1
Der er en fremtid for landsbyerne.
Kommunalreformen, med by- og landzoneloven fra 1970, var redskabet, der skulle
afvikle landsbyerne og udvikle byerne. Den politiske holdning på Christiansborg var,
at velfærdssamfundet, der stod for døren, kun kunne skabes i bysamfund, hvor bor-
gerne boede tæt, ikke på landet med en spredt bebyggelse.
Derfor blev Danmark i 1970 opdelt i landzone, byzone og sommerhusområder. I
landzonen var kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt. Alle andre erhverv og al an-
den udvikling, også bosætning, skulle være i byzone. Selv gamle landsbyerhverv som
håndværk og småindustri skulle placeres i byzone.
Men for mange iværksættere, håndværk og småindustri er det for dyrt at etablere sig i
byzone. Først skal familien have en bolig, f. eks. i et parcelhuskvarter. Så skal der
købes en industrigrund af kommunen, bygges en hal, installeres inventar m. v. Og så
har kreditgivningen for længst sagt nej.
Anderledes økonomisk overkommeligt ville det være, hvis iværksættere, håndværk
og småindustri kunne etablere sig på landet, f. eks. i en nedlagt gård, med familien
boende i stuehuset og med de tomme landbrugsbygninger som foreløbigt værksted og
lager. Men får virksomheden på landet succes, og der bliver behov for udvidelser,
siger planloven stop.
Det er ikke så sært, at Danmark har en af EUs laveste iværksætterprocent. En sådan
bundplacering er til stor skade for erhvervslivet og samfundsøkonomien, koster titu-
sinder af arbejdspladser, og gør det svært for landsbysamfundene at overleve som
aktive og levende lokalsamfund.
Danmark har altid været et decentralt samfund, hvor der ikke er langt mellem borger
og politiker, og hvor de kommunale enheder er overskuelige. Ganske almindelige
borgere, der interesserer sig for samfundet, har kunnet deltage i den lokale debat og
udvikling.
Men med de to kommunalreformer, i 1970 og 2007, er den kommunale verden blevet
en anden. På fire årtier er vi gået fra at have ca. 15.000 folkevalgte sognerådsmed-
lemmer til i dag kun at have ca. 2.000 folkevalgte politikere. Og vi er gået fra at have
1388 sogne til i dag 98 storkommuner. Med så få politikere og så store kommuner har
mange borgere mistet det kommunale engagement og den kommunale overskuelig-
hed og er ”gået hjem”.
Kommunalpolitikerne er blevet ensomme og usynlige. Stor-
kommunen er blevet en administrativ enhed uden folkelig identitet.