Det Udenrigspolitiske Nævn 2016-17
UPN Alm.del Bilag 84
Offentligt
1696765_0001.png
UDENRIGSMINISTERIET
1. december 2016
Spørgsmål fra Udenrigsudvalget til
udenrigsministeren af 9. november 2016.
Spørgsmål 16 ad URU alm. del.
Spørgsmål 16 ad URU alm. del:
Vil ministeren give en redegørelse for de forskellige sanktioner over for Rusland, og til hvilke
spørgsmål de er knyttet, herunder hvad målet er med sanktionerne?
Svar:
Siden marts 2014 har EU indført en række gradvist skærpede sanktionstiltag som reaktion på
Ruslands illegale annektering af Krim samt destabiliserende adfærd i Ukraine. Målet med
samtlige sanktioner er at lægge pres på Rusland, indtil man fra russisk side standser sin
destabiliserende adfærd i Ukraine og aktivt bidrager til Minsk-fredsaftalens implementering.
Tilgangen fra EU’s side har fra start været, at man ville være klar til at skrue op eller ned ift. de
indførte sanktioner afhængig af udviklingen på jorden i Ukraine. DER besluttede, at en evt.
eskalering af sanktionerne ville ske i tre faser: diplomatiske sanktioner (fase 1), sanktioner mod
individer og juridiske personer (fase 2) samt økonomiske sanktioner (fase 3). EU har siden
indført sanktioner inden for alle tre faser.
Fase 1, diplomatiske sanktioner: EU har suspenderet bilaterale forhandlinger med Rusland om
en visumaftale og en ny partnerskabsaftale, ligesom der ikke længere afholdes regulære bilaterale
topmøder. EU har desuden sammen med de øvrige medlemmer af G7 valgt at suspendere
Ruslands deltagelse i G8. Endelig har EU støttet suspenderingen af Ruslands
optagelsesforhandlinger i OECD og Det Internationale Energiagentur (IEA).
Fase 2, individuelle sanktioner: EU har indført målrettede sanktioner over for visse individer og
juridiske personer, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og
uafhængighed. Tiltagene, som indebærer indrejseforbud og indefrysning af aktiver, er især rettet
mod russere og pro-russiske separatister. Sanktionslisten indeholder pt. 152 personer og 37
entiteter.
Fase 3, økonomiske sanktioner: EU har vedtaget restriktive foranstaltninger mod Rusland i
form af målrettede økonomiske sanktioner inden for fire områder:
I. Finansielle tiltag (kapitalmarkedsbegrænsninger), der bl.a. begrænser større statsejede
russiske finansielle institutioners samt andre selskabers adgang til EU’s kapitalmarkeder.
Derudover er muligheden for lån fra Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og den
Europæiske Udviklingsbank (EBRD) indstillet.
UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 84: Svar på spørgsmål vedr. en redegørelse for de forskellige sanktioner over for Rusland
II.
III.
IV.
Våbenembargo, der omfatter indgåelsen af nye import- og eksportkontrakter.
Eksportrestriktioner over for produkter med dobbelt anvendelse (”dual-use”, dvs. både
civile og militære formål).
Indskrænkelse af Ruslands adgang til ”følsomme teknologier” (inkl. relaterede
tjenesteydelser) med særligt fokus på olieudvinding på dybt vand, fra skifer og i arktiske
egne. Kontrakter indgået før indførslen af sanktioner er ikke berørt.
I tillæg har EU indført sanktioner mod Krim og Sevastopol. Disse sanktioner består af et
generelt investeringsforbud, forbud mod salg og eksport af produkter og teknologier indenfor
visse sektorer (transport, telekom og energi samt olie, gas og mineraludvinding), forbud mod
tjenester relateret til turisme og forbud mod import af varer og tjenesteydelser indenfor visse
sektorer (transport, telekom, energi og turisme).
Udenrigsministeriet