Transport-, Bygnings- og Boligudvalget 2016-17
TRU Alm.del Bilag 68
Offentligt
1688276_0001.png
København N, den 14. november 2016
Til Folketingets Transport- og Bygningsudvalg
Danske Seniorer takker for lejligheden til at møde Udvalget den 24. november 2016 om
Særloven for 75+ årige borgere, som vil forny kørekort.
Danske Seniorer vil ved mødet være repræsenteret ved landsformand Jørgen Fischer og
næstformand Per K. Larsen. Nedenfor finder I et skriftligt oplæg, som vi ser frem til at
uddybe på mødet.
Særloven om kørekort til seniorer.
Efter Færdselsloven §
59, stk.1
udstedes kørekort med en gyldighedstid på 15 år, dog
højst indtil borgeren er 75 år. Af § 59 stk. 2 fremgår det, at ministeren kan fastsætte
særlige regler om gyldighedstiden for borgere, der er fyldt 73 år. Efter de gældende
regler skal borgere, der vil forny kørekortet, aflevere lægeattest når de fylder 75, 77, 79,
80, 81, 82, 83, 84, 85 osv.
Det er Danske Seniorers opfattelse, at særloven er baseret på fordomme. Den gavner
ikke færdselssikkerheden, og er dyr for både borgere og samfund. Vi er enige i, at særlige forhold, fx sygdom,
kan medføre tab af kørekort men minder om, at alder ikke er en sygdom. Danske Seniorer anbefaler derfor, at
Særloven afskaffes, så Færdselsloven er ens for alle, uanset alder.
Forhistorien.
Særloven har rødder tilbage til starten af 1950’erne, hvor en Kommission anbefalede en aldersgrænse for
gyldigheden af kørekort på 70 år. Loven blev vedtaget således, at Justitsministeren kunne fastsætte særlige
regler for 70+ årige borgere. Dette medførte, at der senere blev indført obligatoriske lægeundersøgelser for alle
70+ årige, som ville forny kørekort. Der er hverken i betænkning eller lovbemærkninger henvist til evidens for
en sammenhæng mellem alder og trafiksikkerhed. Grænsen på 70 år er formentlig valgt, fordi det var
pensionsalderen for statstjenestemænd
Særloven er fortsat gældende med mindre ændringer, fx er aldersgrænsen blev sat op fra 70 til 75 år i 2015,
men lægeundersøgelsen er fortsat obligatorisk.
Da Særloven blev til i 1950’erne, var der ingen viden om sammenhængen mellem alder og trafiksikkerhed. Det
er der kommet siden.
TRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 68: Henvendelse af 14/11-16 vedrørende særloven for fornyelse af kørekort til 75+ årige borgere, fra Danske Seniorer
-2-
Sammenhængen mellem alder og færdselssikkerhed.
I undersøgelser fra DTU, Institut for Trafik 2011-15, konkluderes det, at ældre er den sikreste gruppe af bilister.
De forårsager få ulykker og klarer sig godt i forhold til andre aldersgrupper på trods af svækkelser, fordi de
kompenserer, bruger deres erfaring og stopper i tide. Nogle, især kvinder, overkompenserer, ophører med at
køre og mister mobilitet før de behøver. Bilen bliver fravalgt til fordel for fx cykel, som er mere usikker. Dette
har særligt konsekvenser i landområder med begrænset offentlig trafik.
Havarikommissionen for Vejtrafik udsendte 2012 en analyse af de ulykker, hvor 70+ årige bilister er involveret.
Analysen viser, at knap 1/3 af ulykkerne alene skyldes de ældre, godt 1/3 skyldes begge parter , og knap 1/3
skyldes alene modparten. Årsager til, at ældre forårsager ulykker skyldes sjældent overtrædelse af
Færdselsloven, men fx ildebefindende eller fejlvurderinger. Dette adskiller sig klart fra de almindelig årsager til
ulykker, der skyldes lovovertrædelser som fx for høj hastighed, uopmærksomhed eller spiritus.
Lægeundersøgelsen.
