UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Det Udenrigspolitiske Nævn 2016-17
UPN Alm.del Bilag 114
Offentligt

Efterretningsmæssig Risikovurdering

Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

En aktuel vurdering af forhold i udlandet af betydning for Danmarks sikkerhed

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

Forsvarets Efterretningstjeneste

Efterretningsmæssig Risikovurdering

2016

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

Forord

Efterretningsmæssig Risikovurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste samler et billede

af de vigtigste trusler, der kan have betydning for Danmarks sikkerhed i et op til tiårigt per-

spektiv.

Risikovurderingen afspejler den sikkerhedspolitiske dagsorden og lægger også i år hoved-

vægten på Ruslands politiske og militære aktiviteter, terrortruslen fra militante islamisti-

ske grupper samt cybertruslen. Andre højt prioriterede områder er bl.a. Mellemøsten, der

fortsat vil være påvirket af konflikter og skabe strømme af flygtninge og migranter, samt

Ruslands og Kinas rolle i Arktis.

Hovedkonklusionen er, at Rusland gennemfører militær opbygning og modernisering i det

vestlige Rusland, og at Østersøregionen er blevet et væsentligt friktionsfelt mellem Rusland

og NATO. Terrortruslen er fortsat blandt de væsentligste trusler mod sikkerheden i Dan-

mark. Cybertruslen mod Danmark er meget høj, og der er tale om en vedvarende trussel,

hvor danske myndigheder og virksomheder løbende er udsat for forsøg på cyberspionage.

ISIL udgør den største terrortrussel mod Vesten, og samtidig vil enkeltpersoner i højere grad

end tidligere have intentioner om at udføre terrorhandlinger i Vesten.

Risikovurderingen er efterretningsmæssig, fordi der ligger efterretningsmæssig information

og bearbejdning til grund for analyserne. Den er uklassificeret og skrevet til offentligheden,

hvilket har betydning for formuleringerne og omfanget af detaljer.

Forsvarets Efterretningstjeneste udgiver hvert år denne samlede og uklassificerede risiko

vurdering, men producerer derudover løbende, fortrinsvis klassificerede, vurderinger og

analyser, der bl.a. bidrager til, at Danmark som en suveræn stat kan føre sin udenrigs,

sikkerheds og forsvarspolitik.

Redaktionen er afsluttet den 1. december 2016.

Lars Findsen

Chef for Forsvarets Efterretningstjeneste

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

Indhold

Terrorisme

Rusland

Spredning af masse-

ødelæggelsesvåben

Kina

Cybertruslen

Afghanistan

Mellemøsten

og Nordafrika

Arktis

Afrika syd for Sahara

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

Hovedkonklusion

Rusland gennemfører i disse år en militær opbygning og

modernisering i det vestlige Rusland, herunder i Østersø-

regionen. Regionen er et væsentligt friktionsfelt mellem

Rusland og NATO. Rusland vil fortsat forsøge at svække tro-

værdigheden af NATO’s kollektive forsvarsforpligtelse over

for de tre baltiske lande. Ruslands militære opbygning og

modernisering vil give landet øgede militære handlemu-

ligheder over for Vesten, men Rusland vil ikke risikere en

direkte militær konfrontation med NATO. Ruslands mistro

til NATO og den russiske risikovillighed øger dog risikoen for

misforståelser og fejlkalkulationer. Det bidrager samlet til

større usikkerhed, herunder i Østersøregionen, og Rusland

vil i de kommende år fortsætte med at være en betydelig

sikkerhedspolitisk udfordring for Vesten og Danmark.

Terrortruslen mod Danmark og andre vestlige lande er al-

vorlig og udvikler sig løbende. Ustabiliteten i dele af Mel-

lemøsten, særligt i Syrien og Irak, i dele af Afrika samt i det

sydlige Asien, vil også i de kommende år nære og under-

støtte terrorgrupper som ISIL og alQaida. Terrorhandlinger

i Vesten og mod vestlige interesser globalt vil fortsat i langt

overvejende grad blive udført af personer eller grupper

med kontakt til eller inspireret af ISIL og alQaida. Enkelt-

personer i Vesten, som sympatiserer med disse grupper,

udfører samtidig i højere grad end tidligere terrorhand-

linger uden forudgående træning eller direkte styring fra

terrorgrupper.

Der er en meget høj cybertrussel mod Danmark, særligt fra

cyberspionage, men også fra cyberkriminalitet. Cybertrus-

len har både sikkerhedspolitiske og samfundsøkonomiske

konsekvenser for Danmark. Hertil kommer en potentiel

trussel fra fremmede stater, som benytter cyberangreb til

at forsøge at påvirke meningsdannelsen i andre lande. Fle-

re lande opbygger kapaciteter, der kan bruges til at udføre

destruktive cyberangreb mod andre lande. Mens der på

nuværende tidspunkt er tale om en lav trussel fra destruk-

tive cyberangreb mod Danmark, vil truslen kunne stige i

forbindelse med en skærpet politisk eller militær konflikt,

som Danmark indgår i.

Mellemøsten vil på langt sigt være præget af ustabilitet og

konflikter. Undertrykkende regimer kan ikke løse de grund-

læggende politiske og økonomiske problemer, og regionen

vil stadig skabe strømme af flygtninge og migranter. ISIL vil

i løbet af et til to år ikke længere besidde et større sam-

menhængende område i Syrien og Irak. Men sunniekstre-

misme vil stadig findes i regionen, og svækkelsen af ISIL kan

skabe grundlag for, at andre lokale oprørsgrupper og inter-

nationalt orienterede terrorgrupper, herunder alQaida og

alQaidatilknyttede grupperinger, kan øge deres indflydel-

se. Sunniekstremisme i forskellige former samt vold mel-

lem sunni og shiamuslimer vil således fortsat bidrage til at

destabilisere store dele af regionen.

Syrien vil i mange år frem være ustabilt og genstand for

regional rivalisering og international indblanding. Det er

sandsynligt, at der ved amerikansk og russisk mellemkomst

indgås en aftale, som kan danne grundlag for en delvis løs-

ning af konflikten. Bashar alAsad bliver sandsynligvis sid-

dende som præsident, og oprøret vil blive inddæmmet.

Nogle af de militante islamistiske grupper vil dog fortsætte

den væbnede kamp. Iraks marginaliserede sunnimuslimer

vil stadig udgøre et rekrutteringspotentiale for ISIL eller an-

dre terrorgrupper. Irans indflydelse i regionen er stigende,

og Iran vil fastholde sine tætte militære og politiske relatio-

ner til Syrien, Irak og Hizbollah i Libanon.

Konflikterne mellem de mange stridende parter i Libyen vil

fortsætte. Den internationalt støttede samlingsregering vil

forblive svag og vil have vanskeligt ved at dæmme op for

flygtninge og migranter fra Afrika til Europa

Sikkerhedssituationen i det nordlige og centrale Mali vil de

kommende år blive forringet yderligere. Implementeringen

af fredsaftalen er reelt gået i stå, etniske spændinger tager

til, og militante islamister har gode vilkår for at operere på

tværs af grænserne. Det er mindre sandsynligt, at de inter-

nationale styrker eller maliske sikkerhedsstyrker kan vende

den negative udvikling.

Dele af Vestafrika er truet af pirateri, og den generelle sik-

kerhed i Vestafrikas mest pirateriplagede farvandsområder

vil ikke blive markant forbedret i de nærmeste år. Derimod

har piraterne i Somalia indstillet angrebene mod den civile

skibstrafik ved Afrikas Horn.

Rusland forventer i 2017 at få svar fra FN’s sokkelkommis-

sion om landets territorialkrav i Arktis. Uanset svaret vil

Rigsfællesskabet stå over for en udfordring med at fasthol-

de, at spørgsmålet om grænsedragning løses under over-

holdelse af international ret. Det er sandsynligt, at Rusland

vil fortsætte samarbejdskursen, så længe landet i hovedsa-

gen kan sikre sine interesser i regionen. Ruslands fortsatte

samarbejdskurs i Arktis udfordres dog i stigende grad af en

kreds af indflydelsesrige russiske politikere inden for sikker-

heds og forsvarspolitik, som ønsker en stærkere og mere

selvhævdende arktispolitik. Kina har de seneste år øget sin

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

interesse og sit engagement i Arktis og Grønland. Kinas pri-

mære interesse i Arktis er mulige nye søruter og adgang til

råstoffer. Engagementet drives også af et ønske om større

kinesisk indflydelse på den arktiske politik, som Kina søger

at opnå gennem styrkede bilaterale forbindelser til arktiske

nationer, herunder Danmark og Grønland.

De afghanske forsvars og sikkerhedsstyrker er pressede

og vil også i de kommende år være stærkt afhængige af

NATO’s støtte. Problemer med ledelse, fastholdelse af

personel og korruption gør det vanskeligt for forsvars og

sikkerhedsstyrkerne at vende situationen. Imens vinder

Taliban terræn, og tro på endelig sejr og frygt for splittelse

afholder Talibans ledelse fra at sætte sig til forhandlings-

bordet. Det bidrager også til vanskelighederne, at den

nationale samlingsregering er præget af uenighed og ikke

kan føre større reformer ud i livet. Udsigt til arbejdsløs-

hed og fortsat konflikt er medvirkende til, at mange unge

afghanere forsøger at migrere til Europa.

Kinas stigende indflydelse på udviklingen i Asien og Stille-

havsområdet udfordrer forholdet til USA og en række af

nabolandene, særligt i Det Sydkinesiske Hav. Kinas bestræ-

belser på øget regionalt samarbejde og større indflydelse i

Centralasien medfører også, at spændinger i forholdet til

Rusland er sandsynlige.

Iran udvikler fortsat sin ballistiske missilkapacitet, mens

landets nukleare kapacitet er blevet reduceret med afta-

len om Irans nukleare program. Det er sandsynligt, at Iran

vil overholde den nukleare aftale på kort sigt. Nordkorea

fortsætter med at udfordre internationale traktater ved

systematisk at udbygge sin kapacitet til at fremstille kerne-

våben og fremføringsmidler. Nordkorea har medvirket til at

sprede følsom teknologi til andre lande. Viden og tekno-

logioverførsel udgør en markant fremtidig trussel mod de

internationale ikkespredningsregimer.

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

Rusland

Rusland gennemfører i disse år en militær opbygning og modernisering i det vestlige Rusland, herunder i Østersø-

regionen. Regionen er et væsentligt friktionsfelt mellem Rusland og NATO. Rusland vil fortsat forsøge at svække

troværdigheden af NATO’s kollektive forsvarsforpligtelse over for de tre baltiske lande. Ruslands militære opbygning

og modernisering vil give landet øgede militære handlemuligheder over for Vesten, men Rusland vil ikke risikere en

direkte militær konfrontation med NATO. Ruslands mistro til NATO og den russiske risikovillighed øger dog risikoen

for misforståelser og fejlkalkulationer. Det bidrager samlet til større usikkerhed, herunder i Østersøregionen, og Rus-

land vil i de kommende år fortsætte med at være en betydelig sikkerhedspolitisk udfordring for Vesten og Danmark.

Rusland har gennem de seneste par år optrådt mere selv-

sikkert og udfordrende over for Vesten og især NATO. Rus-

land er i 2016 begyndt at udmønte en række planlagte mi-

litære tiltag, som er reaktioner på det stærkt forværrede

forhold til Vesten, tydeligst den påbegyndte opbygning af

de landmilitære styrker i det vestlige Rusland. Hertil kom-

mer igangværende militær modernisering i bl.a. Østersø-

regionen, som er blevet et centralt friktionsfelt mellem

Rusland og NATO. Det gælder især Baltikum.

Rusland ønsker at blive anerkendt som en stormagt og øn-

sker indflydelse på væsentlige internationale spørgsmål.

Det er en høj prioritet for Rusland at indtage en rolle som

en stormagt, der kan udfordre USA, på trods af at Rusland

er betydelig underlegen med hensyn til økonomisk og mi-

litær styrke. Rusland vil forsøge at kompensere for dette

ved at indgå i varierende samarbejdsmønstre med Kina og

regionale magter, f.eks. Iran, der også udfordrer USA og

Vesten. Rusland vil også demonstrere en stormagtsrolle

ved hurtigt og målrettet at anvende militære midler som

senest set med Ruslands militære intervention i Syrien.

Rusland ønsker samtidig at styrke sin regionale indflydelse

og sikkerhed. Det gælder især Ruslands vestlige grænse til

NATO, fra Østersøen til Sortehavet. Her ønsker Rusland, at

USA og de store europæiske lande anerkender Ruslands

dominans over det tidligere sovjetiske område, som Rus-

land betragter som sin interessesfære og sikkerhedszone,

hvor Rusland mener at have ret til at øve afgørende ind-

flydelse på disse lands udenrigs og sikkerhedspolitik. Det

gælder især ikkeNATOlande som Ukraine, Georgien og

Moldova, hvor Rusland mener, at NATO og EU forsøger at

trænge ind i Ruslands interessesfære for at skade Ruslands

sikkerhedspolitiske interesser. Men det gælder også de

baltiske lande, som Rusland på trods af de baltiske landes

medlemskab af NATO betragter som en del af sin histori-

ske sikkerhedssfære. Rusland er dog klar over, at de tre

landes sikkerhedspolitiske orientering og faste forankring

i EU og NATO, herunder alliancens kollektive forsvarsfor-

pligtelse, sætter andre rammer for Ruslands mulighed for

at øve indflydelse.

De politiske spændinger i Østersøregionen mellem Rus-

land og NATO er delvist en følge af, at Rusland har en an-

den opfattelse end Vesten af grundvilkår, mål og midler i

international politik. Rusland opfatter international politik

som et magtspil mellem stormagterne, hvor man enten

vinder eller taber indflydelse på bekostning af hinanden,

men Rusland vil samarbejde pragmatisk i spørgsmål, hvor

Rusland kan se sammenfaldende interesser med de øvrige

stormagter.

Ruslands invasion af Georgien i 2008, beslutningen i 2013

om at fjerne Syriens kemiske våben, den hurtige annekte-

ring af Krim og destabiliseringen af det østlige Ukraine i

2014 samt den hurtigt gennemførte militære intervention i

Syrien i 2015 viser, at Ruslands ledelse kan tage dristige be-

slutninger i udenrigs og sikkerhedspolitiske spørgsmål og

også er villig til at bruge militære midler for at nå sine stra-

tegiske målsætninger. Desuden har Ruslands genoptagelse

af den politiske dialog med Tyrkiet i sommeren 2016 vist, at

den russiske ledelse også hurtigt og fleksibelt kan ændre

kurs, når den skønner, at de rette betingelser er til stede

for at opnå strategiske gevinster. Der er samtidig en meget

kort beslutningsproces i Rusland, som giver den russiske

ledelse mulighed for meget hurtigt at tage sikkerhedspoli-

tiske initiativer over for Vesten.

Rusland forsøger at udnytte og forstærke skillelinjer i

Vesten

Det er sandsynligt, at Rusland vil forsøge at øge sit stor

politiske spillerum ved at bidrage til opbrud i de europæi-

ske samarbejdsmønstre og udnytte sprækker i det euro-

pæiske samarbejde for at svække den fælles europæiske

politik over for Rusland. Det gælder f.eks. i spørgsmålet om

forlængelse af EU’s sanktioner mod Rusland og EU’s ener-

gipolitik.

Rusland er meget opmærksom på sårbarheder eller skille-

linjer i EU og internt i landene, og Rusland forsøger aktivt at

bidrage til splittelsestendenser internt i EUlandene, imel-

lem landene og i det transatlantiske forhold.

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

Inden for de seneste få år har både Ruslands mål og midler

udviklet sig fra primært gennem massemedier at påvirke

synet på Rusland til gennem en bredere vifte af påvirk-

ningskanaler også at skulle påvirke udviklingen internt i EU

landene, udviklingen i USA og forholdet mellem vestlige

lande.

Rusland anvender en lang række virkemidler, herunder på-

virkningskampagner gennem russiske statskontrollerede

medier rettet mod et vestligt publikum, formidling gennem

russiske tænketanke og forskningsinstitutioner samt of-

ficielle mediekanaler som gratis nyhedsportaler, bloggere

og kommentatorer, som optræder som uafhængige. Hertil

kommer sandsynligvis også hacking og selektiv offentliggø-

relse af informationer, der skal påvirke meningsdannelsen.

Et kendt eksempel på hacking og læk af udvalgte informatio-

ner er sagen under den amerikanske præsidentvalgkamp i

2016 om emails fra Det Demokratiske Parti i USA, som ame-

rikanske myndigheder mener, at netop Rusland står bag.

Rusland påvirker den strategiske situation i Østersøen

Rusland påvirker i stigende grad den strategiske situation

i Østersøregionen. Det sker med både politiske udtalelser

og militære aktiviteter, som skal signalere, at Østersøen er

russisk interessesfære, hvor andre lande skal tage vidtgå-

ende hensyn til Ruslands sikkerhedsinteresser. Rusland vil

også søge efter muligheder for at intensivere et politisk,

økonomisk og militært pres på de baltiske lande for at

svække deres tilknytning til NATO og EU.

Rusland viger ikke tilbage fra retorisk at true med at an-

vende militære midler mod landene omkring Østersøen.

Det er Ruslands strategiske hensigt at afskrække NATO fra

at øge sin militære tilstedeværelse i de baltiske lande og

Polen for i videst muligt omfang at underminere NATO’s

evne til troværdigt at kunne sikre det kollektive forsvar af

de baltiske lande og dermed tydeliggøre de baltiske lan-

des tilhørsforhold til, hvad Rusland opfatter som sin sik-

kerhedspolitiske interessesfære. Det er endelig Ruslands

hensigt at påvirke og afskrække Sverige og Finland fra at

søge om NATOmedlemskab.

Ruslands militære aktiviteter omfatter militære moderni-

seringer, opbygning og organisatoriske tiltag, som alle øger

Ruslands samlede militære evne i regionen. Rusland er i

forvejen militært overlegen i regionen. De russiske styrker i

det vestlige Rusland har kapacitet til inden for ca. en uge at

kunne indlede større offensive operationer med regulære

kampenheder mod de tre baltiske lande.

Rusland er dog klar over, at dets handlemuligheder over

for de baltiske lande er mere begrænsede end over for de

lande i det tidligere sovjetiske område, der ikke er med-

lemmer af NATO og EU. Rusland vil ikke tage politiske og

militære initiativer, som ledelsen vurderer, har en høj risiko

for at kunne føre til en direkte militær konfrontation med

NATO. Det er derfor usandsynligt, at Rusland vil foretage et

militært angreb på de tre baltiske lande.

De baltiske lande er i en udsat strategisk position

Relationerne mellem Rusland og de baltiske lande er

anspændte, og de politiske kontakter er begrænse-

de. Ud over russisk utilfredshed med de baltiske lan-

des medlemskab af NATO er relationerne præget af

betydelige politiske uoverensstemmelser, især Rus-

lands selvpåtagne rolle som beskyttermagt for de

russisktalende mindretal, parternes meget forskel-

lige fortolkninger af tiden under Sovjetunionen og

de baltiske landes tilknytning til EU’s energipolitik.

Rusland har i sin officielle politik erklæret sig som

beskyttermagt for alle russiske mindretal uden for

Rusland, inklusive mindretallene i de baltiske lande.

Især Estland og Letland har store russisktalende

mindretal. Rusland forsøger at tegne et billede af,

at disse mindretal er udsat for forfølgelse.

