Udlændingemyndighederne

vurderer, hvilket land der efter Dublinforordningen er ansvarligt for at behandle

asylansøgningen.

2.1.3.

Udlændingelovens bestemmelser om afvisning

Udlændingelovens kapitel 5 indeholder i § 28 bestemmelser om, hvornår en ud-

lænding kan eller skal afvises ved indrejsen til Danmark. En afgørelse om afvisning

Side 5/26

har den konsekvens, at udlændingen nægtes indrejse i Danmark og straks tilbage-

sendes til det land, som udlændingen senest har opholdt sig i.

I udlændingelovens § 28 sondres der mellem 1) udlændinge, der ikke har opholds-

tilladelse eller har fået udstedt registreringsbevis eller opholdskort i Danmark og

nordiske statsborgere, som ikke har fast bopæl i Danmark, og 2) udlændinge, der

er statsborgere i lande, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen eller EU. Der

sondres endvidere mellem, om der sker indrejse over de indre eller ydre Schen-

gengrænser.

Udlændingelovens § 28, stk. 1, regulerer i hvilke tilfælde udlændinge, der ikke har

opholdstilladelse eller har fået udstedt registreringsbevis eller opholdskort i Dan-

mark, og nordiske statsborgere, som ikke har fast bopæl i Danmark, kan afvises

ved indrejsen fra et land, som ikke er med i Schengen (ydre grænser).

Udlændingelovens § 28, stk. 2, regulerer i hvilke tilfælde udlændinge, der er stats-

borgere i lande, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen eller EU, skal afvises

ved indrejsen fra et land, som ikke er med i Schengen (ydre grænser).

Udlændingelovens § 28, stk. 3, regulerer i hvilke tilfælde udlændinge, der ikke har

opholdstilladelse eller har fået udstedt registreringsbevis eller opholdskort i Dan-

mark, og nordiske statsborgere, som ikke har fast bopæl i Danmark, kan afvises

ved indrejse fra et fra et Schengenland (indre grænser).

2.1.3.1. Afvisning efter udlændingelovens § 28, stk. 1

Som det fremgår ovenfor under pkt. 2.1.3., regulerer udlændingelovens § 28, stk.

1, i hvilke tilfælde udlændinge, der ikke har opholdstilladelse eller har fået udstedt

registreringsbevis eller opholdskort i Danmark, og nordiske statsborgere, som ikke

har fast bopæl i Danmark, kan afvises ved indrejsen fra et land, som ikke er med i

Schengen (ydre grænser).

Efter § 28, stk. 1, nr. 1, kan der ske afvisning af en udlænding, der har et indrejse-

forbud, og som ikke har fået udstedt et visum efter §§ 4 eller 4 a, jf. § 3 a, 1. pkt.

Efter § 28, stk. 1, nr. 2, kan en udlænding afvises, hvis den pågældende ikke opfyl-

der de bestemmelser om rejselegitimation, visum og indrejse, som er fastsat efter

udlændingelovens kapitel 7 (bl.a. gyldigt pas og eventuelt visum).

Efter § 28, stk. 1, nr. 3, kan en udlænding afvises, hvis der er grund til at antage, at

den pågældende vil tage ophold eller arbejde her i landet uden fornøden tilladel-

se. Udlændinge, som er omfattet af EU-reglerne, jf. § 2, stk. 1 eller 2, kan dog ikke

afvises af denne grund.

Efter § 28, stk. 1, nr. 4, kan en udlænding afvises, hvis udlændingen ikke kan fore-

vise dokumentation for opholdets formål og nærmere omstændigheder. Udlæn-

dinge, som er omfattet af EU-reglerne, jf. § 2, stk. 1 eller 2, kan dog ikke afvises af

denne grund.

Side 6/26

Efter § 28, stk. 1, nr. 5, kan en udlænding afvises, hvis udlændingen ikke har de

nødvendige midler til sit underhold både med hensyn til hele det påtænkte op-

hold i Schengenlandene og til enten hjemrejsen eller gennemrejsen til et land, der

ikke er tilsluttet Schengenkonventionen, og hvor den pågældende er sikret indrej-

se, og ikke er i stand til på lovlig vis at erhverve disse midler. Udlændinge, som er

omfattet af EU-reglerne, jf. § 2, stk. 1 eller 2, kan dog ikke afvises af denne grund.

Efter § 28, stk. 1, nr. 6, kan en udlænding afvises, hvis vedkommende er indberet-

tet til SIS II som uønsket i medfør af SIS II-forordningen, og udlændingen ikke er

statsborger i et Schengenland eller i en EU-medlemsstat.