En international analyse foretaget af DTU, Institut for Trafik viser, at seniorer har samme lave ulykkesfrekvens i
alle lande uanset aldersgrænser og lægeundersøgelser. Seniorer i vores nabolande, Sverige og Tyskland, der er
uden lægeundersøgelser, forårsager lige så få ulykker som danske seniorer. Aldersbestemte lægeundersøgelser
gør med andre ord ingen forskel for sikkerheden i trafikken.
Sundhedsstyrelsens konklusion er også klar: der ikke er evidens for lægeundersøgelse i en bestemt alder.
Styrelsen skriver det i svar til Folketingets Retsudvalg 2011-12, og gentager det i Justitsministeriet rapport fra
2014 om fornyelse af kørekort til personer over 70 år.
Danske Seniorer fremhæver i en høring i Folketinget i 2013, at der - udover mangel på evidens - også er ganske
betydelige omkostninger knyttet til Særloven. Seniorer betaler årligt op mod 150 mio. kr. i honorarer til læger,
borgerservice mv. Lægerne bruger op mod 70 årsværk på undersøgelserne. Resultatet er at 1 % af alle der
undersøges, bliver stoppet. 99 % finder selv ud af det. Undersøgelsen er både meget dyr og meget ineffektiv,
sammenlignet med andre lægelige screeninger.
Alt dette burde føre til, at Særloven fjernes, men nej. Justitsministeriet udarbejder en såkaldt mørke-rapport
som konkluderer, at der ikke er evidens for en aldersgrænse, og at grænsen derfor anbefales hævet til 75 år!
Dette vedtages af Folketinget i 2015.
Danske Seniorer anbefaler at særloven fjernes nu.
Danske Seniorer mener, at alle skal være lige for loven - også Færdselsloven - og vi undrer os over, at det ikke er
sket for længe siden. Vi er blevet opmærksomme på, at der er en vis modstand fra de, der lever af Særloven og
skal derfor nævne, at tallene for personskader i færdselsuheld ikke er påvirket af, at aldersgrænsen er hævet fra
70 til 75 år.
Afslutningsvis gør vi opmærksom på, at der kommer flere seniorer i de kommende år, og at sikkerheden i
trafikken vil øges i takt hermed. Men sikkerheden for seniorerne stiger ikke. Vejdirektoratet oplyser, at medens
det samlede antal dødsulykker i 2010-14 er faldet med 29 %, er det steget med 6% blandt 65+ årige. I 2014 sker
24 % af dødsulykkerne blandt 70+ årige. En realistisk og nødvendig indsats for seniorer handler derfor ikke om
at kontrollere seniorerne, men om at beskytte dem mod trafikanter, som bryder Færdselsloven samt om
oplysning til gavn for seniorerne.
TRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 68: Henvendelse af 14/11-16 vedrørende særloven for fornyelse af kørekort til 75+ årige borgere, fra Danske Seniorer
1688276_0003.png
-3-
Vi ser frem til, at Transport- og Bygningsudvalget vil vurdere sagen sagligt, og i lyset af de store omkostninger,
menneskelige såvel som økonomiske.
Med venlig hilsen
Danske Seniorer
Jørgen Fischer
Landsformand
Per K. Larsen
Næstformand
Oversigt over de undersøgelser, der henvises til:
Ældres vilkår som trafikanter. Færdselssikkerhedskommissionen til Folketinget 2005.
Trafikulykker med ældre bilister. DTU Institut for Transport 2011.
Ulykker med ældre bilister. Havarikommissionen for Vejtrafikulykker 2012.
Hvilke ældre bilister fornyer deres kørekort og hvorfor? - En undersøgelse om kørekortfornyelse ved 70
års alderen. DTU Institut for Transport 2012.
Danske ældre bilisters selvregulering i trafikken. DTU Institut for Transport 2013.
Dødsulykker 2014. Årsrapport Vejdirektoratet.
Transportvaneundersøgelsen. DTU Institut for Transport 2015.
L 69, Rapport og Lov om ændring af færdselsloven (Ændret aldersgrænse for forkortet
gyldighedsperiode for kørekort m.v.)
Sundhedsstyrelsens vejledning om vurdering af helbredskrav til førere af motorkøretøjer 2013.