Transport-, Bygnings- og Boligudvalget 2016-17
TRU Alm.del Bilag 62
Offentligt
Pkt. 1. Jeg undrer mig over at afstribningen på motorvejene rigtig mange steder er så slidt
og grå at man faktisk (næsten) ikke kan se den i mørke og dårligt vejr som regn, slud og
sne. Det gør det meget anstrengende og farligt at køre på motorvejene i mørketiden. Jeg
synes der bør sættes mere fokus på at vedligeholde afstribningen! I udlandet har jeg kørt
steder hvor nogle af striberne var gule og det gjorde det lettere at se dem i dårligt vejr…
måske er det noget man kunne overveje, for de hvide striber bliver hurtigt grå og falder i et
med asfalten. Visse steder (fx ved Gudenåen) har man lagt nogle små reflekser i striberne
hvilket er meget mere synligt i dårligt vejr. Det koster sikkert, men er det holdbart, så slipper
man måske for at stribe op og det kunne være fantastisk i forhold til sikkerheden.
Sikkerhedsrisikoen er nu stor mange steder i mørke og dårligt vejr, og jeg håber man vil rette
op på det! (Trafikken bliver jo tættere og tættere og dermed øges risikoen også når man ikke
kan rigtig kan se sin baneafmærkning).
Pkt. 2. Jeg har tidligere skrevet om risikoen på motorvejene ved lastbilernes overhalinger, og
der er siden til min store glæde gjort noget ved det i visse tidsrum på visse strækninger, så
der er begrænset ret for overhaling for lastbiler. Jeg mener dog stadig ikke det er nok, da jeg
så godt som aldrig kører i de tidsrum der har denne begrænsning, men jeg oplever tit farlige
overhalinger uden for disse tidsrum, sågar lastbiler der trækker ud lige foran mig når jeg
kører 130 km, uden i god tid at have blinket af...og det forekommer desværre så ofte at jeg
altid kører mere end super opmærksomt når jeg nærmer mig en stribe lastbiler, for jeg ved
ikke hvad de pludselig kan finde på. Jeg ville derfor virkelig ønske at overhalingsforbudet
gjaldt i alle tidsrum, der hvor vejen kun er tosporet.
Gitte Lynning
Bosat i Århus