9. december 2016
Kære medlem af Udenrigsudvalget
Nye tal, som UNICEF offentliggør
i
dag, viser, at omkring hvert 4. barn i verden bor i et område ramt af krise
eller katastrofe. Det svarer til 535 millioner børn, som for manges vedkommende mangler adgang til helt
basal lægehjælp, uddannelse og mad.
De nye tal kommer i forbindelse med markeringen af, at UNICEF fylder 70 år i denne weekend.
Historien gentager sig – bakket op af nye tal og en rund fødselsdag
FN’s Børnefond UNICEF blev etableret i 1946 for at hjælpe børn efter 2. Verdenskrig. På søndag den 11.
december fylder verdens største børneorganisation
70 år
- og har aldrig brugt så mange af sine ressourcer
på katastrofehjælp som netop nu. ”Vi føler, historien på mange måder gentager sig selv, og det er dybt
foruroligende,” udtaler UNICEF Danmarks generalsekretær Steen M. Andersen.
Nye tal, som UNICEF offentliggør natten til fredag, viser, at omkring hvert 4. barn i verden bor i et område
ramt af krise eller katastrofe. Det svarer til 535 millioner børn, som for manges vedkommende mangler
adgang til helt basal lægehjælp, uddannelse og mad. Næsten 75 procent af dem bor i landene syd for
Sahara, mens 12 procent af børnene bor i Mellemøsten.
Særligt krisen i Syrien fylder mere og mere i UNICEFs budget og fokus. De seneste tal viser, at antallet af
børn, der bor i belejrede områder inde i Syrien, er fordoblet på under et år. Det svarer til næsten 500.000
børn, som lever i dyb isolation og under helt urimelige og umenneskelige vilkår.
De mange alvorlige kriser og katastrofer i verden truer den fremgang, der ellers har været for verdens børn.
For eksempel er det igennem ganske få årtier lykkedes at få 9 ud af 10 børn til at starte i skole og fordoble
antallet af børn, der overlever de første fem år. ”Men lige nu går næsten tre millioner af Syriens børn ikke i
skole, selvom de burde, og vi hører dagligt om børn, der bliver bombet og dræbt. Så selv hvis vi oplever en
overordnet fremgang i de globale tal i de kommende år, vil der være en stigende gruppe af børn, der oplever
det stik modsatte, og som vil være dybt afhængige af humanitær hjælp,” siger Steen M. Andersen.
”Konklusionen er – ironisk nok og desværre – at vi på vores 70-års dag må konstatere, at verdens børn har
mere brug for os end nogensinde,” afslutter Steen M. Andersen.
Jeg har vedhæftet de engelske key messages og pressemeddelelse, da de indeholder fakta, der kan være
interessant for jer, samt nogle gamle fotos fra UNICEFs unge år. Er du nysgerrig efter flere oplysninger om
UNICEFs arbejde, er du altid velkommen til at kontakte os.
Med venlig hilsen
Jakob Colville-Ebeling
Public Affairs Manager
UNICEF Danmark