Transport-, Bygnings- og Boligudvalget 2016-17
TRU Alm.del Bilag 456
Offentligt
1787648_0001.png
31. august 2017 - Sagsnr. 16/8633 - Løbenr. 155353/17
Kolding Kommunes høringsbrev – Ny Midtjysk Motorvej (Hærvejsmotorvejen)
Byrådet har på mødet den 28. august 2017 truffet beslutning vedrørende Kolding Kommunes høringssvar
til Vejdirektoratets indledende ide- og offentlighedsfase forud for den forestående VVM-undersøgelse af
en ny midtjysk motorvej på strækningen fra Give til Haderslev.
Et flertal i Byrådet har besluttet at fremsende nærværende høringssvar. Flertallet, som bestod af 19
byrådsmedlemmer fra hhv. Venstre, Socialdemokratiet, Konservative og Dansk Folkeparti godkendte
høringssvaret, mens 3 byrådsmedlemmer fra hhv. Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Radikale
Venstre stemte imod. 3 byrådsmedlemmer fra var inhabile og deltog ikke i behandlingen af sagen.
Sagsfremstillingen og Byrådsbeslutningen er vedlagt som bilag til høringssvaret – og heraf fremgår de
stemmeforklaringer, som mindretallet fremførte.
Høringssvaret er opbygget med et fælles input fra et samarbejde mellem Vejen, Billund, Haderslev og
Kolding Kommuner og et lokalt input fra Kolding Kommune.
Fælles input fra Vejen, Billund, Haderslev og Kolding kommuner
Vejen, Billund, Haderslev og Kolding Kommuner er i fællesskab blevet enige om at fremsende følgende
fælles input til Vejdirektoratet:
I Vejdirektoratets kommissorium for gennemførelse af en VVM-vurdering af en motorvejsstrækning fra
Haderslev i syd til Give i nord, er det klart præciseret, at VVM vurderingen alene omfatter strækningen
Give-Billund-E20-Haderslev og, at vurderingen skal tage afsat i vurderingen af en korridor både vest og
øst om Billund. Det ligger ligeledes fast, at der i tilknytning til VVM vurderingen gennemføres en
undersøgelse af effekterne ved at etablere en forbindelsesvej mellem E45 og en kommende ny
motorvejsforbindelse, uden denne undersøgelse dog udgør en del af den egentlige VVM-vurdering.
Centralforvaltningen
Borgmesterkontoret
Akseltorv 1
6000 Kolding
Heidi Johannsen
79 79 20 05
[email protected]
TRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 456: VVM-vurdering af ny Midtjysk motorvej fra Haderslev til Give, fra Billund Kommune
1787648_0002.png
Med dette udgangspunkt har de berørte kommuner, Haderslev, Kolding, Vejen og Billund fundet det
hensigtsmæssigt at få gennemført et fælles analysearbejde med det formål at få fastlagt et mere samlet
og hensigtsmæssigt alternativ til den vestlige linjeføring end det, der fremgår af Vejdirektoratets
kommissorium og i forlængelse heraf få belyst fordele og ulemper for de fire kommuner, ved henholdsvis
den ene eller den anden løsning. Rambøll har været rådgiver for de fire kommuner i dette arbejde.
For at forebygge mulige arealanvendelseskonflikter, tager den alternative vestlige linjeføring
udgangspunkt i højspændingsnettets tracé og belyser samtidigt også fordele og ulemper ved en vestlig og
østlig korridor omkring Vamdrup. Det er vigtigt at slå fast, at de fire kommuner anser det for helt essentielt
at den omtalte forbindelsesvej etableres uafhængigt af om den endelige løsning bliver vest eller øst om
Billund, idet et af delformålene med den nye strækning er at aflaste E45 – ud over at skabe bedre
vejforbindelser i Jylland og aflast rute 13.
I kommissoriet er der skitseret en mulig vestlig linjeføring, der alene lever op til kravet om at der skal
belyses en vestlig korridor og således ikke i fornødent omfang tager hensyn til sammenhængen med den
øvrige strækning og de udviklingsmæssige muligheder, der ligger i en kommende ny motorvejsstrækning.
Med de forslag som de fire kommuner har fået belyst, foreligger der nu et langt mere ligeværdigt alternativ
til en østlig linjeføring, der ligefrem på nogle områder indeholder nogle indlysende fordele i forhold til den
østlige linjeføring.
