Uddannelses- og Forskningsudvalget 2016-17
UFU Alm.del Bilag 57
Offentligt
1718133_0001.png
Danske Underviserorganisationers Samråd
Sekretariatet Vandkunsten 12 1467 København K Telefon 33 11 30 88
Januar 2017
Høring om stigende pres og mistrivsel blandt børn og unge i uddannelsessystemet
27. februar 2017 kl. 13.00 - 16.15, Fællessalen på Christiansborg
Kære medlemmer af Undervisningsudvalget og Uddannelses- og Forskningsudvalget!
Danske Underviserorganisationers Samråd (DUS) håber, at I har mulighed for at deltage i
debatten om det stigende pres og mistrivsel blandt børn og unge i uddannelsessystemet,
når DUS afholder en høring på Christiansborg den 27. februar. Program vedlagt.
Jagten på gode karakterer og på at præstere godt i skolen og i uddannelserne optager
stadigt flere børn og unge. Det individuelle præstationspres tvinger dem i stigende grad til
at fokusere på resultater i opgaver og tests frem for at dyrke nysgerrigheden efter ny viden
og glæden ved at lære i et fællesskab.
Spørgsmålet er, hvad politikere og skoler kan gøre for at dæmme op for det snævre fokus
på test og individuelle præstationer. Hvordan sikrer vi, at alle børn og unge opnår bedre
trivsel i grundskolen og på ungdomsuddannelserne? Hvad siger eleverne selv? Hvad siger
eksperterne og forskerne om børns og unges trivsel i uddannelsessystemet? Og hvad vil
politikerne gøre ved problemerne? Disse spørgsmål sætter Danske
Underviserorganisationers Samråd til debat i høringen.
DUS ser frem til, at politikere sammen med ledere, lærere/undervisere, elever/studerende
og andre med interesse for høringens tema vil blande sig i debatten.
De bedste hilsner
Ulla Maria Mortensen
sekretær for uddannelsespolitisk arbejdsgruppe i DUS
uddannelseskonsulent i Danmarks Lærerforening
Telefon: 3369 6303 el. 4052 4699
Mail: [email protected]
Danske Underviserorganisationers Samråd er en paraplyorganisation for landets underviserorganisationer: BUPL, Danmarks Lærerforening, Dansk
Magisterforening, Frie Skolers Lærerforening, Gymnasieskolernes Lærerforening, Handelsskolernes Lærerforening og Uddannelsesforbundet.
www.dus.dk