Efter § 28, stk. 1, nr. 7, kan en udlænding afvises, hvis andre hensyn til Schengen-

landenes offentlige orden, forhold til fremmede magter eller sikkerheds- eller

sundhedsmæssige grunde tilsiger, at udlændingen ikke bør have ophold her i lan-

det.

2.1.3.2. Afvisning efter udlændingelovens § 28, stk. 2

Som det fremgår ovenfor under pkt. 2.1.3. regulerer udlændingelovens § 28, stk.

2, i hvilke tilfælde udlændinge, der er statsborgere i lande, der ikke er tilsluttet

Schengenkonventionen eller EU. Bestemmelsen vedrører indrejse fra et land, som

ikke er med i Schengen (ydre grænser).

Efter § 28, stk. 2, skal en tredjelandsborger afvises efter bestemmelserne i § 28,

stk. 1, nr. 1-7, ved indrejsen fra et land, som ikke er med i Schengen.

2.1.3.3. Afvisning efter udlændingelovens § 28, stk. 3

Som det fremgår ovenfor under pkt. 2.1.3, regulerer udlændingelovens § 28, stk.

3, i hvilke tilfælde udlændinge, der ikke har opholdstilladelse eller har fået udstedt

registreringsbevis eller opholdskort i Danmark, og nordiske statsborgere, som ikke

har fast bopæl i Danmark, kan afvises ved indrejse fra et fra et Schengenland (in-

dre grænser).

Efter § 28, stk. 3, 1. pkt., kan udlændinge, der ikke har opholdstilladelse eller har

fået udstedt registreringsbevis eller opholdskort i Danmark, og nordiske statsbor-

gere, som ikke har fast bopæl i Danmark afvises ved indrejsen fra et Schengenland

efter bestemmelserne i § 28, stk. 1, nr. 1-7.

Efter § 28, stk. 3, 2. pkt., kan en nordisk statsborger dog kun afvises efter § 28, stk.

1, nr. 2, såfremt den pågældende indrejser fra et ikke-nordisk land, jf. § 39, stk. 4.

2.1.3.4. Afvisning efter udlændingelovens § 28, stk. 4-7

Efter udlændingelovens § 28, stk. 4, kan en udlænding, der ikke er nordisk stats-

borger og ikke er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, afvises ved indrejsen i Danmark,

hvis den pågældende kan afvises efter de regler, der gælder i det andet nordiske

land, hvortil den pågældende må antages at ville rejse.

Side 7/26

Efter udlændingelovens § 28, stk. 5, må afvisning efter § 28, stk. 1-4 ikke ske, hvis

udlændingen i medfør af Schengengrænsekodeksens artikel 6, stk. 5, litra c, har

opnået særlig tilladelse til at indrejse i Danmark på baggrund af humanitære

grunde eller af hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser.

Efter udlændingelovens § 28, stk. 6, kan en udlænding, der ikke har fast bopæl her

i landet, uanset bestemmelserne i udlændingelovens kapitel 1 afvises, såfremt det

findes påkrævet af hensyn til statens sikkerhed.

Efter udlændingelovens § 28, stk. 7, kan udlændinge- og integrationsministeren

fastsætte nærmere regler om afvisning og udsendelse af blindpassagerer.

2.1.4.

Paskontroloverenskomsten og den dansk-tyske grænseoverløberover-

enskomst

De almindelige afvisningsbestemmelser i udlændingelovens § 28 suppleres af de

overenskomster, som Danmark har med nabolandene om tilbagesendelse af ulov-

ligt indrejste udlændinge.

Der kan i den forbindelse henvises til den nordiske paskontroloverenskomst mel-

lem Danmark, Finland, Norge og Sverige om ophævelse af paskontrollen ved de

fællesnordiske grænser af 12. juli 1957 med senere ændringer samt den dansk-

tyske grænseoverløberoverenskomst af 31. maj 1954.

Med den nordiske paskontroloverenskomst gennemføres princippet om fri bevæ-

gelighed uden paskontrol ved de indre grænser inden for Norden.

Det følger af paskontroloverenskomstens artikel 8, sidste afsnit, at ethvert af de

nordiske lande ved grænsen til et andet nordisk land kan afvise enhver udlænding,

herunder asylansøgere, som ikke har tilladelse til at indrejse i vedkommende stat.

Efter Dublinreglernes ikrafttræden og de øvrige nordiske landes tilslutning dertil

har paskontroloverenskomsten mistet sin betydning i forhold til afvisning af asyl-

ansøgende udlændinge.

Den dansk-tyske grænseoverløberoverenskomst af 31. maj 1954 mellem Danmark

og Tyskland omhandler ”udbringelse” af personer fra Danmark til Tyskland og fra

Tyskland til Danmark.

Efter overenskomstens afsnit A, art. II, modtager Tyskland efter anmodning ud-

lændinge, som Danmark agter at udsende, herunder afvise eller udvise, hvis disse

personer ulovligt er indrejst fra Tyskland til Danmark.

Overenskomsten gælder for alle tilfælde af udbringelse fra Danmark til Tyskland

og har tidligere i praksis først og fremmest fundet anvendelse i forbindelse med

afvisning af asylansøgere.

Side 8/26

Ligesom med den nordiske paskontroloverenskomst har ikrafttrædelsen af Dublin-

reglerne betydet, at grænseoverløberoverenskomsten har mistet sin betydning i

forhold til udbringelse af asylansøgende udlændinge, men ikke for øvrige udlæn-

dinge.

2.1.5.

Kompetence- og klageregler

2.1.5.1. Ikke-asylansøgere

Efter udlændingelovens § 48, 1. pkt., er kompetencen til at træffe afgørelse om

afvisning ved indrejsen efter § 28, stk. 1-4, tillagt vedkommende politidirektør.

Det betyder, at politiet, når politiet antræffer en udlænding ved den danske

grænse, har mulighed for på stedet at træffe afgørelse om afvisning, således at

den pågældende udlænding nægtes indrejse i Danmark.

Efter udlændingelovens § 48, 5. pkt., kan politiets afgørelse om afvisning ved ind-

rejsen efter § 28, stk. 1-4, påklages til Udlændingenævnet, jf. § 52 b, stk. 5.

En klage til Udlændingenævnet over politiets afgørelser efter § 28, skal være ind-

givet inden 8 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf. ud-

lændingelovens § 52 b, stk. 6.

En klage over politiets afgørelse om afvisning ved indrejsen har ikke opsættende

virkning, jf. udlændingelovens § 48, 6. pkt. Klagen giver således ikke udlændingen

ret til at indrejse i Danmark.

2.1.5.2. Asylansøgere

Udtrykker en udlænding ved indrejsen ønske om asyl, er kompetencen til at træf-

fe afgørelse om afvisning tillagt Udlændingestyrelsen.

Det fremgår således af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at såfremt en ud-

lænding påberåber sig at være omfattet af § 7 (asyl), træffer Udlændingestyrelsen

snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a

eller 5 b eller om afvisning efter § 28, stk. 1, nr. 1, 2, 6 eller 7, eller § 28, stk. 2 eller

3, jf. stk. 1, nr. 1, 2, 6 eller 7, eller udvisning efter § 25, nr. 2, eller § 25 b og i givet

fald udsendelse.

Efter udlændingelovens § 52 b, stk. 1, nr. 7, kan Udlændingestyrelsens afgørelser

efter § 28 påklages til Udlændingenævnet.

En klage til Udlændingenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelser efter § 28

skal være indgivet inden 8 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørel-

sen, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 6.

En klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning ved indrejsen har ikke

opsættende virkning, jf. udlændingelovens § 33, stk. 11. Klagen giver således ikke

udlændingen ret til at indrejse i Danmark.

Side 9/26

Efter udlændingelovens § 53 a, stk. 1, nr. 1, kan Udlændingestyrelsens afgørelser

efter reglerne i kapitel 5 a om overførsel m.v. efter reglerne i Dublinforordningen

samt kapitel 5 b om afvisning af visse ansøgninger om opholdstilladelse efter § 7

påklages til Flygtningenævnet.

En klage til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning

eller overførsel efter kapitel 5 a og 5 b, der ikke er indgivet inden 7 dage, afvises,

jf. udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 1. pkt.

En sådan klage tillægges som udgangspunkt opsættende virkning, jf. udlændinge-

lovens § 53 a, stk. 2, 4. pkt. Udlændingen kan således ikke udsendes af Danmark,

før klagen er behandlet i Flygtningenævnet.

2.2. Norske regler om afvisning på grænsen

Det norske parlament, Stortinget, vedtog den 16. juni 2016 en ændring af den

norske udlændingelov (innstramninger II), hvorefter kongen i statsråd kan beslut-

te, at en udlænding, der ankommer til den norske grænse direkte fra et andet

nordisk land, ikke kan få en ansøgning om asyl realitetsbehandlet under henvis-

ning til, at ansøgeren indrejser fra et sikkert tredjeland.

Ordningen er ifølge lovforslagets bemærkninger tiltænkt anvendt i en krisesituati-

on, hvor Dublinsamarbejdet stadig formelt fungerer, men hvor samarbejdet efter

den norske regerings opfattelse i realiteten er ophørt med at fungere, og Norge

derfor ikke længere anser sig forpligtet til at følge Dublinprocedurerne. Det kan

f.eks. være tilfældet, hvis andre lande ikke registrerer asylansøgere som fastsat i

forordningen, og forudsætningerne for et velfungerende Dublinsamarbejde der-

med svigter.