Rusland har ikke nogen stor tiltrækningskraft på de

russisktalende mindretal i de baltiske lande. Rus-

siske massemedier har imidlertid en meget stærk

placering blandt mindretallene og dermed mulig-

hed for at påvirke deres politiske stillingtagen. Det

giver Rusland et potentiale til at udnytte elementer

i de russisktalende mindretal som instrumenter for

Ruslands løbende politik over for landene såvel som

i et hybrid-krigsførelsesscenarie (se også side 16).

Østersøen er et væsentligt friktionsfelt mellem Rusland

og NATO

Østersøregionen, navnlig Baltikum, er et væsentligt frikti-

onsfelt mellem Rusland og NATO. Bortset fra den norsk

russiske grænse i Arktis er Østersøregionen det eneste

sted i Europa, hvor NATOmedlemslande har grænser til

Rusland. Siden 2014 har såvel Rusland som NATO og vest-

lige lande, der ikke er medlemmer af NATO, øget deres mi-

litære aktiviteter i regionen.

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

Ruslands optræden i Østersøregionen vil være afhængig af

det generelle forhold mellem Rusland og Vesten, primært

NATO og USA. Spændingsniveauet i Østersøregionen vil

dog i høj grad afhænge af, i hvilket omfang Rusland ser en

interesse i at optrappe det.

Rusland ser med stor mistro på NATO’s optræden i Øster-

søen. Det gælder særligt permanent tilstedeværelse af

styrker og infrastruktur, senest NATO’s beslutning om at

udstationere fire kampbataljoner på rotationsbasis (”en-

hanced Forward Presence”, eFP) i de baltiske lande og i

Polen.

NATO vil sikre det kollektive forsvar

NATO lægger vægt på at sikre troværdigheden af

alliancens kollektive forsvar af de baltiske lande

og Polen, jf. NATO-pagtens artikel 5. Det sker bl.a.

med hyppige øvelsesaktiviteter med midlertidigt

udsendte styrker fra NATO-medlemslande.

NATO vedtog på Wales-topmødet i 2014 en række

beredskabsforanstaltninger, Readiness Action Plan,

der skal forbedre alliancens evne til hurtigt at rea-

gere militært på en pludseligt opstået krisesituation

i Østersøregionen. I 2016 er disse blevet udvidet

til også at omfatte udstationering af fire multina-

tionale bataljonskampgrupper, ”enhanced Forward

Presence” (eFP), en i hvert af de tre baltiske lande

og en i Polen fra 2017. Derudover udbygges logistik

og infrastruktur for bedre at kunne understøtte

den udstationerede styrke og eventuelle hurtige,

opfølgende forstærkninger fra NATO’s beredskabs-

styrker.

Herudover udfører NATO suverænitetshåndhævel-

se af luftrummet over de baltiske lande, Baltic Air

Policing, og NATO- og partnerlande gennemfører

rutinemæssigt flyvninger i internationalt luftrum i

Østersøen for at indsamle militært relevante oplys-

ninger.

skridt, og Rusland vil derfor også tage de militære modfor-

holdsregler, som landet anser for nødvendige.

Rusland accepterer ikke, at udstationeringen af styrker i

Baltikum og Polen er en reaktion på Ruslands egen adfærd,

særligt i Ukraine. Rusland ser i stedet skjulte motiver bag

NATO’s initiativer. Rusland ser dette ikke bare som et afta-

lebrud fra Vestens side, men som en omringning af Rusland

og mulige offensive militære forberedelser fra NATO’s side

mod Rusland. Rusland opfatter også NATO’s kommende

opstilling i 2018 af en missilforsvarsinstallation i det nord-

vestlige Polen som en del af NATO’s militære forberedelser

mod Rusland i Østersøregionen. Det er Ruslands opfattelse,

at missilforsvaret alene er rettet mod at svække Ruslands

nukleare afskrækkelsesevne.

Denne grundfæstede russiske mistro til USA og NATO øger

risikoen for fejlkalkulationer, særligt når det sammenhol-

des med Ruslands risikovillighed, hurtige beslutningspro-

cesser og vilje til at bruge militære midler til at opnå sine

strategiske mål. Det bidrager samlet til større usikkerhed,

herunder i Østersøregionen.

Rusland styrker sin militære evne i Østersøregionen

De baltiske lande gør en stor indsats for at udvikle moder-

ne forsvarsstyrker, men råder kun over få militære styrker,

der ikke uden NATO’s militære tilstedeværelse og yderli-

gere forstærkninger vil kunne afvise en beslutsom russisk

militær indtrængen på deres territorier.

Rusland vil øge sin kapacitet til at kunne true NATO’s evne

til at transportere forstærkninger ad de lange og sårbare

forbindelseslinjer til de baltiske lande. Rusland har allerede

moderne og mobile luftforsvarssystemer til i en krisesitua-

tion at kunne true NATO’s evne til at forstærke de baltiske

lande ad luftvejen.

Det er sandsynligt, at Rusland inden for det kommende års

tid permanent vil have opstillet nye mobile jord til jordmissi-

ler af typen Iskander M i Kaliningradregionen. Rusland flyt-

tede i oktober 2016 og under stor russisk mediebevågenhed

en bataljon Iskandermissiler til Kaliningrad fra det russiske

hovedland i forbindelse med en større øvelse. Det er sand-

synligt, at det er et forvarsel om den kommende permanen-

te opstilling af Iskandermissiler i Kaliningradregionen.

Opstillingen af Iskander Mmissilerne har været planlagt

længe og er en modernisering af ældre og kortere ræk-

kende jord til jordmissiltyper, men Rusland vil fremstille

Ruslands ledelse har igennem en længere årrække ud-

trykt stærk utilfredshed med NATO’s udvidelser mod øst.

Rusland opfatter derfor også øget NATOtilstedeværelse

i Østersøregionen som et offensivt, udfordrende vestligt

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

FINLAND

NORGE

SVERIGE

ESTLAND

LETLAND

DANMARK

RUSLAND

Kaliningrad

RUSLAND

LITAUEN

HVIDERUSLAND

TYSKLAND

POLEN

UKRAINE

HOLLAND

Østersøregionen med den russiske Kaliningrad-region med rækkevidden af Iskander-missiler indtegnet

den kommende permanente opstilling af Iskandermissiler-

ne som et strategisk modtræk til NATO’s udstationering af

kampbataljoner i de baltiske lande og i Polen eller til NA-

TO’s kommende missilforsvarsinstallation i Polen.

Med en rækkevidde på mindst 500 km vil Iskandermissi-

lerne fra Kaliningradregionen kunne nå NATOinstallatio-

ner, infrastruktur og opstillingsområder i Litauen, Letland,

størstedelen af Polen, det nordøstlige Tyskland, det østlige

Danmark samt den sydøstlige del af Sverige.

Rusland har allerede opstillet nye mobile langtrækkende

kystforsvarsmissilsystemer af typen Bastion i Kaliningrad

regionen, som vil kunne udgøre en betydelig trussel mod

vestlig skibsfart i store dele af Østersøen i tilfælde af en

eskalerende krise. Rusland har i Syrien vist, at Bastionmis-

silerne nu også kan anvendes mod mål på landjorden, og at

de dermed vil kunne ramme de samme mål som Iskander

missilerne.

Rusland har i forvejen begyndt en gennemgribende ud-

skiftning af den militære ledelse i Kaliningradregionen og

vil også etablere en ny kommandostruktur for de landmi-

litære styrker i regionen. Det er sandsynligt, at Rusland i

de nærmeste år også vil tage andre tiltag for yderligere at

styrke sin militære kapacitet i Kaliningradregionen.

Sverige og Finland nærmer sig NATO

Ruslands politik har tilskyndet Sverige og Finland til at til-

nærme sig NATO. De to lande, der i en længere årrække har

været NATOpartnerlande, indgik i september 2014 en af-

tale med NATO om ”host nation support”. Ifølge aftalen vil

Sverige og Finland kunne tillade NATO adgang til landenes

territorier i kriser og konfliktsituationer. Sverige og Finland

deltager desuden i stigende grad i NATOmøder og i øvel-

ser med NATOmedlemslande.

Rusland har truet Sverige og Finland med at ville tage ikke

nærmere definerede militære forholdsregler, hvis de søger

om medlemskab af NATO. Rusland ser med stor alvor på

Sveriges og Finlands tættere samarbejde med NATO, og

Rusland vil opfatte svensk eller finsk ansøgning om med-

lemskab af NATO som en alvorlig ændring af den sikker-

hedspolitiske situation i Østersøregionen.

Rusland har i perioder et forholdsvis højt militært akti-

vitetsniveau

Der har siden 2014 dannet sig et nyt normalbillede af Rus-

lands militære aktivitetsniveau i Østersøen og i den vestlige

del af Rusland, hvor aktiviteten periodisk kan være forholds-

vis høj. På den ene side forsøger Rusland med sine militære

aktiviteter at give et modsvar til vestlige militære aktiviteter

i regionen, på den anden side gennemfører Rusland også

øvelser uafhængigt af de vestlige militære aktiviteter.

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

Ruslands militære aktiviteter omfatter flyvninger med tak-

tiske kampfly tæt på NATOlandes territorium, herunder

afvisninger fra Kaliningradregionen af vestlige indhent-

ningsfly, dvs. fly, der indsamler militært relevante oplys-

ninger. Rusland gennemfører også rutinemæssige patrulje-

ringer med strategiske bombefly og med indhentningsfly i

internationalt luftrum over Østersøen.

Den russiske flyaktivitet med taktiske fly fra Kaliningradre-

gionen har i 2016 ligget på samme niveau som i 2015, dog

med et reduceret antal flyvninger over Østersøen. Hoved-

parten af den russiske taktiske flyvning foregår fortsat over

selve Kaliningradregionen, men Rusland gennemfører re-

gelmæssigt afvisningsoperationer (air policing) mod vestlig

militær flyvning i Østersøen tæt på Kaliningradregionen.

Aktiviteten med strategiske bombefly i Østersøen har i

2016 været meget lavere end de seneste par år. Antallet af

indhentningsflyvninger i Østersøen har også været lavere.

Det er meget sandsynligt, at den primære årsag er det rus-

siske engagement i Syrien.

I april 2016 fløj russiske jagerbombefly meget lavt og tæt på

en amerikansk destroyer ud for Kaliningradregionen i den

østlige del af Østersøen. Det er sandsynligt, at Rusland med

denne flyvning har ønsket at markere, at landet ikke tole-

rerer amerikanske flådeoperationer tæt på Kaliningradre-

gionen, selv om de amerikanske flådeoperationer foregår i

internationalt farvand i den østlige del af Østersøen.

Rusland gennemfører jævnligt alarmeringsøvelser, hvor

styrkerne med kort varsel bliver beordret til at rykke ud af

deres garnisoner til beredskabsområder for at gennemføre

kamptræning. Rusland har også afholdt alarmeringsøvelser

i Kaliningradregionen, hvor man har øvet tilførsel af for-

stærkninger fra det russiske hovedland.

Østersøflådens aktivitetsniveau er fortsat lavt og kon-

centreret om lokale træningsopgaver i den østlige del af

Østersøen. I samme område foregår også afprøvning af

nye skibe og våbensystemer, primært til eksport. Rusland

sendte dog i slutningen af oktober 2016 to missilkorvetter

fra Sortehavsflåden til Østersøen. De to korvetter kan affy-

re moderne og langtrækkende krydsermissiler, både mod

landmål og sømål. Dette våbensystem er markant mere

moderne og præcist end de systemer, som Østersøflådens

nuværende skibe er bevæbnet med. Så længe denne type

korvetter er ved Østersøflåden, udgør de en mærkbar rus-

sisk forstærkning i regionen, hvor de under beskyttelse af

luftforsvaret i Kaliningrad kan ramme mål i størstedelen af

Østersøen samt i Vest og Nordeuropa.

Rusland udbygger sine landmilitære styrker mod vest

Rusland har gennem de seneste år udviklet en effektiv, mo-

derne og fleksibel styrke, der er meget velegnet til konflik-

ter i grænselandet mod en underlegen modstander, f.eks.

som del af hybrid krigsførelse. Ifølge Ruslands militærdok-

trin fra 2010 og efterfølgende udtalelser fra landets øver-

ste militære chef, generalstabschef Gerasimov, er Ruslands

hybride indsatser en integreret del af Ruslands militære og

strategiske tænkning og operationsmåde.

Rusland tog i 2014 de første skridt til at styrke sin landmi-

litære kapacitet i det vestlige Rusland, særligt med opret-

telsen af 1. Kampvognsarmé, som giver Rusland en mere

offensiv profil. Denne udvikling har Rusland fortsat og mar-

kant øget i 2016.

Hybrid krigsførelse

Begrebet hybrid krigsførelse anvendes i reglen om

en samtidig eller trinvis anvendelse af regulære og

irregulære midler. De anvendes koordineret med

henblik på at udgøre én sammenhængende indsats.

Regulære midler omfatter militær aktivitet fra

uniformerede væbnede styrker. Irregulære midler

spænder over en bred vifte af mulige midler som

f.eks. cyberangreb, påvirkning eller brug af irregu-

lære styrker formeret af separatister eller guerilla-

bevægelser, eventuelt som stedfortræderstyrker,

propaganda, misinformation og benægtelser, på-

virkning af mindretal, skjult indsættelse af special-

styrker og infiltration af en anden nations territo-

rium med egne styrker på en måde, som gør det

vanskeligt at erkende disse soldaters reelle tilhørs-

forhold.

Bortset fra cyberangreb er brugen af de nævnte

irregulære midler langt ældre end begrebet om

hybrid krigsførelse.

Rusland meddelte i 2016, at det ville udbygge sine landmi-

litære styrker i landets vestlige del med tre nye divisioner.

Det er samtidig planen, at divisionerne skal forstærkes med

yderligere regimenter, dvs. at de bliver større, stærkere og

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

mere robuste, end de har været. Udbygningen understre-

ger også, at Rusland er ved at genindføre divisionen som

troppeenhed, primært i det vestlige Rusland. Det er sand-

synligt, at de nye divisioner og deres underlagte regimen-

ter først vil være fuldt opstillet med personel, materiel og

garnisoner i 2020.

Udbygningen af styrkerne vil samlet medføre en betydelig

styrkelse af Ruslands landmilitære slagkraft i det vestlige

Rusland, ikke mindst med kampvogne.

De nye styrker vil primært blive opstillet nær Ukraine, hvor

de skal erstatte de bataljonskampgrupper, som Rusland

gennem de seneste par år har haft placeret midlertidigt

til grænseområdet mellem Rusland og Ukraine. Styrkerne

er dog højmobile og vil også kunne anvendes i offensive

operationer.

Styrkeopbygningen har i høj grad karakter af militær signal-

givning til USA og NATO om, at Rusland er klar til at håndte-

re den trussel, som NATO’s militære opbygning i Østersøre-

gionen og Østeuropa efter Ruslands opfattelse udgør. Det

er en konsekvens af Ruslands trusselvurdering, som senest

officielt er udtrykt i Ruslands reviderede sikkerhedsstrategi

fra december 2015, hvor NATO’s aktiviteter betegnes som

en trussel mod Rusland. Det er en skærpelse i forhold til

den reviderede militærdoktrin fra 2014, hvor NATO blev

betegnet som en militær fare.

Styrkeopbygningen vil også give Rusland reelle øgede mi-

litære handlemuligheder mod vest, herunder de baltiske

lande. Således vil Rusland inden for ganske få år kunne

opstille et større antal bataljonskampgrupper med højt be-

redskab. Det vil forbedre Ruslands evne til at anvende hy-

brid krigsførelse mod underlegne modstandere i Ruslands

nærområde.

Udbygningen af landstyrkerne og genindførelsen af divi-

sionen som troppeenhed betyder samtidig, at Rusland i

løbet af de næste 510 år også markant vil styrke sin evne

til på eget territorium og i sit nærområde at gennemføre

en højintensiv kamp, som kan omfatte forsvar, modan-

greb og angreb som en del af kampoperationer i en større

ramme mod en ligeværdig modstander. Til dette vil der

være brug for slagkraftige troppeenheder som divisioner-

ne, der kan blive indsat koordineret.

Rusland har vist både evne og vilje til at gennemføre en stor

militær operation langt fra landets grænser, som den i Sy-

rien, men Ruslands væbnede styrker vil dog ikke være eg-

nede til at gennemføre de helt store offensive operationer i

samme omfang som f.eks. den amerikansk ledede invasion

af Irak i 2003.

Rusland kan gennemføre styrkeopbygningen trods øko-

nomiske problemer

Rusland tillægger militær styrke stor betydning for landets

status og evne til at hævde rollen som stormagt. Ruslands

økonomi er i de seneste år kommet under pres på grund

af lave oliepriser og Vestens økonomiske sanktioner. Hertil

kommer landets traditionelle økonomiske problemer, der

ikke blev løst, mens olieprisen var høj. Krisen har tvunget

den politiske ledelse til at spare på forsvarsbudgettet frem

mod 2020. Ruslands ledelse vil dog alligevel prioritere ud-

viklingen af de væbnede styrker over udgifter til sociale for-

mål. Det er derfor sandsynligt, at besparelserne ikke vil få

afgørende betydning for det genopbygnings og moderni-

seringsprogram, Rusland har sat i gang. Landet har et stort

forsvar og er derfor i stand til at omfordele ressourcer til

højt prioriterede områder.

Det er derfor også sandsynligt, at Rusland vil være i stand

til at gennemføre den planlagte udbygning af de landmili-

tære styrker, i hovedsagen inden 2020. Det vil således ikke

være et problem for Rusland at udruste de nye divisioner

og regimenter med forholdsvis moderne materiel, som Rus-

land råder over store mængder af i depoter. Det formentlig

største problem vil være at bemande de nye divisioner med

tilstrækkeligt kvalificeret personel, også efter 2020.

Rusland har fået en central rolle i håndteringen af den

syriske konflikt

I Syrien er det lykkedes for Rusland at placere sig på niveau

med USA som en central og uomgængelig part i de interna-

tionale forhandlinger om den syriske konflikt, efter at Rus-

land intervenerede militært i Syrien til støtte for det syriske

styre. Rusland har militært vist evnen til hurtigt at etablere

en base med en slagkraftig militær tilstedeværelse langt fra

landets grænser. Ruslands militære intervention har såle-

des været afgørende for, at det syriske styre har kunnet gå

i offensiven mod den væbnede opposition.

Det er sandsynligt, at det vil lykkes for Rusland at sikre et

syrisk styre, der fortsat er afhængigt af at have Rusland

som støtte, og at USA nødtvungent vil acceptere dette som

et led i kampen mod ISIL. Rusland vil således kunne sikre sig

en militær platform for sine strategiske interesser i Syrien,

det østlige Middelhav og i Mellemøsten generelt. Rusland

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

Ruslands militære prioriteringer på det nukleare

og det konventionelle område

Rusland vil fortsat prioritere opretholdelsen af den

strategiske afskrækkelse af USA. Kernevåbnene er

det eneste område, hvor Rusland reelt har en lige-

stillet status med USA. Som en del af START-aftaler-

ne med USA har Rusland imidlertid siden Den Kolde

Krigs afslutning reduceret sit arsenal af strategiske

kernevåben betragteligt. Rusland har sandsynlig-

vis også nedskåret antallet af taktiske kernevåben,

selv om disse ikke er underlagt internationale kon-

trolaftaler.

Rusland ser fortsat kernevåbnene som et vigtigt

middel til at forebygge både kernevåbenkonflikter

og konventionelle konflikter. Det fremgår af den

reviderede militærdoktrin fra 2014, at Rusland ikke

alene forudser at anvende kernevåben som svar på

et kernevåbenangreb på Rusland, men også som

svar på en konventionel aggression mod Rusland,

hvis en sådan aggression truer Ruslands overlevel-

se som stat.

Desuden prioriterer Rusland flådens og flystyrker-

nes evne til at operere over lange afstande. Det

skal demonstrere, at Rusland har udviklet de mili-

tære magtmidler, der skal til for at understøtte en

global stormagtsrolle. Endelig har Rusland udviklet

mobile reaktionsstyrker, som er overlegne i forhold

til alle Ruslands naboer i det tidligere sovjetiske

område, og som hurtigt kan indsættes i kriser og

lokale konflikter langs Ruslands grænser.

bekæmper dog kun ISIL, i det omfang det tjener til at stabi-

lisere det syriske styre.

Rusland har interesse i en fastlåst konflikt i det østlige

Ukraine

Rusland har efter annekteringen af Krim destabiliseret det

sydøstlige Ukraine, hvor det er lykkedes for Rusland at ska-

be en fastlåst konflikt. Det er meget sandsynligt, at Rusland

ser en sådan situation som en afgørende hindring for, at

Ukraine kan opnå medlemskab af EU og NATO.

Forhandlingerne mellem Rusland, Ukraine og separatister-

ne om at gennemføre den såkaldte Minsk IIaftale gør in-

gen afgørende fremskridt, og det er sandsynligt, at Rusland

grundlæggende er tilfreds med dette. Rusland vil bruge alle

sine påvirkningsmidler og indflydelsesmuligheder i Ukraine

til at splitte og destabilisere landets regering og til langsig-

tet at styrke prorussiske kræfter i ukrainsk politik. Rusland

vil med sin styrkeopbygning udgøre en øget militær trussel

mod Ukraine, der ikke vil være i stand til at modstå et be-

slutsomt russisk angreb.

Det er mindre sandsynligt, at Ukraine vil iværksætte mili-

tære operationer for at generobre de områder, som sepa-

ratisterne kontrollerer, da de ukrainske styrker er militært

underlegne i forhold til separatisterne, så længe de støt-

tes af russiske styrker. Kampene langs våbenhvilegrænsen

i det østlige Ukraine vil fortsætte, og det er sandsynligt,

at både Rusland og Ukraine lejlighedsvis vil have interesse

i at udnytte hændelser til verbalt at optrappe konflikten

for at markere deres modstridende interesser og fastlåste

synspunkter.

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

Terrorisme

Terrortruslen mod Danmark og andre vestlige lande er alvorlig og udvikler sig løbende. Ustabiliteten i dele af Mellem-

østen, særligt i Syrien og Irak, i dele af Afrika samt i det sydlige Asien, vil også i de kommende år nære og understøtte

terrorgrupper som ISIL og al-Qaida. Terrorhandlinger i Vesten og mod vestlige interesser globalt vil fortsat i langt

overvejende grad blive udført af personer og grupper med kontakt til eller inspireret af ISIL og al-Qaida. Enkeltperso-

ner i Vesten, som sympatiserer med disse grupper, udfører samtidig i højere grad end tidligere terrorhandlinger uden

forudgående træning eller direkte styring fra terrorgrupper.

Den største trussel fra terror mod Vesten kommer fra mi-

litant islamisme og udspringer fra konflikterne i Mellem-

østen og Nordafrika, særligt konflikterne i Syrien og Irak.

Konflikterne og de generelt svage statsstrukturer i områ-

det vil også i de kommende år nære ISIL og andre militan-

te islamistiske grupper. Foruden ISIL forsøger alQaida at

etablere sig og skabe et fristed i Syrien. Angreb og forsøg

på angreb i Vesten vil fortsat blive udlagt af ISIL som en sejr,

da de bidrager til øget frygt i befolkningerne og afleder op-

mærksomheden, når ISIL lider militære tilbageslag.

ISIL udgør den største terrortrussel mod Vesten

ISIL vil fortsætte med at miste terræn i Syrien og Irak.

Militære tilbageslag betyder ikke, at ambitionerne om at

udføre store angreb i Vesten er reduceret. ISIL har vist, at

organisationen er i stand til at planlægge og udføre angreb

under pres. Både terrorangrebene i Paris i november 2015

og i Bruxelles i marts 2016 blev planlagt i perioder, hvor ISIL

var under militært pres i Syrien og Irak. Det er særligt de

lande, som deltager aktivt i den militære indsats mod ISIL i

Syrien og Irak, herunder Danmark, som vil udgøre attrakti-

ve terrormål for ISIL. ISIL har løbende tilpasset og forbedret

sin evne til at planlægge terrorhandlinger i Vesten baseret

på både fejlslagne og gennemførte angreb. Det er meget

sandsynligt, at personer med tilknytning til ISIL har kapa-

citet til at udføre koordinerede terrorhandlinger i Vesten.

Der vil fortsat være en terrortrussel mod vestlige interes-

ser, herunder danske, i de dele af verden, hvor ISILrelatere-

de terrorgrupper opererer. Deres tilstedeværelse i en ræk-

ke lande som eksempelvis Ægypten, Libyen og Afghanistan

har forværret sikkerhedssituationen og bidraget til øget

lokal rivalisering og konflikt. ISILrelaterede terrorgrupper

i disse lande vil også i fremtiden have intentioner om og

kapacitet til at angribe vestlige interesser.

Truslen fra sympatisører og enkeltmandsangreb vil fort-

sætte

Gennem omfattende propaganda har ISIL skabt et fjende-

billede af Vesten, deriblandt særligt af koalitionslandene.

Sammenlignet med tidligere propaganda fra militante isla-

mistiske grupper, især alQaida, har ISIL’s budskaber nået

et større publikum og haft større effekt. Mere end andre

terrorgrupper har ISIL formået at inspirere sympatisører til

at foretage terrorhandlinger på egen hånd og med simple

midler, ofte med mange dræbte til følge. Et eksempel herpå

var angrebet i Nice i Frankrig i juli 2016, hvor en ISILinspi-

reret gerningsmand dræbte 86 personer og sårede flere

hundrede ved at køre en lastbil gennem folkemængden på

strandpromenaden.

ISIL’s propaganda vil også på kort sigt være lettilgængelig,

indeholde opfordringer til at udføre terrorhandlinger og

være delvist rettet mod borgere i Vesten. Militant træning

vil ikke være en betingelse for at udføre terrorhandlinger.

ISIL vil gennem sin propaganda også i fremtiden kunne in-

spirere sympatisører til at udføre terrorhandlinger i Vesten.

Truslen fra koordinerede terrorhandlinger vil fortsætte

ISIL vil på kort sigt fortsat være i stand til at inspirere, støt-

te og dirigere terrorhandlinger globalt. Terrorplaner mod

mål i Vesten, som godkendes og i visse tilfælde udtænkes

af personer med tilknytning til ISIL’s ledelse, vil fortsat ud-

gøre en alvorlig trussel. Tendensen til at udvælge mål, hvor

hensigten er at forvolde maksimal menneskelig skade, og

symbolske mål, såsom jødiske mål, myndighedsrepræsen-

tanter og personer, der anses for at have krænket islam, vil

fortsætte.

Terrortruslen kan udspringe både fra hjemvendte kamper-

farne ISILekstremister og fra sympatisører, som ikke har

haft mulighed for at tilslutte sig ISIL i Syrien og Irak. ISIL vil

desuden fortsat forsøge at sende personer til Vesten for at

gennemføre terror. ISIL tilpasser løbende sine fremgangs-

måder og har flere gange udnyttet flygtningesituationen til

at sende personer til Vesten som led i planlægningen og

udførelsen af terrorangreb. Det har bl.a. været tilfældet

i forbindelse med angrebene i Paris og Bruxelles. Det er

sandsynligt, at ISIL også i fremtiden vil benytte denne frem-

gangsmåde. Tilgangen af flygtninge til Europas ydre græn-

ser er dog aftaget væsentligt efter EU’s aftale med Tyrkiet.

ISIL har i 2015 og 2016 udført koordinerede terrorhandlin-

ger i Vesten. De har involveret flere gerningspersoner og

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

har krævet nøje planlægning og forberedelse. Meget tyder

på, at terrorhandlingerne har været helt eller delvist ud-

tænkt og planlagt i Syrien, og at de i nogen grad har været

sanktioneret af ISIL’s ledelse. I udførelsen er indgået både

sympatisører, som ikke havde været udrejst til konfliktom-

råder, hjemvendte kamperfarne ISILekstremister og per-

soner, som var sendt til Vesten fra Syrien og Irak.

Udenlandske kamperfarne ISIL-ekstremister truer Vesten

Mindst 6.000 personer fra Vesten er siden 2012 rejst til

konflikten i Syrien og Irak. Det er ikke alle, som har delta-

get i væbnet kamp, men en stor andel kæmper eller har

kæmpet sammen med ISIL eller andre militante islamisti-

ske grupper. Det er muligt, at antallet af kamperfarne ISIL

ekstremister, som rejser tilbage til Vesten, vil blive øget, i

takt med at ISIL kommer under yderligere pres i Syrien og

Irak. På grund af den militante træning og voldsparathed,

som mange af disse personer har tilegnet sig, vil de ud-

gøre en terrortrussel mod Vesten i mange år. Konflikten i

Syrien og Irak har tiltrukket og skabt en ny generation af

militante islamister, som i fremtiden vil udgøre et tyngde-

punkt for ekstremisme og radikalisering. Den sikkerheds-

mæssige udfordring i Vesten vil være størst i lande, som

har et stort antal udrejste og hjemvendte kamperfarne

ISILekstremister. Dog er truslen global og grænseover-

skridende på grund af de internationale netværk og kon-

takter, som bliver skabt mellem udenlandske kamperfarne

ISILekstremister i Syrien og Irak.

Al-Qaida har fortsat ambitioner om at angribe Vesten

I de seneste par år har ledelsen af det internationale al

Qaidanetværk virket svækket og propagandamæssigt un-

derlegen sammenlignet med ISIL. I flere områder, hvor al

Qaida traditionelt har stået stærkt, har ISIL også etableret

tilstedeværelse.

Ledelsen af det internationale alQaidanetværk (AlQaida

Senior Leadership, AQSL) har imidlertid bevaret ambitio-

nerne om at angribe Vesten og vestlige interesser globalt.

AQSL vil fortsætte med at opfordre til at udføre angreb

mod Vesten, da væbnet kamp mod Vesten udgør et cen-

tralt element i gruppens ideologi. Det er mindre sand-

synligt, at AQSL på kort sigt har den tilstrækkelige kapa-

citet til at gennemføre velkoordinerede angreb mod mål i

Vesten. Angreb udført af enkeltpersoner med inspiration

fra AQSL udgør imidlertid en trussel.

Syrien vil i de kommende år spille en central rolle for

Tyrkiet

Syrien

Marokko

Algeriet

Tunesien

Irak

Libyen

Ægypten

Saudi-Arabien

Oman

Mali

Niger

Tchad

Nigeria

Ghana

Cameroun

Uganda Kenya

D.R. Congo

CAR

Sydsudan

E opien

Somalia

Sudan

Yemen

Iran

Afghanistan

Pakistan

al-Qaida og undergrupper - 2016

al-Qaida og undergrupper - 2015

ISIL og undergrupper - 2016

ISIL og undergrupper - 2015

Skematisk billede af ændringerne i terrorgruppernes tilstedeværelse 2015-2016

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

alQaida. Der er fortsat adskillige højtstående alQaida

medlemmer til stede i Syrien. Det er muligt, at alQaida på

kort sigt vil koncentrere sig om at opbygge sin kapacitet og

styrke sin tilstedeværelse i Syrien snarere end at planlægge

terrorhandlinger mod Vesten fra Syrien. AlQaidas under-

gruppe i Syrien, det tidligere Nusrafronten, distancerede

sig i august 2016 offentligt fra alQaida og skiftede i den

forbindelse navn til Jabhat Fateh alSham. Det er imidler-

tid sandsynligt, at navneskiftet skyldtes overvejelser om at

styrke samarbejdet med andre oppositionsgrupper i Syrien

og dermed sikre gruppen en ledende position. AlQaida vil

fortsat kunne varetage sine interesser i Syrien gennem Jab-

hat Fateh alSham.

AlQaida og undergrupper udgør fortsat en trussel mod

vestlige mål, herunder danske, i store dele af Nord, Vest

og Østafrika, på Den Arabiske Halvø samt i dele af Asien.

Særligt vil terrorhandlinger mod vestlige interesser i disse

områder være højere prioriteret og lettere at udføre end

terrorhandlinger i Vesten.

Det er muligt, at alQaidas popularitet vil stige, i takt med

at ISIL bliver presset yderligere i Syrien og Irak samt i an-

dre områder, hvor ISIL’s undergrupper opererer. Dette kan

medføre tilstrømning fra bl.a. tidligere ISILtilhængere til

alQaida og de regionale undergrupper. Det vil dog i høj

grad afhænge af alQaida og undergruppernes evne til at

fremstå som et attraktivt alternativ.

Terrortruslen i flere dele af verden udspringer fra kon-

fliktområder

I løbet af de seneste år har militante islamistiske grupper

med til I løbet af de seneste år har militante islamistiske

grupper med tilknytning til ISIL etableret sig i flere lande

i Mellemøsten, Afrika og Asien og har tiltrukket militante

islamister fra store dele af verden. ISIL og grupper med til-

knytning til ISIL er under pres flere steder og vil ikke kunne

fastholde de områder, som de kontrollerer. Derimod har

grupper med tilknytning til alQaida formået at fastholde

deres tilstedeværelse i flere områder i Mellemøsten, Afrika

og Asien. Ud over den generelle terrortrussel fra især ISIL

og alQaida vil flere lande i Mellemøsten, det centrale og

sydlige Asien samt Afrika de næste år opleve, at militante

islamister vender tilbage fra konfliktområderne. Det vil

skærpe terrortruslen i landene yderligere.

Tyrkiet

Tyrkiet har det seneste år været mål for flere terrorhandlin-

ger. ISILrelaterede personer stod bag to terrorhandlinger

mod turistmål i Istanbul i januar og marts 2016 og ligele-

des bag terrorhandlingen mod Istanbuls Atatürk Lufthavn i

juni 2016. ISIL’s seneste større terrorhandling i Tyrkiet fandt

sted i august 2016 i byen Gaziantep og var rettet mod et

civilt mål.

Tyrkiet bekæmper aktivt ISIL, både militært i Syrien og po-

litimæssigt i selve Tyrkiet. ISIL vil dog på kort sigt fortsat

have kapacitet til at udføre terrorhandlinger i Tyrkiet. Som

det har været tilfældet det seneste år, vil ISIL have inten-

tion om at angribe både kurdiske, tyrkiske og vestlige mål i

Tyrkiet. ISILlederen Abu Bakr alBaghdadi opfordrede spe-

cifikt i en tale i november 2016 ISILsympatisører til at ud-

føre flere angreb mod Tyrkiet. Det er sandsynligt, at denne

opfordring øger truslen fra ISILrelaterede angreb i Tyrkiet.

Også Kurdistans Arbejderparti (PKK) og relaterede terror-

grupper har det seneste år gennemført en række angreb,

primært i det sydøstlige Tyrkiet, men også enkelte store

angreb i byer i det vestlige Tyrkiet. Angrebene har været

rettet mod Tyrkiets myndigheder. Det er mindre sandsyn-

ligt, at terrorhandlinger relateret til denne konflikt vil have

vestlige interesser eller turister som direkte mål.

Mellemøsten og Den Arabiske Halvø

ISIL udgør en terrortrussel i Syrien og Irak, hvor organisa-

tionen har sin magtbase. ISIL er en aktør i både den syriske

borgerkrig og konflikten i Irak og udfører dagligt terroran-

greb mod civile, regeringsmål og rivaliserende grupper. ISIL

vil fortsætte med at anvende terror som middel i både Syri-

en og Irak, i takt med at gruppen presses militært og derfor

omstiller sig til en højere grad af asymmetrisk krigsførelse.

ISIL har det seneste år erklæret at stå bag terrorhandlin-

ger mod både militære og civile mål i Jordan og Libanon.

Samtidig har sikkerhedsmyndighederne i Libanon og Jor-

dan forhindret andre terrorhandlinger mod civile mål. ISIL

relaterede grupper og sympatisører har fortsat intention

om at gennemføre terrorhandlinger i disse lande.

ISIL har fortsat intention om at gennemføre terrorhand-

linger i både SaudiArabien og Yemen, hvor ISIL har etab-

leret sig med mindre grupper. I SaudiArabien har lokale

ISILnetværk udført en række terrorhandlinger de seneste

to år. Senest i begyndelsen af juli 2016 hvor personer, som

sandsynligvis havde forbindelse til ISIL, gennemførte fire

mindre, samtidige selvmordshandlinger i landet.

Yemen vil også i de kommende år være præget af kon-

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

flikt og ustabilitet, som giver spillerum for militante grup-

per som AlQaida på Den Arabiske Halvø (AQAP) og ISIL i

Yemen. Selv om AQAP i 2016 er blevet svækket militært,

spiller gruppen fortsat en aktiv rolle som oprørsgruppe i

kampen mod den houthiledede regering. AQAP er fort-

sat en slagkraftig terrororganisation med intention om at

begå terrorhandlinger i Vesten, men gruppen prioriterer

foreløbig oprørskampen i Yemen. Desuden udgiver AQAP

onlinemagasinet Inspire, som opfordrer til terrorhandlin-

ger i Vesten. ISIL i Yemen har været præget af interne stri-

digheder, men har gennemført et antal større terrorhand-

linger i landet.

Det er sandsynligt, at ISIL i Yemen vil forsøge at udnytte

AQAP’s svækkelse for dermed at blive den dominerende

sunniekstremistiske gruppe i landet. ISIL i Yemen er dog

fortsat af mindre størrelse og vil ikke i løbet af de næste

par år blive væsentligt forankret i lokalbefolkningen.

Nordafrika

Der er meget få tegn på, at sikkerhedssituationen i Nord-

afrika vil blive væsentligt forbedret. Libyen spiller en central

rolle for terrorgrupper i Nordafrika, og den sikkerhedspo-

litiske situation i landet vil forblive særdeles ustabil. Både

ISIL og alQaida vil være en trussel og en destabiliserende

faktor i Libyen i flere år.

Selv om ISIL har mistet kontrollen med sit tidligere hoved-

sæde i den libyske kystby Sirte, vil truslen fra ISIL ikke blive

mindre på kort sigt. Det er muligt, at ISILmedlemmer vil

søge mod de områder i det sydlige Libyen, der ikke er kon-

trolleret af regeringstro militser. ISIL’s forankring i Libyen

betyder, at der er en skærpet terrortrussel mod vestlige

mål i Libyen og nabolandene. Samtidig er der tegn på, at

den nordafrikanske afdeling af alQaida, AlQaida i Islamisk

Maghreb (AQIM), der primært opererer i Algeriet, forsø-

ger at udnytte ISIL’s tilbagegang og true vestlige interesser

i Libyen.

