Aalborg, den 12. november 2016
Til
Uddannelses- og Forskningsudvalget
Folketinget
Chritiansborg
Taxameterfinansieringen af de videregående uddannelser skal revideres og eventuelle nye kriterier skal
tillempes. Hvad der ikke tales så meget om er, at taxametrene i mange år har været skævvredet mellem
uddannelserne. Dette blev midlertidige forsøgt genoprettet i 2009 for de laveste taxametre, men
produktivitetskrav har allerede taget livet af dette løft. Derfor er der brug for en ny finansieringsmodel.
Rygterne vil vide, at kvalitet er udgået som kriterium for de embedsmænd, der arbejder med et nyt forslag
til finansiering af de videregående uddannelser. Efter sigende kan de ikke finde ud af, hvad det er og
hvorledes den kan måles. Dermed fjerner det forventede oplæg sig fra regeringsgrundlaget, hvori det
hedder, at “kvalitet og relevans” skal indgå i et nyt finansieringsgrundlag.
Det kan undre, at tildeling af taxametre i det hele taget skal ske efter mere eller mindre fikse principper,
som det kan være svært at lave mål for. Hvorfor egentlig ikke bare tage udgangspunkt i en simpel analyse af
de gældende taxametre og foretage en vurdering af, om disse svarer til, hvad det koster at producere
videregående uddannelser? Der er vel ikke brug for to typer instrumenter for at dimensionere de
videregående uddannelser?
Omprioriteringsbidraget fra finansloven for 2016 blev som forventet videreført i finanslovsforslag 2017 til
2020, hvilket betyder en reduktion af bevillingerne med 2 % pr. år. I rene tal betyder dette, at det laveste
taxameter som typisk gives til samfundsfag og humaniora reduceres fra 44.787 kr. i 2016 til 44.000 kr. i
2017, medens taxametret på de teknisk-naturvidenskabelige områder reduceres fra 94.124 kr. i 2016 til
92.400 kr. i 2017. De våde områder får således et langt højere taxameter pr. leveret Studenterårsværk
(STÅ) end henholdsvis humaniora og samfundsvidenskab.
McKinsey & Co fremlagde i juni 2009 rapporten ”Analyse af universiteternes og sektorforsknings-
institutionernes finansiering og organisering”, som stadig er interessant læsning. For det første viste
analysen, at de fulde omkostninger for de valgte eksempeluddannelser gennemsnitligt oversteg
uddannelsernes respektive taxametertakster, og at der var stor variation i totale omkostninger per STÅ.
For det andet viste der sig at være stor variation i undervisningsmængden på tværs af og inden for
taxameterniveauerne. Et påvist lavere antal undervisningstimer på humaniora og samfundsfag gør sig
gældende på trods af, at det faste videnskabelige personale gennemsnitligt anvender en større del af deres
tid på uddannelse på de tørre end på de våde områder.
For det tredje forklarer de indirekte omkostninger forbundet med eksempeluddannelserne en del af
forskellene i omkostningerne per eksempeluddannelse. 60 % af forskellen mellem det laveste og højeste
taxameter kan forklares ved omkostninger til laboratoriefaciliteter og våde bygningsarealer, altså en
overfinansiering af de våde områder.