Det er en forudsætning for aktivering af ordningen, at antallet af asylansøgere,

der ankommer til Norge, er ekstraordinært højt, at modtagekapaciteten er udfor-

dret, og at der er indført midlertidig grænsekontrol ved den pågældende nordiske

grænse. Samtidig vil anvendelsen af ordningen kræve, at regeringen har udtømt

alle andre muligheder, herunder iværksat beredskabsplaner, mobiliseret relevan-

te myndigheder, og udtømt mulighederne for særlige hasteprocedurer i det eksi-

sterende regelværk.

En beslutning af kongen om, at en udlænding, der ankommer til den norske græn-

se direkte fra et andet nordisk land, ikke kan få en ansøgning om asyl realitetsbe-

handlet, skal fortrinsvis gælde i to uger og maksimalt i seks uger. Beslutningen kan

herefter fornys to gange.

En beslutning om at nægte realitetsbehandling af en ansøgning om asyl vil kunne

danne grundlag for en beslutning om bortvisning efter den norske udlændingelov.

Kongen vil endvidere i statsråd kunne fastsætte forenklede sagsbehandlingspro-

cedurer, således at de almindelige forvaltningsretlige principper for behandling af

Side 10/26

ansøgningssager (høring, skriftlighed og klageadgang) tilsidesættes, og at beslut-

ningskompetencen kan overføres fra Utlendingsdirektoratet (UDI) til politiet.

Ved en betydelig tilstrømning af asylansøgere vil en beslutning om at nægte reali-

tetsbehandling kunne meddeles udlændinge mundtligt og uden mulighed for kla-

geadgang.

2.3. Ministeriets overvejelser

Det er afgørende, at der skabes fælles europæiske løsninger på flygtninge- og

migrantsituationen. Danmark medvirker aktivt til at finde sådanne fælles europæ-

iske løsninger, så der kan komme styr på EU’s ydre grænser, og det kan sikres, at

Dublinsystemet forbliver på sporet.

Hvis flere medlemsstater imidlertid ikke lever op til deres forpligtelser, sætter det

de øvrige medlemsstater og hele Dublinsystemet under pres. Det oplevede vi i

efteråret 2015, hvor der var en pludselig og massiv tilstrømning af ulovlige ind-

vandrere og asylansøgere til Danmark.

Regeringen finder det afgørende, at myndighederne har de nødvendige redska-

ber, der matcher de udfordringer, som kan opstå i en krisesituation, hvor der sker

en stigning i antallet af ulovlige indvandrere og asylansøgere, som indrejser og

opholder sig i Danmark.

Det er i dag ikke muligt at afvise en udlænding ved indrejsen fra et andet land

omfattet af Dublinforordningen, dvs. umiddelbart på grænsen, hvis den pågæl-

dende søger asyl i Danmark. Det skyldes, at Danmark efter Dublinforordningen

skal give asylansøgere adgang til landet, mens Udlændingestyrelsen vurderer,

hvilket land der efter Dublinforordningen er ansvarligt for at behandle asylansøg-

ningen.

Regeringen er sammen med Dansk Folkeparti enige om – på linje med Norge - at

indføre en lovhjemmel, så myndighederne kan afvise asylansøgere på grænsen og

sende dem tilbage, hvis der opstår en krisesituation, hvor Dublinsamarbejdet for-

melt set stadig gælder, men hvor samarbejdet efter den danske regerings opfat-

telse i realiteten er ophørt med at fungere, og hvor Danmark således ud fra en

folkeretlig vurdering ikke længere kan anses som forpligtet til at følge Dublinpro-

cedurerne.

2.4. Den foreslåede ændring

Det foreslås med lovforslaget, at der i udlændingeloven indsættes en hjemmel,

hvorefter udlændinge- og integrationsministeren i særlige tilfælde kan beslutte, at

udlændinge, der i forbindelse med indrejsen påberåber sig at være omfattet af

udlændingelovens § 7 (asyl), kan afvises af politiet ved indrejsen fra et land, som

er omfattet af Dublinforordningen (nødbremse).

Side 11/26

Det foreslås endvidere med lovforslaget, at udlændinge- og integrationsministe-

ren kan beslutte at aktivere nødbremsen for en periode på op til 4 uger, som kan

forlænges for en periode på op til 4 uger ad gangen.

