Netværk for bæredygtig trafik
20. november 2016
Til Folketingets Transport- og Bygningsudvalg
Togbetjeningen mellem Danmark og Tyskland
Under henvisning til vores henvendelse af 16. august 2016 med forslag om
forbedringer af togbetjeningen mellem Danmark og Tyskland, jf.
http://www.ft.dk/samling/20151/almdel/TRU/bilag/348/index.htm
fremsendes hermed svar fra Transport- og Bygningsministeren af 10. november 2016
bilagt DSBs notat af 9. september 2016 med kommentarer til vores forslag, da vi ikke
kan se, at svaret og notatet er fremsendt til Udvalget.
Vi henviser endvidere til vores henvendelse af 21. september om
lokomotivanskaffelser til togbetjeningen mellem Danmark og Tyskland, jf.
http://www.ft.dk/samling/20151/almdel/tru/bilag/388/1667074.pdf
Og endvidere til svar på spørgsmål 72 af 11. november 2016:
http://www.ft.dk/samling/20161/almdel/tru/spm/72/svar/1358164/1686919.pdf
Vi skal opfølgende gøre opmærksom på, at en ændring af togbetjeningen mellem
Danmark og Tyskland nu synes mere nødvendig end før, da der med den tyske
beslutning om at bygge en helt ny højhastighedsjernbane mellem Lübeck og Femern
som led i den faste forbindelses landanlæg på tysk side, formentlig senest i 2021 må
formodes at ske en nedlæggelse af den nuværende jernbane mellem Lübeck og
Puttgarden som følge af denne banes dårlige tilstand. Da banen skal erstattes af en
helt ny bane, vil den ikke blive renoveret.
Der vil således i en årrække fra 2021 og muligvis helt frem til den faste forbindelses
åbning i 2028 ikke kunne køre direkte tog mellem Danmark og Tyskland via Femern,
men alene via Jylland. Dette gør det endnu mere påkrævet, at det også fra politisk
hold sikres, at DSB får anskaffet de hertil nødvendige lokomotiver og vogne, hvilket vi
hermed vil anmode Udvalget om at medvirke til.
Med venlig hilsen
Gunnar Boye Olesen, Vedvarende Energi
Ivan Lund Pedersen, NOAH Trafik
Lasse Jesper Pedersen, Danmarks Naturfredningsforening
Thomas Meinert Larsen, Klimabevægelsen i Danmark
Claus Bonnevie, Cyklistforbundet
Runa Sand, Jyder Mod Overflødige Motorveje
Kjeld A Larsen, Rådet for Bæredygtig Trafik