Tunesere udgør en meget stor andel af de udenlandske

kamperfarne ISILekstremister i både Syrien, Irak og Li-

byen, og tunesiske ISILmedlemmer har særligt fokus på

at ramme mål i Tunesien. Det vil medvirke til at forværre

sikkerhedssituationen i Tunesien i flere år. I Algeriet har

sikkerhedsmyndighederne haft succes med at begrænse

ISIL’s tilstedeværelse i landet. AQIM’s årelange forankring i

Algeriet betyder dog, at terrortruslen i landet vil fortsætte.

I Ægypten er ISIL’s lokale undergruppe, Den Islamiske Stat

i Sinai (ISSinai), under hårdt pres fra de ægyptiske myn-

digheder. Gruppen udgør den største terrortrussel mod

både nationale og vestlige interesser i Ægypten. ISSinai

vil udnytte den ustabile sikkerhedssituation i Libyen og

den porøse grænse til Gaza til at opretholde sin kapacitet.

ISSinai vil søge at udvide sit operationsområde til det øv-

rige Ægypten. Her eskalerer konflikten mellem præsident

alSisis regime og politisk marginaliserede grupper. Det er

sandsynligt, at det vil gøde jorden for militante grupper, og

at der vil vedblive med at være en terrortrussel mod vest-

lige interesser i Ægypten.

Vestafrika

Militante islamister vil forsøge at gennemføre terrorhand-

linger i flere af landene i Vestafrika. Der er en terrortrussel

i dele af regionen, hvor myndighederne ikke på kort sigt vil

være i stand til at inddæmme truslen fra militante islami-

ster, som opererer på tværs af grænserne i hele regionen.

I Mali har de militante islamister sluttet sig sammen under

AQIM’s ledelse og udgør en destabiliserende faktor. Sam-

menslutningen har forbedret gruppernes samlede kapaci-

tet, hvilket de har bevist med terrorhandlinger i både det

sydlige Mali og i nabolandene Burkina Faso og Elfenbens-

kysten. Niger vil fortsat blive anvendt som et transitom-

råde, der forbinder de militante islamisters opholdssteder,

navnlig i det nordlige Mali og Libyen. Det vil i de kommende

år udgøre et betydeligt sikkerhedsmæssigt problem for

både Niger og Sahelregionen. Det er muligt, at et vedhol-

dende pres på ISIL og AQIM i Libyen vil føre til, at grupper-

nes medlemmer vil søge mod opholdssteder i det nordlige

Mali og dermed forstærke AQIM.

I Nigeria er Islamisk Stat i Vestafrika, det tidligere Boko

Haram, trængt i defensiven. Islamisk Stat i Vestafrika har

dog stadig en betydelig kapacitet. Fra sine skjulesteder vil

gruppen fortsætte sine terrorhandlinger i det nordøstlige

Nigeria, det sydlige Niger og det nordlige Cameroun. Det

er muligt, at gruppen vil forsøge at ramme vestlige mål i

Nigeria og tiltrække udenlandske kamperfarne ISILekstre-

mister via propaganda for at skabe større opmærksomhed

omkring gruppen og dens nye ledelse.

Østafrika

AlShabaab vil i de kommende år være en terrortrussel

mod både vestlige og lokale interesser i Østafrika. På trods

af flere års militære offensiver fra nationale og internatio-

nale styrker står alShabaab stærkt i det sydlige og centrale

Somalia. AlShabaab gennemfører næsten dagligt terror-

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

handlinger mod militære og civile mål i Somalia. Samtidig

vil alShabaab fortsat kunne anskaffe våben og spræng-

stoffer. Terrorbevægelsen vil derfor med kunne fortsætte

angrebene på både somaliske mål og vestlige interesser i

Somalia og samtidig forsøge at ramme lande, der bidrager

til Den Afrikanske Unions mission i Somalia (AMISOM).

Inden for det seneste år har alShabaab stort set forhindret

ISIL i at få fodfæste i Somalia. ISIL har i længere tid forsøgt

at få alShabaab til at bryde med alQaida og tilslutte sig

ISIL. ISIL har også opfordret menige medlemmer af alSha-

baab til at bryde med alShabaab. AlShabaabs ledelse har

dog resolut afvist enhver tilnærmelse fra ISIL og har sam-

tidig dræbt eller fængslet et stort antal ISILsympatisører.

Denne resolutte afstandtagen fra ISIL og udrensningen i

egne rækker har foreløbig forhindret ISIL i at få fodfæste i

det sydlige og centrale Somalia.

Den eneste egentlige ISILgruppe befinder sig i Puntland

i den nordlige del af landet, langt fra alShabaabs kerne-

områder i det sydlige og centrale Somalia. Det er muligt,

at denne ISILgruppe inden for de næste par år vil øge sin

kapacitet og dermed i større omfang true vestlige interes-

ser i området.

Afghanistan, Pakistan og det øvrige sydlige Asien

I Afghanistan og Pakistan udgør alQaida, herunder orga-

nisationens øverste ledelse, en trussel mod vestlige inte-

resser i området. Gruppen opholder sig i bjergområderne

mellem Afghanistan og Pakistan, hvor den især er optaget

af at fastholde sine fristeder. Herfra støtter gruppens med-

lemmer Talibans oprørskamp mod den afghanske regering

og de udenlandske styrker. AlQaida i Afghanistan og Pa-

kistan har fortsat intention om at angribe Vesten. Det er

mindre sandsynligt, at gruppen på kort sigt har tilstræk-

kelig kapacitet til at gennemføre et velkoordineret angreb

mod mål i Vesten.

ISIL’s undergruppe i Afghanistan og Pakistan, Islamisk Stat i

Khorasanprovinsen (ISKP), indgår i den afghanske konflikt.

Organisationen udgør en trussel mod vestlige interesser i

Afghanistan, men opererer ikke internationalt.

AlQaidas afdeling i det sydlige Asien, AlQaida på det

Indiske Subkontinent (AQIS), arbejder tæt sammen med

AlQaida i Afghanistan og Pakistan. AQIS er aktiv i Afghani-

stan, Pakistan, Indien og Bangladesh. AQIS har tætte for-

bindelser til lokale islamistiske grupper og netværk i regio-

nen. Det er alQaidas vision for det sydlige Asien gradvis at

opbygge organisationen. I efteråret 2015 blev to AQIStræ-

ningslejre opdaget i det sydlige Afghanistan. Organisatio-

nen har haft held med at rekruttere lokalt og har formået

at opretholde tilslutningen på trods af kontraterroropera-

tioner i 2015 og 2016.

AQIS’ og ISIL’s lokale undergrupper i det sydlige Asien, her-

under i Bangladesh, har udført en række terrorhandlinger

i løbet af 2015 og 2016. Den seneste store terrorhandling

fandt sted i Bangladesh i juli 2016 mod en cafe, som er

meget besøgt af vesterlændinge. Begge grupper vil fortsat

forsøge at udføre terrorhandlinger i Bangladesh og det øv-

rige sydlige Asien, bl.a. mod vestlige mål.

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

Cybertruslen

Der er en meget høj cybertrussel mod Danmark, særligt fra cyberspionage, men også fra cyberkriminalitet. Cybertrus-

len har både sikkerhedspolitiske og samfundsøkonomiske konsekvenser for Danmark. Hertil kommer en potentiel

trussel fra fremmede stater, som benytter cyberangreb til at forsøge at påvirke meningsdannelsen i andre lande.

Flere lande opbygger kapaciteter, der kan bruges til at udføre destruktive cyberangreb mod andre lande. Mens der

på nuværende tidspunkt er tale om en lav trussel fra destruktive cyberangreb mod Danmark, vil truslen kunne stige i

forbindelse med en skærpet politisk eller militær konflikt, som Danmark indgår i.

Cyberspionage mod offentlige myndigheder og private

virksomheder udgør fortsat den alvorligste cybertrussel

mod Danmark og danske sikkerhedspolitiske og samfunds-

økonomiske interesser. Der er tale om en særdeles aktiv

trussel, og danske myndigheder og virksomheder er løben-

de udsat for forsøg på cyberspionage.

Truslen fra cyberspionage er rettet mod hele den statslige

sektor. Truslen er især kommet til udtryk over for myndig-

heder af betydning for dansk udenrigs og sikkerhedspoli-

tik, f.eks. på Udenrigsministeriets og Forsvarsministeriets

myndighedsområde, hvor der er en vedvarende trussel.

Flere lande har stået bag forsøg på cyberspionage mod de

to ministerier inden for de seneste år. Der er en tilsvarende

trussel mod det internationale sikkerhedssamarbejde, bl.a.

mod NATO.

Truslen mod private virksomheder er især rettet mod

forskningstunge og højteknologiske industrier og sektorer.

Her er flere statslige aktører gået målrettet efter virksom-

heder i Danmark i de seneste år. Derudover undersøger

statslige aktører løbende virksomhedernes itinfrastruktur

for sårbarheder, som de kan udnytte.

Statslige aktører forsøger også at kompromittere service-

virksomheder og underleverandører til andre virksomhe-

der for at få oplysninger om forhandlinger, produkter eller

andre følsomme informationer. Aktørerne kompromitterer

eksempelvis hostingvirksomheder, der står for driften af

andre virksomheders itsystemer og data, for at få adgang

til det egentlige mål i de nævnte industrier.

De statslige aktører, der udgør en trussel mod Danmark,

har meget væsentlige ressourcer. Angrebsmetoder og ka-

paciteter såsom malware og infrastruktur bliver ofte gen-

anvendt på tværs af sektorer og industrier.

Cybertruslen udvikler sig konstant, i takt med at den tek-

nologiske udvikling giver angriberne nye muligheder for at

udnytte sårbarheder i itsystemer og netværk. Der vil der-

for i fremtiden forekomme nye og mere avancerede forsøg

på cyberspionage, efterhånden som aktørerne udvikler de-

res kapaciteter. Der er tale om en vedvarende trussel mod

Danmark.

Statslige aktører

En række lande benytter systematisk cyberspionage som

et middel til at opnå industrielle og forretningsmæssige

fordele samt til at understøtte deres politiske og økonomi-

ske interesser. Det er sandsynligt, at aktørerne bag cyber-

spionagen er knyttet til disse landes sikkerheds og efter-

retningstjenester.

Rusland er en førende aktør på cyberområdet

Rusland har gennem en længere periode investeret

intensivt i sine cyberkapaciteter og har avancerede

kapaciteter til at udføre omfattende cyberspionage

mod politiske og militære mål i Vesten. Samtidig

har Rusland adgang til cyberkapaciteter, som kan

understøtte landets konventionelle militære ope-

rationer, eksempelvis målrettede operationer mod

kritisk infrastruktur.

Kinas cyberspionage

Kina råder over omfattende muligheder for at ud-

føre cyberspionage. Flere kinesiske myndigheder,

herunder det kinesiske militær, er i Vesten ble-

vet offentligt kritiseret for at stå bag omfattende

spionage via internettet mod en lang række mål i

udlandet. Kina bruger sine cyberkapaciteter til at

indhente informationer af

økonomisk,

politisk og

militær betydning.

Truslen mod Danmark udspringer især fra lande, der for-

søger at positionere sig politisk og økonomisk, og hvor lan-

denes sikkerheds og efterretningstjenester har en central

magtposition.

For disse tjenester er cyberspionage også en mulighed for

at styrke deres nationale indflydelse og berettigelse. Mang-

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

lende koordination mellem rivaliserende tjenester fører til

tider til gensidig afsløring og fiasko.

Cyberspionage via internettet muliggør, at oplysninger kan

indhentes over store afstande og via mellemled i andre

lande. Cyberspionage har derfor vist sig at være en både

effektiv og relativt risikofri måde at indhente informatio-

ner på sammenlignet med eksempelvis agentvirksomhed.

Cyberspionage er en attraktiv måde at supplere de mere

traditionelle måder at indhente hemmelige oplysninger på.

Med disse fordele er det sandsynligt, at der vil opstå trusler

mod Danmark fra nye statslige aktører i de kommende år.

Mere offensiv adfærd

I de seneste år har hændelser afspejlet, at enkelte stater er

villige til at anvende cyberangreb mere offensivt.

Lækken af mails i kølvandet på kompromitteringen i USA

af Demokraternes Nationale Komite er et eksempel på en

mere offensiv adfærd. Amerikanske myndigheder har of-

ficielt beskrevet kompromitteringen og den efterfølgende

læk af mails som et russisk forsøg på at påvirke den ame-

rikanske valgproces. Fremgangsmåden kendes i forvejen

fra cyberaktivister, hvor læk af følsomme oplysninger har

til hensigt at påvirke meningsdannelsen til fordel for akti-

visternes agenda.

Hændelsen i USA afspejler, at der er en potentiel trussel

fra fremmede stater, som benytter cyberangreb til at for-

søge at påvirke meningsdannelsen i andre lande. Her er

truslen størst fra de lande, der i forvejen udgør en trussel

mod Danmark med hensyn til cyberspionage, og hvor der

er størst risikovillighed til at anvende følsomme oplysnin-

ger offensivt i meningsdannelsen. Mens der endnu kun er

tale om en potentiel trussel mod meningsdannelsen i Dan-

mark, vil truslen kunne stige i forbindelse med en politisk

sag, hvor meningsdannelsen i Danmark spiller en central

rolle for det pågældende land.

I december 2015 blev det vestlige Ukraine udsat for en

større strømafbrydelse. Det er sandsynligt, at strømafbry-

delsen var resultat af et destruktivt cyberangreb, dvs. et

cyberangreb der havde til formål at ødelægge itnetværk

eller data, udført af en statslig aktør, der normalt står bag

cyberspionage. Aktøren havde forud for strømafbrydel-

sen inficeret et antal systemer tilhørende flere ukrainske

elselskaber med malware. Formålet med denne malware

var ikke at udføre cyberspionage, men at blive i stand til at

lukke forsyningsnettet ned.

Disse hændelser er eksempler på, at flere stater ud over

at udføre cyberspionage mod andre lande arbejder på at

udnytte internettet og itnetværk offensivt. Således opbyg-

ger en række lande cyberkapaciteter, der kan bruges mod

samfundsvigtige infrastrukturer, eksempelvis energisekto-

ren. Kapaciteterne vil kunne anvendes i forbindelse med

militære operationer, men giver også staterne mulighed

for destruktive operationer uden brug af væbnede midler.

Mens der også her er tale om en lav trussel mod Danmark

på nuværende tidspunkt, vil truslen fra destruktive angreb

kunne stige i forbindelse med en skærpet politisk eller mili-

tær konflikt, hvor Danmark deltager.

Stigende trussel fra cyberkriminelle

Cyberkriminalitet udgør en meget høj trussel mod Dan-

mark og er stigende i omfang og kompleksitet. Truslen er

rettet mod både myndigheder, virksomheder og borgere.

Truslen fra cyberkriminalitet er forstærket af tilgængelig-

heden af personlige og finansielle oplysninger og let an-

vendelig malware såsom ransomware, der krypterer ofrets

data, og værtøjer til f.eks. overbelastningsangreb, som let

kan købes på internettets sorte markeder.

De økonomiske konsekvenser ved både ransomware og

overbelastningsangreb, også kaldet DDoSangreb, mod

private virksomheder er potentielt store i form af tabte

data eller stop i produktion og ydelser. De samfundsmæs-

sige konsekvenser af den slags angreb mod offentlige

myndigheder er også potentielt store. I udlandet har sund-

hedssektoren i enkelte lande været særligt hårdt ramt af

ransomwareangreb. Ved mindst en af disse hændelser på-

virkede et ransomwareangreb mod hospitaler i USA i 2016

patientbehandlingen. Ud over den økonomiske trussel kan

spredningen af ransomware i værste fald udgøre en trussel

mod samfundsvigtige itsystemer, hvis ikke disse er sikret

tilstrækkeligt.

Cyberkriminalitet

Cyberkriminalitet dækker en bred vifte af handlin-

ger, hvor kriminelle anvender informationstekno-

logi til andre kriminelle forhold. Det er eksempelvis

tyveri af finansielle oplysninger, bedrageri, afpres-

ning og brud på immaterielle rettigheder.

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

Især truslen fra ransomware er i de seneste år vokset i om-

fang og kompleksitet. Cyberkriminelle udviser både opfind-

somhed og teknisk kompetence. Det gælder eksempelvis i

forbindelse med angreb ved hjælp af mails, hvor cyberkri-

minelle forsøger at lokke modtagerne til at åbne de frem-

sendte mails og klikke på links til hjemmesider, der inficerer

modtageren med ransomware.

Overbelastningsangreb er også et stigende problem i Dan-

mark. Overbelastningsangreb anvendes af både cyberkri-

minelle og cyberaktivister.

Truslen fra aktivister kan opstå pludseligt

Cyberaktivisme er typisk et område, som er fokuseret på

enkeltsager eller personer og organisationer, som akti-

visterne opfatter som modstandere af deres sag. I 2016

har der på sociale medier været opfordringer til cyberak-

tivisme mod finanssektoren, der dog ikke førte til konkrete

angreb i Danmark.

Der er ikke konstateret mange eksempler på cyberaktivis-

me mod danske myndigheder og virksomheder, og gene-

relt er truslen fra cyberaktivisme middel. Cyberaktivismens

omskiftelige, sagsorienterede fokus gør dog, at truslen mod

myndigheder og virksomheder pludselig kan stige, hvis myn-

digheden eller virksomheden kommer i aktivisternes søge-

lys. Fokus kan også blive rettet mod enkeltpersoner, som

cyberaktivisterne opfatter som modstandere af deres sag.

Ud over overbelastningsangreb og andre former for chikane

benytter cyberaktivister også læk af følsomme oplysninger

erhvervet gennem hacking af f.eks. personlige mailkonti.

Derudover anvender statslige aktører nogle steder cyber

aktivister som instrument i lokale væbnede konflikter og i

den politiske meningsdannelse. Det betyder, at læk af in-

formationer også kan skyldes statslige aktører.

Cyberterror

Terrorister har på kort sigt sandsynligvis ikke kapacitet til

at udføre deciderede terrorhandlinger gennem internettet,

dvs. angreb, der kan medføre tab af liv eller ødelæggelse

af ejendom. Truslen er derfor lav. Terrorister benytter især

og i stort omfang internettet og sociale medier til bl.a. fi-

nansiering, rekruttering og spredning af propaganda. Trus-

len vil dog stige, hvis det lykkes terrorgrupper at tiltrække

medlemmer med tilstrækkelige tekniske færdigheder, eller

hvis etablerede cyberaktivistiske grupper gennemgår en

radikalisering.

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

Mellemøsten og Nordafrika

Mellemøsten vil på langt sigt være præget af ustabilitet og konflikter. Undertrykkende regimer kan ikke løse de

grundlæggende politiske og økonomiske problemer, og regionen vil stadig skabe strømme af flygtninge og migranter.

ISIL vil i løbet af et til to år ikke længere besidde et større sammenhængende område i Syrien og Irak. Men sunni-

ekstremisme vil stadig findes i regionen, og svækkelsen af ISIL kan skabe grundlag for, at andre lokale oprørsgrupper

og internationalt orienterede terrorgrupper, herunder al-Qaida og al-Qaida-tilknyttede grupperinger, kan øge deres

indflydelse. Sunniekstremisme i forskellige former samt vold mellem sunni- og shiamuslimer vil således fortsat bi-

drage til at destabilisere store dele af regionen.

