Undervisningsudvalget 2016-17
UNU Alm.del Bilag 55
Offentligt
Sorø 12.marts 2017
Utilsigtede virkninger af 24-timers eksamen i historie og samfundsfag på A-niveau og B-
niveau i gymnasiet, stx
Jeg har 18 års undervisningserfaring i det almene gymnasium i fagene historie og samfundsfag og
har erfaring med gymnasiereformen af 2005 og tiden forud for den nuværende reform. Jeg har
således eksamineret efter den gamle ordning med 30 minutters forberedelse og den nuværende 24
timers forberedelse. Det gælder for begge mine fag, i samfundsfag på A-niveau og B-niveau.
Det er min opfattelse, at man bør gå tilbage til en model, hvor eleven har et kortere tidsrum at
forberede sig i inden eksaminationen. Det kan være 30 minutter, en time eller to timer. Det er ikke
afgørende. Men modellen med 24 timers forberedelse uden opsyn kan jeg ikke anbefale af følgende
grunde:
1. Elever med et godt netværk stilles urimeligt bedre end elever uden dette netværk. Den
nuværende model har derfor social slagside.
2. 24 timers forberedelse er for lang tid i forhold til kravet om studieegnethed og
studierelevans sidenhen for eleven. Det er afgørende, at eleverne lærer, at man i det
senere studie- og arbejdsliv prioriterer sin tid, læser grundigt op på det faglige stof for
derpå at kunne levere, hvad der kræves, i løbet af ret kort tid. I det senere arbejdsliv vil
eleven igen og igen blive stillet overfor udfordringer, der skal løses på langt kortere tid
end 24 timer.
Af disse to grunde anbefaler jeg, at man ved den nye reform genindfører en kort forberedelsestid for
elever, der skal til eksamen i historie og/eller samfundsfag på A-niveau eller B-niveau.
Med venlig hilsen
Morten Uhrskov Jensen
Herlufsholm Skole