Anholt Grundejerforening
v./ Formand Ulla Beck
28 december 2016
PRESSEMEDDELSE
Anholt mister havn, vej og campingplads uden hjælp til kystsikring.
Folketinget må træde til og sikre øen Anholts eksistens.
Det lille samfund på Kattegatøen Anholt, Danmarks mest isolerede ø, blev hårdt ramt af stormen Urds
hærgen. En del af øens asfalterede hovedvej mellem havn og by, store dele af øens campingplads og
havnens kloaknedsivningsanlæg blev endnu engang ødelagt af Kattegats bølger.
Internet og telefonlinjer til det meste af havneområdet blev afbrudt, da kablerne blev blotlagt af
havet, TDC/YouSee er nu i gang med (for anden gang på fem år) at omlægge kablerne og genetablere
forbindelsen til havneområdet, der bl.a. huser Anholt Redningsvæsen og Grenaa Anholt Færgefarts
kontor.
Sagen om kystsikring af Anholts nordvestlige hjørne har verseret siden februar 2007, altså snart 10 år.
Skaderne er blevet større og større ved hver vinterstorm. To gange har større områder på selve
Anholt havn været oversvømmet, og havet æder sig ind på selve havneområdet.
Øens vigtigste område er bogstavelig talt på vej i havet. Situationen er hidtil blevet mødt med en
lappeløsning i form af såkaldt sandfodring uden fast kystsikring. Tusindvis af tons sand er blevet kørt
ud ved vandkanten, men har kun kunnet forsvare øens centrale færdsels- og forsyningsåre kortvarigt.
Et dyrt og midlertidigt tiltag. På sigt spild af penge, idet en langsigtet varig løsning på et tidligere
tidspunkt kunne have gjort mere gavn.
Folketinget arbejder på andre fronter for at bevare helårssamfundene i Danmarks yderområder. Folk
skal bebo de danske øer og holde liv i virksomheder og faciliteter. Færgerne til småøerne er på
finansloven med tilskud på fragt og personbilletter for at styrke de lokale erhverv og fremme
turismen. Men hvad nytter det, hvis Anholt mister vej, havn, havnevirksomheder og øens
campingplads?
Det er faktisk muligt at gøre noget nu. Der ligger et godkendt projekt fra Kystdirektoratet, og staten
bevilgede i 2011 de første 6 mio. kr. via Kystbeskyttelsespuljen til danske småøer 2010-2011.
Norddjurs Kommune skulle så selv skaffe 6 mio.kr. til at finansiere resten projektet, som på
daværende tidspunkt var estimeret til at koste 12 mio. kr.