Mellemøsten og Nordafrika vil også på langt sigt være præ-

get af konflikt. Krigene i Irak, Syrien, Libyen og Yemen vil

øge spændingerne mellem etniske og religiøse befolknings-

grupper og gøre økonomisk vækst i de berørte lande meget

vanskelig. Konflikterne vil også have negativ indvirkning på

nabolandene i form af ustabilitet, terrorisme og flygtninge-

strømme, ligesom de vil inddrage eksterne magter, herun-

der SaudiArabien, Tyrkiet og Iran samt USA og Rusland.

Magthaverne i regionen kan ikke løse landenes grundlæg-

gende politiske, sociale og økonomiske problemer, og den

kendsgerning vedbliver med at skabe uro og folkelige op-

stande, som man så det i forbindelse med det såkaldte Ara-

biske Forår. Som en konsekvens af dette bevæger statsappa-

raterne i regionen sig i stigende grad i en autoritær retning

med centralisering af magten og undertrykkelse af politiske

modstandere. Det gælder også for lande som Ægypten og

Tyrkiet, der i stigende grad benytter sig af loyale dele af mi-

litæret til at holde magten på få hænder.

De regionale stormagter, Iran og SaudiArabien, vil forsøge

at udnytte de etniskreligiøse brudflader i regionen til at for-

følge deres interesser. Det vil bl.a. give næring til spændin-

gerne mellem sunni og shiamuslimer. Ud over den iransk

saudiske rivalisering, der bl.a. påvirker konflikterne i Yemen,

Irak og Syrien, vil sunnimuslimske terrorgrupper og de kur-

diske grupper i regionen bidrage til, at skillelinjerne mellem

etniskereligiøse grupper bliver trukket skarpere op.

ISIL vil i løbet af et til to år ikke længere besidde et større

sammenhængende område i Syrien og Irak, og organisati-

onen vil miste kontrollen med større byer som Raqqah og

Mosul. Men sunniekstremisme vil stadig findes i regionen,

og svækkelsen af ISIL kan skabe grundlag for, at andre lokale

oprørsgrupper og internationalt orienterede terrorgrupper,

herunder alQaida og alQaida tilknyttede grupperinger, kan

øge deres indflydelse. De seneste års konflikter i Syrien, Irak

og Libyen har skabt en stor gruppe af unge mennesker, op

mod 40.000, som har rejst på tværs af Mellemøsten for at

træne og kæmpe i andre lande. Personer fra denne gruppe

vil i mange år udgøre en terrortrussel i og uden for regionen.

Som en konsekvens af de mange konflikter og manglende

økonomisk udvikling vil Mellemøsten fortsætte med at

skabe strømme af flygtninge og migranter i og uden for

regionen.

ISIL

De militære fremskridt i kampen mod ISIL vil fortsætte, og hovedparten af ISIL’s sammenhængende territorium vil

være befriet i løbet af et til to år. Dog vil de grundlæggende strukturelle problemer i Irak og Syrien, som bidrog til ISIL’s

vækst, bestå, også i et tiårigt perspektiv. ISIL eller organisationens arvtagere vil derfor stadig kunne mobilisere støtte

i sunnidominerede områder af Irak og Syrien til oprørskamp mod lokale modstandere.

Presset på ISIL vil fortsætte, og organisationen vil miste

hovedparten af sine statslignende strukturer og af sit ter-

ritorium i løbet af et til to år. Det betyder bl.a., at ISIL vil

tabe hovedbyerne Raqqah og Mosul, og at organisationen

højst vil råde over mindre områder i de sunnidominerede

dele af Syrien og Irak. Det vil dog ikke betyde, at ISIL som

terror og oprørsbevægelse vil forsvinde. Det er sandsyn-

ligt, at ISIL eller grupper med lignende ideologi vil være

til stede, særligt i de sunnidominerede områder af Irak

og Syrien. Lokale marginaliserede sunnimuslimer vil sta-

dig være tiltrukket af ISIL’s sunniekstremistiske og stærkt

antishiitiske ideologi.

I Irak er det i 2016 gået hurtigere med at bekæmpe ISIL

end i Syrien. Denne tendens vil sandsynligvis fortsætte.

Det skyldes bl.a., at koalitionen har samarbejdspartnere i

den irakiske regering og de kurdiske styrker. I Syrien har

koalitionen ikke et samarbejde med styret, som prioriterer

at bekæmpe den øvrige væbnede opposition i den vestlige

del af Syrien, hvor ISIL ikke er en magtfaktor.

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

Tyrkiets intervention i Syrien har medført, at ISIL er for-

trængt fra grænsen til Tyrkiet. Tyrkiets intervention svæk-

ker dog samtidig den kurdiske YPGmilits, som hidtil har

været den primære drivkraft i kampen mod ISIL i det nord-

lige og østlige Syrien. YPG’s fremgang har fået Tyrkiet til at

blande sig direkte i konflikten i Syrien, bl.a. fordi Tyrkiet

opfatter kurdernes fremskridt som en trussel mod sine na-

tionale interesser.

Udviklingen i både Syrien og Irak er dog dynamisk og kan

ændre sig med kort varsel. Kampen mod ISIL er bl.a. af-

hængig af ISIL’s kampmoral, graden af deltagelse af sunni-

stammer i kampen mod ISIL, de syriske og irakiske kurde-

res villighed til at bekæmpe ISIL i sunniarabisk dominerede

områder samt den politiske udvikling især i Irak, hvor inter-

ne magtkampe i Bagdad svækker indsatsen mod ISIL. Der-

udover vil internationale aktørers engagement, især USA’s

og Ruslands men også Irans og Tyrkiets, få indflydelse på

intensiteten i bekæmpelsen af ISIL.

De grundlæggende strukturelle problemer i Syrien og Irak,

som bidrog til ISIL’s vækst, vil bestå og i nogle tilfælde blive

forværret af konflikterne i de to lande. Det drejer sig bl.a.

om svage statsstrukturer, mangel på kontrol med eget ter-

ritorium og konflikt mellem befolkningsgrupperne. Der vil

derfor stadig være grobund for ekstremisme og terror i

Irak og Syrien på langt sigt.

ISIL vil blive splittet i flere fraktioner med forskellige mål og

midler, i takt med at organisationen bliver nedbrudt og mi-

ster sit territorium. Hovedparten af disse grupper vil have

en lokal forankring, hvor de vil kunne mobilisere støtte fra

utilfredse sunnimuslimer i området. Det er således sand-

synligt, at grupperne vil kunne opnå opbakning i lokalbe-

folkningen til at udføre nålestiksoperationer og terroran-

greb mod fjender i regionen.

Tab af territorium svækker ISIL’s evne til at hverve nye

ekstremister

ISIL har gennem sine mange udenlandske ekstremister fra

især Mellemøsten og Vesten en international profil. Disse

personer har allerede etableret transnationale netværk og

vil derfor kunne flytte til andre lande, hvor ISIL eller alQai-

da har fodfæste, f.eks. Libyen, Ægypten eller Yemen. Her

vil de kunne indgå i lokale netværk og udnytte deres kam-

perfaring i andre konflikter. Det er således sandsynligt, at

ISIL’s underafdelinger f.eks. i Nordafrika vil kunne bygge

videre på ISIL’s ideologi, enten som en del af det lokale ISIL

eller under nye navne, efter at ISIL har tabt sit territorium

i Syrien og Irak. ISIL’s øverste ledelse vil dog ikke samlet

flytte til Libyen eller andre steder, da de fleste af medlem-

merne er forankrede i Irak og ønsker at blive i landet.

ISIL’s muligheder for at rekruttere nye ekstremister fra re-

gionen og Vesten vil være svækket som følge af tabet af

territorium. Kontrollen med territorium gav ISIL mulighed

Tyrkiet

Mosul

Aleppo

Latakia

Ar Raqqah

Iran

Kirkuk

Tartus

Beirut

Libanon

Israel

Damaskus

Al-Asad Airﬁeld

Bagdad

Asad-styret

Den væbnede opposi on / Jabat Fateh al-Sham

Kurdere

ISIL

Omstridte områder

Irakiske sikkerhedsstyrker

Jordan

Amman

100

150

200

250 km

Jerusalem

Saudi-Arabien

Ægypten

Den militære situation i Syrien og Irak, november 2016

Kuwait

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

for at opbygge en forestilling om et kalifat i Syrien og Irak.

Et splittet ISIL uden eget territorium vil besværliggøre ISIL’s

fortælling om kalifatet, og dermed vil gruppen have mindre

tiltrækningskraft på sympatisører.

SYRIEN

Syrien vil i mange år frem være ustabilt og genstand for regional rivalisering og international indblanding. Det er sand-

synligt, at der ved amerikansk og russisk mellemkomst indgås en aftale, som kan danne grundlag for en delvis løsning

af konflikten. Bashar al-Asad bliver sandsynligvis siddende som præsident, og oprøret vil blive inddæmmet. Nogle af

de militante islamistiske grupper vil dog fortsætte den væbnede kamp.

Borgerkrigen vil inden for de næste par år udvikle sig til

en mindre intensiv oprørskamp, hvor det vil lykkes Asad

styret og dets allierede at inddæmme det væbnede oprør

til færre områder med modstand.

Ruslands intervention og fortsatte militære engagement er

sammen med Irans og Hizbollahs vedvarende støtte afgø-

rende for Asadstyrets overlevelse. Samtidig er det sand-

synligt, at oprørerne i en årrække stadig vil modtage støtte

fra allierede i regionen. Syrien vil vedblive med at være gen-

stand for regional rivalisering og international indblanding.

Trods militær fremgang er Asadstyret udfordret af mangel

på soldater. Selv med støtten fra Rusland, Hizbollah og Iran,

herunder de iransk støttede irakiske og afghanske shiitiske

militser, vil Asadstyret være nødt til nøje at prioritere sin

offensive indsats.

Asadstyret vil prioritere kampen mod oprørerne i det

vestlige, befolkningstætte Syrien. Erobringen af Aleppo

er nært forestående, og i løbet af de næste et til to år vil

Asadstyret få mere kontrol med det nordvestlige Syrien,

forudsat, at både Rusland og Iran bliver ved med at støtte

styret. Det er dog usandsynligt, at Asadstyret vil få fuld

kontrol med alle områder i det vestlige Syrien.

På trods af prioriteringen af det vestlige Syrien opretholder

Asadstyret en militær tilstedeværelse i lavere prioriterede

områder. Det sker med henblik på senere at genvinde kon-

trollen med hele Syrien.

I starten af konflikten overlod styret stort set kontrollen

med det nordøstlige Syrien til den kurdiske YPGmilits

med undtagelse af nogle få garnisoner. I 2016 er styret

gradvist gået i gang med at underminere det selvstyre,

som de syriske kurdere har etableret i det nordlige Syrien,

for at kunne reetablere styrets myndighed i området.

Først når Asadstyret har fået oprøret i det vestlige Syrien

under større grad af kontrol, vil styret lægge øget vægt på

bekæmpelsen af ISIL. Da vil styret kunne frigøre sine styr-

ker fra det vestlige Syrien og flytte dem til de ISILkontrolle-

rede områder i den østlige del af landet.

Selv om ISIL er på tilbagetog i Syrien, vil terrorbevægelsen

og andre sunniekstremistiske grupper i flere år kunne op-

retholde et fristed langs Eufratdalen i det østlige Syrien

ind mod grænsen til Irak. Sunniekstremistiske grupper som

Jabhat Fateh alSham, det tidligere NusraFronten, der har

forbindelse til alQaida, vil desuden fortsat kunne operere

i den vestlige del af Syrien.

Bashar al-Asad fortsætter sandsynligvis som præsident

Der er ikke udsigt til, at de direkte forhandlinger mellem

Asadstyret og den syriske oppositionskoalition, der er for-

ankret i den såkaldte Genèveproces, vil føre til en varig

fred. Hvis de bilaterale drøftelser mellem USA og Rusland

genoptages, er det snarere sandsynligt, at der kan indgås

en aftale, som kan danne grundlag for en delvis løsning af

konflikten.

Det er sandsynligt, at en sådan aftale vil indebære, at

Bashar alAsad bliver siddende som præsident, og at der

dannes en koalitionsregering med oppositionselementer.

Hvis dette skulle ske, er det meget sandsynligt, at en freds-

aftale vil splitte den syriske opposition. Dele af oprørerne

vil nedlægge våbnene og indgå aftaler om amnesti. Det

gælder især de lokalt forankrede grupper. Samtidig er det

sandsynligt, at mange radikale islamistiske grupper, sam-

let set op imod 40.000 mand, vil fortsætte den væbnede

kamp i forskellige dele af Syrien.

Syrien vil være et land i ruiner

Borgerkrigen har grundlæggende forandret Syrien. Selv ef-

ter en fredsaftale vil magthaverne ikke kunne genetablere

samme kontrol og stabilitet som før konflikten. Styret vil

være afhængigt af alliancer med lokale forsvarsmilitser, et-

niske militser og andre irregulære enheder.

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

Asadstyret vil ikke kunne løse de strukturelle problemer,

der var afgørende årsager til oprøret i 2011. Det vil tværti-

mod have færre ressourcer til at håndtere dem, samtidig

med at de økonomiske problemer vil være markant stør-

re. Det er derfor sandsynligt, at Syrien, ud over en fortsat

væbnet oprørskamp, vil blive ramt af gentagne perioder

med politisk ustabilitet og civile uroligheder. Den syriske

økonomi er skrumpet med mellem 50 og 70 %, samtidig

med at der er sket omfattende ødelæggelser på kritisk in-

frastruktur. Syrien vil økonomisk være langt mere afhæn-

gigt af Rusland og Iran efter borgerkrigen end før. Samtidig

vil Asadstyret have mindre folkelig opbakning end før kon-

flikten efter at have nedkæmpet en opstand, der i udgangs-

punktet havde støtte i størstedelen af befolkningen, med

hundredetusinder af dræbte og fordrevne til følge.

Endelig er det mindre sandsynligt, at den flygtningekrise,

som konflikten i Syrien har forårsaget, vil blive løst, når

borgerkrigen er slut. Tværtimod er det muligt, at et svæk-

ket Asadstyre kan se en fordel i at forhindre en stor del af

de overvejende sunniarabiske flygtninge i at vende tilbage,

fordi det giver styret en mere fordelagtig sammensætning

af befolkningen.

IRAK

Irak vil vedblive med at være en de facto opdelt stat, hvor shiamuslimer dominerer centralregeringen i Bagdad og ikke

reelt inddrager de øvrige befolkningsgrupper i ledelsen af landet. De irakiske kurdere vil arbejde for øget selvstyre,

men vil ikke opnå selvstændighed. Iraks marginaliserede sunnimuslimer vil stadig udgøre et rekrutteringspotentiale

for ISIL eller andre terrorgrupper.

I Irak vil shiamuslimer dominere i syd og i Bagdad, sunniara-

bere i det vestlige og nordvestlige område, mens kurdere

vil dominere i det østlige og nordøstlige område.

Det er sandsynligt, at centralregeringen i Irak stadig vil

være domineret af shiitter, som primært vil styre efter

shiitiske interesser og ikke reelt inddrage de øvrige be-

folkningsgrupper i ledelsen af landet. Iran vil gennem de

stærke relationer til militser og magtfulde shiitiske kredse i

Bagdad kunne fastholde sin store indflydelse i landet.

Iraks kurdere vil fortsat arbejde målrettet for at øge det

kurdiske selvstyres uafhængighed af Bagdad, både økono-

misk, sikkerhedsmæssigt og diplomatisk. Dog er der især

på grund af regional og international modstand ikke udsigt

til kurdisk selvstændighed. I takt med at ISIL bliver ned-

kæmpet i Irak, vil magtkampen om kontrollen med især

den olierige by Kirkuk blive intensiveret. Det kan føre til

væbnede sammenstød mellem kurderne og den irakiske

hær eller shiamuslimske militser.

Splittelsen mellem befolkningsgrupperne i Irak vil bidrage

til at fastholde årsagerne til ekstremisme i landet. Iraks

sunniarabere bor i den fattigste del af landet med få res-

sourcer og vil føle sig marginaliseret. Sunniarabisk domi-

nerede områder som Mosul og Anbar vil derfor fortsat

rumme et rekrutteringspotentiale for ISIL og andre terror-

grupper.

IRAN OG GOLFEN

Irans indflydelse i regionen er stigende, og Iran vil fastholde sine tætte militære og politiske relationer til Syrien, Irak

og Hizbollah i Libanon. Rivaliseringen mellem Iran og Saudi-Arabien samt Golflandene vil de kommende år bidrage til

ustabilitet og konflikt i regionen. Dog er det mindre sandsynligt, at Iran og Saudi-Arabien vil komme i regulær militær

konfrontation med hinanden.

Den regionale rivalisering mellem det shiamuslimske, per-

siske Iran og det sunnimuslimske, arabiske SaudiArabien

viser ingen tegn på at aftage. SaudiArabien opfatter Irans

aktiviteter i SaudiArabiens nabolande Irak, Syrien og Ye-

men som fjendtlige over for SaudiArabien. Derudover

frygter SaudiArabien i lighed med andre arabiske golfsta-

ter, at den nukleare aftale mellem Iran og det internatio-

nale samfund vil øge Irans regionale indflydelse, i takt med

at det lykkes for landet at bryde ud af mange års politisk og

økonomisk isolation.

I iransk optik fører SaudiArabien en aggressiv og Iran

fjendtlig politik i regionen. Iran vil som modvægt arbejde

for at fastholde sin indflydelsessfære i særligt Irak, Syrien,

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

Libanon og i mindre omfang Yemen. Det vil navnlig ske gen-

nem et styrket pragmatisk samarbejde med Rusland, men

også i nogen grad Tyrkiet.

Den manglende forsoning mellem Iran og SaudiArabien

samt andre arabiske Golfstater vil bl.a. indebære, at par-

terne støtter hver sin side i konflikter i regionen. Ud over

de nuværende spændinger og stedfortræderkonflikter i Ye-

men og Syrien kan uenigheden mellem Iran og SaudiArabi-

en også påvirke andre områder i regionen som eksempelvis

Bahrain. Dog er det mindre sandsynligt, at de to lande vil

komme i regulær militær konfrontation med hinanden.

Det er muligt, at spændingerne mellem Iran og Saudi

Arabien i perioder vil udgøre en trussel mod fri passage

af skibstrafikken gennem de to strategiske stræder i regio-

nen, Hormuzstrædet i Den Persiske Golf og Bab alMan-

dabstrædet ved indsejlingen til Det Røde Hav.

Det er sandsynligt, at Iran på kort sigt vil overholde den nu-

kleare aftale. Præsident Hassan Rouhani og hans moderate

støtter vil kæmpe for at opretholde aftalen for at forbedre

den iranske økonomi og åbne landet for udenlandske inve-

steringer.

Som modvægt vil ayatollah Ali Khamenei og de konservati-

ve kræfter i Revolutionsgarden dog stadig kritisere aftalen

og opretholde og om muligt uddybe det fjendtlige forhold

til USA. Iran vil bl.a. fortsætte med at teste nye ballisti-

ske missiler, tilbageholde vesterlændinge, især personer

med dobbelt statsborgerskab, samt chikanere amerikansk

skibstrafik i Hormuzstrædet.

LIBYEN

Konflikterne mellem de mange stridende parter i Libyen vil fortsætte. Den internationalt støttede samlingsregering

vil forblive svag og vil have vanskeligt ved at dæmme op for flygtninge og migranter fra Afrika til Europa. Militante

libyske grupper, herunder ISIL, vil bidrage til at destabilisere store dele af Nordafrika.

