Regeringens forslag til ny Forberedende Grunduddannelse har intet at
gøre i kommunerne
I over et år arbejdede regeringens udpegede specialister med at analysere godt og skidt i
det usammenhængende kludetæppe af opsamlende uddannelser, som kommuner og
skiftende regeringer de sidste par årtier har stablet på benene, for at nå målet om 95 % af
alle unge i gennemført ungdomsuddannelse 25 år efter endt folkeskole.
Det er såmænd gået meget godt.
Undervisningsministeriet oplyser, at 92 % i dag gennemfører en ungdomsuddannelse 25 år
efter folkeskolen. Mange to, fordi de vælger en erhvervsuddannelse efter studenterhuen.
Selvom der altså næsten er opfyldelse på 95 % målsætningen, er det selvfølgelig ok, at
regeringen nu sætter nye højere mål.
Regeringen og virksomhederne kalder på kompetent faglig arbejdskraft og det helst
hurtigst muligt. Den gamle målsætning skal derfor afløses af en ny og hurtigere igennem
målsætning. Den har specialisterne foreslået som 10% i ufaglært arbejde og 90% med en
gennemført ungdomsuddannelse kun 8 år efter folkeskolen.
Midlet til at nå det nye mål foreslår ekspertudvalget er samling af seks nuværende
forberedende uddannelser i en ny toårig Forberedende Grunduddannelse med tre spor.
Hvis det bliver gjort ordentligt, hilser jeg som formand for Syddansk Erhvervsskole og
formand Dansk Metal Odense det nye uddannelsesinitiativ velkommen. Den Forberedende
Grunduddannelse har endog et stort potentiale i, at mange flere unge tager en
fremtidssikret håndværkeruddannelse frem for en mere end usikker fremtid som
akademiker.
Med den Forberedende Grunduddannelse kunne en del af de søgende og usikre unge
guides over i et realistisk og fremtidssikret uddannelsesvalg. Det har mange unge brug for.
Og de har brug for det på lige fod med de kammerater, der pr. autopilot vælger en almen
gymnasieuddannelse, uden at ane hvad de vil med den, og som derfor ofte har brug for et
eller to efterfølgende år til en yderligere tænkepause, for måske så endelig for en del af
dem at starte på en erhvervsuddannelse.
Regeringen har nøglen til en ny ligeværdig uddannelsesdør, som kan lukke mange flere
unge ind på de erhvervskompetencegivende uddannelser. Med udspillet ”Tro på dig selv –
det gør vi” bruger regeringen desværre nøglen til at låse døren for disse unge, frem for at
låse den op for dem.