Med det vestlige alternativ, som er belyst i Rambøll rapporten, opnås en både mere direkte forbindelse og
et tracé, der er bedre afstemt i forhold til mulige arealanvendelseskonflikter, i og med at der er taget
udgangspunkt i højspændingstraceet, end det vestlige alternativ, der er skitseret i kommissoriet. Samtidigt
giver det nye tracé mulighed for at aktivere helt nye udviklingsområder, både i forhold til bosætning og
erhverv.
Med den foreliggende rapport fra Rambøll, vil de fire kommune stærkt opfordre til, at den vestlige
linjeføring, der skal belyses tager udgangspunkt i det der fremgår af rapporten og ikke den skitse, der er
en del af Vejdirektoratets kommissorium.
Lokalt input fra Kolding Kommune
Kolding Kommune har som ovenfor nævnt i samarbejde med Vejen, Billund og Haderslev kommuner bedt
Rambøll om at beskrive fordele og ulemper ved de skitserede principkorridorer fra regeringsaftalen og
samtidig beskrive 2 alternative linjeføringer. Der foretages samtidig en beskrivelse af forskellige
kombinationsløsninger mellem linjeføringerne.
Formålet med dette samarbejde har været at få fastlagt et mere samlet og hensigtsmæssigt alternativ til
den vestlige linjeføring end det, der fremgår af Vejdirektoratets kommissorium og i forlængelse heraf få
belyst fordele og ulemper for de fire kommuner, ved henholdsvis den ene eller den anden løsning.
Rambølls undersøgelser viser, at der er fordele og ulemper ved de forskellige linjeføringer, som kan
vægtes på forskellig vis – ligesom nogle af ulemperne kan reduceres via afhjælpende foranstaltninger.
Der er ikke tale om en tilbundsgående undersøgelse fra Rambølls side – men Kolding Kommune
Side 2
TRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 456: VVM-vurdering af ny Midtjysk motorvej fra Haderslev til Give, fra Billund Kommune
1787648_0003.png
fremsender den udarbejdede rapport fra Rambøll til Vejdirektoratet med anmodning om, at materialet
indgår i udvælgelsen af undersøgelseslinjeføringer.
Formålet med en Ny Midtjysk Motorvej er dels at skabe bedre vejforbindelser - og dermed også forbedre
betingelserne for vækst og udvikling – og dels at sikre en aflastning af bl.a. E45. Kolding Kommune hilser
VVM-undersøgelsen velkommen. Der har i flere årtier været tale om en ny midtjysk motorvej – og det er
helt essentielt at planerne nu bliver konkretiseret, så der kan tages de fornødne skridt til at sikre en
forbedret trafikafvikling som en forudsætning for en fortsat udvikling – og samtidig at der bliver en afklaring
for de borgere, som vil blive berørt af en kommende motorvej.
Kolding kommune vil i den forbindelse kraftigt opfordre Vejdirektoratet til at tage maksimalt hensyn til
bosætningsområderne i de lokalsamfund i Kolding Kommune, som berøres af en ny motorvej – og
herunder fremskynde færdiggørelsen af VVM-undersøgelsen, så der sikres en hurtig afklaring af, hvilke
ejendomme, der berøres af projektet – og ikke mindst hvilke ejendomsejere, som i dag frygter at blive
berørt, men som ikke ender ud med at blive det.
Trafikintensiteten på E45 rundt om Kolding og i resten af Trekantområdet bliver stadigt større – og der er
efterhånden udbredte trængselsproblemer. Den faktiske trafikvækst på E45 i Trekantområdet har været
mange gange større end Vejdirektoratet havde forventet, og der kan forventes kritisk trængsel allerede i
2018 - 10 år tidligere end forventet. Set i det lys vil Kolding Kommunen kraftigt opfordre Vejdirektoratet til
at opprioritere etableringen af tværvejen mellem E45 og en Ny Midtjysk Motorvej – så der på den måde
kan sikres en aflastningsmulighed for E45.
Såfremt der er spørgsmål til høringssvaret eller i øvrigt, kan der rettes henvendelse til kommunens
konstituerede by- og udviklingsdirektør Merete Dissing på
[email protected]
eller 51519684.
Venlig hilsen
Jørn Pedersen
Borgmester
Side 3