Finanslov 2018: Markant stigning i
udviklingsbistanden
31.08.2017 11:15
Regeringen afsætter 15,9 milliarder kroner
–
svarende til 0,7 procent af BNI
–
til
udviklingssamarbejde i 2018.
Det samlede beløb, som bruges i udviklingslandene på at bekæmpe fattigdom, forebygge
migration og hjælpe flygtninge, stiger med 2,6 milliarder kroner i forhold til Finansloven
2017.
Det skyldes udover dansk økonomis fremgang et stort fald i udgifterne til
flygtningemodtagelse i Danmark, som delvist finansieres af udviklingsbistanden.
”Jeg glæder mig over, at både regeringens økonomiske politik og den stramme
udlændingepolitik virker. Den samlede udviklingsbistand vokser, og vi bruger færre penge
på at modtage flygtninge i Danmark, som vi i stedet investerer i udviklingslandene,”
siger
minister for udviklingssamarbejde, Ulla Tørnæs.
På Finansloven for 2018 budgetterer regeringen med udgifter til modtagelse af 5000
asylansøgere. Det svarer til 965 millioner kroner finansieret over udviklingsbistanden, og
dermed det laveste beløb afsat til flygtningemodtagelse siden 2013.
”Det er i nærområderne, vores penge gør mest gavn. Der kan vi hjælpe langt flere
flygtninge for væsentligt færre penge. Det ser endda ud til, at antallet af asylansøgere i
Danmark bliver lavere endnu. Indtil videre har vi i år modtaget under 2000 asylansøgere.
Det er næsten lige så mange flygtninge, som dagligt kommer ind over grænsen til
Uganda,” siger Ulla Tørnæs.
På Finansloven for 2018 er der afsat det største humanitære budget nogensinde på 2,5
milliarder kroner. De penge skal blandt andet gå til humanitære indsatser i Afrika, som for
eksempel de 1,3 millioner flygtninge i Uganda, og til de mange millioner internt fordrevne
og flygtninge i Syriens nærområder.
”Vi skal forebygge nye flygtningestrømme både
fra Afrika og fra Syrien. Derfor afsætter vi
Danmarkshistoriens største beløb til verdens brændpunkter. Vi sætter flere penge af til at
forebygge migration -
og vi øger vores bevilling til udsendelse af afviste migranter,” siger
Ulla Tørnæs.
På finansloven er der også tale om et historisk stort beløb på 700 millioner kroner til
regeringens udviklingspolitiske prioritet; støtte til kvinders seksuelle og reproduktive
sundhed og rettigheder.