Udvalget for Landdistrikter og Øer 2015-16
ULØ Alm.del endeligt svar på spørgsmål 128
Offentligt
Udvalget for Landdistrikter og Øer
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2016-8369
Den 9. september 2016
Udvalget for Landdistrikter og Øer har i brev af 15. august 2016 stillet følgende spørgsmål nr. 128, som
hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Henning Hyllested (EL).
Spørgsmål nr. 128
”Hvad kan ministeren i forlængelse af svar på spm. 109 oplyse, om indholdet
af ansøgninger om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen på småøer, som har fået meddelt
dispensation hhv. afslag?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Kystdirektoratet, som oplyser følgende, som jeg kan henholde mig til:
”I forhold til indholdet af ansøgninger om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen på småøer er der
truffet afgørelser i en lang række ikke umiddelbart sammenlignelige sager, hvor udfaldet af afgørelsen
afhænger af de konkrete forhold i den enkelte sag. De 251 afgørelser truffet vedrørende sager på de
omfattede småøer kan dog opdeles i nogle overordnede kategorier af indhold.
Godt en femtedel af sagerne omhandler ansøgninger vedrørende rekreative aktiviteter og anlæg, såsom
ø-lejre, shelters, overdække til midlertidig pause, fugletårne, cykelstier, kunst, toiletter, en multihal, en
golfbane og informations- og formidlingsskilte. Dispensationerne begrundes bl.a. i, at der er tale om
foranstaltninger til støtte for friluftslivet, herunder befolkningens muligheder for at færdes i naturen
og dermed til fremme af turismen.
I denne gruppe er der givet afslag på 7 ansøgninger, bl.a. vedrørende opstilling af toilet, en skulptur og
et udsigtstårn. Afslagene begrundes bl.a. i det ansøgtes størrelse og konkrete naturhensyn vedrørende
anlæggets placering.
Knap 50 ansøgninger omhandler tekniske anlæg og andre infrastrukturelle projekter. Dette omfatter
bl.a. kabelanlæg, søkabelanlæg, kloakering, nedsivningsanlæg, jordvarmeanlæg, renseanlæg,
transformatorstationer, generatorbygninger, lagertanke, renovering og anlæg af veje o.l.
Dispensationerne begrundes bl.a. i anlæggenes nødvendighed for det pågældende område eller
erhverv samt almennyttige formål. Afslag i denne kategori omfatter ganske få sager, bl.a. en
oplagsplads og en flyvebane.
Cirka 15 sager omhandler ansøgninger om solcelleanlæg, hvor enkelte har fået afslag.
Dispensationerne begrundes bl.a. i, at udbredelsen af vedvarende energi er et anerkendelsesværdigt
formål. Afslag begrundes bl.a. i det pågældende anlægs markante karakter i landskabet.
Herudover er der nogle få sager vedrørende etablering af hegn og/eller læskure. Der er i den
forbindelse givet en enkelt dispensation til et læskur.
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk