URU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 215: Materiale fra høring om danske investorers ansvar og handlemuligheder i forhold til investeringer i virksomheder med aktiviteter i israelske bosættelser den 1. juni 2017

Udenrigsudvalget 2016-17
URU Alm.del Bilag 215
Offentligt

Udenrigsministerens indlæg under URU-høring den 1. juni 2017:

investeringer i israelske bosættelser

[Det talte ord gælder]

Tak for muligheden for at deltage i høringen. Jeg vil gå lige på.

Konflikten mellem israelerne og palæstinenserne er lang - og kompliceret.

Men for Danmark og for regeringen står det klart, at den eneste løsning er

en to-statsløsning, der tager de skyldige hensyn til både israelerne og pa-

læstinenserne. Israelerne har et legitimt krav på at leve i fred og sikker-

hed - og palæstinenserne ret til deres egen, levedygtige stat.

Regeringen mener ligesom et bredt flertal i Folketinget, at Israel bør ind-

stille sin bosættelsespolitik. Fordi bosættelserne underminerer muligheden

for en to-statsløsning - og de er ulovlige efter folkeretten.

Det første fik jeg syn for, da jeg besøgte Israel og Palæstina for to uger

siden. Bosættelser har en indgribende virkning både i den almindelige

palæstinensers dagligdag og på muligheden for at realisere en to-

statsløsning.

URU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 215: Materiale fra høring om danske investorers ansvar og handlemuligheder i forhold til investeringer i virksomheder med aktiviteter i israelske bosættelser den 1. juni 2017

Folketinget har senest med vedtagelse V 53 i 2016 lagt vægt på, at bosæt-

telser ikke gennem aftaler mellem Israel og EU eller i kraft af danske of-

fentlige eller private engagementer får legitimeret deres eksistens eller får

forbedrede økonomiske muligheder.

Det er en politisk tilkendegivelse. Den er ikke juridisk bindende. For der

er ikke vedtaget internationale sanktioner, der forbyder investeringer i el-

ler til gavn for bosættelser. Men engagementer, der gavner bosættelser,

svækker mulighederne for en to-statsløsning.

1) Derfor fraråder regeringen engagementer og aktiviteter, der er rettet

mod at styrke bosættelser.

2) Derfor bakker vi op om de fælles budskaber til borgere og virksomhe-

der i EU, der netop har til formål at skabe opmærksomhed om de risici,

der er forbundet med et engagement i bosættelser.

3) Og derfor støtter regeringen opfordringen i

FN’s Sikkerhedsrådsresolu-

tion 2334 om at skelne mellem Israel og de besatte områder. EU og

Danmark skelner allerede, fordi vi opererer med en territorialklausul for at

undgå, at bosættelser kan omfattes af aftaler med Israel.

* * *

Nu har jeg redegjort for regeringens opfattelse af de politiske og folkeret-

lige aspekter. Lad mig sige noget om den den etiske problemstilling med

et bidrag fra erhvervsministeren, fordi bestemmelser om danske investo-

rers samfundsansvar ligger der.

Danmark har tiltrådt FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og er-

hverv og OECD’s retningslinjer for multinationale

virksomheder. Finan-

sielle virksomheder, bl.a. institutionelle investorer, er som andre virksom-

heder omfattet af retningslinjerne - det gælder uanset, hvor de opererer.

FN’s retningslinjer gælder for

såvel virksomheder som offentlige myn-

digheder, også kommuner.

Retningslinjerne indeholder anbefalinger til, hvordan virksomheder bør

håndtere negative påvirkninger af f.eks. menneskerettigheder. Det kan ske

ved skærpede

’due

diligence processer’ - på dansk

’rettidig

omhu’.

Regeringen arbejder for, at

FN og OECD’s

retningslinjer virker nationalt

og internationalt.

Det styrker danske virksomheders arbejde med sam-

fundsansvar. Samtidig bidrager retningslinjerne til, at bæredygtig udvik-

ling globalt sker på lige konkurrencevilkår.

Der er ofte tale om komplekse udfordringer. Retningslinjerne anerkender,

at tiltag og løsninger afhænger af konkrete forhold. Forskellige sektorer

har hver deres udfordringer.

Regeringen støtter derfor OECD’s aktuelle

indsats for 1) at udbrede retningslinjerne til lande uden for OECD, og 2)

for at præcisere retningslinjerne over for konkrete sektorer.

Danmark har som mange andre lande et nationalt OECD-kontaktpunkt.

Det er

’Mæglings-

og klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsad-

færd’, kaldet MKI, der bl.a. har til opgave at fremme OECD’s

og FN’s

retningslinjer. Erhvervsstyrelsen oplyser, at MKI nu har fokus på netop

finanssektorens vejledningsbehov.

MKI’s mandat

omfatter private og

offentlige aktører. Derfor kan både virksomheder og kommuner indkla-

ges for MKI. Erhvervsministeren vil se på, om vejledningerne om sam-

fundsansvar, f.eks. om ansvarlige investeringer, trænger til en opdatering.

Det centrale element i regeringens politik er at sikre tryghed og tillid til

det danske pensionssystem. Pensionsselskaberne skal derfor investere de-

res aktiver, så forsikringstagernes interesse varetages bedst muligt, bl.a.

ved at sikre det bedst mulige afkast.

Der stilles ikke krav om, at forsikringsselskaber og pensionskasser inve-

sterer i bestemte kategorier af aktiver. Der er heller ikke begrænsninger i

deres mulighed for at fastsætte en investeringsstrategi målrettet f.eks. sær-

lige etiske, miljømæssige eller politiske hensyn, så længe forsikringsta-

gernes interesser varetages bedst muligt. Et selskab fastsætter altså selv

sin investeringsstrategi, så længe den er ansvarlig.

Herudover er det op til kunderne at stille krav til deres investeringssel-

skab. Den finansielle sektor i Danmark følger i høj grad de FN-støttede

principper for ansvarlige investeringer.

Til sidst vil jeg sige: Ja, der er dilemmaer. Og de er nemme at få øje på.

Men de kan ikke løses gennem et sindrigt offentligt system, der griber ind

som øverste smagsdommer. Derfor bakker regeringen op om at fraråde

investeringer til fordel for bosættelser. Det er den ramme, staten kan til-

byde. Sammen med bestemmelserne om danske investorers samfundsan-

svar. Herefter står investorer på mål over for deres kunder og offentlighe-

den. Det, synes jeg, er rimeligt.

Tak for ordet.