•Generalforsamling
2017 - Skydebjerg, den 4. april 2017
•Formandens/bestyrelsens
årsberetning 2017
Velkommen til LIDs 38. generalforsamling
•Der
er en fremtid for landsbyerne, indlæg (Carsten Abild).
•Danmark
er det eneste EU-land, der har en aktiv lovgivning, der skal få os borgere
til at bo i byer. Byerne skal udvikles og landsbyerne afvikles.
•Kommunalreformen
med by- og landzoneloven (planloven) fra 1970 var redskabet,
der skulle afvikle landsbyerne og udvikle byerne. Den politiske holdning var, at
velfærdssamfundet, der stod for døren, kun kunne skabes i bysamfund, hvor borgerne
boede tæt, ikke på landet med en spredt bebyggelse.
•Derfor
blev Danmark i 1970 opdelt i landzone, byzone og sommerhusområder. I
landzonen var kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt. Alle andre erhverv og al
anden udvikling også bosætning skulle være i byzonen. Selv gamle landsbyerhverv
som håndværk og småindustri skulle placeres på byernes industrigrunde.
•Men
for mange iværksættere, håndværk og småindustri er det for dyrt at etablere sig
i byzone. Først skal familien have en bolig, f. eks. i et parcelhuskvarter. Så skal der
købes en industrigrund af kommunen, bygges en hal, installeres inventar m. v. Og så
har kreditgivningen for længst sagt nej.
•Anderledes
økonomisk overkommeligt ville det være, hvis iværksættere, håndværk
og småindustri kunne etablere sig på landet, f. eks. i en nedlagt gård, med familien
boende i stuehuset og med de tomme landbrugsbygninger som foreløbigt værksted og
lager. Men får virksomheden på landet succes, og der bliver behov for udvidelser,
siger planloven stop.
•Det
er ikke så sært, at Danmark har en af EUs laveste iværksætterprocent. En sådan
bundplacering er til stor skade for erhvervslivet og samfundsøkonomien, koster
titusinder af arbejdspladser, og gør det svært for landsbysamfundene at overleve som
•1