Det foreslås herudover med lovforslaget, at udlændinge, der i forbindelse med

indrejsen påberåber sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, kan afvises

efter de gældende afvisningsbestemmelser i udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 1-

Endelig foreslås det med lovforslaget, at politiets afgørelser om afvisning skal

kunne påklages til Udlændingenævnet.

2.4.1.

Aktivering af nødbremsen

Med den foreslåede bestemmelse bemyndiges udlændinge- og integrationsmini-

steren til i en krisesituation at træffe beslutning om, at politiet kan afvise asylan-

søgere på grænsen til et land, som er omfattet af Dublinforordningen, efter ud-

lændingelovens almindelige regler om afvisning. Dette indebærer, at Udlændinge-

styrelsen i en sådan situation ikke skal vurdere, om en asylansøger skal overføres

til et andet land efter reglerne i Dublinforordningen.

Det er efter forslaget en betingelse, at nødbremsen alene aktiveres i særlige til-

fælde. Det vil således være en forudsætning for udlændinge- og integrationsmini-

sterens beslutning om at aktivere nødbremsen, at der foreligger en krisesituation,

hvor Dublinsamarbejdet formelt set stadig fungerer, men hvor samarbejdet efter

den danske regerings opfattelse i realiteten er holdt op med at fungere, og hvor

Danmark således efter en folkeretlig vurdering ikke længere kan anses for forplig-

tet til at følge procedurerne i Dublinforordningen.

I den almindelige folkeret er det anerkendt, at der gælder en klausul, hvorefter en

folkeretlig aftale kan bringes til ophør uanset grundprincippet om aftalers binden-

de kraft. Det følger heraf, at enhver aftale anses for indgået med det forbehold, at

omstændighederne ikke forandrer sig væsentligt, således at aftalens opfyldelse

bliver til alvorlig skade for parten. Hvis der er tale om forandringer, der indebæ-

rer, at uforandret opfyldelsespligt alvorligt ville true statens eksistens eller vel-

færd, vil aftalen kunne tilsidesættes ud fra almindelige nødretsgrundsætninger.

Der henvises til beskrivelsen af den såkaldte clausula rebus sic stantibus i ”Folke-

ret” af Claus Gulmann m.fl., Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1995, s. 68-69.

Det er således muligt folkeretligt i ekstraordinære situationer at påberåbe sig reg-

lerne om fundamentalt ændrede omstændigheder. I overensstemmelse hermed

vil den foreslåede nødbremse alene kunne anvendes i en sådan situation.

En effektiv overholdelse af medlemsstaternes forpligtelser er en forudsætning for,

at Dublinsamarbejdet i praksis kan fungere efter hensigten. Hvis flere medlems-

stater ikke lever op til deres forpligtelser efter Dublinforordningen, f.eks. ved ikke

at foretage registrering i Eurodac-systemet af asylansøgere eller ved ikke at accep-

tere at tilbagetage udlændinge i medfør af Dublinreglerne, sætter det hele Dub-

Side 12/26

linsystemet og de andre medlemsstater under pres. Det gør sig navnlig gældende,

hvis der er tale om medlemsstater med ydre grænser og medlemsstater med sto-

re migrationsstrømme. Det kan i sidste ende føre til, at Dublinsamarbejdet reelt

må anses for at være brudt sammen.

Det vil bero på en konkret vurdering af en række omstændigheder, om Dublin-

samarbejdet kan anses for ophørt med at fungere, således at nødbremsen kan

aktiveres.

Bemyndigelsen for udlændinge- og integrationsministeren til at aktivere ordnin-

gen om afvisning af asylansøgere på grænsen vil på den ene side i hvert fald kun-

ne udnyttes i en situation, hvor samtlige lande er ophørt med at overholde Dub-

linprocedurerne. Bemyndigelsen vil derimod på den anden side ikke kunne udnyt-

tes, hvis der f.eks. er tale om, at enkelte lande ikke lever op til deres forpligtelser

efter ordningen.

Det er vanskeligt nærmere at angive, hvor mange lande der ikke længere skal

overholde Dublinprocedurerne, før det er muligt at anvende nødbremsen. Ved

vurderingen vil det have betydning, hvordan migrationsstrømmene bevæger sig i

forhold til de lande, som ikke længere overholder procedurerne.

Det bemærkes, at der ikke eksisterer en fast procedure, hvor f.eks. Europa-

Kommissionen vil være forpligtet til at konstatere, om Dublinsamarbejdet er op-

hørt med at fungere. Ligeledes er der ikke i øvrigt efter EU-retten en formel pro-

cedure om aktivering af foranstaltninger i tilfælde af Dublinsamarbejdets sam-

menbrud.

