Udvalget for Landdistrikter og Øer 2016-17
ULØ Alm.del Bilag 24
Offentligt
Fra:
Dorthe Winther
Sendt:
14. november 2016 12:09
Emne:
Strandbeskyttelseslinjen og de små øer
Kære ordfører.
Den 17. november tager Folketinget fat på 1. behandlingen af ændringer i Naturbeskyttelsesloven og
strandbeskyttelseslinjen.
Som også fremført på foretrædet for Miljø og Fødevareudvalget den 26. oktober ønsker beboerne på de
danske småøer i høj grad at passe på vores natur og strandlinje, som jo netop er nogle af de attraktioner, vi
har på småøerne.
Men samtidig håber vi, at der med lovændringen kan indskrives et afsnit i Naturbeskyttelsesloven, hvori det
bliver præciseret, at tilladelser, givet til etablering af forskellige faciliteter i strandbeskyttelseslinjen på
småøer, ikke kan danne præcedens, men at der skal tages stilling fra sag til sag. På den måde skal man give
mulighed for dispensation, hvor kommune og lokalbefolkning er enige om lokale udviklingsinitiativer på
småøerne.
Vi kan se af svar på spg. 109 og 128 stillet af Udvalget for Landdistrikter og Øer (efter ønske fra Henning
Hyllested (EL)), at Kystdirektoratet opgør, at der vedrørende de 27 øer, der er medlem af
Sammenslutningen af Danske Småøer, er behandlet 251 sager med 187 dispensationer og 52 afslag.
Vi skal dog henlede opmærksomheden på, at disse dispensationer omfatter alle former for ’arbejder og
projekter’ beliggende i Strandbeskyttelseslinjen, og Kystdirektoratet oplyser følgende fordeling:
- ca. 50 ansøgninger knytter an til rekreative aktiviteter og anlæg som shelters, cykelstier, informations- og
formidlingsskilte
- ca. 50 ansøgninger til tekniske anlæg og infrastrukturelle projekter
- ca. 15 ansøgninger om solcelleanlæg
- ca. 45 ansøgninger knytter an til erhvervsbygninger, boliger og sommerhuse
- ca. 50 ansøgninger knytter an til etablering eller genetablering af natur samt arealoverførsler og
udstykninger.
- der ud over er der enkelte sager omkring læskure og omkring 20 sager, der går på tværs af nævnte
kategorier, så som havneudvidelse og cykelskur
Det er selvfølgelig fint, at der gives dispensationer, men ikke mange af dispensationerne knytter
umiddelbart an til større udviklingsprojekter på småøerne.
Desuden oplever enkelte øer, hvor man ofte kommer i karambolage med Strandbeskyttelseslinje grundet
øens geografiske udformning, at kommunen anbefaler, at man ikke søger om dispensation, da man på
forhånd kan se, at projekterne ikke har mulighed for at opnå dispensation. Derfor mener vi, at der bag
ovenstående dispensationer og afslag findes en del projekter, som aldrig når frem til Kystdirektoratet.
Vi ser gerne som ovenfor nævnt, at der laves et specielt afsnit i Naturbeskyttelsesloven om småøer.
Men hvis man ikke kan enes om at indføje et sådant afsnit i Naturbeskyttelsesloven om de små øer,
håber vi, at man
i lovens bemærkninger
vil præcisere, at tilladelser, givet til etablering af forskellige
faciliteter i strandbeskyttelseslinjen på småøer, ikke kan danne præcedens, men at der skal tages stilling
fra sag til sag. På den måde skal man give mulighed for dispensation, hvor kommune og lokalbefolkning
er enige om lokale udviklingsinitiativer på småøerne.
ULØ, Alm.del - 2016-17 - Bilag 24: Henvendelse af 14/11-16 fra Sammenslutningen af Danske Småøer om strandbeskyttelsesloven og de små øer
Der vedhæftes eksempler fra Venø på konsekvenser af det fremlagte lovforslag.
Vi står selvfølgelig til rådighed for spørgsmål og uddybende kommenterer.
Venlig hilsen
Dorthe Winther
Formand
Sammenslutningen af Danske Småøer