Trods internationale bestræbelser på at stabilisere situatio-

nen i Libyen vil landet fortsat være præget af konflikt. Den

FNstøttede samlingsregering i Tripoli står svagt og bliver

til stadighed udfordret af en række militser, herunder ikke

mindst militserne i det østlige Libyen under general Khalifa

Haftar.

Det er sandsynligt, at samlingsregeringen i Tripoli, der er

afhængig af støtte fra en række islamisk orienterede milit-

ser, vil blive stadig mere upopulær i befolkningen. På trods

af at Libyen rummer de største oliereserver i Afrika, har

libyerne bl.a. på grund af et drastisk fald i produktion og

eksport af olie haft en stor tilbagegang i deres levestandard

siden revolutionen i 2011. Et flertal af befolkningen har

derfor behov for hjælp udefra. Der er udbredt mangel på

vand, medicin og elektricitet. Som en konsekvens af dette

vokser den civile uro og kriminaliteten i Libyen.

Også spørgsmålet om kontrol med det libyske militær skil-

ler parterne. Militserne og samlingsregeringen i Tripoli øn-

sker ikke, at Haftar bliver en del af et samlet libysk militær.

Haftar har iværksat en antiislamistisk kampagne, og hans

militser er engageret i hårde kampe mod ISIL relaterede

militser i flere østlibyske byer. Det er muligt, at disse kam-

pe vil udvikle sig til en større militær konfrontation mellem

Haftars militser og de overvejende islamisk orienterede

militser i det vestlige Libyen.

Derudover vil ISIL forblive en trussel og en destabiliserende

faktor i hele Libyen. ISIL har tabt terræn, men ISILtilhæn-

gere skjuler sig i lokalbefolkningen og vil fortsætte med at

føre en skjult og asymmetrisk oprørskamp i Libyens større

byer. Det er også muligt, at ISILmedlemmer vil søge mod

de mere lovløse områder i det sydlige Libyen og til de nord-

afrikanske nabolande.

Trods en international våbenembargo er flere lande i re-

gionen med til at fastholde Libyen i politisk uro og konflikt

gennem støtte i form af ammunition og våben til de stri-

dende parter i landet. Således støtter Ægypten og De For-

enede Arabiske Emirater general Haftar i den østlige del af

landet, mens Tyrkiet og Qatar støtter flere af de islamisk

orienterede militser i det vestlige Libyen.

Det er sandsynligt, at Libyen fortsat vil være et knudepunkt

for flygtninges og migranters rejse til Europa. Libyen er ble-

vet attraktivt som transitland for afrikanske migranter som

følge af den fortsatte uro og konflikt i landet samt fraværet

af stabile regerings og sikkerhedsstrukturer. Det betyder,

at militser og kriminelle netværk, der står for transporten

fra Libyen til Europa, kan operere forholdsvis uhindret.

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

Afrika syd for Sahara

Dele af Afrika syd for Sahara vil fortsætte den økonomiske vækst, men der vil være områder og lande, hvor væbnede

konflikter om ressourcer samt etniske og politiske tilhørsforhold vil dominere udviklingen. Det vil sammen med de

øvrige problemer præge udviklingen og have alvorlige humanitære konsekvenser.

En række lande i Afrika syd for Sahara står over for alvorlige

sikkerhedspolitiske problemer. Fra Mali i vest til Somalia i

øst er militant islamistisk aktivitet et stigende problem.

Samtidig vil etniske og politiske konflikter i Den Central-

afrikanske Republik, Nigeria og Sydsudan sandsynligvis

fortsætte med uformindsket styrke. I lande som Burundi,

Etiopien, Kenya og Zimbabwe kan ulmende utilfredshed i

dele af befolkningen med kort varsel bryde ud i væbnede

sammenstød..

Adskillige lande i Afrika vil fortsætte deres positive økono-

miske og demokratiske udvikling. På regionalt plan i f.eks.

Vestafrika vil der dog være store forskelle på, hvordan

landene klarer sig. De politiske og militære magthavere i

flere lande vil også i fremtiden prioritere deres egen frem-

tid frem for befolkningernes og landenes. Det vil gøre det

svært at bremse nye konflikter i opløbet. De afrikanske lan-

des mange regionale forsøg på at skabe fred og stabilitet

vil således lide under mangel på ressourcer og reel politisk

opbakning.

Fortsat efterspørgsel efter vestlig støtte

Den fortsatte ustabilitet vil også i de kommende år få al-

Tunesien

vorlige humanitære konsekvenser og berøre store befolk-

ningsgrupper. Mange af dem vil blive fordrevet til andre

egne af deres hjemlande, som det har været tilfældet i Ni-

geria og Sydsudan. Andre vil flygte til nabolande eller søge

mod Nordafrika og videre til Europa. Økonomiske proble-

mer, politisk undertrykkelse og andre problemer vil fortsat

få folk til at migrere. Tilstedeværelsen af store grupper af

flygtninge og migranter kan være med til at destabilisere

modtagerlandene i Afrika og dermed skabe nye konflikter.

Eksisterende indsatser i bl.a. Mali og Somalia samt nye mis-

sioner i andre lande kan i fremtiden blive hæmmet af man-

gel på kvalificeret personel og egnet materiel hos både Den

Afrikanske Union (AU) og FN. Det vil gøre det vanskeligt at

løse flere af de langvarige konflikter på kontinentet og få

skabt grobund for stabilitet og udvikling til gavn for befolk-

ningerne. Der vil i de kommende år dermed være stor ef-

terspørgsel efter økonomisk og militær støtte fra Vesten til

adskillige lande i Afrika syd for Sahara. De vestlige landes

tilgang til demokrati, fredsskabelse og udvikling vil som tid-

ligere skulle konkurrere med indflydelsen fra andre aktører

som f.eks. Kina.

Syrien

Afghanistan

Irak

Iran

Marokko

Algeriet

Libyen

Ægypten

Saudi-Arabien

Pakistan

Mauritanien

Oman

Mali

Niger

Tchad

Burkina Faso

Nigeria

Elfenbens-

kysten Ghana

CAR

Sydsudan

E opien

Sudan

Yemen

Senegal

Guinea

Sierra Leone

Liberia

Niger-

deltaet

Cameroun

Guineabugten

Gabon

Somalia

Congo

D.R. Congo

Uganda

Rwanda

Burundi

Kenya

Tanzania

Udvalgte konfliktområder i Afrika syd for Sahara

Angola

Malawi

Zambia

Mozambique

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

Politisk ustabilitet vil præge udviklingen i Somalia

Som flere andre lande i Afrika vil Somalia i de kommende år

sandsynligvis være præget af politisk ustabilitet og konflik-

ter. Samtidig kan formelle politiske fremskridt blive udjæv-

net af klanbaserede magtkampe, korruption og politiker-

nes egeninteresser. Det vil gøre det særdeles vanskeligt at

gennemføre reelle demokratiske valg. Den politiske udvik-

ling i Somalia vil desuden i stigende omfang blive præget af

indflydelsen fra bl.a. lande i Mellemøsten. Det vil mindske

Danmarks og andre vestlige landes muligheder for at på-

virke udviklingen.

Truslen fra al-Shabaab vil fortsætte

Somalia vil også i fremtiden være et af de afrikanske lande,

der er hårdest ramt af den militante islamisme, anført af

alShabaab. Terrorbevægelsen vil med relativ lethed kunne

tiltrække nye medlemmer og alliancepartnere, der føler, at

de har tabt kampen om den økonomiske og politiske magt

i Somalia.

Den somaliske hær er ikke i stand til selvstændigt at opret-

holde sikkerheden i landet, da den mangler basal uddan-

nelse, grundlæggende færdigheder og nødvendigt militært

udstyr. Den Afrikanske Unions Mission i Somalia (AMISOM)

og den somaliske hær vil ikke være i stand til at nedkæmpe

alShabaab. Hverken hæren eller AMISOM har den rette

organisation til at kontrollere landdistrikterne eller koordi-

nere indsatsen, og det giver terrorbevægelsen stort spille-

rum. Hvis AMISOM i de kommende år trækker sig ud af So-

malia, vil ustabiliteten i landet blive yderligere forværret.

MALI

Sikkerhedssituationen i det nordlige og centrale Mali vil de kommende år blive forringet yderligere. Implementerin-

gen af fredsaftalen er reelt gået i stå, etniske spændinger tager til, og militante islamister har gode vilkår for at ope-

rere på tværs af grænserne. Det er mindre sandsynligt, at de internationale styrker eller maliske sikkerhedsstyrker

kan vende den negative udvikling.

I de kommende år vil den generelle sikkerhedssituation i

Mali blive forværret. Især de nordlige og centrale dele af

Mali vil blive ramt af flere terrorangreb og voldelige sam-

menstød. Samtidig vil usikkerheden brede sig længere mod

syd, og militante islamister vil igen gennemføre angreb i

hovedstaden Bamako. Truslen fra terror mod danske og

vestlige interesser i Mali vil derfor stadig være alvorlig.

FN’s mission til stabilisering af Mali (MINUSMA) vil skulle

bruge størstedelen af sine ressourcer på at sikre sig selv

mod de militante islamisters angreb frem for på at stabili-

sere situationen. Missionen vil samtidig forblive en af FN’s

farligste. De maliske sikkerhedsstyrker lider under dårlig

uddannelse, moral og udrustning og kan derfor kun van-

skeligt etablere et effektivt samarbejde med MINUSMA.

Som konsekvens vil store områder i den centrale og nord-

lige dele af Mali være under militante islamisters eller væb-

nede gruppers kontrol.

AQIM’s regionale offensiv fortsætter

AlQaida i Det Islamiske Maghreb (AQIM) og andre militante

islamistiske grupper vil udnytte den maliske hærs og MINUS-

MA’s svagheder og manglende kapaciteter til at udbygge de-

res indflydelse og magt i det nordlige Mali. Samtidig vil AQIM

forsøge at præge udviklingen i de øvrige lande i regionen,

hvor sikkerhedsstyrkernes kapacitet også er begrænset.

Både militante islamister, andre væbnede og kriminelle

grupper samt korrupte embedsmænd har store interesser

i det omfattende smugleri af varer, våben og narkotika over

grænserne. Smugleriet vil i de kommende år fortsætte

med uformindsket styrke, da så mange grupper og perso-

ner drager fordel af det.

Fredsprocessen går i stå

Det nordlige Mali vil være præget af ustabilitet. Det er

sandsynligt, at hverken den maliske regering eller de væb-

nede grupper vil forsøge at få skabt fremdrift i gennemfø-

relsen af 2015fredsaftalen. Små fremskridt vil derfor også

i fremtiden blive overskygget af større tilbageslag. Parterne

har kun begrænset interesse i at se aftalen opfyldt, da de

grundlæggende ikke ønsker at give hinanden indrømmel-

ser. Deres samarbejde har fra begyndelsen været præget

af gensidig mistillid. Det betyder, at lokalbefolkningen ikke

vil mærke nævneværdige forbedringer i sine levevilkår eller

sikkerhedsmæssige situation.

Forholdet mellem de væbnede grupper i det nordlige

Mali vil være domineret af grundlæggende uenigheder.

Selv om grupperne forsøger at dæmpe gnidningerne, kan

selv små sammenstød mellem dem hurtigt eskalere. De

væbnede gruppers sammenhængskraft vil blive yderligere

belastet af utilfredse medlemmer, der vil forsøge at frem-

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

kalde en konflikt. Desuden vil flere mindre grupperinger,

der ikke føler sig hørt af de større grupper, kunne skabe

lokal ustabilitet.

Politikerne har blikket rettet mod præsidentvalget i 2018

I hovedstaden Bamako vil problemerne for regeringen

vokse forud for det ventede præsidentvalg i 2018. Politiske

ledere ønsker i stigende grad at profilere sig på regeringens

bekostning og udstille dens svagheder. Den udbredte kor-

ruption og udeblevne økonomiske resultater er oplagte kri-

tikpunkter. Modsvaret vil sandsynligvis blive en yderligere

centralisering af magten omkring en lille gruppe af centrale

personer. Som resultat af det politiske spil frem mod valget

vil der kun i ringe grad blive gennemført reformer og po-

litiske programmer, der for alvor kan afhjælpe de politiske

og sikkerhedsmæssige problemer, som Mali står over for.

PIRATERI VED AFRIKA

Dele af Vestafrika er truet af pirateri, og den generelle sikkerhed i Vestafrikas mest pirateriplagede farvandsområder

vil ikke blive markant forbedret i de nærmeste år. Derimod har piraterne i Somalia indstillet angrebene mod den civile

skibstrafik ved Afrikas Horn.

Den overordnede trussel fra pirateri ved Vestafrika vil

sandsynligvis ikke ændre sig markant. Nigerias organisere-

de pirater vil udgøre den mest alvorlige trussel mod skibs-

farten. Lokale småkriminelle vil fortsat stå bag de jævnlige

angreb mod skibe på ankerpladserne ud for havne i hele

regionen, men de vil generelt udgøre en begrænset fare

for skibene og deres besætninger.

FE’s definition af pirateri og væbnet røveri til søs

Visse forbrydelser er i henhold til FN’s havretskon-

vention defineret som pirateri, hvis de bliver begået

uden for staters territorialfarvand. Lignende forbry-

delser begået i staters territorialfarvand er define-

ret som væbnet røveri til søs. Sondringen mellem

pirateri og væbnet røveri til søs er væsentlig, for så

vidt angår staters rettigheder, pligter og muligheder

for at gribe ind. Her anvendes begrebet pirateri som

en samlet betegnelse, der også omfatter væbnet

røveri til søs.

trykker ganske vist vilje til at tage sig af de maritime sik-

kerhedsforhold gennem både nationale og regionale initia-

tiver. Men implementeringen forløber generelt trægt, og

indsatsen mod pirateri bliver prioriteret forholdsvis lavt i

praksis. Det er dog muligt, at et øget internationalt enga-

gement kan give en vis fremdrift i det regionale sikkerheds-

samarbejde.

Nigeria

Nigerdeltaet i det sydøstlige Nigeria vil fortsat være et ar-

nested for organiseret pirateri. Mange år med politisk usta-

bilitet i det olie og gasrige Nigerdelta har skabt grobund

for stærke militser. De er involveret i forskellige kriminelle

aktiviteter, herunder pirateri. Militsernes evne til at sabo-

tere den strategisk vigtige olie og gasproduktion sammen-

holdt med centralregeringens svage magtposition i deltaet

vil sandsynligvis betyde, at regeringen de nærmeste år

vil føre en ret afdæmpet politik over for militserne. De vil

derfor i vid udstrækning kunne fortsætte deres kriminelle

aktiviteter.

Nigerias pirater har generelt vist sig bedre organiserede og

mere voldelige end pirater i andre dele af regionen. Kid-

napninger til søs vil fortsat være forholdsvis almindelige.

Derimod vil kapringer af tankskibe for at stjæle olie sand-

synligvis forblive på et lavt niveau. Grundlæggende er vil-

kårene for denne type pirateri blevet vanskeligere, og det

er derfor mindre attraktivt for piraterne at gennemføre

denne form for pirateri.

De fleste og mest voldelige piratangreb ved Vestafrika

finder sted i Nigerias ydre farvande. Det er tvivlsomt, om

landets maritime myndigheder vil blive markant bedre til

at overvåge og afpatruljere disse farvande. Den nigerian-

En række af de sociale og økonomiske problemer, der leder

til pirateri ved Vestafrika, vil ikke blive løst. Der vil fortsat

være udbredt fattigdom og høj ungdomsarbejdsløshed

i mange af regionens lande. Tilmed vil svage og korrupte

statsinstitutioner i flere af landene sandsynligvis svække

effekten af mulige initiativer til at bekæmpe pirateriet og

fjerne de underliggende årsager.

Det er tvivlsomt, om regionens kyststater vil samle sig om

en effektiv, koordineret indsats mod pirateri. Staterne ud-

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

ske stat står over for flere andre problemer, der i højere

grad truer dens indre sikkerhed og økonomiske interes-

ser. Det er derfor mindre sandsynligt, at Nigerias regering

vil prioritere ressourcer til en væsentligt styrket indsats

mod pirateriet. På den baggrund vil skibsfarten ved Ni-

geria, ligesom ved andre vestafrikanske kyststater, fortsat

være nødt til at købe sig til beskyttelse mod piratangreb

fra blandede offentligtprivate sikkerhedstjenester, der

tilbyder bevogtning, eskorte og militære vagthold. Tjene-

sterne øger i et vist omfang sikkerheden for de skibe, der

bruger dem, men kan medvirke til en forhøjet trussel mod

den del af skibsfarten, der ikke kan eller vil bruge tilbud-

dene.

Afrikas Horn

Piraterne i Somalia har indstillet angrebene mod den civile

skibstrafik. Det skyldes en kombination af flere foranstalt-

ninger, der er blevet iværksat for at hæmme piraternes

aktiviteter, specielt brugen af bevæbnede sikkerhedsvag-

ter, antipiraterioperationer på havet, de somaliske myn-

digheders øgede indsats med støtte fra det internationale

samfund og de deraf følgende forringede indtjeningsmulig-

heder ved pirateri. Flere af de iværksatte foranstaltninger

bliver stadig opretholdt.

Det er sandsynligt, at Somalia fortsat vil være præget af

politisk ustabilitet og militære konflikter. Den skrøbelige si-

tuation kan derfor medføre en genopblussen af pirateriet.

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

Arktis

Rusland forventer i 2017 at få svar fra FN’s sokkelkommission om landets territorialkrav i Arktis. Uanset svaret vil

Rigsfællesskabet stå over for en udfordring med at fastholde, at spørgsmålet om grænsedragning løses under over-

holdelse af international ret. Det er sandsynligt, at Rusland vil fortsætte samarbejdskursen, så længe landet i hoved-

sagen kan sikre sine interesser i regionen. Ruslands fortsatte samarbejdskurs i Arktis udfordres dog i stigende grad

af en kreds af indflydelsesrige russiske politikere inden for sikkerheds- og forsvarspolitik, som ønsker en stærkere og

mere selvhævdende arktispolitik. Kina har de seneste år øget sin interesse og sit engagement i Arktis og Grønland.

Kinas primære interesse i Arktis er mulige nye søruter og adgang til råstoffer. Engagementet drives også af et ønske

om større kinesisk indflydelse på den arktiske politik, som Kina søger at opnå gennem styrkede bilaterale forbindelser

til arktiske nationer, herunder Danmark og Grønland.

Rusland og Arktis

Rusland ser sig selv som den førende polarmagt. Det kom-

mer til udtryk gennem ledelsens politiske prioritering og

militære aktivitet i området. Arktis er dog i store træk holdt

fri af den øgede spænding mellem Rusland og Vesten. Der

er fortsat enighed mellem de arktiske lande om at løse

eventuelle uenigheder med fredelige midler. Ikke desto

mindre påvirker mistillid til Vesten Ruslands prioriteringer i

Arktis i retning af øget militær tilstedeværelse og en mere

selvhævdende politik.

Hovedsporet i Ruslands arktispolitik består i at varetage

landets interesser gennem internationalt samarbejde og

forhandling. Rusland prioriterer samarbejdet med de øv-

rige arktiske stater og har vist en konstruktiv tilgang til at

løse fælles udfordringer i Arktis. Rusland har på linje med

de øvrige arktiske lande stor interesse i at fastholde en sta-

bil og fredelig udvikling i Arktis. Rusland har omfattende

naturressourcer i regionen, men der er behov for massive

investeringer og overførsel af teknologi for at udnytte dem.

Samtidig er et godt forhold mellem de arktiske lande en

forudsætning for at kunne forhandle sig frem til en græn-

sedragning mellem de arktiske kyststater.

Dette hovedspor er dog i de seneste år blevet suppleret

af et andet spor, drevet af centrale russiske politikere og

embedsmænd inden for især sikkerheds og forsvarspoli-

tik, som er skeptiske over for samarbejdskursen. De mener,

at Vesten vil udnytte samarbejdet til at modvirke russiske

interesser i Arktis. Dette andet spor vil i perioder kunne

overskygge samarbejdssporet.

De arktiske lande skal i de kommende år nå til enighed på

en række områder. For Rigsfællesskabet er det mest cen-

trale område grænsedragningen mellem de arktiske kyst-

stater, som i sidste ende kun kan løses gennem forhandlin-

ger mellem de stater, der har overlappende krav.

Rusland forventer allerede næste år at få svar på sit krav

til FN’s sokkelkommission om retten til havbunden op til

Nordpolen, selv om det dog endnu er usikkert, hvornår

sokkelkommissionen vil være færdig med at udarbejde

svaret. Rigsfællesskabet har indleveret et krav til sokkel-

kommissionen med store overlap af det russiske krav, men

kan først forvente et svar efter fem til ti år. Hvis Rusland

ligesom i 2001 får afvist centrale dele af sine krav, kan det

ikke udelukkes, at Rusland vil afvise anbefalingen. Det kan

vanskeliggøre en efterfølgende grænsedragning. Det er

fortsat muligt, at Rusland vil arbejde ad forhandlingssporet

i bilaterale rammer, men uden hensyntagen til sokkelkom-

missionens anbefalinger.

Hvis FN’s sokkelkommission bakker op om det russiske

krav, kan dele af den russiske ledelse opfatte anbefalingen

fra sokkelkommissionen som endelig og betragte området

som russisk. De vil derfor presse på for at hævde Ruslands

ret til området med baggrund i sokkelkommissionens an-

befalinger, også selv om en aftale om grænsedragning med

Danmark ikke er indgået, og Rusland ikke har retten til om-

rådet. I det tilfælde vil uenigheden om retten til soklen og

kontrollen med regionen kunne blive skærpet.

Militær udbygning fortsætter

Rusland vil fortsat prioritere udbygningen af de arktiske

militære kapaciteter. Udbygningen og de militære aktivite-

ter i regionen er primært af defensiv karakter. Rusland har

i flere år genopbygget og udvidet seks fremskudte baser på

de russiske øer i Det Nordlige Ishav.

Arktis er hjemsted for en stor del af Ruslands atomubåde,

som patruljerer i de arktiske have. Ubådene har i vid ud-

strækning kunnet gemme sig under den arktiske is, men

i de kommende år vil isdækket blive mindre, og ubådene

vil blive mere udsatte. Dermed opstår et behov for at sikre

ubådene mod angreb fra luften.

Rusland fortsætter med at opbygge infrastruktur til at støt-

te sejlads ad Nordøstpassagen i forventning om, at trafik-

ken ad sejlruten i de kommende år vil blive øget. Rusland

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

fokuserer på at etablere fuld kontrol med Nordøstpassa-

gen, bl.a. ved at opbygge de fremskudte baser. I takt med

at trafikken stiger, vokser Ruslands behov for at kunne ud-

øve kontrol med sejlruterne, og Rusland styrker evnen til

at gennemføre grænsekontrol og søredningsoperationer.

Rusland øger samtidig sin militære tilstedeværelse, ak-

tivitet og kapacitet i den arktiske region. Det betyder, at

Rusland nu råder over flere militære enheder, der kan gen-

nemføre operationer i Arktis. Rusland fokuserer samtidig

i stigende grad på evnen til at håndtere mulige militære

trusler og flytte sin forsvarslinje så langt mod nord som

muligt.

Maritime grænsedragninger i Arktis

De fem arktiske kyststater er enige om, at græn-

sedragninger og administrationen af det arktiske

område skal ske på grundlag af international hav-

ret og indsendelse af krav. Kravene vedrører ret-

ten til ressourcer på og under havbunden uden for

200-sømilegrænsen, men ikke fiskeri og luftrum.

Rusland indleverede sine krav på Arktis i 2001, men

blev bedt om yderligere dokumentation, som blev

indleveret i 2015. Kongeriget Danmark afleverede

sit krav på området nord for Grønland i 2014, og der

er betydelige overlap mellem det danske og russi-

ske krav. Da Rusland har opdateret et tidligere krav,

får dets krav forret, og Rusland forventer, at kravet

vil blive behandlet af FN’s sokkelkommission (CLCS)

i 2017. Det er stadig uvist, hvornår Canada indgiver

sine krav på Arktis.

Et krav fra USA forudsætter formentlig, at USA rati-

ficerer havretskonventionen. Da USA også kan ind-

levere overlappende krav, er det usikkert, hvornår

sokkelkommissionen kan give sine sidste anbefa-

linger vedrørende Arktis. Behandlingstiden i CLCS

varierer, og Kongeriget Danmarks krav kan derfor

først forventes

færdigbehandlet

inden for de næste

fem til ti år. Eventuelt overlappende krav i Arktis

skal løses ved bilaterale eller multilaterale forhand-

linger mellem de involverede lande, og disse for-

handlinger kan påbegyndes før anbefalingerne fra

CLCS.

Ud over udbygningen af de defensive kapaciteter vil Rusland

fortsætte en mere offensiv demonstrationspolitik. Rusland

har i såvel 2015 som 2016 gennemført luftlandsætninger

tæt ved Nordpolen, og det er sandsynligt, at Rusland igen i

2017 vil gennemføre den samme type øvelser. Øvelsernes

placering i dette område har i høj grad symbolværdi som

et signal til de øvrige arktiske stater om, at området op til

Nordpolen er russisk.

Kina og Arktis

Kina har de seneste år øget sin interesse og sit engagement

i Arktis. Kinas primære interesser i Arktis er råstoffer og sø-

ruter. Samtidig har Kina en strategisk interesse i at positio-

nere sig som en indflydelsesrig aktør i Arktis, ikke kun i det

internationale samarbejde om Arktis, men også bilateralt

med de arktiske lande og kystnationer.

Kina har et vedvarende behov for energi og ønsker at sikre

sig adgang til ressourcer uden at blive afhængigt af ét be-

stemt land eller område. Til trods for den nuværende lave

vækst i markedet for råstoffer fastholder Kina derfor sin in-

teresse for at bevare den potentielle adgang til vigtige res-

sourcer, når forventede fremtidige stigende markedspriser

gør råstofudvinding i Arktis mere økonomisk attraktiv.

Kinas interesse i de arktiske søruter er hovedsageligt af

kommerciel karakter. Kina ser Nordøstpassagen langs Rus-

lands nordlige kyst som en potentielt økonomisk attraktiv

mulighed for at transportere dels kinesiskproducerede va-

rer til især USA’s østkyst og Europa, dels råstoffer udvundet

i Arktis. De arktiske søruter er endnu kun farbare i korte

perioder af sommerhalvåret, og udgifter til omlastning af

gods og isbryderassistance overstiger de kommercielle ge-

vinster. Det er derfor først på langt sigt, når ruten er farbar

større dele af året, at Nordøstpassagen vil være relevant

for Kina som en fast transportrute.

Kina har de seneste år arbejdet på at få en mere fremtræ-

dende rolle i Arktissamarbejdet. Kina deltager i møder i

Arktisk Råd og har de seneste år opprioriteret møderne

i det mere kommercielt orienterede forum Arctic Circle i

Island samt styrket sit fokus på bilaterale samarbejdsre-

lationer, herunder med Danmark og Rusland. Kina arbej-

der på, at ikkearktiske stater også skal have indflydelse i

Arktis. Kina benytter især viden og ekspertise inden for po-

larforskning til at gøre sig relevant som samarbejdspartner

for særligt de arktiske lande.

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

Kina fastholder interessen for råstoffer i Grønland

En række kinesiske firmaer, investeringsbanker og myndig-

heder viser vedholdende interesse for at engagere sig øko-

nomisk i Grønland. Denne interesse går især på råstoffer

som jern, zink og sjældne jordarter, men også andre sekto-

rer som turisme og fiskeri har været genstand for kinesisk

interesse. En anden drivkraft bag Kinas interesse for Grøn-

land er ønsket om at opnå øget indflydelse i Arktis og på

arktiske anliggender.

Grønland har forekomster af en lang række af de minera-

ler, som Kina vurderer som kritiske, eller som Kina kan få

mangel på i fremtiden. Kinas aktuelle interesser i Grønland

knytter sig hovedsageligt til Kinas behov for mineraler til

landets industriproduktion, men eventuelle kinesiske inve-

steringer i Grønland vil sandsynligvis ikke være en del af en

central statsligt styret plan.

Som en følge af tætte forbindelser mellem kinesiske råstof-

virksomheder og det politiske system i Kina er der særlige

risici forbundet med omfattende kinesiske investeringer i

Grønland. Det skyldes den indvirkning, som større investe-

ringer vil have på et samfund af Grønlands størrelse. Her-

til kommer, at risikoen for politisk indblanding og pression

øges, når det drejer sig om investeringer i strategiske res-

sourcer.

Kinas ønske om at styrke de bilaterale samarbejdsrelatio-

ner med arktiske stater omfatter også Grønland. Her som

i det øvrige Arktis søger Kina fortrinsvis at styrke de bila-

terale samarbejdsrelationer og muligheden for at opnå

mere indflydelse gennem øget samarbejde om forskning

og handel.

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

Afghanistan

De afghanske forsvars- og sikkerhedsstyrker er pressede og vil også i de kommende år være stærkt afhængige af

NATO’s støtte. Problemer med ledelse, fastholdelse af personel og korruption gør det vanskeligt for forsvars- og sik-

kerhedsstyrkerne at vende situationen. Imens vinder Taliban terræn, og tro på endelig sejr og frygt for splittelse af-

holder Talibans ledelse fra at sætte sig til forhandlingsbordet. Det bidrager også til vanskelighederne, at den nationale

samlingsregering er præget af uenighed og ikke kan føre større reformer ud i livet. Udsigt til arbejdsløshed og fortsat

konflikt er medvirkende til, at mange unge afghanere forsøger at migrere til Europa.

Talibans leder, Haibatullah Akhundzada, og hans nærme-

ste allierede vil i de kommende år konsolidere deres greb

om oprørsgruppen yderligere. Det vil mindske, men ikke

eliminere de indre spændinger i Taliban, som sandsynlig-

vis hverken vil være stærke nok til at svække oprørsgrup-

pens sammenhængskraft eller dens militære slagkraft. Den

stærkeste gruppe i opposition til Taliban vil fortsat være

den militante oprørsgruppe, der går under navnet ”Isla-

misk Stat i Khorasanprovinsen” (ISKP). Talibans ledelse vil

opretholde sin uforsonlige linje over for ISKP, og kampe

mellem Taliban og ISKP vil navnlig finde sted i de egentlige

afghanske provinser Nangarhar og Kunar.

Taliban vil på kort sigt øge presset på de afghanske for-

svars og sikkerhedsstyrker. Oprørerne vil styrke deres

greb om Afghanistans landområder, og herfra vil de inten-

sivere deres angreb mod udsatte kontrolposter, mindre

lejre og sårbare distriktscentre, ligesom de vil hæmme sik-

kerhedsstyrkernes bevægelsesfrihed. De vil også bevare

deres pres på udsatte provinshovedstæder, og enkelte vil

muligvis kortvarigt falde som Kunduz i september 2015.

Talibans dominans over større sammenhængende om-

råder vil øge oprørsgruppens muligheder for at beskatte

lokalbefolkningen, rekruttere nye oprørere og gennemføre

militære operationer.

Talibans fremgang vil dog blive hæmmet af USA’s og NATO’s

støtte til de afghanske forsvars og sikkerhedsstyrker. Støt-

ten svækker Talibans mobilitet og evne til at operere med

større samlede enheder over for de afghanske sikkerhed-

styrker. De afghanske forsvars og sikkerhedsstyrker vil også

i de kommende år være stærkt afhængige af NATO’s støtte i

form af finansiering, træning og militære kapaciteter.

Intensiteten i konflikten og omfanget af dræbte vil de næ-

ste år forblive på det nuværende niveau. Det er muligt, at

der vil ske en skarpere opdeling mellem områder kontrol-

leret af henholdsvis den afghanske regering og Taliban.

Konflikten mellem regeringen og Taliban vil således være

koncentreret om kontrollen med en række nøgleområder

og forsyningslinjer.

Talibans ledelse vil de nærmeste år ikke være interesse-

ret i at indlede reelle forhandlinger om en fredsaftale med

den afghanske regering. Oprørsledelsen er af den opfattel-

se, at Taliban i det lange løb vil vinde over den afghanske

regering, og den ser derfor ikke noget behov for at sætte

sig til forhandlingsbordet. Pakistan kan muligvis presse

Taliban til at deltage i internationalt formidlede fredsfor-

handlinger, men oprørsledelsen vil ikke lade sig presse til

en aftale, som den finder ugunstig. Sådanne forhandlinger

vil derfor sandsynligvis have karakter af skinforhandlinger

og have ringe udsigt til succes. Det er dog muligt, at en

fastfrysning af konfrontationslinjerne mellem Taliban og

den afghanske regering kan føre til lokale forhandlinger og

våbenhviler.

Voksende problemer i forsvars- og sikkerhedsstyrkerne

De afghanske forsvars og sikkerhedsstyrker er en afgø-

rende faktor for udfaldet af konflikten i Afghanistan. Der er

problemer med at rekruttere, uddanne og fastholde perso-

nel, og problemerne vil sandsynligvis vokse de kommende

år. Som følge af tab, desertering eller kontraktudløb bliver

det nødvendigt at foretage nye ansættelser i store dele

af sikkerhedsstyrkerne hvert år. De mange udskiftninger

medfører spild af uddannelse og erfaring. Følgerne heraf

er en fortsat og selvforstærkende lavere kampånd og ef-

fektivitet blandt sikkerhedsstyrkerne.

Svag ledelse vil vedblive med at reducere sikkerhedsstyr-

kernes effektivitet. Sikkerhedsstyrkerne vil dog i de kom-

mende år sandsynligvis stadig være oprørerne militært

overlegne, når indsatsen målrettes. Den afghanske rege-

ring har iværksat en del reformer af sikkerhedsstyrkerne,

men det er mindre sandsynligt, at de afgørende vil forbed-

re deres evne til at skabe sikkerhed de nærmeste år.

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

Samlingsregeringen knager, men vil bestå

En anden central faktor er den nationale samlingsregering.

Regeringen vil fortsat knage i fugerne, fordi præsident

Ashraf Ghani og de factopremierminister Abdullah Abdul-

lah har svært ved at samarbejde. De er bl.a. uenige om en

reform af forfatningen og afholdelse af parlamentsvalg.

Regeringens vanskeligheder bliver også forstærket af en

voksende opposition under ledelse af tidligere præsident

Hamid Karzai. Uenigheden i regeringen vil fortsætte, men

regeringen vil holde sammen, fordi dens sammenhold er

en betingelse for NATO’s fortsatte økonomiske og militære

støtte. Den vanskelige sikkerhedssituation i Afghanistan

bevirker, at et parlamentsvalg i 2017 er mindre sandsynligt.

Det er mindre sandsynligt, at der de nærmeste år vil ske

mærkbare fremskridt i den afghanske regeringsførelse og

økonomi. Regeringen vil stadig kæmpe med at få vedta-

get og siden implementeret tiltrængte reformer, f.eks. for

at gøre op med den omfattende korruption. Afghanistan

vil det næste årti være stærkt afhængigt af international

økonomisk bistand. Mere end to tredjedele af det afghan-

ske statsbudget bliver således finansieret af internationale

donorer. Den økonomiske udvikling vil ikke være i stand til

at skabe arbejdspladser til de 400.000 unge, som hvert år

kommer ud på arbejdsmarkedet. På meget langt sigt er det

muligt, at vækst i befolkningens uddannelsesniveau, bed-

re infrastruktur og investeringer i landbrug og minedrift i

kombination med en bedre sikkerhedssituation kan bane

vejen for økonomisk vækst.

Udsigt til arbejdsløshed og fortsat konflikt bevirker, at

migration til Europa er et stærkt ønske hos mange unge

afghanere. Det blev demonstreret i 2015, hvor 176.900 af-

ghanere søgte asyl i EUlandene. Eskalering af konflikten vil

øge det afghanske flygtningepres på Europa. Afghanernes

ønske om at søge til Europa bliver forstærket af, at Paki-

stan og Iran i 2016 er begyndt at presse store grupper af

afghanske flygtninge ud.

Pakistan vil ikke ændre kurs over for Taliban

Forholdet mellem Afghanistan og Pakistan vil de kommen-

de år forblive anstrengt. Især spørgsmålene om pakistansk

indgriben over for Taliban og oprørsgruppens deltagelse i

reelle fredsforhandlinger vil spænde ben for det bilaterale

forhold. Pakistan får indflydelse i Afghanistan gennem et

godt forhold til Taliban. Desuden frygter den pakistanske

regering sandsynligvis, at en hård kurs over for Taliban kan

give bagslag og få Taliban til at vende sig mod den pakistan-

ske regering. Det er derfor tvivlsomt, om Pakistan vil slå

ned på Talibans tilholdssteder i Afghanistan.

Terrorgruppen AlQaida i Afghanistan og Pakistan opholder

sig i bjergområderne på grænsen mellem Afghanistan og

Pakistan og støtter sandsynligvis Talibans oprørskamp.

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

BHUTAN

BANGLADESH

KINA

INDIEN

MYANMAR

LAOS

Hainan

Woody Island

TAIWAN

Kinas krav

THAILAND

CAMBODIA

VIETNAM

Subi Rev

Mischief Rev

Fiery Cross Rev

FILIPPINERNE

SRI

LANKA

Sydkinesiske Hav

MALAYSIA

BRUNEI

INDONESIEN

PAPUA NY

GUINEA

Det Sydkinesiske Hav med Kinas krav markeret

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

Kina

I Kina koncentreres den politiske magt og beslutningskompetence om centrale personer og rådgivere i landets

politiske top. Kinas stigende indflydelse på udviklingen i Asien og Stillehavsområdet udfordrer forholdet til USA og

en række af nabolandene, særligt i Det Sydkinesiske Hav. Kinas bestræbelser på øget regionalt samarbejde og større

indflydelse i Centralasien medfører også, at spændinger i forholdet til Rusland er sandsynlige.

Kinas præsident og leder af det kinesiske kommunistparti,

Xi Jinping, gør sig i stigende grad til omdrejningspunktet for

alle vigtige beslutninger om Kinas udvikling og udenrigspo-

litik. Xi Jinping er Kinas stærkeste leder i flere generationer,

og det er meget sandsynligt, at Xi selv vil træffe væsentlige

beslutninger om Kinas udvikling og udenrigspolitik efter

rådgivning fra en snæver gruppe af særligt betroede råd-

givere.

Xi Jinping vil benytte sig af Kinas voksende betydning på

den globale politiske og økonomiske scene til at være med

til at sætte dagsordenen i internationale spørgsmål og tage

lederskab for at fremme kinesiske interesser. Kinas diplo-

matiske tilgang til især dets nabolande vil bære tydeligt

præg af øget selvsikkerhed og målrettet varetagelse af

egne interesser.

I det kommende år vil Kinas ledelse afsætte ressourcer til at

forberede Kommunistpartiets 19. partikongres, hvor flere

i den kinesiske absolutte topledelse vil træde tilbage. Ud-

skiftningerne i Kinas ledelse indbefatter dog ikke Xi Jinping

selv, og Xi vil sørge for en uforandret linje i Kinas indenrigs

og udenrigspolitik.

Kinas selvsikre udenrigspolitik udfordrer USA

For USA medfører Kinas udenrigspolitik i Asien og Stille-

havsområdet en betydelig strategisk udfordring, men det

vil ikke føre til en væbnet konflikt mellem de to lande. Den

amerikanske politiske ledelse vil i de kommende år se med

stigende bekymring på Kinas bestræbelser på at justere

Asien og Stillehavsområdets økonomiske og kommercielle

strukturer for at gøre Kina til regionens økonomiske om-

drejningspunkt.

Asien og Stillehavsområdets store befolkningsmasse og

økonomiske potentiale gør spillereglerne for handel i regio-

nen til et globalt anliggende. Kina og USA vil derfor konkur-

rere om at fastsætte spillereglerne ved at arbejde for deres

forskellige bud på rammerne for regional frihandelsaftale.

Kina fortsætter linjen i Det Sydkinesiske Hav

Det er meget sandsynligt, at Kina vil fortsætte den nuvæ-

rende politiske linje med hensyn til Det Sydkinesiske Hav,

der går ud på at øge Kinas udøvelse af myndighed i områ-

det. Gennem både militære og civile myndigheder vil Kina

i stigende omfang overvåge og forsøge at kontrollere de

dele af Det Sydkinesiske Hav, som Kina anser som en del

af sit legitime territorium. Det sker på bekostning af andre

landes tilsvarende krav og uden hensyntagen til vestlig

kritik af Kinas adfærd i området. Det er i den forbindelse

sandsynligt, at Kina vil fortsætte med at udbygge de mili-

tære installationer på de kunstige øer i Spratlyøgruppen.

Kina vil dog tidligst på mellemlangt sigt være i stand til at

overvåge og håndhæve en luftforsvarsidentifikationszone

i Det Sydkinesiske Hav. Derfor er det stadigvæk mindre

sandsynligt, at Kina på kort til mellemlangt sigt vil oprette

en luftforsvarsidentifikationszone svarende til den, som

Kina etablerede i 2013 for at kunne kontrollere dele af luft-

rummet over Det Østkinesiske Hav.

Kina undgår ikke spændinger med Rusland

Kinas tiltagende regionale indflydelse og selvsikre uden-

rigspolitik over for sine nabostater leder ikke kun til spæn-

dinger med USA, men vil også lede til spændinger med

Rusland. Særligt Kinas øgede tilstedeværelse i Centralasi-

en, som Rusland betragter som en del af den russiske inte-

ressesfære, vil sandsynligvis føre til øget opmærksomhed

fra den russiske ledelse, fordi Rusland vil miste politisk og

økonomisk indflydelse i regionen.

På trods af russisk skepsis over for Kinas udenrigspolitiske

adfærd i Ruslands nærområde vil Kina og Rusland have en

fælles interesse i sammen at modarbejde USA’s globale

indflydelse og betone fælles interesser og værdier gennem

multilaterale institutioner. Det er meget sandsynligt, at

Kina vil have større vægt end Rusland, både i deres bilate-

rale forhold og i deres fælles bestræbelser.

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

Spredning af masseødelæggelsesvåben

Iran udvikler fortsat sin ballistiske missilkapacitet, mens landets nukleare kapacitet er blevet reduceret med aftalen

om Irans nukleare program. Det er sandsynligt, at Iran vil overholde den nukleare aftale på kort sigt. Nordkorea fort-

sætter med at udfordre internationale traktater ved systematisk at udbygge sin kapacitet til at fremstille kernevåben

og fremføringsmidler. Nordkorea har medvirket til at sprede følsom teknologi til andre lande. Viden- og teknologi-

overførsel udgør en markant fremtidig trussel mod de internationale ikke-spredningsregimer.

Den internationale aftale om Irans nukleare program (Joint

Comprehensive Plan of Action, JCPOA) trådte i kraft i ok-

tober 2015. Aftalen giver Det Internationale Atomenergi-

agentur (IAEA) udvidet adgang til at inspicere og overvåge

faciliteter i Iran. Det gør det praktisk taget umuligt for Iran

at fremstille fissilt materiale til kernevåben på de kendte

iranske anlæg, uden at det bliver opdaget.

Irans kapacitet til at berige uran er med aftalen blevet

halveret sammenlignet med berigningskapaciteten, inden

aftalen blev indgået. Landet råder nu kun over 5.060 ope-

rative centrifuger. Irans kapacitet til at fremstille plutonium

er også blevet begrænset. Tungtvandsreaktoren i Arak er

under ombygning, så den bliver uegnet til at fremstille plu-

tonium til kernevåben. Iran har også afstået fra at bygge

tungtvandsreaktorer i aftalens løbetid.

Aftalen indeholder bestemmelser om, at indkøb til Irans

nukleare industri skal foregå på en nærmere fastsat måde:

En kommission med repræsentanter for aftalens parter

skal give tilladelse, før Iran kan foretage sådanne indkøb.

Det er endnu uklart, hvor effektiv denne procedure er med

hensyn til at skabe klarhed om Irans nukleart relaterede

indkøb.

Safeguard-aftaler og IAEA

Rumænien

Aftalen om Irans nukleare program implementeres

IAEA har bekræftet aftalens implementering den 16. januar

2016. Herefter er de fleste sanktioner mod Iran ophævet i

henhold til aftalen.

Aftalens formulering er visse steder upræcis, og det kan

give anledning til uklarhed og uenighed om, hvorvidt Iran

overholder aftalen.

Iran har siden aftalen blev implementeret også ved flere

lejligheder lagt afstand til både selve aftalen og Vesten i al-

mindelighed samt USA i særdeleshed. Det er dog sandsyn-

ligt, at alle parterne overholder aftalen på kort sigt, men

at der fortsat vil være spændinger mellem aftalens parter.

Iran arbejder stadig på at forbedre sine ballistiske

missiler

Irans ballistiske missilprogram er et af de højest udviklede i

Mellemøsten, og Iran kan med sine ballistiske missiler ram-

me mål så langt væk som i det sydøstlige Europa.

Rusland

3.500 km M

2.300 km Ashura

Ukraine

2.000 km Shabab-3 mod 3

Kasakhstan

1.300 km Shabab-3

Usbekistan

Tyrkiet

Syrien

Irak

Iran

Turkmenistan

Kina

Afghanistan

Det internationale samfunds kontrol med nuklear

teknologi sker gennem Det Internationale Atom-

energiagentur (IAEA). De enkelte medlemsstater

indgår safeguard-aftaler med IAEA med henblik på

at fastsætte regler for inspektions- og verifikations-

arbejdet.

Centralt i dette er ikke-spredningsaftalen (NPT), der

bl.a. pålægger ikke-kernevåbenstater at indgå en

safeguard-aftale med IAEA.

Målet for IAEA er at bekræfte, at et lands oplysninger

er korrekte og komplette, samt at intet nukleart ma-

teriale eller udstyr kanaliseres til ikke-fredelig brug.

Bulgarien

Pakistan

Ægypten

Saudi-Arabien

Oman

Indien

Sudan

Yemen

Skønnet rækkevidde for Irans nuværende ballistiske missiler

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

Iran arbejder fortsat på at forbedre præcisionen af sine

operative ballistiske missiler. En øget præcision vil gøre lan-

dets missiler til en mere troværdig trussel.

Iran tester løbende kort og mellemdistance ballistiske mis-

siler samt rumraketter. Det er sandsynligt, at Iran vil fort-

sætte med at teste og udvikle præcisionen og rækkevidden

af landets ballistiske missiler.

Femte nordkoreanske atomprøvesprængning på ti år

Nordkorea foretog sin fjerde atomprøvesprængning i

januar 2016 og sin femte atomprøvesprængning i septem-

ber 2016. Tidligere tests blev gennemført i 2006, 2009 og

2013. Regimet hævdede efter testen i januar at have testet

en brintbombe med succes, og det ville udgøre et væsent-

ligt teknologisk fremskridt for landet. Det er dog mindre

sandsynligt, at der var tale om en succesfuld test af en

brintbombe. Efter testen i september hævdede regimet

derimod at have testet et egentligt kernesprænghoved,

og det ville give Nordkorea en reel nuklear afskrækkel-

seskapacitet. Nordkoreas femte atomprøvesprængning

havde en sprængkraft, der var større end alle de foregå-

ende uden dog at være markant større. Testene bekræf-

ter, at Nordkorea fortsat arbejder systematisk med udvik-

Fra kernesprængladning til kernevåben

Udvikling af et kernevåben indebærer typisk et an-

tal afprøvninger af kernesprængladninger, afhæn-

gigt af den forudgående viden og erfaring. Forløbet

strækker sig fra en test af designkonceptet, et ”fy-

sikforsøg”, til en række tests med det mål at opnå et

brugbart kernevåben.

Formålet med ”fysikforsøget” er at etablere det

bedst mulige datagrundlag for det videre design- og

optimeringsarbejde. Inden et fungerende kernevå-

ben opnås, skal kernesprængladningen integreres

med fremføringsmidlet, eksempelvis et ballistisk

missil.

Det er vanskeligt at vurdere, hvor langt et land er

nået med at gøre et kernevåben militært anven-

deligt alene ud fra antallet af prøvesprængninger.

Dette kræver specifik viden om de udførte prøve-

sprængninger.

ling af sit kernevåbenprogram. Det er fortsat sandsynligt,

at Nordkorea arbejder på at udvikle kernevåben, der kan

fremføres med et ballistisk missil.

Nordkorea er fortsat i stand til at foretage en atomprøve-

sprængning inden for kort tid. Test af kernesprængladnin-

ger er en forudsætning for at kunne udvikle moderne, påli-

delige kernevåben.

To mulige spor til kernevåben

Kernevåben baserer sig på fissilt materiale i våben-

kvalitet, enten plutonium eller uran. Plutonium i

våbenkvalitet kan kun produceres i en kernereak-

tor. Uran kan på forskellige måder beriges til vå-

benkvalitet.

Fælles for de to spor er, at de kræver massive inve-

steringer i infrastruktur og uddannelse af relevant

personale.

Det internationale samfund forsøger gennem trak-

tater at regulere nødvendig viden og udstyr til ud-

vikling af kernevåben. Spredning af relevant viden

og kapacitet sætter dog disse traktater under be-

tydeligt pres.

Nordkoreas spredning af teknologi til masseødelæggel-

sesvåben

Nordkorea fremstiller fortsat fissilt materiale i form af plu-

tonium, ligesom landet har kapacitet til at berige uran i

gascentrifuger.

Teknologi til fremstilling af fissilt materiale udgør en væ-

sentlig risiko for spredning, f.eks. gennem egentlig system-

eksport. Det er sandsynligt, at Nordkorea har foretaget sy-

stemeksport i form af en plutoniumproducerende reaktor

til Syrien. Reaktoren blev bombet og ødelagt i 2007.

Det er meget svært for det internationale samfund at op-

dage en mulig eksport af centrifugeteknologi, der kan an-

vendes til at fremstille uran i våbenkvalitet. Færdigbyggede

centrifugeanlæg er sværere at opdage, idet de fysisk er

mindre end en reaktor til fremstilling af plutonium.

Nordkorea udgør fortsat et markant problem for det inter-

nationale samfunds bestræbelser på at begrænse spred-

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

Nye produktionsteknikker

Nye produktionsteknikker udgør en væsentlig ud-

fordring for de eksisterende eksportkontrolregi-

mer. Det er nu muligt at 3D-printe komponenter

i materialer, der er relevante i sammenhæng med

masseødelæggelsesvåben. Har man adgang til en

sådan 3D-printer og de rette materialer, er det mu-

ligt at fremstille endog særdeles avancerede kom-

ponenter og dele, blot man også har adgang til 3D-

tegninger af emnerne.

Eksempelvis indeholder moderne passagerfly 3D-

printede dele af metal i landingsstel og jetmotorer,

der under drift er udsat for meget store belastnin-

ger. Et andet eksempel er, at et forskerhold på for-

søgsbasis har fremstillet en komplet jetmotor af 3D-

printede komponenter og fået den til at fungere.

ning af nuklear teknologi til

2.300 km Ashura

kernevåben og har

udvikling af

medvirket til at sprede følsom teknologi til andre lande.

Nordkorea udvikler fortsat sine ballistiske missiler

Ukraine

Kasakhstan

Nordkorea affyrede i september 2016 tre ballistiske mis-

Rumænien

1.300 km Shabab-3

siler, sandsynligvis af typen Nodong, fra

Usbekistan

vestlige del af

den

Bulgarien

den koreanske halvø

Tyrkiet

i retning mod øst. Nodongmellem-

Turkmenistan

distancemissilerne har en rækkevidde på 1.2001.500 km.

Kina

Syrien

Irak

Iran

Rusland

Spredningsrisiko

Den generelle trussel fra spredning af masseødelæggel-

sesvåben er fortsat stor. Fjernede handelsbarrierer har

besværliggjort kontrollen med dual useprodukter, der ud

over at have civil anvendelse også kan bruges til at frem-

stille masseødelæggelsesvåben og fremføringsmidler. Eks-

portkontrolregimer og sanktioner bidrager til at forhindre

udbredelsen af dual useprodukter, men bl.a. de voksende

økonomier i Asien udgør et stigende problem med hensyn

til spredning af sådanne teknologier.

Også adgang til relevant viden bliver stadig nemmere. Kri-

tisk viden om fremstilling af masseødelæggelsesvåben i

form af f.eks. konstruktionstegninger, software til model-

lering og simulering eller software til kontrol af avanceret

fremstillingsudstyr kan med moderne kommunikations-

midler nemt spredes.

3.500 km Musudan

Rusland

2.000 km Shabab-3 mod 3

Mongoliet

Nordkorea

Kina

Sydkorea

Japan

1.300 km Nodong

I juni 2016 testede Nordkorea med delvis succes et Musu-

dan ballistisk mellemdistancemissil. Det er

Pakistan

muligt, at en

Ægypten

Saudi-Arabien

Indien

fuldt udviklet version af dette missil har en rækkevidde på

Oman

34.000 km. På kortet herunder er vist en rækkevidde for

dette missil på

Sudan

3.500 km.

Yemen

Afghanistan

I februar 2016 opsendte Nordkorea en satellit. Opsendel-

sen var kun en delvis succes, da der opstod problemer med

at anbringe satellitten korrekt i kredsløb. Opsendelsen

viste dog fremskridt i udvikling af raketter med flydende

brændstof. Fremskridt i udviklingen af rumraketter kan

ofte overføres til ballistiske missiler.

Nordkorea arbejder på at udvikle missiler med stadig læn-

gere rækkevidde. Det er sandsynligt, at landet på langt sigt

vil råde over langtrækkende ballistiske missiler, der kan

ramme dele af NATO’s territorium. Der udestår dog et stort

udviklingsarbejde, før landet vil råde over pålidelige balli-

stiske mellem eller langdistancemissiler.

Skønnet rækkevidde for Nordkoreas nuværende ballistiske missiler

2.000

4.000

6.000

8.000

10.000

Kilometer

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

Definitioner

For at lette læsningen af risikovurderingen følger her en

kort beskrivelse af de særlige formuleringer, som FE anven-

der i efterretningsanalyser.

Det er kun sjældent, at en efterretningstjeneste kan give

en vurdering, uden at der er elementer af usikkerhed i den.

Derfor forsøger analytikerne at gøre det klart for læserne,

hvor sikre de er i deres vurderinger. Det sker ved, at de ud-

trykker sig på en standardiseret måde og bruger de samme

vendinger, når de vil give udtryk for den samme grad af

sandsynlighed, især ved centrale vurderinger.

FE bruger fem sandsynlighedsgrader og følgende faste for-

muleringer, som her er anbragt på en skala:

Skalaen måler ikke præcise forskelle. Den fortæller blot,

om noget er mere eller mindre sandsynligt end noget an-

det. Eller sagt på en anden måde: Denne skala viser, om

analytikerne vurderer, at deres sikkerhed ligger tættere på

f.eks. 25 % end 50 %. På denne måde forsøger de at opnå

en bedre overensstemmelse mellem deres formuleringer

og læsernes opfattelser.

Selv om formuleringernes sproglige form altid kan disku-

teres, er de med til at give læseren en mere præcis infor-

mation. Definitionerne af de særlige formuleringer, der er

anvendt i Efterretningsmæssig Risikovurdering, er anført

nedenfor.

Sandsynlighedsgrader

”Det er

usandsynligt,

at …”:

FE forventer ikke en given udvikling.

Det er (næsten) ikke en mulighed.

”Det er

mindre sandsynligt,

at …”:

Det er mere sandsynligt, at det ikke sker

end det modsatte.

”Det er

muligt,

at …”:

Det er en sandsynlig mulighed, men FE har ikke

grundlag for at vurdere, om det er mere eller

mindre sandsynligt.

”Det er

sandsynligt,

at …”:

Det er mere sandsynligt, at det sker end det modsatte.

”Det er

meget sandsynligt,

at …”:

FE forventer en given udvikling.

Det er (næsten) bekræftet.

Varslingshorisont

Få måneder

0-2 år:

2-5 år:

5-10 år:

Over 10 år:

Meget kort sigt

Kort sigt

Mellemlangt sigt

Langt sigt

Meget langt sigt

Hvis horisonten er længere end ti år, skriver vi meget langt

sigt, men her er usikkerheden så stor, at vi kun i få tilfælde

anlægger dette tidsperspektiv.

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

Billedfortegnelse

Forsiden

Collage af billeder fra side 20, 28, 34 samt FE foto

Side 14

Side 20

Side 27

Side 28

Side 34

Side 40

Side 44

Side 48

US NAVY/ Scanpix:

Russisk jagerbombefly tæt på amerikansk destroyer i Østersøen, april 2016

JOEL SAGET/Scanpix:

Eiffeltårnet i de nationale farver, Paris, november 2015

JOHN MINCHILLO/AP/Polfoto:

Protester ifm. DNC-leak ved det amerikanske præsidentvalg 2016

BULENT KILIC/Scanpix:

Kamphandlinger nær den tyrkisk-syriske grænse, september 2016

MOHAMED ABDIWAHAB/Scanpix:

Somaliske sikkerhedsstyrker i aktion i Mogadishu, juni 2016

ESKADRILLE 723/Flyvevåbnet:

Danske krigsskibe ved Grønland

JAWED TANVEER/Scanpix:

Soldater fra den afghanske hær på patrulje i Kandahar-området, oktober 2016

XINHUA/Scanpix:

Kinesisk-russisk flådeøvelse i Det Sydkinesiske Hav, september 2016

UPN, Alm.del - 2016-17 - Bilag 114: Forsvarets Efterretningstjeneste: Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016

Efterretningsmæssig Risikovurdering

Forsvarets

Efterretningstjeneste

Kastellet 30

2100 København Ø

Telefon: 33 32 55 66

[email protected]

www.fe-ddis.dk

01. december 2016

ISSN 1604-4444