Det vil imidlertid, inden udlændinge- og integrationsministeren beslutter at akti-

vere nødbremsen, være relevant at tage kontakt til øvrige Dublinlande samt Euro-

pa-Kommissionen i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt Dublinsamarbejdet reelt

er ophørt med at fungere. Det vil dog alene være regeringens beslutning, om

nødbremsen kan og skal aktiveres.

Det bemærkes, at i den periode, hvor nødbremsen er sat i kraft, vil Dublinforord-

ningens regler ikke kunne anvendes til at overføre asylansøgere til et andet Dub-

linland.

2.4.2.

Indrejse fra et land omfattet af Dublinforordningen

Efter lovforslaget vil der alene kunne ske afvisning ved indrejse fra et land, som er

omfattet af Dublinforordningen.

Afvisning vil således efter forslaget kunne finde sted ved en udlændings forsøg på

at passere en dansk luft-, sø- eller landegrænse direkte fra et andet land, som er

omfattet af Dublinforordningen.

Side 13/26

Det bemærkes i den forbindelse, at det med lovforslaget forudsættes, at der kan

ske afvisning af asylansøgere til lande omfattet af Dublinforordningen, der som

udgangspunkt er at sidestille med sikre tredjelande.

Efter praksis anses et land for at være et sikkert tredjeland, hvis udlændingen ved

en udsendelse til dette land ikke risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tor-

tur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, og er beskyttet

mod videresendelse til et sådant land (refoulement).

Det forudsættes endvidere med forslaget, at en udlænding, der påberåber sig at

være omfattet af udlændingelovens § 7, ikke vil kunne afvises og tilbagesendes til

et land, som er omfattet af Dublinforordningen, og som udlændingen sidst har

opholdt sig i, hvis der er væsentlige grunde til at tro, at systemfejl i asylprocedu-

ren og modtageforholdene i modtagelandet medfører en risiko for, at udlændin-

gen udsættes for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i

artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder eller i strid med artikel 3 i

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det er herudover efter forslaget en forudsætning for at kunne afvise en udlæn-

ding ved grænsen, at Danmark i øvrigt overholder sine internationale forpligtelser

i den forbindelse. Der henvises til pkt. 2.5.

Der lægges med lovforslaget op til, at en udlænding skal være standset eller på-

grebet i umiddelbar forbindelse med indrejsen til Danmark.

2.4.3.

Forlængelse

Der lægges med lovforslaget op til, at udlændinge- og integrationsministerens

beslutning om, at udlændinge, som påberåber sig at være omfattet af udlændin-

gelovens § 7, kan afvises ved indrejsen fra et land, som er omfattet af Dublinfor-

ordningen, alene skal gælde for en midlertidig og kortere periode.

Det foreslås således med lovforslaget, at en beslutning om at aktivere nødbrem-

sen i første omgang kan træffes for en periode på op til fire uger.

Det foreslås endvidere, at beslutningen kan forlænges for en periode på op til 4

uger ad gangen.

Det er en forudsætning for forlængelse af beslutningen, at der fortsat vurderes at

foreligge en krisesituation, hvor Dublinsamarbejdet efter den danske regerings

opfattelse fortsat ikke fungerer, og hvor Danmark således efter en folkeretlig vur-

dering fortsat ikke kan anses for forpligtet til at følge procedurerne i Dublinfor-

ordningen.

Som det fremgår af pkt. 2.4.1, vil det være relevant at tage kontakt til de øvrige

Dublinlande samt Europa-Kommissionen i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt

Dublinsamarbejdet reelt er ophørt med at fungere.

Side 14/26

2.4.4.

Politiets afvisning af asylansøgere på grænsen

Efter lovforslaget vil det – når nødbremsen er iværksat – være politiet, der i de

enkelte tilfælde træffer afgørelse om afvisning ved grænsen efter udlændingelo-

vens almindelige regler.

Det foreslås således med lovforslaget, at politiet i udlændingelovens § 48, stk. 1,

1. pkt., tillægges kompetence til efter den foreslåede regel i udlændingelovens §

28, stk. 7, at træffe afgørelse om afvisning ved grænsen.

En aktivering af nødbremsen vil således i praksis forudsætte, at der er grænsekon-

trol.

Det foreslås med lovforslaget, at udlændinge, der påberåber sig at være omfattet

af udlændingelovens § 7, skal kunne afvises efter de almindelige afvisningsbe-

stemmelser i udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 1-7.

Politiets afgørelse om afvisning skal meddeles udlændingen skriftligt. Det bemær-

kes i den forbindelse, at udfyldelse af en standardformular om, at afvisning har

fundet sted, samt efter hvilken bestemmelse i udlændingeloven afvisning er sket,

efter forslaget anses som tilstrækkeligt.

2.4.5.

