Kære undervisningsminister Merete Riisager og undervisningsudvalg.
Århus, den 26/1-2017
Jeg skriver vedr. STX-elevers valg af 2. fremmedsprog, især når de vælger et nyt begyndersprog, der dermed
skal være på A-niveau.
Jeg er enig i, at det er vigtigt at eleverne bliver dygtige til fremmedsprog, men jeg mener også, at det er
vigtigt, at eleverne bliver dygtige til naturvidenskab - begge dele er vigtige kompetencer at besidde i vores
globale verden.
I øjeblikket har elever, der vælger studieretninger med fysik, kemi eller bioteknologi på A-niveau, mulighed
for at ”stige af” på deres begyndersprog efter 2g for at få plads til et frit valgfag. Jeg taler om de tre
studieretninger:
FY-A, MA-A, Ke-B og
KE-A, MA-A, Fy-B og
BT-A, MA-A, Fy-B.
På min arbejdsplads, Egaa Gymnasium, har vi elever fra disse studieretninger, der gerne vil bruge deres
valgfag i 3g på at få endnu et naturvidenskabeligt fag på A-niveau, fx opgradere kemi fra B-niveau til A-
niveau. For at kunne det, skal eleverne fra start have valgt forsættersprog eller ”stige af” på deres
begyndersprog efter 2g for overhovedet at have en valgblok til opgraderingen. Disse elever er virkelig godt
klædt på til videregående studier indenfor de medicinske, naturvideskabelige/ingeniørfaglige områder. Det
er seje unge mennesker, der tager udfordringen med i alt fem fag på A-niveau - og de er virkelig dygtige.
Med den nye reform ser det ud til, at muligheden for at ”stige af” på begyndersproget er fjernet for disse
meget naturvidenskabeligt interesserede elever. Der er godt nok tilføjet et ekstra valgfag på C-niveau for
alle elever - men hånden på hjertet - så har jeg lidt svært ved at forestille mig, at eleverne tør kaste sig ud i
6 fag på A-niveau i 3g, hvilket vil være konsekvensen, hvis de ønsker at opgradere et naturvidenskabeligt
fag. Allerede når eleverne vælger gymnasium, skal de vælge deres sprog, og de kender ikke konsekvensen
af at vælge begyndersprog.
Jeg vil derfor bede dig og undervisningsudvalget om at genoverveje muligheden for, at elever på
ovenstående studieretninger også fremover får lov til at ”stige af” deres begyndersprog efter 2g svarende
til et B-niveau. Reglen kender vi som nævnt allerede nu, og det vil være dejligt, at den også er en mulighed
fremover. Reglen kan godt være betinget af, at eleverne skal vælge et ekstra naturvidenskabeligt fag på A-
niveau.
Til sammenligning kan man se, at der er mange undtagelser for elever, der vælger de sproglige
studieretninger, hvor de kan ”slippe for” matematik på B eller et naturvidenskabeligt fag på C- eller B-
niveau ved at have flere sprog. Det vil klæde hele gymnasieloven, at der er en form for ligestilling mellem
sprogligt orienterede elever og naturvidenskabeligt interesserede elever med hensyn til muligheder for at
dygtiggøre sig indenfor hver deres interesseområder.
Med ovenstående skulle det hermed være en opfordring til at lave en mindre justering af gymnasieloven,
og meget gerne allerede inden den træder i kraft.
Med venlig hilsen
Vibeke Axelsen
Underviser i kemi og fysik
Egaa Gymnasium, Mejlbyvej 4, 8250 Egaa
Tlf: 25113817