Transport-, Bygnings- og Boligudvalget 2016-17
TRU Alm.del Bilag 423
Offentligt
1780882_0001.png
Notat
15.08.2017
Udskydelse af udskiftning af to elevatorer på Skørping Station
I notat om udskiftning af elevatorer på Skørping- og Svenstrup Station af 21. marts 2017, som blev
sendt til Transport-, Bygnings- og Boligudvalget d. 24. marts 2017, orienterede Banedanmark om, at
Banedanmark havde valgt at udskifte alle 7 elevatorer på Skørping- og Svenstrup Station. Derudover
blev tidsplanen for udskiftningen fremlagt.
Baggrunden for udskiftningen var, at det var Banedanmarks vurdering, at elevatorerne havde en
utilfredsstillende fejlhyppighed. I notatet orienteredes også om, at man havde anmodet
Voldgiftsnævnet om foretagelse af syn og skøn i sagen med henblik på at få prissat de mangler, der
forelå ved elevatorerne på Skørping- og Svenstrup Station. Det fremgik af notatet, at Banedanmark
ville opkræve det beløb, som skønsmanden nåede frem til af hovedentreprenøren. Det er
Banedanmarks opfattelse, at manglerne samlet for alle 7 elevatorer kan opgøres til 3 mio. kr. Det er
dog ikke muligt at kende størrelsen på erstatningen endeligt før skønsmanden kommer med
skønserklæringen.
Banedanmark har indtil videre udskiftet 5 elevatorer af hensyn til brugerne af elevatorerne. Årsagen
til, at Banedanmark har udskiftet 5 af de 7 elevatorer er, at elevatorerne, jf. kontraktmaterialet, er
identiske. Banedanmark ønsker således at afholde syns- og skønsforretning på de resterende to
elevatorer, da de er repræsentative for de benyttede metoder og komponenter for alle 7 elevatorer,
mens den mangelfulde konstruktion samtidig ikke kan argumenteres at være et enkeltstående tilfælde,
hvis der blot skulle afholdes syns- og skønsforretning på en enkelt elevator. Banedanmark mangler
således alene at udskifte to elevatorer på Skørping Station ved henholdsvis spor to og spor tre.
Det har imidlertid endnu ikke været muligt at afholde syns- og skønsforretning med henvisning til
Voldgiftsnævnets sagsbehandlingstid jævnfør nedenfor. Hvis udskiftningen af de to resterende
elevatorer foretages primo august, som beskrevet i førnævnte notat, inden syns- og skønsforretningen
er foretaget, er der ikke noget at afholde syn og skøn over, og Banedanmark vil derfor ikke kunne løfte
bevisbyrden overfor entreprenøren, hverken i forhold til den konkrete sag eller i forbindelse med
potentielle lignende fremtidige sager. Det er således nødvendigt at udskyde udskiftningen af de to
sidste elevatorer for at kunne afholde syns- og skønsforretningen.
På baggrund af ovenstående har Banedanmark valgt at udskyde udskiftningen af de to elevatorer på
Skørping Station til efter afholdelse af syns- og skønsforretningen.
Frem til syns- og skønsforretningen har borgerne adgang til perronen via trapperne og de nuværende
elevatorer. I denne periode må der dog påregnes kortere driftsstop grundet ovenstående problemer med
de nuværende elevatorers drift.
Efter syns- og skønsforretningen har fundet sted påbegyndes udskiftningen, når det er muligt.
Banedanmark kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse, hvornår det vil være muligt at genoptage
udskiftningsarbejdet, men vil senest 2 uger efter modtaget skønserklæring have udarbejdet en plan for
udskiftningen af de to resterende elevatorer, der indeholder en beskrivelse af, hvornår udskiftningen
kan finde sted. Udskiftningsperioden er anslået til at vare ca. 5-6 uger, og i denne periode vil der kun
være adgang til perronen via trapperne. Handicappede passagerer vil dog kunne benytte DSB’s
handicapservice. Udskiftningsperioden vil være den samme, hvis udskiftningen foretages før syns- og
Banedanmark
Amerika Plads 15
2100 København Ø
Telefon
8234 0000
Direkte
8234 0000
Version
banedanmark.dk
Journalnr.
Notatskabelon 1.0
Side 1(2)
TRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 423: Kopi til orientering af Banedanmarks notat om ændringer i tidsplanen for udskiftning af elevatorer på Skørping Station, fra transport-, bygnings- og boligministeren
skønsforretningen. Det er ikke muligt at etablere en alternativ løsning i form af en nødelevator eller
lignende.
Idet det alene er Voldgiftsnævnet og syns- og skønsmanden, der bestemmer fristerne for det videre
forløb, kan Banedanmark ikke oplyse hvornår en syns- og skønsforretning kan afholdes. Hertil skal det
bemærkes, at Voldgiftsnævnets behandlingstid på nuværende tidspunkt er mellem 6 og 18 måneders
sagsbehandlingstid fra sagen anlægges ved Voldgiftsnævnet til sagen er færdigbehandlet. Sagen blev
oprettet ved voldgiftsnævnet d. 7. marts 2017.
Banedanmark har grundet sagens hastende karakter, på trods af den sædvanlige sagsbehandlingstid,
rykket Voldgiftsnævnet for forslag til skønsmand af flere omgange. Voldgiftsnævnet har herefter d. 5.
maj 2017 fremsendt forslag til skønsmand. Den foreslåede skønsmand trak sig imidlertid fra sagen
som skønsmand d. 20. juli 2017, hvorefter Voldgiftsnævnet samme dag d. 20. juli 2017 fremsendte nyt
forslag til skønsmand, som Banedanmark godkendte d. 21. juli 2017. Banedanmark vil i det videre
forløb ligeledes gøre sit yderste for at syns- og skønsforretningen finder sted snarest muligt og
bestræber sig på, at udskiftningen sker hurtigst muligt derefter. Hertil skal det bemærkes, at
Banedanmark ikke afventer sagens afslutning ved Voldgiftsnævnet før udskiftningen finder sted, idet
Banedanmark vil søge at udskifte elevatorerne allerede efter at have modtaget skønserklæring.
Side 2/2