Klageadgang

Det foreslås med lovforslaget, at politiets afgørelse om afvisning efter den fore-

slåede bestemmelse i udlændingelovens § 28, stk. 7, kan påklages til Udlændinge-

nævnet, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 5.

En klage til Udlændingenævnet over politiets afgørelse om afvisning tillægges ikke

opsættende virkning, jf. udlændingelovens § 48, 6. pkt. En udlænding, der afvises

ved indrejsen fra et land, som er omfattet af Dublinforordningen, vil således ikke

have mulighed for at indrejse og tage ophold i Danmark under klagesagens be-

handling.

En klage vil i overensstemmelse med den gældende bestemmelse i udlændingelo-

vens § 52 b, stk. 6, skulle være indgivet inden 8 uger efter, at udlændingen har

fået meddelelse om afgørelsen.

2.5. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder, at den foreslåede ændring af ud-

lændingeloven, hvorved udlændinge- og integrationsministeren i særlige tilfælde

kan beslutte, at udlændinge, som påberåber sig at være omfattet af § 7, kan afvi-

ses ved indrejsen fra et land, som er omfattet Dublinforordningen, er i overens-

stemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.

Forslaget bygger på en generel forudsætning om, at de øvrige lande, som er om-

fattet Dublinforordningen – selvom Dublinsamarbejdet mellem landene reelt er

Side 15/26

brudt sammen – fortsat har til hensigt at overholde deres menneskeretlige for-

pligtelser.

Som det fremgår af pkt. 2.4.2, vil det være en forudsætning for at kunne afvise en

udlænding ved grænsen, at Danmark i øvrigt overholder sine internationale for-

pligtelser i den forbindelse.

2.5.1.

FN’s Flygtningekonvention

Flygtningekonventionen af 28. juli 1951 fastlægger bl.a., hvornår et land efter

konventionen er forpligtet til at meddele en person flygtningestatus. Konventio-

nen regulerer endvidere, hvilke rettigheder og pligter en flygtning har i opholds-

landet.

Flygtningekonventionen forpligter ikke staterne til at behandle en asylansøgning

eller meddele asyl til en udlænding. Konventionen begrænser imidlertid i væsent-

lig omfang staternes adgang til at afvise, udvise eller på anden måde tvangsud-

sende udlændinge, som er anerkendt som flygtninge.

Efter konventionens artikel 33, stk. 1, må ingen stat således på nogen som helst

måde udvise eller afvise en flygtning ved grænserne til områder, hvor hans liv eller

frihed ville være truet på grund af hans race, religion, nationalitet, hans tilhørsfor-

hold til en særlig social gruppe eller hans politiske anskuelser (refoulement).

Som det fremgår af pkt. 2.4.2, forudsættes det, at de lande, der er omfattet af

Dublinforordningen, som udgangspunkt er sikre tredjelande, hvor en udlænding

ikke risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller

nedværdigende behandling eller straf, og er beskyttet mod videresendelse til et

sådant land (refoulement).

Det forudsættes endvidere med forslaget, at en udlænding, der påberåber sig at

være omfattet af udlændingelovens § 7, ikke vil kunne afvises og tilbagesendes til

et land, som er omfattet af Dublinforordningen, og som udlændingen sidst har

opholdt sig i, hvis der er væsentlige grunde til at tro, at systemfejl i asylprocedu-

ren og modtageforholdene i modtagelandet medfører en risiko for, at udlændin-

gen udsættes for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i

artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder eller i strid med artikel 3 i

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Den foreslåede ordning rejser efter Udlændinge- og Integrationsministeriets vur-

dering således ikke spørgsmål i forhold Flygtningekonventionen.

2.5.2.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention beskytter grundlæggende bor-

gerlige rettigheder og friheder.

Side 16/26

Efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 må ingen under-

kastes tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Bestemmelsen afskærer således staterne fra at overgive en person til myndighe-

derne i et tredjeland, hvor personen må befrygtes at ville blive udsat for en be-

handling i strid med bestemmelsen. Konventionen hjemler dog ikke en ret til asyl.

Som det fremgår af pkt. 2.4.2, forudsættes det, at de lande, der indgår i Schen-

gensamarbejdet, og lande, der er omfattet af Dublinforordningen, som udgangs-

punkt er sikre lande, hvortil der kan ske afvisning af asylansøgere.

Det forudsættes endvidere med forslaget, at en udlænding, der påberåber sig at

være omfattet af udlændingelovens § 7, ikke vil kunne afvises og tilbagesendes til

et land, som er omfattet af Dublinforordningen, og som udlændingen sidst har

opholdt sig i, hvis der er væsentlige grunde til at tro, at systemfejl i asylprocedu-

ren og modtageforholdene i modtagelandet medfører en risiko for, at udlændin-

gen udsættes for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i

artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder eller i strid med artikel 3 i

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 har enhver ret til

respekt for sit privatliv og familieliv.

Retten til et familieliv omfatter efter Den Europæiske Menneskerettighedsdom-

stols praksis retten til at opretholde et eksisterende familieliv, f.eks. ved at staten

undlader at udvise et familiemedlem, samt i visse situationer statens positive for-

pligtelse til at tilvejebringe de nødvendige forudsætninger for at udøve et familie-

liv, f.eks. ved at staten giver et familiemedlem opholdstilladelse. Den Europæiske

Menneskerettighedskonventions artikel 8 indebærer ikke en generel og ubetinget

ret til familiesammenføring, da familier efter bestemmelsen ikke har en umiddel-

bar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv.

Ved politiets afvisning af en asylansøger på grænsen efter den foreslåede ordning

skal der ikke foretages en vurdering af asylansøgerens personlige forhold, herun-

der eventuel familie i Danmark. Afvisningen medfører dog ikke, at udlændingen

meddeles indrejseforbud, og afvisningen er dermed ikke til hinder for, at udlæn-

dingen senere meddeles familiesammenføring, hvis kravene hertil er opfyldt.

Efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 13 skal enhver, hvis

rettigheder og friheder efter denne konvention er blevet krænket, have adgang til

effektive retsmidler.

Kravet om effektive retsmidler er ikke et specifikt krav om adgang til domstols-

prøvelse, men et krav om adgang til et organ, som har de fornødne beføjelser og

retssikkerhedsgarantier til at foretage en reel materiel og processuel efterprøvel-

se af den trufne afgørelse og af, om klagerens rettigheder er blevet tilsidesat.

Side 17/26

Politiets afgørelse om afvisning skal efter den foreslåede ordning meddeles ud-

lændingen skriftligt. Afgørelsen kan påklages til Udlændingenævnet. Der henvises

i den forbindelse til pkt. 2.4.4 og 2.4.5.

Den foreslåede ordning rejser efter Udlændinge- og Integrationsministeriets vur-

dering således ikke spørgsmål i forhold Den Europæiske Menneskerettighedskon-

vention.

2.5.3.

FN’s Børnekonvention

FN’s Børnekonvention indeholder en regulering af børns rettigheder på alle sam-

fundsområder.

Efter Børnekonventions artikel 3 skal barnets tarv i alle foranstaltninger vedrøren-

de barnet komme i første række.

Barnets tarv vil som udgangspunkt ikke gå forud for Danmarks ret til at regulere

indvandringen. Er et barn efterladt uden sine forældres eller en anden primær

omsorgspersons beskyttelse i et fremmed land (uledsagede mindreårige), har

barnets tarv dog forrang i en eventuel konflikt mellem barnets tarv og statens

interesse i at kontrollere indvandringen.

Efter Børnekonventions artikel 9 skal staten sikre, at barnet ikke adskilles fra sine

forældre mod deres vilje, ligesom bestemmelsen forpligter staten til at genskabe

en sådan kontakt, hvis adskillelsen skyldes årsager iværksat af staten.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at lovforslaget således

ikke umiddelbart rejser spørgsmål i forhold til Børnekonventionen.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Indførelsen af lovhjemlen om mulighed for i en krisesituation at afvise asylansøge-

re ved grænsen vil isoleret set ikke have økonomiske og administrative konse-

kvenser for det offentlige.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for er-

hvervslivet mv.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Side 18/26

Danmark er tilknyttet Dublinsamarbejdet på mellemstatsligt grundlag via en paral-

lelaftale mellem EU og Danmark om både Dublinforordningen og Eurodac-

forordningen, jf. 2006/188/EF Rådets afgørelse af 21. februar 2006 om indgåelse

af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Danmark om udvidel-

se af bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr. 343/2003 om fastsættelse af

kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for

behandlingen af en asylansøgning, der er indgivet af en tredjelandsborger i en af

medlemsstaterne, og Rådets forordning (EF) nr. 2725/2000 om oprettelse af ”Eu-

rodac” til sammenligning af fingeraftryk med henblik på en effektiv anvendelse af

Dublin-konventionen til også at omfatte Danmark.

Det er en forudsætning for aktiveringen af nødbremsen, at der foreligger en krise-

situation, hvor Dublinsamarbejdet formelt set stadig fungerer, men hvor samar-

bejdet efter den danske regerings opfattelse i realiteten er holdt op med at funge-

re, og hvor Danmark således efter en folkeretlig vurdering ikke længere kan anses

for forpligtet til at følge procedurerne i Dublinforordningen.